Kulturhistorisk værdi:
Den kulturhistoriske værdi ved vandtårnet på Jørn Utzons Sti 2 knytter sig i det ydre til det funktionsbestemte udtryk, der er karakteristisk for et vandtårn. Den kulturhistoriske værdi knytter sig også til vandtårnets udformning som sømærke, hvilket skibene brugte til at navigere efter. Vandtårnet fungerede oprindeligt både som vandtårn og sømærke. Den åbne aflæselige konstruktion, bræddeforskallingen, der følger benenes retning op til vandtårnets spids, og træbeklædningen vidner om den herskende, ærlige materialeforståelse på opførelsestidspunktet.
Den kulturhistoriske værdi ved vandværket på Hans Thygesensvej 46 A knytter sig i det ydre til den velbevarede, ydmyge bygning med lagdelt iltningstårn og tagdækning med ral og græstorv. Den kulturhistoriske værdi knytter sig også til bygningens beliggenhed på en lille høj og stentrappen, der fører op til den bræddebeklædte dør. Planen er kendetegnet ved bygningens sekskantede form og åbne planløsning. Hertil kommer de egnstypiske sprængsten, som bygningen er opført i, samt det funktionsbestemte ovenlys i taget, der er bygningens eneste lyskilde.
I det indre knytter vandværkets kulturhistoriske værdi sig til den bevarede pumpestation og dets inventar, der dog ikke længere er i brug.
Arkitektonisk værdi:
Den arkitektoniske værdi ved vandtårnet knytter sig til bygningens beliggenhed i det åbne land på en højderyg, hvor den ensomme og solitært liggende bygning fremstår som et markant anderledes element og som visuelt vartegn. Vandtårnet er velproportioneret i en let aflæselig opbygning af tre slanke betonben, der bærer vandbeholderen, og en bemalet træbeklædning imellem den øverste del af betonbenene. Trappen, også udført i beton, smyger sig ned fra vandbeholderens bund, og bidrager til bygningens elegante og samtidig karakterfulde fremtræden.
Den arkitektoniske værdi ved vandværket knytter sig til bygningens beliggenhed på en lille høj i skoven ved Vaseåen. I modsætning til vandtårnet er vandværket nærmest pakket ind i den omgivende natur. Den arkitektoniske værdi knytter sig også til bygningens sekskantede plan, den lukkede fremtoning med ovenlys i det flade tag som eneste lyskilde til den åbne planløsning, der består af ét funktionsbestemt rum. Endelig er der arkitektonisk værdi i de lukkede facader, murværket af sprængsten, stentrappen og den bræddebeklædte dør, der alle bidrager til bygningens enkle og gedigne fremtræden.
Bærende fredningsværdier:
De bærende fredningsværdier for vandtårnet knytter sig i det ydre til den velproportionerede bygningskrop i beton og alle bygningsdele- og detaljer som spindeltrappe, bræddeforskalling og træbeklædning.
De bærende fredningsværdier for vandværket knytter sig i det ydre til den velproportionerede bygningskrop i sprængsten med fladt tag og lukkede facader samt alle bygningsdetaljer, herunder stentrappe, bræddebeklædt dør, lagdelt iltningstårn og tagdækning med ral og græstorv. Hertil kommer den lokale materialeholdning.
I vandværkets indre knytter de bærende fredningsværdier sig til det bevarede inventar.
Begrundelse:
Kulturstyrelsen finder, at Vandværket og Pumpestationen har de kulturhistoriske og arkitektoniske værdier, der kan begrunde en udvidelse af den eksisterende fredning af Svaneke Vandtårn, Jørn Utzons Sti 2, 3740 Svaneke, Bornholms Regionskommune.
Vandværket udgør en væsentlig del af den samlede helhed for anlægget til Svaneke Vandforsyning, fordi det indgår som en nødvendig del af den funktionelle sammenhæng mellem vandtårn og vandværk; vandværket og pumpestationen er en forudsætning for vandtårnets funktion. Vandværket er ikke blot en del af et konkret anlæg, men indgår også i en generel fortælling om velfærdssamfundets offentlige bygningsværker, hvoraf det for nogles vedkommende blev prioriteret at give dem ikke kun funktionel, men også arkitektonisk kvalitet.
Vandtårnet er opført i et åbent område i sammenhæng med landskabet og to fredede vindmøller og blev i sin tid fredet, fordi det med sin udformning og markante beliggenhed besad de nødvendige arkitektoniske kvaliteter, der skulle til en fredning. Hvor vandtårnet udnytter sin frie beliggenhed til at blive et meget synligt pejlemærke, er vandværket anonymt i både udtryk og placering. Hvor vandtårnet forholder sig til en byggetradition primært med sin formgivning som båke/sømærke, relaterer vandværket sig til bornholmsk byggeskik med brugen af lokale byggematerialer som granit og hasleklinker og med det græsklædte tag til sin placering i en skov. Men det gælder for begge bygninger, at de på hver deres måde er placeret med forståelse for landskab og terræn; et typisk træk hos Utzon at tænke en bygning ind i den omgivende natur.
Trods sin anonyme fremtræden har vandværket i sig selv en vis arkitektonisk bearbejdning og materialemæssig kvalitet og er ikke udelukkende bygget ud fra funktionelle kriterier.
Begge bygninger er blandt Jørn Utzons tidligste bygninger fra før hans verdensgennembrud med Operahuset i Sydney og blandt de få offentlige bygninger, som Utzon har udført i Danmark, herunder en pumpestation i Farum.
Kulturstyrelsen finder, at de bærende fredningsværdier i det ydre knytter sig til vandværkets knappe, sekskantede hovedform med iltningstårnet, der rejser sig fra taget, og til bygningens materialekarakter i form af ydermurenes granitbeklædning, iltningstårnets zinklameller og det græsklædte tag. I det indre er de bærende fredningsværdier knyttet til de støbte bassiner, de indvendige flader på iltningstårnet, og gulvet belagt med klinker.