Sag: Gammel Estrup

Randersvej 2, Norddjurs
Fredningssag
Fredningsstatus:
Fredet og tinglyst bevaringsdeklaration
Aktuel status:
Aktiv
Komplekstype:
Herregård
Antal bygninger:
2
Klik på kortet for at se et større udsnit.

Sagsoplysninger

Type:
Fredningssag
Betegnelse:
Gammel Estrup
Aktuel status:
Aktiv
Beliggenhed:
Randersvej 2
Kommune:
Norddjurs
Omfang:
Den trefløjede hovedbygning (ca. 1500, stærkt ombygget 1590-1625 bl.a. af Mathias Bygmester) og orangerierne (1700-tallet).
Fredet 1918.*
Beskrivelse:
Gammel Estrup ligger vest for Auning på Djursland og består af hovedbygning og avlsgård, der er to separate fredninger. Avlsgården, der ligger ud til Randersvej, danner indgang til herregårdanlæggets store gårdsplads, hvor aksen fra portåbningen leder videre til hovedbygningen, der ligger på en borgholm omgivet af to vandfyldte grave. I parken nord for borgholmen og voldgravene ligger orangerierne, bestående af to bygninger, der ligeledes er omfattet af fredningen. Hovedbygningen og den omgivende park med orangerierne udgør Gammel Estrup Herregårdsmuseet. 

Hovedbygningen på Gammel Estrup er opført som tre vinkelbyggede fløje omkring en pigstensbelagt borggård, der åbner sig mod øst. De grundmurede fløje hviler på en sokkel af tilhugne granitkvadre, der mod gården er sorttjæret. Murværket er i rød, blank mur delvis af munkesten. Fløjene er alle tre etager høje, der en hvælvet kælder under vest og sydfløjen. Fløjene bærer heltage af røde vingetegl og gavlene er prydet med kamtakker. I tagets rygning er der to skorstenspiber med sokkel og krave i hver af fløjenes rygning.  Midtfor vestfløjen er et porttårn prydet med hvidkalkede blændinger kamtakker. Under blændingerne ses et ældre tårnur med bemalet urskive af træ. Vestfacaden har endvidere to ottekantede hjørnetårne med flade, blytækkede tage, hvert tårn har en ældre skorstenspibe med bånd og krave samt murede balustrader. I borgården er to trappetårne, et i hjørnet mellem vest og nordfløj, mens det andet er placeret midt for sydfløjen. Begge tårne har kobbertækkede hætter med lanterner og pinakler. På murfladerne ses dekorativt udformede murankre udfor etageadskillelserne og murfladerne afsluttes under tagudhænget af brede murede gesimser med savsnit, der flere steder er omløbende på gavlene, der tillige er prydet med murede bånd af formsten. Flere steder i murværket ses spor efter blændinger og ombygninger. Der er indgang til borggården gennem en tøndehvælvet portgennemkørsel i vestfløjen, kørevejen er belagt med røde tegl og bordursten, mens vægge og hvælv er hvidkalkede. I hver side af portgennemkørslen er der indgang til vestfløjen gennem to ældre revledøre. Portgennemkørslen lukkes mod vest af en rødmalet, tofløjet port med flammering. Fra borggården er der indgang til nordfløjens stueetage gennem to nyere, traditionelt udførte, rødmalede og flammerede døre med klinkefald. Dørene i borgtårnene er gråmalede revledøre med ældre beslagværk, sat bag kurvehanksbuede muråbninger. Der er adgang til kælderen under sydfløjen via en overdækket kældernedgang. Vinduerne er fortrinsvis ældre firerammede krydspost- og korspostvinduer med fire eller seks ruder i hver ramme eller torammede vinduer med seks ruder i hver ramme. På hver side af vinduesåbningerne ses stabler fra tidligere skodder. De fleste af hovedetagernes vinduer sidder i kurvehanksbuede muråbninger, over vinduerne mod gården er hvidkalkede blændinger. Der ses også enrammede, rødmalede vinduer med små ruder i trappetårnene, og udfor kælderetagen er tremmeværk i muråbningerne.  

Nordfløjens stueetage har en ældre grundplan, der tidligere har rummet de tidligere domestikrum, herunder vaskerum og opholdsstue og mindre kamre. Denne del rummer i dag publikumsfaciliteter, herunder gæstetoiletter. Rummene har en traditioenel, materialeholdning med gule teglgulve lagt i sildebensmønster, hvidkalkede vægge og glatte, hvide lofter. Der er bevaret flere store, åbne ildsteder, bageovn og to gruekedler. De to etager herover er begge indrettet med en gang langs gården, der giver adgang til større rum i vestgavlen og mindre, nordvendte stuer, disse etager er indrettet til museets administration. Her er materialeholdningen ligeledes traditionel, med ældre og nyere, traditionelt udførte plankegulve, panelering, hvilkalkede vægge og pudsede, hvidtede lofter eller bræddelofter med synligt bjælkelag. Dørene er barokke enfyldingsdøre med tilhørende gerichter. Døre og gerichter er malet mørkerøde. Der er adgang til første etage trappetårnets trappe, der er en oprindelig svelletrappe fra renæssancen. Herfra forbindes etagerne af en barok ligeløbstrappe med flade, udskårne balustre. 

Museet er et interiørmuseum, hvilket betyder, at samlingen er opstillet på en måde, som illustrerer, hvordan en herregård kunne have været indrettet til forskellige tider. Museets interiører er udførte både som de sandsynligvis kan have set ud på Gammel Estrup, og dele af interiøret er rekonstruktioner, eksempelvis mønstrene på nogle af de malede gulve, hvoraf man har fundet bevarede fragmenter.

Vestfløjens stueetage er nord for portgennemkørslen indrettet til herregårdskøkken med tilliggende mindre funktionsrum, mens lokalet syd for er indrettet til museumsbutik. Disse rum har teglgulve i røde sten eller ølandssten, der er tunnel- og krydshvælvede lofter, der ligesom væggene er hvidkalkede. I køkkenet ses et stort, gammelt brændekomfur og i museumsbutikken er bevaret en muret kamin. I sydfløjen optages den østlige del af et stort gennemlyst, grathvælvet rum, der er herregårdens kirkesal. Hvælvene oppebæres i midten af store, runde piller, gulvet er af røde tegl og vægge samt hvælv er hvidkalkede. Fra kirkesalen er der udgang til det sydlige tårnværelse, hvor der oprindeligt var indrettet alkymilaboratorium. Den midterste del af fløjen optages af en gang mod gården og et rum mod parken. Mod øst er en gennemlyst sal med plankeloft og synligt, kraftigt bjælkelag, teglstensgulv og kamin mod vestgavlen.
  
Der er adgang til sydfløjens første etage fra det sydlige trappetårn, der ligeledes har en oprindelig svelletrappe. Etagen præges af et gennemgående midterskillerum i den vestre del, der opdeler i en stor stue mod gården og tre mindre stuer mod parken, den østlige del af etagen optages af riddersalen, der spænder i hele fløjens bredde. 

Disse rum er indrettet som barokinteriører, der skal afspejle den nyindretning, som Christen Scheel sammen med sin unge hustru Augusta Winterfeldt lod udføre i 1716. Særligt i den store stue og riddersalen er barokinteriørerne imponerende med mønster bemalede bræddegulve og en usædvanlig rig stukkatur i intrikate mønstre med pragtvaser, blomster og mytologiske motiver. 

Stukkaturen ses også på murværket i de dybe nicher omkring vinduesåbningerne. Hertil kommer panelering med malede motiver og oprindelige enfyldingsdøre. Væggene er behængt med billedtæpper og der er ligeledes bevaret støbejernsovne. Fra Riddersalen er der udgang til et kammer i det sydlige hjørnetårn, der kaldes Det blå tårnværelse, hvor væggene er udsmykket med malede, blå draperier, plankegulve er malet i skaktern samt et bemalet bræddeloft med pålagte lister og motiver af himmellegemer. Her er tillige en muret, hvidkalket kamin.  

Fra riddersalen er der indgang til vestfløjens rum, der er indrettet i rokokostil fra midten af 1700-tallet, som de kan have fremstået mens Overstaldmester Jørgen greve Scheel (1718-1786) beboede Gammel Estrup. Fra Ridderslaen er der indgang til den gennemlyste spisestue, hvorfra der er indgang til svendegangen, hvorfra der er adgang til det nordre trappetårn. Fra spisestuen og de følgende fire rum langs parken er indbyrdes forbundne med ældre, enfløjede døre. Disse rum er indrettet som sovekammer, kabinet og gallerigang. Fra sovekammeret er der tillige adgang til et mindre sovekammer og et pigeværelse, der ligger i porttårnet. Mod vestfløjens nordgavl ligger det store kabinet, hvorfra der er adgang til et tårnværelse, kaldet Grevens runddel. Af disse rum er særligt spisestuen, de to sovekamre kabinettet og De store kabinet fornemt udstyret med blandt andet malede bræddegulve, rig loftstukkatur og stukindrammede ovnpladser og ovnnicher, dørstykker og feltinddelte vægge med opspændte, håndmalede stoftapeter, lysningspaneler, guldstafferede brystningspaneler, vindovne samt kakkelovne.  Spisestuen har tillige en fladbuet niche med plads til et sidebord.
 
På tredje etage er planløsningen i vest- og sydfløj beslægtet med den på anden etage, idet der er omløbende gange langs gården med adgang til de parkvendte kabinetter og stuer. I vestfløjen anvendes enkelte mindre rum til opbevaring for museet, mens den nordlige stue er indrettet med store gobeliner og brystningspanelerne er bemalet med antikke motiver i jordfarveskala, loftet har en rig stukkatur med putti og antikke referencer. Tårnværelset er indrettet i empirestil med perlegråt træværk mønstret tapet i lyse smaragd-turkisgrønne nuancer. Det pudsede loft er hvidt med malede antikke motiver og mønstre. Bræddegulvet er ubemalet. Gangen langs gården har bræddegulv og pudsede kalkede vægge og loft med stukprofiler og vægfelter udført med stukprofil. Vestfløjens øvrige vestvendte værelser er indrettet med interiørerne fra omkring 1900, hvor familien Scheel endnu beboede herregården. Her er gulvene ferniserede, væggene tapetserede og de pudsede lofter med stukprofiler samt vinduesnicherne er hvidtede.   

Sydfløjens interiører afspejler primært 1800-tallets indretningsstil med panelering, lofter med stukprofiler, mens vægfladerne er tapetseret med tapeter i intrikate, geometriske mønstre, der er rekonstrueret ud fra rester af ældre forlæg. Bræddegulvene er dækket med beskyttende væg-til-vægtæpper, der er tilpasset interiørerne farveholdning og udtryk. I 1800-talsinteriørerne er også integrerede dele af den ældre barokke indretning, eksempelvis kaminer med rig stukdekoration, ligesom et af kabinetterne har den oprindelige barokindretning i kinesisk stil med henblik på at danne baggrund et fornemt stel af kinesisk porcelæn, som har været i familien Scheels eje siden 1700-tallet. 

Der er hvælvede kælderrum under hele syd- og vestfløjen, hvor vægge og hvælv er hvidkalkede, mens gulvene er pigstensbelagte. Der er nedgang til kælderen, dels fra gården, men også fra tårnværelset, der ligger i forbindelse med køkkenet i stueetagen. 

Tagetagen over alle tre fløje er uudnyttet, der er bræddegulv, den ældre tagkonstruktion, hvoraf en del er udført med kongestolper og skorstenene er synlige, taget er understrøget.     

Nord for hovedbygningen ligger parterrehaven og orangerierne langs en øst-vestgående akse nordfor denne. Orangerierne er i det ydre identiske, grundmurede, firefags bygninger i én etage. Bygningerne bærer heltage af røde vingetegl og i de nordvendte tagflader ses en skorstenspibe i hver bygning. Soklerne er sorttjærede og murfladerne er hvidkalkede, de afsluttes under tagudhænget af murede, omløbende gesimser. Der er indgang til bygningerne gennem de gavle, der vender mod hinanden, dørene er ældre, tofløjede fyldingsdøre med rundbuede overstykker. I gavlene over dørene ses to smalle, rundbuede vinduer med små ruder. Bygningernes nordvendte langsider er uden muråbninger, mens der er fire store, rundbuede og firerammede vinduer med små ruder i de sydvendte langsider. Vinduesfagene opdeles af murede, hvidkalkede pilastre. Døre og vinduer er gråmalede. 

Bygningerne anvendes til udstillingsformål og i det indre har bygningerne et åbent rum med gule teglgulve lagt i sildebensmønster, pudsede og hvidkalkede vægge og lofter. Vinduerne har ældre anverfere og stormkroge. I en niche midtfor den nordlige langside er opsat etageovne fra 1700-tallet.
Bygningshistorie:
På borgbanken, hvor Gammel Estrups hovedbygning ligger i dag, lå oprindelig en middelalderborg, der ikke kendes i detaljer. Den nævnes første gang i 1340, og da den siden nævnes i 1359 som værende ødelagt af Valdemar Atterdag, er det sandsynligt, at der har været tale om en regulær borg. 

Det er ikke klart, hvordan det senmiddelalderlige Estrup så ud, som Lave Brock opførte i slutningen af 1400-tallet. Bygningen var med stor sandsynlighed opført i tre fløje med en nordlig spærremur med et midtstillet porttårn. Som idag var der vandfyldte voldgrave til alle sider. Man kom ind i borggården via en bro og gennem en port i porttårnet. Pælene fra broen kan endnu genfindes i voldgraven. I den nuværende vestfløj kan Lave Brocks borg genfindes som de to nederste etager. Ydermurene var helt op til tre meter tykke. Resterne af kældrenes krydshvælv kan også fortsat ses i gavlrummene. Man kom ind på første etage via en udvendig trappe og en kort svalegang.

I løbet af 1500-tallet blev Gammel Estrup temmelig nedslidt og en fortegnelse fra 1581 fortæller, at bygningerne var både forfaldne og utætte.

Eske Brock overtog Gammel Estrup i 1580 og restaurerede herefter bygningerne. Det antages, at bygningerne var stærkt brandskadede, i det man ved en nylig restaurering i vestfløjen fandt spor efter en kraftig brand. Eske Brock har med stor sandsynlighed haft Mathias Bygmester som bygmester ved hovedbygningens ombygning i 1600-tallets begyndelse, idet der er bevarede ligheder mellem hovedbygningen og Auning Kirkes tårn og våbenhus samt nogle af Gammel Estrups Avlsbygninger fra samme tid, der ogsåe r af samme bygmester. Vestfløjen fik tilføjet en ekstra etage, hvorved det ældre, lave skytteloft med blev sløjfet. Samtidig blev de store, kurvehanksbuede vinduesåbninger etableret. Også den høje sydfløj blev opført på dette tidspunkt. Denne fløj fik en hvælvet kælder med runde bærepiller. Eske Brock flyttede også adgangen til gården om til vestfløjen, hvori han etablerede den nuværende port med porttårn. En toetages nordfløj, der erstattede den ældre spærremur og porttårn, blev opført samtidig som den nye portåbning og porttårn i vestfløjen, mens den ældre østfløj, der antagelig gik til i den store brand, ikke blev genopført. På daværende tidspunkt var gavlene forsynet med de for renæssancen karakteristiske, vælske gavle.

I Jørgen Skeels tid fra 1625 til 1631 blev de to ottekantede hjørnetårne opført over hvælvede kældre. Han nedrev også den nordlige fløj i to etager og etablerede den nuværende fløj i tre etager samt trappetårnet mellem nord- og vestfløj. Gavlenes nuværende kamtakker er en senere tilføjelse.

Den nuværende planløsning i fløjenes indre er primært et resultat af ombygninger i 1700-tallet, hvilket blandt andet kan aflæses af de bevarede stuklofter.

Orangerierne blev opført i 1725-26, sandsynligvis i forbindelse med etableringen af parterrehaven.
kilder:
Herregårde – jordegods – herlighed, tanker fra Gammel Estrup. Jubilæumsbog 2005; red. Britta Andersen og Helene Kjærsbøl, 2005

www.danskeherregaarde.dk

www.gammelestrup.dk

Gammel Estrup, Randers Amts Historiske Samfund, 1993
Miljømæssig værdi:
Den miljømæssige værdi ved Gammel Estrup knytter sig til anlæggets beliggenhed langs hovedlandevejen mellem Randers og Grenå, hvor de lange bygningskroppe og den gavlkronede port danner en imponerede ramme og ankomst til herregården. Avlsgården indrammer også det enorme, åbne gårdrum, der omgiver indkørslen, der danner en akse op til hovedbygningen. Hovedbygningen udgør således et naturligt omdrejningspunkt i herregårdsmiljøet, og denne status understreges af bygningens beliggenhed på borgbanken omgivet af to vandfyldte voldgrave og den store park mod nord.
Kulturhistorisk værdi:
Gammel Estrups kulturhistoriske værdi knytter sig overordnet set til herregårdens lange udviklings- og ombygningshistorie, der er aflæselig i udformningen af de enkelte fløje, deres let varierede udformning og i de mange spor efter ombygninger, som ses i murværket.

Den kulturhistoriske værdi ved Gammel Estrup knytter sig i det ydre til hovedbygningens traditionelle placering på en borgbanke omgivet af vandfyldte grave. Det samlede bygningsanlæg, bestående af hovedbygning og avlsgård, afspejler den traditionelle herreborgs opbygning med et stenhus, der både tjente som magasin og som tilflugtssted i ufredstider. Stenhuset fungerede som herremandens daglige bolig og umiddelbart udenfor gravene lå den tilhørende avlsgård. Også Gammel Estrups beliggenhed i det vandrige område nær Alling Å har både haft forsvarsmæssig og driftsmæssig betydning. Således har man i forsvarsøjemed kunne forsyne gravene med vand fra åen, og idet gården oprindelig var studegård, kunne man udnytte engene som foderressource samt opdyrke de højere liggende agre. 

Hovedbygningens kulturhistoriske værdi ligger i det ydre i dens velbevarede fremtræden som en renæssanceherregård karakteriseret ved et trefløjet anlæg i tre etager, hvoraf to fløje har hvælvet kælder, ottekantede hjørnetårne og trappetårne. Alt opført i røde teglsten med stejle, teglhængte heltage, kobberhætter og blytækkede tage samt kamtakkede gavle. Herregårdens civile præg uden forsvarsmæssige foranstaltninger ses tydeligst af de store, taktfast placerede vinduer, som sidder i kurvehanksbuede stik, der er et karakteristisk træk for renæssancen og som afspejler Eske Brocks ombygning i begyndelsen af 1600-tallet. Endvidere knytter den kulturhistoriske værdi sig til murværkets mange spor efter bygningsændringer og tidligere åbninger, hvoraf dem med spidsbuede blændinger er reminiscenser fra Lave Brocks bygning fra slutningen af 1400-tallet. Hertil kommer de forskellige vinduestyper med varierende inddeling af ruder, hvor særlig de opsprossede korspostvinduer fra barokken dominerer og sandsynligvis markerer de store indre ombygninger i 1600-tallet. Endelig kommer de store, ubrudte tagflader, der vidner om tagetagens oprindelige anvendelse til opbevaring.  

I hovedbygningens indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til opdelingen i herskabets repræsentative og private gemakker samt domestikrummene beregnet til tyendets arbejde og beboelse. Dette afspejles tydeligt i placeringen og i rummenes udstyr i hovedbygningen, hvor domestikrummene optager stueetagen i vest- og nordfløj samt kælderen under vest- og sydfløj. Kælderens store, hvælvede rum med enkle, slidstærke overflader vidner om etagens funktion som opbevarings- og funktionsrum. Dette viser sig særlig tydeligt i trappeforbindelsen mellem køkken og kælder, hvor tyendet har kunnet hente madvarer, der skulle opbevares køligt i kælderen. Gennem alle fløje viser murtykkelsen i de dybe vinduesnicher tydeligt fløjenes høje alder og oprindelse i senmiddelalder og renæssance. Planløsningen på de øvrige etager viser ligeledes anlæggets lange udviklingshistorie, hvor Lave Brocks indretning fra begyndelsen af 1400-tallets slutning endnu er aflæselig i vesfløjens nederste etager og i kælderens krydshvælvede rum. Indretningen på de øvrige etager er primært præget af planløsningerne, der kom til 1700-tallet. Overordnet ligger herskabets gemakker, der er af mere eller mindre repræsentativ karakter, i de øvre etager, hvilket giver udsigt til omgivelserne. De lysfyldte opholdsrum og private kabinetter ligger endvidere overvejende mod syd og vest. 

Selvom det indre er indrettet som et interiørmuseum, hvoraf elementer af indretningen er delvist rekonstruerede, afspejler den detaljerige aptering med den traditionelle materialeholdning og den fornemme forarbejdning herskabets liv og stand som den herskende klasse i datidens samfund. Således knytter der sig blandt andet stor kulturhistorisk værdi til alle oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer, herunder pigstens-, ølands-, tegl-, brædde- og plankegulve, kalkede og pudsede vægge, bræddelofter med synligt bjælkelag, pudsede lofter med stukkatur, tagkonstruktionerne med alle detaljer, trapper, overpladser hvoraf nogle er med rig stukkatur, kaminer, brændeovne, panelering, alle typer fyldingsdøre, revledøre, vinduernes anverfere og stormkroge, der alle afspejler bygningens lange udviklingshistorie og den skiftende smag gennem flere århundreder.   

Den kulturhistoriske værdi ved Orangeriet knytter sig i det ydre til bygningernes beliggenhed i parken ved parterrehaven nord for hovedbygningen. Her indgår de som en integreret del af det parkanlæg, der blev anlagt i 1700-tallet, hvor den store haveinteresse gjorde sit indtog blandt samfundets herskende klasser. I Orangerierne kunne de i datiden sjældne subtropiske planter, blandt andet citrustræer og oliventræer, overvintre lysfyldt og frostfrit i vintermånederne, mens de stod udenfor i parkanlægget under sommerhalvåret. I bygningernes ydre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de store, sydvendte vinduespartier, der har tilladt lyset at strømme ind i bygningernes indre. Hertil kommer skorstenspiberne, der vidner om, at bygningerne har kunnet opvarmes. 

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningernes store åbne rum, hvor de enkle og slidstærke overflader viser, at der er tale om et funktionsrum. Hertil kommer de store vinduespartier og brændeovnene, der har muliggjort at overvintre de kostbare planter lysfyldt og frostfrit.
Arkitektonisk værdi:
Den arkitektoniske værdi ved Gammel Estrups hovedbygning knytter sig til det trefløjede anlæg i tre etager, hvor hjørne- og trappe-, og porttårn samt de kamtakkede gavle giver bygningen et herskabeligt og udtalt monumentalt udtryk. Hertil kommer de store, stejle og ubrudte tagflader og det blanke røde murværk, der fremhæver fløjenes længde og samler bygningen til en harmonisk helhed. Det røde, blanke murværk med sten af varierende brænding, giver sammen med blændinger og andre spor efter ombygninger giver bygningsanlægget et varmt og levende udtryk.  

I hovedbygningens indre knytter den arkitektoniske værdi sig til alle de repræsentative rums velbevarede interiører, hvor atmosfæren varierer efter stukkaturens udformning, væggenes beklædninger og farveholdningen. Fælles for rummene er den udsøgte materialekvalitet og detaljering samt den fornemme forarbejdning, som på formfuldendt vis spejler det eksteriørets udpræget herskabelige og magtfulde udtryk.

Den arkitektoniske værdi ved orangerierne knytter sig i det ydre til de to identiske bygningers regelrette og sluttede form, hvor de stort set ubrudte tagflader og det hvidkalkede murværk giver et gedigent og helstøbt udtryk. Hertil kommer de murede pilastre, der sammen med de store vinduespartier giver liv og rytme til bygningernes sydvendte facader. Endelig knytter der sig arkitektonisk værdi til bygningernes symmetriske placering omkring den nord-sydgående akse, der markeres af en grusbelagt promenadesti, hvor om parterrehaven og de nordligere dele af parken udfolder sig.
Bærende fredningsværdier:
I Gammel Estrups hovedbygning knytter de bærende fredningsværdier sig til de tre grundmurede fløje i tre etager med høj kælder, hjørne-, trappe- og porttårn opført i rødt, blankt murværk med alle detaljer, herunder blændinger og spor efter ombygninger, bånd, gesimser, stik, sokkel af granitkvadre, tårnenes blytækkede tag og kobberinddækkede spir, gavlenes kamtakker samt de ubrudte, teglhængte heltage. Hertil kommer alle ældre og oprindelige bygningsdele og -detaljer, herunder trapper, trappesten, skorstenspiber, tårnur, klokke, sandstenstavler med inskriptioner, murankre, døre og vinduer samt den traditionelle materialeholdning.

I det indre knytter de bærende fredningsværdier sig til de ældre og oprindelige planløsninger på alle etager i alle tre fløje, hjørnetårne, trappetårne og porttårn samt tårnenes og fløjenes tagkonstruktioner. Hertil kommer alle ældre og oprindelige overflader, bygningsdele og -detaljer, herunder gulve af ølandssten, tegl, pigsten, brædder, planker og parket, pudsede og kalkede vægge, vægge med blændinger og spor efter ombygninger, feltinddelte vægge, tapeter og ovnnicher samt hvælvede lofter, bræddelofter med synligt bjælkelag og pudsede lofter. Hertil kommer stukkatur, stukornamenter på vægge, paneler, brystningspaneler, helpanelering, svelletrapper, hoved- og bitrapper, gelændere, balustre, skorstene, køkkenildsteder, kaminer, brændeovne, brændekomfur, murede bageovne, ældre køkkeninventar, fyldings- og revledøre, gerichter, dørstykker, dørenes beslagværk og greb, ældre bemalinger, vægmalerier, vinduernes rundposte, anverfere samt stormkroge. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning.

De bærende fredningsværdier for orangerierne knytter sig til deres beliggenhed i parken i relation til parterrehaven. I orangeriernes ydre knytter de bærende fredningsværdier sig til de to identiske, enetages bygninger i hvidkalket grund mur, de sorttjærede sokler og heltagene af røde vingetegl. Hertil kommer alle ældre og oprindelige bygningsdele og detaljer, herunder skorstenspiber, gesimser, pilastre, døre, vinduer og den traditionelle materialeholdning. 

I orangeriernes indre knytter de bærende fredningsværdier sig til de sildebenslagte teglgulve af lyse sten, de pudsede og hvidkalkede vægge og lofter, ovnnicherne, brændeovnene, vinduernes anverfere og stormkroge samt den traditionelle materialeholdning.
Antal bygninger:
2
Antal andre objekter:
0
Komplekstype:
Herregård
Bebyggelsestype:
Fritliggende ejendom - Herregård
Fredningsstatus:
Fredet og tinglyst bevaringsdeklaration
Fredningsomgivelse:

Sagsbehandlinger

Type:
Fredningspræcisering
Dato:
07-06-1932
Journal nr.:
33/18

Type:
Tinglyst fredning
Dato:
01-07-1918
Journal nr.:
33/18


Dokumenter

Dokumenttype:
Undersøgelse
Beskrivelse:
Randersvej 002-004, Gammel Estrup, matr.nr. 1ax, Gl. Estrup hovedgård, Fausing. Bygningsarkæologisk undersøgelse af store kabinet. 8 sider inkl. 8 fotografier. J. Frank/Erik Einar Holm. Marts 1978.


Navn:
Fredningsbeskrivelse
Dokumenttype:
PDF-dokument



Omfattede bygninger: 2


Fredet bygning Randersvej 2
Fredet bygning Randersvej 2

Fredede omgivelser: 0



Relaterede sager: 0
Slots- og Kulturstyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V
telefon 33 95 42 00
ur   ul
 
 
dr   dl
  tap