Sag: Hollufgård

Fredet 1918. Udvidet 1989. Delvis bevaringsdeklaration *.

Hollufgård ligger sydøst for Odense, omgivet af park og skov. Syd for hovedbygningen er bevaret en delvist vandfyldt voldgrav.  

Hovedbygningen er en grundmuret bygning i to etager over en delvis kælder. På den nordlige gårdside er tre tårne, et sekskantet midtertårn og to kvadratiske hjørnetårne. Facaderne er i rød, blank mur, over en granitsokkel, og prydes af forskellige murskifter og murankre samt trekantfordakninger i sandsten over flere af vinduerne. Murene afsluttes af en flerledet, gul hovedgesims og et heltag hængt med røde, vingetegl. I tagryggen sidder fire skorstenspiber med sokkel og gesims og i tagfladen mod det østlige hjørnetårn er en enkel skorstenspibe. De tre tårne afsluttes af kobberbeklædte spir med pinakler. I det midterste tårn ses hovedindgangen, der udgøres af en oliebehandlet fyldingsdør med sandstensportal, der er udsmykket med inskription og våbenskjold. Over portalen er tillige et muranker med monogram. Øverst i tårnet ses en række rundbuede blændingsfelter og sandstensbånd samt en urskive. I bygningens haveside findes en nyere, men traditionelt udført tofløjet havedør med ruder i den øverste del. Omkring døren er en sandstensindramning og øverst er en kartouche i sandsten med våbenskjold og blomstermotiver. Vinduer udgøres primært af ældre kors- og krydspostvinduer og i de tre tårne er etrammede vinduer. Havedøren og vinduerne er hvidmalet, rammerne er småtopsprossede, de ældre beslag er bevarede og vinduerne af sluttes med kobbersålbænke. I tagfladerne ses enkelte små tagvinduer samt fladbuede, zinkinddækkede kviste med torammede, ældre vinduer. Hovedbygningen har tagrender og nedløbsrør i kobber. 

I det indre har hovedbygningen en delvist bevaret grundplan, med gangarealer mod gårdspladsen og stuer mod haven samt gennemgående rum mod gavlene. Overfladerne består hovedsagligt af ældre brædde- eller parketgulve, et ældre ølandsflisegulv i stueetagens gang samt pudsede vægge og lofter, der tillige er dekoreret med stuk. Der er mange ældre fyldingsdøre med gerichter, fordakninger, indfatninger, greb og hængsler. I stueetagens gennemgående rum er hvælvede lofter med henholdsvis en nyere pejs og en ældre støbejernsovn. Ved de ældre vinduer er bevarede anverfer og stormkroge, og alle vinduer er forsynet med traditionelle forsatsruder. I det midterste tårn findes en ældre spindeltrappe, mens de to hjørnetårne indeholder værelser og badeværelser, der har ældre terrazzogulve og fliser på væggene. Tagetagen er uudnyttet og her er ældre bræddegulve, inspektionslemme og et nyere undertag af pap. Den ældre tagkonstruktion er bevaret og i det midterste tårn findes et ældre urværk. 

Sidefløjen er en grundmuret bygning i én etage over en høj kælder. Bygningen har en sokkel af rødlig granit, og herover er murene pudsede og hvidkalkede samt udsmykket med en muret, hvid gesims. På gårdsiden, over hovedindgangen, er en lav, glatpudset trekantgavl over tre fag. Bygningen har et rødt, teglhængt helvalmet tag. I tagfladerne ses enkelte mindre støbejernsvinduer og i tagrygning er fire skorstenspibe med sokkel og gesims. Ved bygningens sydgavl er tilbygget en mindre mellembygning i en etage, der forbinder sidefløjen med hovedbygningen. I mellembygningens tagflade ses en høj kvist i bindingsværk. I gårdsiden ses to nyere fyldingsdøre med overvindue og foran dørene er murede trapper med granittrin og støbejernsværn. Bygningen har ældre korspostvinduer til stueetagen og torammede vinduer til kælderen. Alle vinduer har småtopsprossede rammer. På havesiden findes en nyere terrasse på søjler med muret brystningsværn og en bred, støbt trappe. Fra terrassen er en tofløjet havedør og i havesidens nordligste fag er en kældernedgang til en nyere, tofløjet kælderdør. Alt træværk omkring både døre og vinduer er malet lysegrønt.

I det indre af sidefløjen findes en delvis ældre grundplan med en gennemgående midtskillevæg og stuer en suite. Der er bræddegulve, pudsede vægge og lofter med stuk, samt ældre bygningsdele og -detaljer, så som dobbelte og enkelte fløjdøre med gerichter samt paneler og indbyggede linnedskabe. Foran vinduerne er traditionelt udførte forsatsrammer. Der er nye toiletter og en nyere trappe. Tagetagen er indrettet med kontorer ved begge gavle, mens den midterste del er uudnyttet. I kælderen, der er delvist hvælvet findes et nyere industrikøkken og en kantine, mens resten af kælderen anvendes til opbevaring. Af ældre materialer i kælderen skal nævnes et ølandsstengulv, gulv- og vægfliser, synligt bjælkelag i lofterne. Der er tillige en nyere muret åben pejs og en ikke længere anvendt køleboks. 

Nordfløjen er en grundmuret bygning i to etager. Bygningen har en sokkel af rødlig granit, herover er murene pudsede og hvidkalkede og øverst afsluttes af et rødt, teglhængt helvalmet tag med en skorstenspibe med sokkel og gesims i rygningen. Bygningen har en muret, hvid hovedgesims, murankre i vestgavlen og en sandstenstavle over en dør i gårdsiden. Der er i alt to nyere fyldingsdøre en i gårdsiden og en i vestgavlen. Vinduer er nyere, men traditionelt udførte, torammede vinduer med småtopsprossede ruder, og i førstesalen afsluttet med fladbuede stik. Træværket omkring døre og vinduer er malet lysegrønt.  

I det indre har nordfløjen en ny grundplan og er indrettet til kontorlokaler med nyere toiletter og køkken. Overfladerne udgøres i store træk af nyere bræddegulve, gipsvægge og -lofter, et træbetonloft i stueetagen samt nye standartdøre i alle rum. I stueetagen findes en fritstående konstruktion af søjler og kopbånd, der alle er udskiftet med nyt tømmer. Ved den vestlige gavl er en ældre trappe, enkelte rum har ældre bræddegulve, og foran vinduerne er traditionelt udførte forsatsrammer. Tagetagen er uudnyttet og her ses en ældre tagkonstruktion. 

 

Sneglehøjen er en høj jordvold med kampestenssatte sider. En spiralformet, græsbeklædt sti snor sig fra bunden af højen op til toppen. Langs højens kant samt øverst oppe er en krans af høje lindetræer. Nederst i den nordlige side findes en åbning ind i højen, der lukkes af en lav, tofløjet og blåmalet revleport med båndbeslag. 

Ishuset er en grundmuret bygning i én etage, med en cirkulær grundplan, og er bygget ind i voldanlæggets skrænt øst for hovedbygningen. Murene er hvidkalkede og afsluttes af et stråtækket tag med mønning og kragetræer. På bygningens nordside er et lille udskud med en rundbuet revledør, og på østsiden er en kvist med en revleluge. Begge har stråtækkede tage.

Sneglehøjen og ishuset er i forbindelse med fredningsgennemgangen ikke besigtiget i det indre.

I året 1576 blev Jørgen Marsvin udnævnt til stiftslensmand for Fyn og Kong Frederik den 2. forærede ham Hjallese kirke, med tilladelse til at rive den ned og genbruge materialerne til et nybyggeri. Materialer blev genanvendt til opførelsen af Hollufgårds hovedbygning i 1577.

 

Tidligere havde bygningen udover de tre tårne mod gårdsiden små hængetårne, svejfede gavle og karnapagtige udbygninger på sydsiden. Disse er dog sidenhen fjernet.  

Hovedbygningen gennemgik i 1700-tallet ombygninger i form af vinduesudskiftning. I 1760 blev sneglehøjen tillige anlagt over en hvælvet kælder. 

Perioden 1713-1822 ejede slægterne Rosenvinge og von Heinen Hollufgård, og fra 1822-72 var ejeren Langkilde, der i 1833 opførte den hvide østfløj som bolig og voldgraven blev fyldt op.  I 1835 opførte har den mindre nordfløj som bryghus og kærneværk. Han renoverede hovedbygningen, for at bruge den til kornlager. I den forbindelse blev to prægtige renæssancegavle fjernet samt to hængetårne på sydfacaden.

Under ejeren baron Iuel Brockdorf gennemgik hovedbygningen i 1877-78 en større restaurering specielt i bygningens indre. I denne forbindelse blev nordfløjen forhøjet med en etage, og her blev indrettet elevværelser. 

Hollufgård blev købt af Staten i 1961 og af Odense Kommune i 1979. Bygningerne rummede til udgangen af 2003 et kultur- og museumscenter som del af Odense Bys Museer. I 2004 købte Arkitektgruppen hovedbygningen samt flere af sidebygningerne.

Hollufgårds miljømæssig værdi knytter sig til de fredede bygningers del af et større anlæg, med nyere længer, der indrammer ankomsten til gårdspladsen nord for hovedbygningen. Hertil kommer sammenhængen med den delvist bevarede og vandfyldte voldgrav, ishuset og sneglehøjen, der gør anlægget enestående. 

Endvidere er de forskellige hegnsmure med til at binde bygningerne sammen, og den sydøstlige park, hvor symmetrisk placerede lave hække, gamle store træer, snoede stiger og stengære danner et særdeles stemningsfulde miljø omkring de fredede bygninger.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til helheden omkring Hollufgård, hvor den markante hovedbygning sammen med voldgraven afspejler den traditionelle opbygning i 1500-tallet.

Bygningens tilblivelseshistorie aflæses i dag ved de mange forskellige lag og bygningsdetaljer, der afspejler mere end 400 års arkitekturhistorie. Først og fremmest kan man af hovedbygningens form og metertykke mure af røde munkesten, de tre tårne og det bevarede tagværk se 1500-tallets stilretninger fra middelalderen og renæssancen. Vinduerne er derimod både i dimensioner, opsprosning og detaljering typiske for 1700-tallets barok. Der er endvidere knyttet kulturhistorisk værdi til de mange murankre og sandstenstavler på alle tre fredede bygninger da inskription og våbenskjold her vidner om tidligere ejere og forskellige opførelsesår.  

Hertil kommer de enkelte bygningers forskellige udtryk, materialeholdning og detaljer i forhold til hinanden, der har kulturhistoriske værdi, idet det herved er muligt at aflæse anlægges bygningshierarki og dermed bygningernes oprindelige anvendelse.  

Indvendigt knytter den kulturhistoriske værdi sig til hovedbygningens delvist ældre grundplan med store stuer og sale mod haven, mens der mod gården er fordelingsgange. For alle bevarede bygningsdetaljer gælder det, at de er med til at afspejle bygningens alder og forskellige bygningsperioder. Den imponerende spindetrappe og stengulvene er nogle af de ældste bygningselementer i hovedbygningen, mens de senere tilføjede lofter med stukkatur og de mange fyldingsdøre med fordakninger afspejler senere tilføjelser. I det indre er der som i det ydre en klar opdeling mellem bygningerne samt mellem etagerne og herved er det muligt at aflæse de forskellige anvendelsesmuligheder, samt om rummene var tiltænkt herskabet eller tjenestefolket.   

Indvendigt i østfløjen knytter de kulturhistoriske værdier sig til den delvist bevarede grundplan med en langsgående midtskillevæg, og dobbelte fløjdøre med kvadratiske fyldinger, der er karakteristisk for klassicismen, der prægede bygningskulturen i 1830’erne, hvor bygningen blev opført. I nordfløjens indre påviser konstruktionen i stueetagen, at denne bygning oprindeligt indeholdt produktion og lager.

I 1700-tallet blev der i mange parkanlæg ved de danske herregårde anlagt en sneglehøj. Sneglehøjen ved Hollufgård er dermed et vidnesbyrd på denne tendens, som var et led i at skabe oplevelsesfulde parker. Ishusets anvendelse var derimod mere praktisk, og datidens mulighed for at opbevare is til at holde madvarerne kolde. De to bygninger har derfor stor kulturhistorisk værdi.

Arkitektonisk fremtræder hovedbygningen på Hollufgård som en velproportioneret og monomental bygning, hvilket især skyldes den ens og enkle materialeholdning, der sørger for at samle bygningen og give den et stærkt og homogent udtryk. Den taktfaste placering af vinduer, de enkle bånd og hovedgesims er på en underspillet måde, med til at inddele det ellers vertikalt stræbende bygningsvolumen horisontalt. Udtrykket styrkes endvidere af den indlysende, symmetriske opbygning, der især skyldes de tre tårne samt vinduessætningen. Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved de enkle materialer og få dekorationer, der begrænser sig til vinduer og døre med særdeles virkningsfuld sandstensportaler. At vinduerne er hvidmalede giver en tydelig kontrast til murværket, hvis sten varierer fra brun-violet til dyb mørkerød og lys rød, grundet lertype og brænding. Dette giver en levende og meget varm stoflighed, der komplimenterer de røde teglsten på tagfladerne og de irgrønne kupler på tårnene. 

Den arkitektoniske værdi af side- og nordfløjen relaterer sig til de enkle, underspillede, kalkede facader med en markant sokkel, en fast vinduestakt og ubrudte tagflader, der afslutter bygningerne præcist og enkelt. Sidefløjens gårdside har tillige arkitektonisk værdi i de to trapper, der markerer indgangene og ophøjes ved detaljering af granittrin og smedejernsværn. Hertil kommer de småsprossede og ens proportionerede vinduer. For farveholdningen er det som på hovedbygningen et vigtigt element, at døre og vinduer står i kontrast til murene.

Den arkitektoniske værdi for sneglehøjen knytter sig til den karakteristiske enkle form, der er markant i landskabet. Formen strammes op af kampestenssiderne og af lindetræerne. Ishusets arkitektoniske værdi er mere underspillet ved måden bygningen er integreret i gravens banke, og det store stråtag trykker næsten bygningen længere ned i terrænet. 

I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig især til hovedbygningens højloftede rum med hvælvede lofter samt til det imponerende trapperum i tårnet. Trappen er et enestående integreret objekt, hvor hvert trin er en del af den store konstruktion, der fremstår som en snoet rygsøjle. Hertil kommer, at der i både hovedbygningen og sidefløjen er stor arkitektonisk værdi i de mange ældre bygningsdetaljer, som varierer således at hvert rum fremstår helstøbt samtidig med at være en del af en helhed. Dette gælder især lofternes udførelse med hvælv og stuk samt paneler og fyldingsdøre.

I Hollufgårds ydre knytter de bærende fredningsværdier sig til det samlede anlæg med hovedbygningen og voldgraven som omdrejningspunkt for de omkringliggende bygninger og parken.  

I hovedbygningens ydre knytter de bærende fredningsværdier sig til den velproportionerede bygningskrop med mure i rød, blank mur med alle mur- og sandstensdetaljer. Til det delvist ubrudte teglhængte heltag med skorstenspiber i rygningen og de tre tårne med kobberspir. Hertil kommer de ældre bygningsdetaljer i form af vinduer og døre med alle detaljer samt indgangsportalen, urskiven og murankrene. Endelig gælder det den traditionelle materialeholdning.

I hovedbygningens indre knytter de bærende fredningsværdier sig til den delvist ældre planløsning med langsgående tværskillerum, gange mod gården og stuer mod haven samt tårnværelser og hovedtrappe i midtertårnet. Hertil kommer det store tagrum med synlig konstruktion. Endvidere gælder det de ældre og traditionelle bygningsdele, herunder sten- og plankegulve, pudsede vægge og lofter med alle hvælv og stukkatur, spindeltrappen og urværket i det midterste tårn, paneler og døre med gerichter, fordakninger, greb og hængsler samt den ældre støbejernsovn. Endelig kommer den traditionelle materialeholdning.

I side- og nordfløjens ydre knytter de bærende fredningsværdier sig til de velproportionerede og afgrænsede bygningskroppe med kalkede facader, granitsokler, profilerede gesimser og røde, delvist ubrudte tagflader med skorstenspiber i rygningen. Hertil kommer mellembygningen i sidefløjens sydgavl samt trekantgavl mod gårdspladsen. Ydermere gælder det de ældre bygningsdetaljer i form af vinduer og døre med alle detaljer samt trapperne med smedejernsværn foran sidefløjen og sandstenstavlen i nordfløjen. Endelig gælder det den traditionelle materialeholdning for begge bygninger.

I side- og nordfløjens indre knytter de bærende fredningsværdier sig til de bevarede dele af den ældre planløsning. Endvidere gælder det de ældre og traditionelle bygningsdele, herunder sten- og plankegulve, pudsede vægge og lofter med stukkatur, trapper, paneler og døre med gerichter, fordakninger, greb og hængsler. Hertil kommer alle synlige tømmerkonstruktioner. Endelig gælder det den traditionelle materialeholdning.

For Sneglehøjen og ishuset knytter de bærende fredningsværdier sig til deres enestående og afsluttede form samt den enkle materialeholdning. For sneglehøjen gælder det især kampestenskanterne og beplantningen, mens det for ishuset især gælder de kalkede mure og det stråtækkede tag. Hertil kommer øvrige traditionelt udførte bygningsdetaljer.