Vigebakken 1 ligger i den ældre del af Svaneke. Vigebakken 1 består af et fredet sidehus med den nordre langside i skel ud til Vigebakken. Sidehuset har hørt til et forhus, der ligger ud mod Storegade, hvortil der også hører en større ladebygning med gavlene beliggende nordvest/sydøst. Hele ejendommen er fredet, men er i dag udmatrikuleret, så Vigebakken 1 består af sidehuset mod Vigebakken samt af den nordre del af ladebygningen, der har gavl mod Storegade.
Sidehuset er opført i én etage af sortopstolpet bindingsværk med gennemstukne bjælkehoveder og gulmalede tavl under et rødt, teglhængt tag, med en trekvartvalmet vestre gavl, der inddækkes med sorte vindskeder, mens tagfladen ved den østre gavl er bygget sammen med en tilstødende, teglhængt mellembygning. I rygningen er en muret skorstenspibe med sokkel og krave mod vest, og i tagfladen mod gården er et nyere ovenlysvindue. Bygningen hviler mod gaden på en høj, sorttjæret sokkel af kampesten, der optager Vigebakkens fald og stiger til næsten en etages højde mod vest. Bygningens øvrige sider hviler på en lavere, sorttjæret sokkel, idet gårdspladsen er placeret i terræn med bygningens stueetage. På sydsiden ind mod gårdspladsen er en nyere tilbygning i næsten hele sidehusets længde, dog ses en hjørnestolpe bevaret i vestre gavl samt et gennemstukket bjælkehoved på gårdsiden. Den nordre del af sidehusets langsider, den nordre gavl samt den vestre gavl er grundmuret. I den grundmurede del af bygningen er der mod gaden store butiksruder samt indgang via en nyere muret trappe og en tilbagetrukket nyere, butiksdør. Den nordre gavl er synlig fra mellembygningen, og denne fremtræder pudset med en ældre revleluge i overgavlen. Fra gårdsiden er der adgang til sidehuset gennem den nyere tilbygning. Vinduerne er nyere, en-, to- og trerammede vinduer med tre- eller todelte, koblede rammer. Der ses flere murankre.
Sidehuset er indrettet til slagteri, og det indre er kendetegnet af nye overflader og en nyere planløsning. I den vestre ende er to større rum, det ene rum har vekslende loftshøjder. I den østre ende er et butikslokale, bad og toiletter samt fryserum og fordelingsgang. En nyere, støbt trappe i tilbygningen fører til et kælderrum under sidehuset. Gulvene er belagt med nyere klinker, væggene er pudsede og flisebeklædte. Lofterne er pladelofter. Dørene er nyere plade- og ståldøre. Flere vinduer er blændet indvendigt. Kælderen er inddelt i mindre rum og fremtræder med støbte gulve, pudsede vægge og lofter.
Ladebygningen, hvoraf kun den vestre del hører til Vigebakken 1, er seksten fag lang og opført af sortopstolpet bindingsværk med gennemstukne bjælkehoveder over en høj sokkel af sorttjærede kampesten, der ligesom på sidehuset følger terrænets fald og stiger til en hel etages højde i den nordvestre ende. Tavlene er murede og gulmalede. Taget er et rødt, teglhængt heltag. Tagskægget bæres mod nord af murede, pudsede og gulmalede gavlknægte. En titrins muret trappe med trin af gamle gravsten leder til en nyere revledør i det nordligste fag. For foden af trappen er ligeledes en nyere revledør i soklen. Den øvrige del af langsiden ind mod gårdspladsen, der hører til Vigebakken 1, har to nyere, men traditionelt udførte revleluger, og i soklen er der to blændede døråbninger samt et ældre staldvindue af jern. Den nordvestre gavl er skalmuret, her er en to revleluger. Den vestre langside ligger i skel mod naboen. I den del af langsiden, der hører til vigebakken 1, er to nyere, men traditionelt udførte, opsprossede vinduer over løsholterne og i soklen ses også her et ældre staldvindue af jern.
Ladebygningen er i det indre indrettet til depot samt fryserum i den høje kælder. Rummene fremtræder med støbte gulve, skillevægge af gasbeton og synlige, nyere konstruktioner samt nyere pladelofter.
For den øvrige del af ladebygningen se Storegade 28.