Sag: Sukkergården

Frederiksgade 2-4 og Christiansgade 2-8, Odense
Fredningssag
Fredningsstatus:
Fredet
Aktuel status:
Aktiv
Komplekstype:
Sukkerraffinaderi
Antal bygninger:
2
Klik på kortet for at se et større udsnit.

Sagsoplysninger

Type:
Fredningssag
Betegnelse:
Sukkergården
Aktuel status:
Aktiv
Beliggenhed:
Frederiksgade 2-4 og Christiansgade 2-8
Kommune:
Odense
Omfang:
Bygningerne ud mod Frederiksgade og Christiansgade samt beboelseshuset, der ligger til åen med gavl mod Frederiksgade (1840-41). Fredet 1950.*
Beskrivelse:
Sukkergården ligger i det centrale Odense på en stor grund syd for Odense Å, hvor denne krydses af Frederiksbroen, der er Nordens første vejbro i støbejern og derfor omfattet af en fortidsmindefredning.

Sukkergården består af i alt otte bygninger, der ligger omkring et stort gårdrum, og heraf er fire bygninger omfattet af fredningen. Det gælder hovedbygningen mod åen, der er sammenbygget med forhuset langs Frederiksgade, som igen er sammenbygget med et forhus og et pakhus langs Christiansgade.

Hovedbygningen, som ligger med gavlen mod Frederiksgade, er en grundmuret og pudset bygning i to etager med rødt teglhængt heltag med halvvalmede gavle og to pudsede skorstenspiber med sokkel og krave i rygningen. Bygningen hviler på en sokkel af granitkvadre, men mod Frederiksgade er soklen påmalet med sort, og mod gården er soklen pudset og gråmalet. Den pudsede, hvidmalede facade, som mod gården står gråpudset, afsluttes af en gråmalet, profileret sparrenkopgesims. I tagfladen mod åen er mange tudsten samt en del udluftningshætter. Vinduerne er firerammede vinduer med tredelte nedre rammer, mens vinduerne i vestgavlen er seksrammede med tredelte nedre rammer. I gårdsiden er en blanding af de to typer vinduer, dog er vinduerne i de nyere zinkklædte kviste nyere, trerammede og med tredelte rammer. I østgavlen er vinduerne et- eller torammede med tredelte ruder. Kældervinduerne er torammede og firedelte og mod åen yderligere forsynet med jerntremmer. Vinduerne er en blanding af ældre og nyere, heriblandt er nogle af karmene ældre, mens rammerne er lavet som kopi af de tidligere rammer. Mod åen er en naturstensterrasse midtfor med støbejernsrækværk og herover en konsolbåren balkon for første sal. Dørene mod terrasse og balkon er udformet som tofløjede døre inddelt som vinduerne. Mod gården er en nyere kælderdør, og i portrummet er en ældre, tofløjet fyldingsdør og foran denne er en ældre ligeløbstrappe ret ud fra muren med et udskåret træværn, der i hver side ender i en vangesnirkel. Mod åen og gaden er vinduer og døre malet mørkebrune, mens de mod gården er hvide, dog er hoveddøren grå med hvide stafferinger.  

Hovedbygningen er indrettet med depotrum i kælderen, kontorlokaler i stueetagen og tre lejligheder, hvoraf den ene er i tagetagen. Kun lejligheden mod Frederiksgade på første sal samt lejligheden i tagetagen blev besigtiget. Fra portrummet er der adgang til en ældre hovedtrappe med en bred durchsicht, drejede balustre, vangesnirkel, svungen håndliste og trin belagt med linoleum. På væggene er der brystningspaneler. Nyere plane døre med en enkel indfatning giver adgang til lejlighederne, og man træder et trin op, når man går ind i lejligheden, da samtlige gulve er hævet over de oprindelige gulve. Lejligheden på første sal har badeværelset beliggende mod gården, mens køkkenet ligger ud mod gaden. Der er nyere parketgulve, linoleum på køkkengulvet, strukturvæv på væggene, plane, nedsænkede lofter, plane døre samt en fransk dør imellem stuerne, der ligger en suite ud mod åen. Omkring vinduerne er der indfatninger udført som kopi af en ældre type. Mod gården er bevaret to ældre vinduer hver med en lodpost med et profil, som er typisk for midten af 1800-tallet. I tagetagen er der nyere parketgulve, gipsbeklædte vægge og skråvægge, som går op i kip og hanebåndene, som er malet hvide, er fritliggende. Der er nyere, plane døre og enkle gerichter, og køkkenet ligger i åben forbindelse med stuen, hvor skorstenen er fritstående.        

Forhuset langs Frederiksgade er en grundmuret bygning i to etager med rødt teglhængt heltag med en pudset skorstenspibe med sokkel og krave i rygningen. I tagfladen mod gaden er to ovale støbejernstagvinduer, mens der mod gården er otte nyere zinkindækkede kviste med nyere, torammede vinduer, et par støbejernstagvinduer samt en mængde tudsten og et par udluftningshætter. Mod Frederiksgade er en let fremspringende, pudset og sortmalet sokkel, der optager gadens stigende terræn, murværket er filtset og kalket lysegult med skrabede vandrette fuger og markerede stik over vinduerne, og øverst afsluttes facaden af en profileret hovedgesims. Portyderfagene markeres af en malet, konsolbåren fordakning af nexøsandsten, midterfaget fremhæves af en refendfuget og malet portal med en fordakning af nexøsandsten, og vinduerne over portfagene samt midterfaget markeres af malede indfatninger ligeledes af nexøsandsten. I det nordlige portfag er en ældre, tredelt revleport med ældre beslåning og opdelt overvindue. I den refendfugede portal sidder en ældre, tofløjet indgangsdør med fyldinger nederst og store ruder øverst samt et opsprosset overvindue med en indbygget lanterne. Vinduerne er ældre eller traditionelt udførte, firerammede vinduer med tredelte nedre rammer i stueetagen og todelte nedre rammer på første sal. Vinduerne er for neden forsynet med en afrundet vandnæse af træ samt en mindre sålbænk af valset metal. Mod gaden er både port og dør samt vinduer malet mørkebrune. Mod gården har forhuset et fremspringende, grundmuret trappetårn, der afsluttes af et helvalmet tegltag over et nyere vinduesbånd og syd herfor en enetages, tresidet og grundmuret karnap med zinktag. I hjørnet ind mod hovedbygningen er en kurvehanksbuet portåbning og i hjørnet ind mod forhuset mod Christiansgade en rundbuet karnap i førstesalshøjde af bindingsværk med murede og pudsede tavl, tætsiddende og småsprossede vinduer samt et zinktag med lav hældning. Gårdsiden har en lav pudset, gråmalet sokkel, pudsede og gulmalede facader samt en gulmalet, profileret gesims. Vinduerne er magen til gadesidens og varierer også i alder, men mod gården er de malet hvide ligesom indgangsdørene, der er nyere henholdsvis en plan dør og en fyldingsdør med overvindue, som dog ikke er traditionelt udført. Portrummet er brostensbelagt med pudsede vægge, der nederst er forsynet med brystningspaneler af lodretstillede brædder med perlestaf, som nord for porten består af ukurante brædder. Størstedelen af loftet står pudset med en profileret liste, men på delen nærmest gaden er der opsat nyere plader.  

I forhuset langs Frederiksgade blev der kun besigtiget trappetårnet mod gården samt en toværelses lejlighed på første sal med køkken og bad mod gården samt en stue og et værelse mod gaden. Lejligheden har nyere parketgulve, pudsede vægge og lofter samt nyere, plane døre med enkle gerichter. Trapperummet har en nyere halvsvingstrappe med støbte trin.           

Forhuset langs Christiansgade, som ligger med gavl mod Frederiksgade, er en grundmuret bygning i to etager med rødt, teglhængt heltag. I tagfladen mod Christiansgade er en ældre, teglhængt taskekvist med zinkflunker og et ældre, tredelt vindue samt en udluftningshætte. I tagfladen mod gården er tre nyere zinkindækkede kviste med nyere, torammede vinduer samt en mængde tudsten og et par udluftningshætter. Mod gaden hviler bygningen på en let fremspringende, pudset og sortmalet sokkel, murværket er pudset og hvidmalet og afsluttes af en profileret hovedgesims. Gavlen mod Frederiksgade er udsmykket af en kordongesims, der også løber om hjørnet, samt en gennemgående sålbænksgesims under førstesalens vinduer. Øverst afsluttes gavlen af en kam med fodtakker. I stueetagen hviler gavlens sydøstlige hjørne på en dorisk inspireret søjle, idet bygningshjørnet er omdannet til en åben passage for fodgængere. Vinduerne varierer i alder og størrelse, men er alle udformet som brunmalede korspostvinduer med opdelte nedre rammer i to eller tre ruder. Mod Christiansgade er en ældre, brunmalet fyldingsdør med overvindue. Gårdsiden har gråmalet sokkel og pudset, gulmalet facade og hvidmalede vinduer, hvoraf enkelte er nyere.  

Forhuset mod Christiansgade blev ikke besigtiget indefra.      

Pakhuset langs Christiansgade er en toetages bygning som bærer et stejlt heltag hængt med røde tegl. I begge tagflader er en gennemgående fabrikskvist, og tagfladen mod gården er tillige forsynet med mange tudsten og fire udluftningshætter. Facaden er grundmuret med en hvidtet gesims, mens gavl og gårdside står i opstolpet bindingsværk, der mod gården afsluttes af en sugfjæl. Soklen er sortmalet og mod gården ses også syldsten i den pudsede sokkel. Murværket er malet gult, mens bindingsværk og vinduer, luger, døre og porte er malet rød-brune. Vinduerne er nyere, men udført som traditionelle torammede vinduer med to eller tredelte rammer. Størstedelen af vinduerne er forsynet med revleluger, der mod gården har aflange glughuller. I gårdsiden er en nyere, plan indgangsdør og en nyere fransk dør, begge med et par granittrin foran, samt en ældre revleport med håndsmedede beslag.       

Pakhuset er indrettet med lejligheder, hvoraf en enkelt treværelses lejlighed i tagetagen blev besigtiget. Fra gården kommer man ind i trapperummet, der har teglklinker på gulvet, murede og vandskurede vægge, hvorpå den nye trappes betontrin er monteret, og pudsede lofter. Lejligheden har bad og køkken mod gården, dog er køkkenet i direkte forbindelse med stuen. Lejligheden har nyere parketgulve, pudsede vægge forsynet med strukturvæv, pudsede lofter og en synlig tømmerkonstruktion med hvidmalede spær og hanebånd. I spærene ses spor efter hanebåndenes oprindeligt lavere placering. Dørene er nyere, plane døre med enkle gerichter.
Bygningshistorie:
Helt frem til midten af 1800-tallet dannede Odense Å den naturlige grænse for Odense by mod syd. På gamle kort ses det, at området syd for åen lå hen som ubebyggede marker, som for størstedelen hørte til landsbyerne Hunderup og Ejby. Det vigtigste overgangssted over åen gennem Odense fandtes fra gammel tid syd for Vor Frue Kirke, og broen på stedet blev derfor kaldt ”Møglebro”, der betyder den store bro. I folkemunde kom broen derfor til at hedde Møllebro. Ved denne bro stod en af byens fem porte, og herfra udgik landevejen mod syd.

Allerede ved grundtaksationen i 1682 lå her en anseelig bebyggelse – Jens Lauritzen Ottenses Gård. Ved taksationen i 1743 var ejeren købmand Hans Møller, grundens værdi var sat til 20 Rd. og bygningerne var vurderet til 260 Rd. I 1761 blev ejendommen solgt til et interessentselskab, som anlagde et sukkerraffinaderi på stedet. Ved brandtaksationen i 1761 var den samlede vurderingssum på 12.000 Rd. og det fremgik, at et omfattende nybyggeri havde fundet sted. Blandt de betydeligste bygninger, foruden flere større og mindre bagbygninger nævntes mod gaden en bygning på 15 fag i 2 etager med kælder under, en bygning på 10 fag i 1 etage, og mod åen 15 fag i 2 etager med kælder under og endelig en bygning på 10 fag i 1 etage.   

Sandsynligvis stimulerede den nye virksomhed den byggeaktivitet, som i de følgende årtier tog sin begyndelse. Det vides, at flere små huse langs vejen blev ejet af Sukkergården. I mange årtier efter sin oprettelse ejede Sukkergården store markstrækninger mod øst og syd.

I dag laves dansk sukker på basis af sukkerroer, men det er en forholdsvis sen industri, idet man i 1700-tallet lavede sukker af sukkerrør. I Danmark skabte man efter erhvervelsen af De Vestindiske Øer et Vestindisk Kompagni i København, der havde eneret på raffinering af rørsukker. Dette privilegium blev imidlertid ophævet i 1750, og allerede året efter stod tre fremtrædende Odenseborgere klar til at udnytte chancen. De tre blev de første i provinsen, der tog sukkerraffineringen op – og de sørgede selv for at få et privilegium, så de var sikret mod fynsk konkurrence i 30 år. Samtidig fik de kommunal skattefrihed for virksomheden og dens ansatte.
 
Ved raffineringsprocessen anvendtes stenkul, og inddampningen foregik ved høje varmegrader. I andre sukkerraffinaderier havde det givet anledning til brande, og måske var det derfor, at man valgte at lægge det nye sukkerraffinaderi uden for byporten på sydsiden af åen. Her blev gamle bygninger ombygget og nye føjet til, så der snart var 12 bygninger på den store grund samt en masse kostbart udstyr og boliger for 10-15 personer. Det var dengang Odenses største privatejede bygningskompleks.
 
Sukkerproduktionen gik op og ned i de følgende årtier, og virksomheden blev ikke nogen guldgrube. I 1789 endte den på tvangsauktion, men først i 1830’erne ophørte forarbejdningen af det vestindiske råsukker helt, og bygningerne forfaldt.     

I 1840 erhvervede købmanden Elias Bendz Muus (1805-1893) Sukkergårdens bygninger, da han fandt stedet velegnet for oprettelse af en købmandsgård. Gårdens udlænger blev indrettet til kornlagre og korntørringsrum, mens der blev bygget nyt mod åen og mod gaden. Beboelseshuset blev i dets nuværende skikkelse opført 1840-41. Forhuset mod Frederiksgade med butik, beboelse og to porte stod færdigt i 1844. Forhuset mod Christiansgade, til beboelse og kontorer, erstattede i 1874 en næsten tilsvarende bygning på stedet. Pakhuset mod Christiansgade blev opført 1857-58. I øvrigt bestod Sukkergården omkring 1874 af følgende større bygninger: Et tværhus i gården, 25 fag langt i 4 etager med mansardtag, til kamre, pakhus og kornlofter, opført ca. 1800. Et sidehus i nord i baggården, 11 fag langt i 3 etager med hvælvet loft i den nederste grundmurede etage og mansardtag, til magasinbrug og opført 1795. Pakhus mod åen, 25 fag langt i 2 etager med dobbelt fabrikstag og 4 lofter opført 1843. Et tværhus i øst, 21 fag langt i 2 etager, til stald, vognporte etc. Desuden 2 bygninger på marken, et 24 fag langt og 1 etage højt til kornhus og lo samt et 23 fag langt og 1 etage højt til hestestald.

I 1884 skete der forskellige ombygninger på ejendommen, blandt andet blev der opført et tværhus til stald, og magasinbygningen mod åen blev ombygget.   

Elias B. Muus drev i mange år en betydelig kornhandel, dels i Sukkergården og dels i sin hjemby Kerteminde. Virksomheden fortsatte i slægtens eje langt op i 1900-tallet. Detailhandelen betød mindre for Elias Muus, som kort efter overtagelsen af Sukkergården overlod kramboden (butikken) til medarbejderen Wilhelm R. Maegaard. Familien Muus kom i de følgende generationer til at præge den fynske handel med korn og foderstoffer. Konsul Thorbjørn Muus og senere hans to sønner, Hans og Harald Muus, fik i 1900-tallet centrale positioner i det odenseanske erhvervsliv helt op til omkring 1980, og en stor del af aktiviteterne foregik til det sidste med Sukkergården som hovedkvarter. Thorbjørn Muus, der døde i 1963, havde i mange år privatbolig i Sukkergårdens hovedbygning.

I 1977 blev hovedbygningen anvendt til beboelse, bygningen langs Frederiksgade til kontorer, bygningen langs Christiansgade med gavl mod Frederiksgade til kontor og beboelse, pakhuset mod Christiansgade til magasin med fabriksetage i taget, hovedbygningens tilbyggede tværhus til beboelse og laboratorier, sidehuset nord for hovedbygningen til magasin og sidehuset sammenbygget hermed til vognport og magasin og endelig et fritliggende tværhus i gården til garager og værksted.

I 1981 valgte Hans Muus at sælge virksomheden, der havde været i slægtens eje siden 1829, til Superfos. Herefter købte Ingeniørernes Pensionskasse Sukkergården og lod bygningerne omdanne til 45 lejligheder. Renoveringen, der var ledet af Arkitektfirmaet Jørgen Stæremose K/S, var tilendebragt i 1985. I dag ejes Sukkergården af Bøg Madsen Ejendomme, og i 2011 blev Sukkergården underlagt en facaderenovering.
kilder:
Albanigadekvarteret i Odense, Registrant 1977, Odense Magistrat. 2. Afdeling. Kristian Isager og Ole Kristensen.

http://www.historienshus.dk/topmenu/topmenu%202/om%20odense/bygningsvaerker/sukkergaarden
Miljømæssig værdi:
Den miljømæssige værdi ved Sukkergården knytter sig til ejendommens strategiske beliggenhed ved Odenses østlige indfaldsvej, hvor denne krydser Odense Å. Her er et enestående by-og kulturmiljø i kraft af den smalles gades tætte bebyggelser, hvor særligt Sukkergården med de mange bygninger markerer sig. Hertil kommer Frederiksbro, som er Danmarks første vejbro i støbejern, der vidner om det historiske overfartssted til den middelalderlige bydel.

Endvidere er der miljømæssig værdi ved Sukkergårdens beliggenhed i et af landets ældste og bedst bevarede industrikvarterer som nabo til de to store industrivirksomheder Tasso og Albani, der i høj grad har formet kvarteret. Området med Tasso og Albani blev i 2007 udpeget som nationalt industriminde af den daværende Kulturarvsstyrelse.
Kulturhistorisk værdi:
Sukkergårdens kulturhistoriske værdi knytter sig til den samlede ejendom som et eksempel på den tidlige industris udformning og strategiske placering lige uden for den middelalderlige bydel, hvilket dels skyldtes den store brandfare ved sukkerraffineringsprocessen og dels de gunstige til- og frakørselsforhold. Flere af Sukkergårdens nuværende bygninger er placeret, hvor sukkerraffinaderiets oprindelige bygninger lå, heriblandt direktørboligen og længen langs Frederiksgade, men også direktørboligens sidelænge og det tilstødende, grundmurede pakhus, der begge ikke er omfattet af fredningen. Det grundmurede pakhus stammer fra Sukkergårdens tid som sukkerraffinaderi, omend det siden har fået en anden tagform.

Den store grund og dens nuværende bebyggelsesmønster har således sit afsæt i sukkerraffinaderiets bebyggelsesmønster fra 1700-tallet, men de nuværende bygninger stammer fra midten af 1800-tallet, hvor ejendommen ændrede funktion til købmandsgård. Dette kan aflæses i bygningernes placering, der delvist afspejler deres tidligere funktion. Heriblandt direktørboligen, som har fået den mest attraktive placering ud mod åen, forhuset mod Frederiksgade, der med sine to portgennemkørsler gav adgang til gårdrummet og tillige indeholdt købmandsbutikken og kontorlokalerne, forhuset mod Christiansgade, hvis søjlebårne hjørne indikerer, at der tidligere var en indgang til kunderne på hjørnet samt pakhuset langs Christiansgade, hvis udformning vidner om funktionen til opbevaring af korn.

Sukkergårdens kulturhistoriske værdi ligger således primært i det ydre, hvor den store grund med de forskelligt placerede bygninger med varierende udformning og detaljeringsgrad indgår i et enestående kulturmiljø af stor værdi.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af en ældre rumstruktur, der er med til at berette om de enkelte bygningers tidligere funktion. Dette gælder eksempelvis hovedbygningen, der fungerede som bolig for direktøren, hvilket kan aflæses i den elegante trappe og tofløjede hoveddør i portrummet samt i trapperummet bagved med den oprindelige hovedtrappe med bred durchsicht, drejede balustre, svungen håndliste og elegant og særegen vangesnirkel samt brystningspaneler på væggene. Hertil kommer den stort set ubrudte, langsgående hovedskillevæg, der adskiller de dybe en suite beliggende stuer fra de smallere rum mod gården, hvor også de sekundære funktioner er placeret.

I forhuset langs Frederiksgade gælder det portrummet med samtlige detaljer, herunder den tilmurede døråbning, hvor kun granittrinnet er bevaret som et vidnesbyrd om direktørens korte og tørskoede vej fra sin bolig til kontoret. Hertil kommer hovedindgangen mod gaden og trapperummet mod gården samt den traditionelle inddeling i mindre rumenheder. Også i forhuset mod Christiansgade gælder det grundplanens traditionelle inddeling i mindre rumenheder.

I pakhusets indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den synlige tømmerkonstruktion med groft tildannet tømmer, at bygningens etagedæk er opført til at kunne bære store mængder korn.
Arkitektonisk værdi:
Den arkitektoniske værdi ved Sukkergården knytter sig overordnet til den enestående helhed af hovedbygning, forhuse, pakhuse, sidehuse og baghuse, som på grund af deres placering på den store grund, at de er sammenbyggede og nogenlunde lige høje og har en homogen materialeholdning fremstår som en samlet helhed, trods facadernes forskellige udformning.

Hovedbygningens arkitektoniske værdi knytter sig til den velproportionerede, toetages bygningskrop med et opskalket teglhængt heltag med halvvalmede gavle og skorstenspiber i rygningen, der fremtræder som en enkel, klassicistisk bygning med et fåtal af detaljer. Granitsoklen, de høje korspostvinduer, sparren-kopgesimsen og den konsolbårne balkon samt naturstensterrassen midtfor, begge med støbejernsrækværk, er med til at give bygningen et lettere herskabeligt udtryk, som også understreges af den udvendige hovedtrappe i portrummet samt af den stort set ubrudte nordøstvendte tagflade.

Den arkitektoniske værdi ved forhuset langs Frederiksgade knytter sig til det toetages længehus med et svagt opskalket heltag hængt med røde tegl. Hertil kommer den symmetriske facades nedtonede, men alligevel elegante fremtoning med overkalket murværk med skrabede vandrette fuger og markerede stik over vinduerne samt sandstensindfatninger og -fordakninger, der markerer både portfagene og midterfaget. Hertil kommer den profilerede hovedgesims og den taktfaste vinduessætning, der sammen med den brede port og den detaljerige hoveddør giver bygningen et herskabeligt udtryk.    

Den arkitektoniske værdi ved forhuset langs Christiansgade knytter sig til det toetages længehus med et opskalket heltag med en stort set ubrudt tagflade mod gaden. Hertil kommer den symmetriske gavl mod gaden med gavlkam og fodtakker, der står i kontrast til langsidens varierende vinduesplaceringer og den simple hovedgesims. På nær gavlens søjlebårne hjørne samt den enkle kordon- og sålbænksgesims er bygningen uden elegante detaljer, hvilket giver den et gedigent, men lidt sekundært udtryk.

For samtlige ovennævnte bygninger gælder, at gårdsiden står i kontrast til facaden, og at gårdsidernes oprindelige udseende i gul, blank mur med mørkegrønne vinduer og døre har givet de forskellige bygninger en samlet og rolig fremtræden, som til dels stadig er gældende omend gårdsiderne i dag er overpudsede og kalkede.

Den arkitektoniske værdi ved pakhuset knytter sig til den enkle længebygning med grundmuret facade og profileret hovedgesims og gavl og gårdside af bindingsværk samt et stejlt, opskalket heltag med en gennemgående fabrikskvist i begge tagflader, der giver bygningen en sekundær karakter, som understreges af vinduesåbningernes mange revleluger. Bygningens udtryk er gedigent og solidt, og den righoldige bindingsværkskonstruktion giver gavlen og gårdsiden et levende udtryk, der står i kontrast til den rolige og statelige facade.
Bærende fredningsværdier:
De bærende fredningsværdier for Sukkergården knytter sig i det ydre til det samlede bygningskompleks bestående af hovedbygningen langs åen, forhusene mod Frederiksgade og Christiansgade samt pakhuset, der kendetegnes ved de sammenbyggede, toetages bygningsvolumener med røde teglhængte heltage, der har stort set ubrudte tagflader mod åen og gaden. Hovedbygningen har tillige halvvalmede gavle og ligesom forhuset langs Frederiksgade skorstenspiber i rygningen. Hertil kommer terrassen og balkonen med støbejernsrækværk, karnapperne, trappetårnet og portrummets hovedtrappe samt de pudsede facader med samtlige bygningsdetaljer, herunder gesimser, sandstensindfatninger og -fordakninger, skrabede vandrette fuger og gavlkam med fodtakker. Endvidere kommer den righoldige bindingsværkskonstruktion med samtlige detaljer, de ældre vinduer, døre, porte og luger med alle detaljer samt den traditionelle materialeholdning.

De bærende fredningsværdier ved Sukkergården knytter sig i det indre til de bevarede dele af den ældre rumstruktur, herunder hovedbygningens stort set ubrudte, langsgående hovedskillevæg, de dybe en suite beliggende stuer mod åen og de smallere, sekundære rum mod gården samt trapperummet med den oprindelige hovedtrappe med alle detaljer og brystningspaneler. Hertil kommer forhuset mod Frederiksgades portrum med samtlige detaljer, hovedindgangen mod gaden og trapperummet mod gården samt den traditionelle inddeling i mindre rumenheder, der også gælder i forhuset mod Christiansgade. Endvidere kommer pakhusets synlige tømmerkonstruktion med groft tildannet tømmer samt den traditionelle materialeholdning.
Antal bygninger:
2
Antal andre objekter:
0
Komplekstype:
Sukkerraffinaderi
Bebyggelsestype:
Købstad - Den gamle bykerne
Fredningsstatus:
Fredet
Fredningsomgivelse:
Fredningsomfang ; Fredningsomfang

Sagsbehandlinger

Type:
Tinglyst fredning
Dato:
29-03-1950
Journal nr.:
0000

Type:
Bevaringsdeklaration
Dato:
13-11-2015
Journal nr.:
15/01562


Dokumenter

Navn:
Fredningsbeskrivelse
Dokumenttype:
PDF-dokument



Omfattede bygninger: 2


Fredet bygning Christiansgade 2
Fredet bygning Frederiksgade 2

Fredede omgivelser: 2

Signatur Fredningsomfang
Signatur Fredningsomfang
Omfattes af §7a


Relaterede sager: 0
Slots- og Kulturstyrelsen
Hammerichsgade 14,
1611 København V
telefon 33 95 42 00
ur   ul
 
 
dr   dl
  tap