I fredningsbeskrivelsen er der ikke taget stilling til lovligheden af bygningsarbejder foretaget i ejendommen.
Den kulturhistorisk værdi ved Langesgaard er i det ydre knyttet til det samlede anlæg bestående af det fritliggende stuehus og de tre sammenbyggede avlslænger omkring gårdspladsen samt porten mellem stuehuset og sydlængen, som et velbevaret eksempel på en stor gård under herregården Eskjær. Den er samtidig et karakteristisk eksempel på en gård med bygninger opført i forskellige perioder og dermed også på forskellige perioders byggeskik og materialeanvendelse. Dette kommer til udtryk i den ældste bygning, stuehuset, der med fremspringende midterrisalitter på både gård- og haveside, de murede vægge i rød, blank mur, som er inddelt af gennemgående bånd af gule sten og er i øvrigt rigt dekoreret med røde og gule formsten, har et typisk stiludtryk fra anden halvdel af 1800-tallet. De tre sammenbyggede avlslænger er derimod langt mere simple og deres formsprog og materiale er typisk for funktionsbygninger opført i begyndelsen af 1900 på landet. Endelig er sydlængens østlige del med sit knappe formsprog og materialevalg typisk for en funktionsbygning fra 1930’erne.
Derudover er den kulturhistoriske værdi i det ydre relateret til det let aflæselige hierarki mellem længerne, der tydeligt afspejler de oprindelige funktioner, hvor stuehuset har større vinduer, fyldingsdøre og mange dekorative murstensdetaljer, har længerne, der har været anvendt til stald og lade, mindre vinduer udført i støbejern samt revledøre og porte. Skorstenenes placering i tagryggen understøtter tillige hierarkiet og fremhæver stuehuset, som den vigtigste bygning.
Den kulturhistoriske værdi i stuehusets indre knytter sig til delene af den bevarede ældre grundplan, der kan ses i den sydlige ende med fordelingsgang, en række af velbevarede stuer, herunder herreværelse, havestue, forstue med trappe til tagetagen og en gennemgående stue, der vidner om, at den sydlige del har været den repræsentative del af stuehuset, mens den nordlige del har været den funktionelle del.
Den kulturhistoriske værdi knytter sig endvidere til de ældre bygningsdele og -detaljer i stuehuset, herunder trapper, forstue med halvbuer, bræddelofter med synlige loftsbjælker, fyldingsdøre med gerichter og greb, vægpaneler, limfarvede vægge, gesimser, stukkatur, lampeudtag med puttier, border og blomsteropsatser, nicher, porcelænskaminer, bræddegulve og skorstenskerner. Stuehusets interiør med det fornemme og fint forarbejdede udtryk vidner om den herskende smag på opførelsestidspunktet og om bygningens status, som den fineste af de fire længer.
I avlslængernes indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de enkle planløsninger, der afspejler rummenes tiltænkte brug, ligesom bygningernes slidstærke, enkle materialeholdning svarer til deres oprindelige brug til dyrehold og lade.