Sag: Nørregade 35

Nørregade 35, Hjørring
Fredningssag
Fredningsstatus:
Fredet og tinglyst bevaringsdeklaration
Aktuel status:
Aktiv
Komplekstype:
Købmandsgård
Antal bygninger:
1
Klik på kortet for at se et større udsnit.

Sagsoplysninger

Type:
Fredningssag
Betegnelse:
Nørregade 35
Aktuel status:
Aktiv
Beliggenhed:
Nørregade 35
Kommune:
Hjørring
Omfang:
Forhuset (muligvis 1793 og senere, sygehus 1822-32).
Fredet 1965.
Beskrivelse:
På vestsiden af Nørregade, der er den ældste gade i Hjørring og som strækker sig gennem hele den historiske bykerne, ligger en købmandsgård, som i Hjørring kendes som Købmand Riis’ Gaard.
Bygningen er opført i to stokværk af sort opstolpet bindingsværk med murede, hvidkalkede tavl over en sortmalet sokkel. Taget er et halvvalmet heltag belagt med røde vingetegl. Tagfladen mod gaden er ubrudt og mod gårdsiden med fire tagvinduer. I rygningen findes to hvidmalede skorstene med sokkel, skaft og gesims. Omtrent midt på facaden er et indgangsparti, som udgøres af to granittrin og en klassicistisk, tofløjet, grønmalet fyldingsdør. Der er ældre grønmalede, opsprossede, torammede vinduer. Den nordlige gavl er blændet, bortset fra tre vinduer i gavltrekanten, og den sydlige gavl er opført i grundmur. Gårdsiden er nederst opført af grundmur og af bindingsværk på første etage. Gårdsiden har flere nyere døre samt en nyere udvendig trappe i sortmalet træ.
Indvendigt er bygningen overvejende præget af nyere overflader samt et nyere trapperum med en støbt trappe og klinkegulve. I en større spisesal findes ældre plankegulve og synlige loftsbjælker samt et nyere åbent ildsted.
Bygningshistorie:
Nørregade, som tidligere hed Adelgade og senere Algade, var Hjørrings oprindelige hovedgade, og her lå adskillige store købmandsgårde. Nørregade 35 er opført mellem 1791 og 1801 for Købmand Niels Andersen Riis. Bygningen var oprindeligt indrettet med værelser, pakboder og en rullestue, men blev fra 1811 anvendt som skolestue. Fra 1822 til 1832 fungerede bygningen som amtssygehus grundet en ”grasserende folkesyphilis”. Fra 1832 og frem har bygningen haft adskillige private ejere. Den grundmurede del af gårdfacaden er ikke oprindelig, og bygningen har i nyere tid (cirka 1972) gennemgået en omfattende restaurering. Den huser i dag en restaurant.
kilder:
Gammel Hjørring 1975. Registrant og Bevaringsplan, Vendsyssel Historiske Museum
En tur i det gamle Hjørring – Med svinkeærinder, Vendsyssel Historiske Museum
3 ture gennem Hjørring, Hjørring og omegns Turistforening.
http://www.vhm.dk/page.asp?sideid=157&zcs=2 – Vendsyssel Historiske Museum.
Miljømæssig værdi:
Den miljømæssige værdi knytter sig til måden, hvorpå bygningen indgår i husrækken, der karakteriseres ved at facaderne ligger i samme flugt, helt ud til fortovet. Dog markerer Nørregade 35 sig i kraft af sin højde og den frie nordvendte gavl, og indtager derved en markant plads i gaderummet.
Kulturhistorisk værdi:
Den kulturhistoriske værdi er knyttet til bygningens fortid som købmandsgård, der fortæller om Hjørrings udvikling til købstad i kraft af driftige handelsmænd. Nørregade 35 er den eneste bevarede af adskillige store købmandsgårde langs Nørregade, idet mange er gået til under flere store brande. Ligeledes er Nørregade 35 ét af blot to bevarede bindingsværkshuse i Hjørring.
Arkitektonisk værdi:
Den arkitektoniske værdi knytter sig til den markante bygningskrop, de regelmæssigt opbyggede bindingsværksfacader og den taktfaste vinduessætning. Hertil kommer den imponerende gavl med én stor murflade, der kun er afbrudt af tre mindre vinduer under tagskægget, samt den ubrudte tagflade mod gaden som bidrager til at give bygningen et meget helstøbt udtryk. Hertil kommer den klassicistiske hoveddør, som udgør det eneste dekorative element på den funktionelt betingede bygning.
Bærende fredningsværdier:
I bygningens ydre knytter de bærende fredningsværdier sig til den klart aflæselige hovedform med den regelmæssigt opbyggede facade, den ubrudte tagflade, de to symmetrisk placerede skorstene og de ældre traditionelt udførte vinduer, samt den ældre hoveddør mod gaden. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning og den homogene farvesætning med grønmalede døre og vinduer samt sort opstreget bindingsværk med hvidkalkede tavl.
I bygningens indre knytter de bærende fredningsværdier sig til de ældre plankegulve og de synlige bjælkelag.
Antal bygninger:
1
Antal andre objekter:
0
Komplekstype:
Købmandsgård
Bebyggelsestype:
Købstad - Den gamle bykerne
Fredningsstatus:
Fredet og tinglyst bevaringsdeklaration
Fredningsomgivelse:
Fredningsomfang

Sagsbehandlinger

Type:
Tinglyst fredning
Dato:
27-01-1965
Begrundelse:
Journal nr.:
3/63-6/64

Type:
Bevaringsdeklaration
Dato:
23-12-2016
Journal nr.:
16/09954


Dokumenter

Navn:
Fredningsbeskrivelse
Dokumenttype:
PDF-dokument



Omfattede bygninger: 1


Fredet bygning Nørregade 35

Fredede omgivelser: 1

Signatur Fredningsomfang


Relaterede sager: 0
Slots- og Kulturstyrelsen
Hammerichsgade 14,
1611 København V
telefon 33 95 42 00
ur   ul
 
 
dr   dl
  tap