Sag: Kommunitetsbygningen og Professorboligen

Nørregade 10 (tidl. 8-10), København
Fredningssag
Fredningsstatus:
Fredet
Aktuel status:
Aktiv
Antal bygninger:
2
Klik på kortet for at se et større udsnit.

Sagsoplysninger

Type:
Fredningssag
Betegnelse:
Kommunitetsbygningen og Professorboligen
Aktuel status:
Aktiv
Beliggenhed:
Nørregade 10 (tidl. 8-10)
Kommune:
København
Omfang:
Kommunitetsbygningen (1731) og Professorboligen (ca. 1732 af Johan Cornelius Krieger).
Fredet 1918.
Beskrivelse:
I det følgende er der ikke taget stilling til lovligheden i tidligere udførte bygningsarbejder i ejendommen. Kommunitetsbygningen og Professorvillaen er besigtiget hver for sig, og de vil i det følgende både blive beskrevet og værdisat således. 

Kommunitetsbygningen:
Kommunitetsbygningen er beliggende langs Nørregade i København med gavlpartier til Krystalgade og til Frue Plads, hvor den ud til sidstnævnte er sammenbygget via et porthus med Københavns Universitets hovedbygning. Bygningen afskærmer et gårdmiljø, hvori bl.a. Professorvillaen er beliggende, som en del af den såkaldte ”Universitetsfirkant”, der huser centrale universitetsbygninger.  Kommunitetsbygningen er anvendt til administrationsbygning for universitetet og som kontorer for den øverste ledelse.

Til Nørregade fremtræder Kommunitetsbygningen som en lang og smal fløj med flere knæk i facaden, der følger gadens drejning. Kommunitetsbygningen har fuld kælder og er på to etager samt en udnyttet tagetage, og den står mod gaden i blankmur af gule og røde tegl. Mod Nørregade er facaden på i alt 36 vinduesfag med overliggende murstik, og facaden er opdelt af pilastre i otte mindre sektioner, der, set fra nord til syd, er på henholdsvis tre/fem/fire/fem/fem/fire/fem/fem vinduesfag. Pilastrene har alle profilerede sokler og baser, de er pudsede og har øverst, men adskilt fra hovedgesimsen, kapitæler i jonisk orden. Øverst er en bred, profileret hovedgesims. Kommunitetsbygningen bærer et heltag hængt med røde tegl. I rygningen er tre større skorstene, og i hver gavl er en mindre skorsten, hvor den mod Frue Plads er ottekantet og pudset. I det 13. og 14 fag set fra nord er en fladbuet portgennemgang til gården. I portnichen er en traditionelt udført, mørkegrøn fyldningsport, og over denne er en mørkegrøn trægesims med inskriptionen ”KØBENHAVNS UNIVERSITET” samt et traditionelt udført, fladbuet, opsprosset og mørkegrønt overvindue. 

Kommunitetsbygningens gavl mod nord står i blankmur og er uden vinduer, men har to høje blændinger og herover er en cirkulær blænding. Gavlen har profilerede indramninger samt ”ører” ved gavltrekantens baser. Gavlen mod syd, ud til Frue Plads, omfatter derimod to vinduesfag i blænding-lisén motiver, og er glatpudset over sokkel og murflader, hvor den har en profileret hovedgesims, hvorover er to halvrunde vinduesfag samt en murblænding. Gavltrekanten er markeret af profilerede indramninger og har en kort gesims øverst.

Kommunitetsbygningens gårdfacade omfatter nord for porten 11 vinduesfag, porten med to vinduesfag på 1. sal, og syd for porten er seks fag, derpå et smigfag og endelig 12 vinduesfag. Alle vinduesåbninger på hovedetagerne har murstik. Gårdfacaden står berappet i gule og røde tegl, men mod syd, over de sidste fire fag, står bygningen i blankmur af munkesten på hovedetagerne. I gårdfacaden er i alt seks større, murede gavlkviste, hver med ét vinduesfag og trekantede frontoner med profilerede indramninger og gesimser samt fladbuede murstik over vinduesåbningerne. Kvistene er hængt med røde tegl ligesom taget. Herudover er i taget i alt 10 mindre pultkviste i bindingsværk, der alle ligeledes er hængt med røde tegl. Dertil kommer, at der i taget er en række nyere og traditionelt udførte, små tagvinduer. I portgennemgangen er til gården et nyere, opsprosset glasparti med en dør samt et fladbuet, opsprosset overvindue svarende til overvinduet mod Nørregade (ni ruder i hver). Ud over portgennemgangen har gårdfacaden i den sydligt beliggende munkestensdel af facaden en traditionelt udført, muret dobbeltløbstrappe med stentrin og et traditionelt udført, gråmalet smedejernsgelænder, og på reposen er en dørniche. Dertil komme tre skråtstillede, murede kældernedgange med fladbuede inddækninger i kobber og traditionelt udførte, tofløjede og mørkegrønne revleluger.  I det tredje fag fra nord er et trappehus på ét fag, og yderst i denne tilbygning på gårdfacaden er en døråbning med en traditionelt udført, tofløjet, mørkegrøn fyldningsdør. Kommunitetsbygningen har mod Nørregade traditionelt udførte, firerammede, småtopsprossede og mørkegrønne vinduer (seks ruder i hver ramme). Kældervinduerne til gaden er tilgitrede. Gårdfacaden har i kælderetagen traditionelt udførte én- og torammede, småtopsprossede og mørkegrønne kældervinduer. På hovedetagerne er de ligesom til Nørregade traditionelt udførte, firerammede, småtopsprossede og mørkegrønne vinduer (seks ruder i hver ramme). I de seks murede, frontonprydede gavlkviste er traditionelt udførte, torammede, småtopsprossede og mørkegrønne vinduer (otte ruder per ramme), mens der i pultkvistene er traditionelt udførte, torammede, småtopsprossede og mørkegrønne vinduer (seks ruder per ramme). I gavlen i syd mod Frue Plads er i kælderen, bag gitter, traditionelt udførte, torammede, småtopsprossede kældervinduer (seks ruder per ramme). På hovedetagerne i gavlen er ældre, firerammede, småtopsprossede og mørkegrønne vinduer (seks ruder i hver ramme), mens der over gavlens gesims er to ældre, trerammede, halvbuede, opsprossede og mørkegrønne vinduer. Alle de beskrevne vinduer er forsynet med ældre eller traditionelt udførte, håndsmedede hjørnebåndshængsler og stabeler.

I det indre omfatter Kommunitetsbygningen i den sydlige, ældre del en overvejende velbevaret planløsning af kælderen, herunder med den bevarede, såkaldte ”Munkekælder” under et stort tøndehvælv med dybe vinduesnicher, murstensgulve og pudsede, hvidmalede vægge. I munkekælderen er i hvælvet en række ældre kroge. Centralt og i den nordlige del af bygningens kælderetage er en nyere planløsning, herunder med husets kantine samt køkkenområde og diverse depoter og funktionsbestemte rum, gennemgående med nyere overflader og detaljer. Fra portrummet er der mod nord via en nyere glasdør og en nyere stentrappe adgang til stueetagen, ligesom der herfra mod syd adgang via en traditionelt udført, hvidmalet fyldningsdør til stueetagen syd for porten. Herfra træder man ind i Kommunitetsbygningens hovedtrappeopgang, der omfatter en nyere fireløbstrappe med en elevatorskakt placeret i durchsichten. Trappen har nyere trætrin, nyere grå håndlister og nyere overflader. Bygningens øvrige trapper omfatter tre bitrapper: Der er en traditionelt udført, treløbet bitrappe med udskårne balustre, profileret håndliste og trætrin i bygningens tredjenordligste fag, hvor også det tilbyggede trappehus befinder sig. Dertil kommer mod syd, ud til Frue Plads, en traditionelt udført, toløbstrappe med afrundede vanger, udskårne balustre, og en profileret håndliste samt nyere trætrin. Det tilbyggede trapperum mod gården i bygningens tredje nordligste fag har en traditionelt udført toløbstrappe med udskårne balustre og en profileret håndliste. Kommunitetsbygningens stueetage omfatter overordnet, på hver side af porten og trappeopgangen, en traditionel planløsning, herunder med en langsgående gang og forløb af fordelingsrum mod gården, mens der mod gaden er kontorer, administrations- og møderum af forskellig art. På 1. sal omfatter den traditionelle planløsning nord for hovedtrappen en gårdvendt, langsgående gang med større og mindre kontorer og mødelokaler placeret til gaden, mens der syd for hovedtrappen er en gang mod Nørregade med en række gårdvendte rum, og derefter, i hele husets bredde og over seks fag, en rådssal. En mindre sal i fuld bredde på tre fag samt et par kontorer og rum er nærmest hjørnet til Frue Plads. Den fuldt udnyttede tagetage rummer en nyere planløsning, herunder med flere, smalle langsgående gange ud til Nørregade og til gårdsiden er en lang række kontorer af forskellig størrelse og form, hvoraf nogle har vinduespartier i gavlkviste, andre i pultkviste og derudover en del nyere og traditionelt udførte, tagvinduer.

Kommunitetsbygningen rummer i det indre en hel del ældre og traditionelt udførte bygningsdele og -detaljer, herunder er der gennemgående på hovedetagerne ældre og traditionelt udførte én- og tofløjede fyldningsdøre, hvoraf en del har indstukne hængsler og traditionelt udførte greb. I vinduerne, der næsten overalt på hovedetagerne har traditionelt udførte forsatsvinduer, er en del ældre stormkroge og anverfere. I en del af stueetagen er traditionelle gulve af granitfliser, mens der i gange og kontorer hovedsageligt er traditionelt udførte plankegulve og parketgulve samt nyere gulvbelægning af linoleum. I stueetagen er endvidere en del kontorer med bevaret og traditionelt udført lysningspanelering mod gaden, traditionelt udførte gerichter og vinduesindramninger samt i lofterne i gange og rum en traditionelt udført, profileret stukkatur, enkelte steder med rosetter. På 1. sal er der ligeledes ældre og traditionelt udførte, én- og tofløjede fyldningsdøre, herunder en del med indstukne hængsler, og tilsvarende traditionelt udførte gerichter. På 1. sal er navnlig parketgulve i sildebensmønstre på gangene, mens der i flere rum og i de større sale er ældre og traditionelt plankegulve. I den store rådssal er panelering med traditionelt udførte, grå-marmorerede brystnings- og lysningspaneler, herunder brystningspaneler med guldstaffering, mens der mellem vinduesnicherne samt på endevæggene er vægpanelering i rødt og guld. I loftet er fordelt på seks, fordybede sektioner, en rig stukkatur med båndslyng og rosetter samt dekorative, profilerede bånd. En lignende udsmykning af overfladerne ses i den mindre mødesal, herunder med traditionelt udførte plankegulve, marmoret og grålig brystnings- og lysningspanelering med guldstaffering samt vægpaneler i grønne nuancer. I loftet er en rig, traditionelt udført stukkatur med dekorative bånd og rosetter samt en opdeling af loftet i to sektioner. I de to sale er dørene perlegrå med forgyldninger og barokke greb. Tagetagens rum har gennemgående nyere dele, detaljer og overflader, herunder nyere pladedøre, men enkelte traditionelt udførte fyldningsdøre ses også her. Der er traditionelt udførte plankegulve, pladevægge med nyere fodlister og lister omkring vinduesnicher og traditionelt udførte låger til tagetagens skunke.

Professorvillaen:
Professorvillaen er beliggende bag Kommunitetsbygningen i gården, hvor den mod øst er sammenbygget med det middelalderlige Konsistoriehus. I sit sydvestlige hjørne er Professorvillaen sammenbygget med Kommunitetsbygningen ved en mur med gennemgang til Lindegården, hvortil huset har sin sydvendte facade. Professorvillaen består af et grundmuret hus, og har syv vinduesfag i facaden mod nord og fem vinduesfag i facaden mod syd. Huset er opført i én etage over kælderen samt en fuldt udnyttet kvistetage. Mod nord såvel som mod syd er en gavlkvist i højde med hovedhuset på tre vinduesfag, hvoraf den sydvendte kvist er bredest. I begge trekantsfrontoner er over de tre vinduesfag endnu et vindue, og herover er i begge frontoner en mindre, oval vinduesåbning, der mod syd er blændet. Huset har et sadeltag hængt med røde tegl. Både mod nord og syd er der på hver side af gavlkvistene en traditionelt udført heltagskvist, og i rygningen er to skorstene med hals og krave. Facaderne og gavlene er pudsede og malet blågrå. I facaderne er liséner ved hjørnerne samt profilerede hovedgesimser på hver side af gavlkvistene, der har profilerede indfatninger ved gavltrekanterne. Omkring døre og vinduer er knækkede indfatninger samt sålbænke i skifer. Indfatningerne omkring vinduerne er malet i en lysegrå farve, mens hovedgesimser og gavlindfatninger er malet hvide.

Mod nord er foran husets midterste fag en dobbeltløbstrappe, der er pudset og med stentrin samt et gråmalet, ciseleret og håndsmedet jerngelænder. Under trappen er en buet niche, og foran denne ligger en stor granitblok. Trappen giver adgang fra en lille repos til husets hovedindgang. I dørindfatningen er en ældre, tofløjet og sortmalet plankedør med en beklædning af profilerede brædder lagt i et pilemønster. Over døren er et ældre, torammet, opsprosset og hvidmalet overvindue. I nordfacaden er i yderfagene kældernedgange: den østlige er overdækket med en todelt, traditionelt udført og sortmalet skrålem, mens den vestlige kældernedgang er placeret i en niche med en traditionelt udført, mørkegrøn, profileret plankedør. Ved husets vestgavl findes yderligere en nyere kælderhals med afrundede hjørner og en todelt stentrappe, der giver adgang til toiletter og badefaciliteter via nyere, men traditionelt udførte, sortmalede fyldningsdøre. Omkring trappenedgangene er nyere, gråmalede smedejernsgelændere. I nordfacadens kælderetage er fire ældre, torammede, småtopsprossede og hvidmalede vinduer (seks ruder i hver ramme), i stueetagen er seks ældre, firerammede, småtopsprossede og hvidmalede vinduer (seks ruder i hver ramme). I gavlkvisten er tre ældre, torammede, småtopsprossede og hvidmalede vinduer (otte ruder i hver ramme) og et tilsvarende, torammet, småtopsprosset og hvidmalet vinduer over det midterste vindue (seks ruder i hver ramme), mens nordsidens heltagskviste er forsynet med traditionelt udførte, trerammede, småtopsprossede og blågrå vinduer (ti ruder i hver ramme). I vestgavlen i kælderetagen centralt placeret et ældre, torammet, småtopsprosset og hvidmalet vindue (fire ruder per ramme), mens der i stueetagen er to vinduesblændinger med skifersålbænke. På 1. sal er to ældre, torammede, småtopsprossede og hvidmalede vinduer (otte ruder i hver ramme) asymmetrisk placeret og uden indfatninger. I nordfacaden er i kælderetagen fem ældre, torammede, småtopsprossede og hvidmalede vinduer (seks ruder per ramme). I stueetagen er fem ældre, firerammede, småtopsprossede og hvidmalede vinduer (seks ruder per ramme), og i gavlkvisten er tre ældre, firerammede, småtopsprossede og hvidmalede vinduer (otte ruder i underrammerne og fire i overrammerne), mens der herover, centralt placeret, er et traditionelt udført, torammet, småtopsprosset og hvidmalet vindue (otte ruder i hver ramme) samt øverst et traditionelt udført, torammet, oval, opsprosset og hvidmalet vindue. I gavlkvistens flankerende heltagskviste er traditionelt udførte, trerammede, småtopsprossede og blågrå vinduer (med ti ruder per ramme). Alle vinduer har ældre og traditionelt udførte, håndsmedede hjørnebåndsbeslag og hængsler.

I det indre er kælderetagen i husets vestlige del indrettet til toilet og bad med nyere detaljer og overflader, mens den østlige del rummer et rum med grovkøkkenfunktion og bryggers, herunder med nyere flisegulve og klinker på væggene. Der er delvist synlig tømmerkonstruktion i loftet, og via et ældre, profileret og rundbuet gennembrud er nedgang mod øst via et par tegldækkede trin til den middelalderlige kælder under Konsistoriehuset. I husets stueetage er den forholdsvis velbevarede planløsning orienteret omkring det centralt beliggende, nordvendte trapperum.  Trappen er en ældre, stort formet, toløbstrappe med udskåren mægler og kraftige, udskårne balustre og profilerede håndlister, profilerede vanger og indstemte trætrin. Øverst, på 1. sal, er mod nord en repos med et værn af flade, udskårne balustre og en profileret håndliste, ligesom der i den modsatte side af trapperummet er en gennemgangsrepos med et værn med flade, udskårne balustre og en enkel håndliste. Trapperummet er malet blåt, og trappen samt værn er hvidmalet. I stueetagen er mod nord en tre fag lang, repræsentativ stue, en forstue og et par rum med nyere toilet- og køkkenfaciliteter, mens der mod syd er tre rum, og et par gennemgangsdøre er her blændede med de gamle døre. På 1. sal er såvel nord- som sydvendt flere kontorer og mødelokaler samt nyere toiletter. En luge giver adgang til spidsloftet. På begge etager er der synlige skorstenskerner. I stueetagen er ældre og traditionelt udførte fyldningsdøre, herunder med en del ældre hængsler og tilsvarende ældre, profilerede gerichter. Den gennemgående type er en trefyldningsdør med udskårne fyldninger. Den store stue har endvidere en mindre, ”hemmelig” dør i væggen med adgang til en mindre fordelingsgang under trappen med et mindre, traditionelt udført, trerammet vindue. I stueetagen er i alle yderrum traditionelt udførte forsatsvinduer, og i de ældre ydervinduer er en del ældre stormkroge og anverfere. Gulvene i stueetagen er ældre og nyere, men traditionelt udførte plankegulve, mens toiletterne har nyere gulvbelægning. Der er i rummene en gennemgående bevaret brystningspanelering samt lysningspanelering ved vinduerne (herunder flere vinduer med ældre, sammenklappelige lysningsskodder), mens den store, nordvendte stue har fuldpanelering på sin ydervæg samt på en pille en ældre, pompejansk vægudsmykning. I et sydvendt rum er endvidere fuldt panelerede vinduesvægge.  På indervæggen i salen er central en stor, indrammet blændingsflade i hele stuens væghøjde. I et sydvendt kontor er desuden kakkelovnspilastre. I lofterne er bevaret en bredt profileret stukkatur, mens den store stue endvidere har en del profilerede lister i dekorative formationer på selve loftsfladen. Farveholdningen i stuerne er sart grå, turkis og rød, og i det sydvendte rum er de gråmalede vægfelter indrammet af profilerede, hvidmalede lister. På 1. sal er vinduerne med nyere, koblede rammer, ældre og traditionelt udførte trefyldningsdøre samt nyere pladedøre. Gulvene er lagt med nyere, men traditionelt udførte plankegulve, undtagen toiletter og gennemgangsreposen, hvor der er linoleum. Der er i flere rum bevaret brystningspanelering, og i heltagskvistene er tillige traditionelt udførte, brede lysningspaneler. I et rum er panelering og døren med indfatninger grønmalet, og døren forsynet med malede naturmotiver. I de centrale rum er bevaret en profileret stukkatur. Farveholdningen er sart grå, pink, grøn og blygrå med hvidmalede indramninger, stukkatur og lofter.
Bygningshistorie:
Kommunitetsbygningen:
Kommunitetsbygningen hedder således, fordi det tilhører Kommunitetet, det store studenterstøttelegat, som Frederik II stiftede i 1569, og som vil blive nærmere omtalt nedenfor. Bygningen rummer i dag bl.a. kontorer for Universitetets øverste ledelse.

Skiftende anvendelser, kombineret med ødelæggende ildebrande og bombardementer har medført, at Kommunitetsbygningens bygningshistorie er overordentlig kompliceret, hvor der her alene kan gives et kort rids: Da Københavns Universitet i 1537 overtog universitetsfirkanten fra Sjællands biskop, som til gengæld den hidtidige universitetsbygning på den anden side af Nørregade, lå der ud mod Nørregade flere selvstændige bygninger, der først blev sammenbygget i begyndelsen af 1600-tallet.

Det sydligste, og vigtigste var det, der på reformationstiden kaldtes Collegium, og som gennem hele 1500-tallet var universitetets egentlige hovedbygning. Det er kælderen fra dette hus, der i dag kaldes Munkekælderen. Navnet er ret beset misvisende, da der aldrig har resideret munke her. Men som facaden ud mod Lindegården den dag i dag bærer præg af, stammer huset fra middelalderen. Det omtales første gang 1464, men er sandsynligvis ældre. 1417 måtte Sjællands biskop, der residerede i Roskilde, afstå byen København til kongen, han fik derfor brug for en passende Københavnerresidens. Den blev placeret i det, der nu er Universitetsfirkanten, og byggearbejderne er rimeligvis gået hurtigt i gang. Der blev opført en række bygninger, bl.a. det lille, bevarede Konsistoriehus inde i Lindegården, der meget vel kan have været selve bispeboligen, og det er altså huset her som efter 1537 blev Universitets nye hovedbygning. Nybyggeri, der skulle imødekomme det voksende universitets behov, medførte, at huset her efter 1600 kunne overdrages til andre formål.

I årene 1730-1732 fik Kommunitetsbygningen sit nuværende, sammenhængende barokt-prægede ydre ved en ombygning af murermestrene Ole Larsen (før 1711-tidl.1734) og Søren Sørensen (før 1712-efter 1743). Tidligere har Kommunitetsbygningen været tilskrevet Johan Cornelius Krieger, men hans navn figurerer ikke i arkivalierne og man går i dag ud fra, at det er de to murermestre, der inspireret af Kriegers stil har skabt det kompleks, vi grundlæggende ser i dag.

Ved genopbygningen i 1730’ernes begyndelse blev facaden mod Nørregade dog også udstyret med to trekantsgavle, der dog blev fjernet i forbindelse med istandsættelsen i perioden 1918-21 af arkitekten Martin Borch. Borch fjernede ved samme lejlighed al facadepudsen på bygningen, så det oprindelige murværk (herunder de middelalderlige dele) blev synligt. Gårdfacaden blev gennemgribende istandsat, herunder blev al puds også her fjernet. Taget blev til gårdsiden forsynet med de nuværende pultkviste samt de murede gavlkviste.

Forskellige minder på bygningen bevidner dens omskiftelige tilblivelseshistorie. I muren mod universitetets gård er anbragt to stentavler med indskrifter om bygningens ældre istandsættelser, ombygninger og genopførelser. Den ene tavle bærer indskriften:

ANNO MDCXLI. 2. MAII
AFBRENDTE DE GAMLE COMMVNITET
HVVSE.
BLEVE AF STEDSENS INDKOMSTER
OG FORBEDRING
LIGESOM REGENTSEN TILFORNE
MDCXXIII.
AF GRVNDEN IGIEN OPMVRET
MDCXLIII.
ANNO.
OECONOMIÆ THOMÆ FINCKII
MED: DOCT: ET P:P:
XLI.

Den anden tavle bærer indskriften:

ANNO MDCCXXVIII
I DEN KIØBENHAVN AMINDELIG OVERGANG
NE STORE ILDEBRAND AFBRENTE IGIEN DET
KONGELIGE COMMVNITET SAA VEL SOM
REGENTSEN
HVILKE BEGGE AF COMMVNITETETS INDKOM
STER OG DERES FORBEDERING
IGIEN BLEVE OPBYGGEDE ANNO MDCCXXX
DIRECTORIBVS
CHRISTIANO WORMIO  SIÆL : EPISC :
IOH : STEENBVCHIO.    ET
SEVERINO LI . TRVPIO  CONFESSION : REGIO
VT POTE TVNC TEMPORIS TEOLOGIÆ PROFES
SORIBVS
OECONOMO
ERASMO BYSING S : R : M : CONSIL : IVSTITI
VT ET CONSVLE HAVNIENSI.
ANNO OFFICII EIVS
XXXIIII
 
Frederik 2 havde i 1569 stiftet Kommunitetet, en forløber for vore dages SU. Kommunitetets opgave var dagligt at tilberede og servere 2 måltider mad til 100, senere 120 studenter. I en tid uden supermarkeder, køleskabe, elkomfurer og dybfrost var dette en kompliceret og pladskrævende opgave. Allerede inden 1600 var der ud mod Nørregade og Krystalgade, eller Skidenstræde, som den hed den gang, bygget et hus til tilberedning og servering af studenternes mad, men pladsforholdene var trange. Derfor bestemte Christian 4 i begyndelsen af 1620´erne efter et grundigt udvalgsarbejde, at Kommunitetet skulle overtage Collegie-bygningen, som herefter blev sammenbygget med ovennævnte Kommunitetshus, hvorved den lange ubrudte facade ud mod Nørregade var etableret, og hele det nye kompleks blev indrettet til Kommunitetets forskellige formål. Det er ved den lejlighed, at Munkekælderen har fået det udseende, den nu har. Kælderens funktions var forrådskælder, hvor man opbevarede store mængder korn og andre naturalier, som Kommunitetet modtog fra sine fæstebønder. Dette forklarer krogene i loftet, som så har været anvendt til at hænge oksekroppe, skinker, pølser og meget andet op i. Tilsvarende har man kunnet stikke en stang gennem ringene i loftet til yderligere ophæng af fødevarer. Landboreformerne i slutningen af 1700-tallet betød, at Kommunitetets bønder gik over til at betale deres afgifter i penge, hvilket førte til, at bespisningen blev erstattet af et pengebeløb. Herefter har kælderen haft mange skiftende anvendelser. I årene omkring 1970 var den således ramme om de meget populære Munkekælderfester hver weekend, hvor de studerende for en billig pris kunne more sig med god jazzmusik, øl osv. Det var før den almindelige velstandsstigning og en forbedret SU havde gjort det muligt for en almindelig studerende at benytte de muligheder, som København bød på, på linje med mere velbeslåede unge. Da det skete i løbet af 1970´erne ophørte Munkekælderfesterne. I 1996 blev kælderen istandsat i forbindelse med Kulturby 1996, og den benyttes nu dels af universitetet til receptioner, frokoster o.l., dels kan den lånes af alle ansatte til private formål.

Professorvillaen:
Professorvillaen, som huset i gården bag Kommunitets huset kaldes, er opført i årene 1729-32 og er et stykke fornem københavnsk borgerbarok. Dets nuværende ydre skyldes den daværende Kgl. Bygningsinspektør Niels Koppel, der stod for den generelle renovering af Universitetsfirkanten fra begyndelsen af 1980´erne.

En stor del af København brændte i 1728, og Universitetet blev også flammernes bytte. Branden var en national katastrofe, og såvel byens som Universitetets genopbygning trak ud. Universitetet benyttede anledningen til at bygge en anstændig embedsbolig for "Oeconomus Communitatis", dvs. Kommunitetets regnskabsfører og godsforvalter. Økonomus var en vigtig person, og derfor byggede Kommunitetet en flot embedsbolig til ham. Bygningen har, i lighed med Kommunitetsbygningens barokfacader, traditionelt været tilskrevet Johan Cornelius Krieger (1683-1755), men nyere undersøgelser har dog vist, at det næppe er holdbart, og at arkitekten må søges mellem en af 3 københavnske murer- og bygmestre: Søren Sørensen, Ole Larsen eller Lars Erichsen, formentlig den sidste. Det er derfor det, man i en senere tids sprogbrug kalder et "murermesterhus". Det har været et stateligt hus, et vidnesbyrd om den prestige, der var knyttet til embedet. At der også blev taget praktiske hensyn vidner den store granitblok, der den dag i dag ligger neden for trappen, om. Den er nyttig, når en godsforvalter skal op på hesten.

Studenterbespisningen ophørte før 1800, samtidig med at godsforvaltningen ændredes derhen, at Kommunitetets bønder for fremtiden betalte deres afgift i penge og ikke naturalier. Den umiddelbare konsekvens heraf var, at der ikke længere var behov for en "Oeconomus Communitatis". Derfor blev huset brugt som embedsbolig for en af professorerne, og efter opførelsen af Zoologisk Museum i 1871 blev det embedsbolig for den professor, der beklædte stillingen som museets direktør frem til 1945. Efter Anden Verdenskrig blev det inddraget til universitetsadministrationen, hvilket medførte, at huset i midten af 1980'erne var blevet temmelig nedslidt.

Ove Nathan, der var rektor fra 1981 til 1993, havde en drøm at kunne indrette professorvillaen til brug for rektors repræsentation. En drøm, som det lykkedes at realisere. I et samarbejde mellem universitetets tekniske forvaltning og den kongelige bygningsinspektør David Bretton-Meyer, og takket være generøs støtte fra en række private fonde, blev det muligt i 1990-93 at gennemføre en gennemgribende renovering og nyindretning af huset.
Opgaven, at indrette et gammelt hus til nutidige formål, blev i professorvillaen løst således: I den øverste etage blev der indrettet et antal fuldt udstyrede lejligheder til rektors gæster. I stueetagen er der dagligstue, køkken og opholdsrum i øvrigt, samt et mødelokale, der i Ove Nathans sidste år faktisk var det sted, hvor den kreds af rektor og dekaner m.fl., der stod for universitetets daglige ledelse, mødtes. Ove Nathan må være tilfreds med at hænge på væggen (i helfigur, dekanernes afskedsgave, udført af Mogens Hoff) i netop dette rum.

Som en del af istandsættelsen var der engageret en farvekonservator, der meget omhyggeligt afdækkede og nummererede de mange lag maling, der siden 1732 var smurt på væggene. Farvekonservatorens afdækninger er efterladt åbne i alle rummene og de farver, der er anvendt i dag, er hentet fra denne palet.

Da behovet for administrationslokaler samtidig er steget, blev det i 2005 besluttet at nedlægge gæsteboligfunktionen, hvorefter huset er blevet benyttet til administrative formål.
kilder:
http://universitetshistorie.ku.dk/bygninger/kommunitetsbygningen/

http://universitetshistorie.ku.dk/bygninger/professorvillaen/

http://www.indenforvoldene.dk/noerregade%2010.html

Bramsen, Bo red.: København, før og nu – og aldrig, 1987.

Bydelsatlas Indre By/Christianshavn, 1996.

Hartmann, Sys og Villadsen, Villads: Byens Huse – Byens Plan, Danmarks arkitektur, København 1979.

Langberg, Harald: Københavns gamle bydel, Foreningen til gamle bygningers bevaring, 1948.

Lange, Bente: Københavns Farver, 1996.

Nationalmuseet: Historiske huse i det gamle København, 1972.

Stadsingeniørens Direktorat 1947: København fra bispetid til borgertid.

Hædersdal, Ebbe: Den bygningsarkæologiske undersøgelse, in: Bygnings Arkæologiske Studier, København 1997.
Miljømæssig værdi:
Kommunitetsbygningen:
Den miljømæssige værdi ved Kommunitetsbygningen knytter sig til den lange, grundmurede fløj, der ud til Nørregade udgør et prægnant og historisk indslag i et område præget af imposante kirker og Københavns Universitets øvrige bygninger. Kommunitetsbygningen er med sine knæk i facaden med til horisontalt at fastholde det middelalderlige gadeforløb og skaber samtidig, med sin smalle bygningskrop, høje tegltag og sin enkle barokfacade med pilastre, en vertikal, rytmisk og karakterfuld oplevelse af facaden for den forbipasserende. Til gårdsiden skærmer den lange og meget varierede bygning de intime og meget stemningsfulde gårdrum, og er et yderst værdifuldt element i fastholdelsen af det idylliske og historisk fortættede miljø i Universitetsfirkanten.

Professorvillaen:
Den miljømæssige værdi ved Professorvillaen knytter sig til det yderst helstøbte og repræsentative hus, der med sin vinkelrette placering i forhold til Kommunitetsbygningen skaber to stemningsfulde gårdrum, herunder mod syd ”Lindegården” og mod nord gården mellem Kommunitetsbygningen og det gamle naturhistoriske museum. Skønt sammenbygget med det meget iøjnefaldende, middelalderlige Konsistoriehus, fremstår Professorvillaen som et meget harmonisk og selvberoende hus, hvis fint formede facader på værdifuld vis bidrager til det arkitektonisk alsidige, historiske miljø omkring Københavns Universitets hovedadministration.
Kulturhistorisk værdi:
Kommunitetsbygningen:
Den kulturhistoriske værdi ved Kommunitetsbygningen knytter sig i det ydre til hele den lange, grundmurede fløj ud til Nørregade og som indramning af gårdene i Universitetsfirkanten indadtil, hvor bygningen samlet set udgør en yderst værdifuld del af universitetets udviklingshistorie og administrative center, og afspejler huset i sin restaurerede barokt dominerede karakter en meget kompleks og langstrakt bygningshistorie, der både står i forbindelse med store bybrande, skiftende administrative behov og datidens såvel pragmatiske som æstetiske tilgange til ældre tiders byggeri. I den forstand er Kommunitetsbygningen en gammel repræsentant for en barok transformation af en række ældre, delvist nedbrudte og fragmentariske bygningsdele til et sammenhængende kompleks, der vidner om 1700-tallets både fleksible og idealistiske tilgang til arkitekturen. Det ydre form- og udtryksmæssige hovedgreb ses i Kommunitetsbygningens facader, hvor navnlig facaden mod Nørregade afspejler dette træk: bygningens smalle, lidt uafgrænsede krop og de særegne knæk, der følger gaden, er træk, der omvendt er søgt harmoniseret ved den taktfaste, ensartede vinduessætning samt de otte afsnit af vinduesfag opdelt af pilastre. Senere tiders tilføjelse af gavlkviste mod gården og nedtagelsen af tilsvarende kviste mod gaden vidner om en organisk bygningsudvikling, hvis resultat dog samlet set fremstår helstøbt og i tråd med bygningens stilistiske omdrejningspunkt, barokkens repræsentative arkitektur. Der knytter sig kulturhistorisk værdi til det teglhængte heltag, til alle kviste, alle ældre og traditionelt udførte to- og firerammede, opsprossede vinduer og fyldningsdøre samt porten med portfløje og overvindue. Dertil kommer alle dekorative og historiske detaljer, herunder partierne med munkesten til Lindegården, alle murstik, pilastre med baser og joniske kapitæler, indfatninger og profilerede gesimser samt de ældre mindetavler, der vidner om bygningens høje alder, genopbygninger og ombygninger samt tilhørsforholdet til universitetet gennem århundreder..

I det indre knytter de kulturhistoriske værdier ved Kommunitetsbygningen sig til kælderens sydlige del, hvor den bevarede Munkekælder med tilstødende ældre tøndehvælvede rum, der vidner om bygningens delvist meget høje alder med de senmiddelalderlige træk, der også ses i denne del af bygningens ydre. På hovedetagerne knytter der sig kulturhistorisk værdi til de traditionelle og ældre planløsninger, der med gård- og gadevendte fordelingsgange og korridorer betjener de forskellige ældre kontorer og møderum, hvis administrative karakter grundlæggende afspejler bygningens gennemgribende udformning i 1730’erne, herunder med 1. salens store repræsentative sale og rum. Der knytter sig kulturhistorisk værdi til de ældre bitrapper med alle dele og detaljer. Til det indre knytter der sig kulturhistorisk værdi til alle ældre og traditionelt udførte dele og detaljer, herunder ældre og traditionelt udførte, én -og tofløjede fyldningsdøre med en del indstukne hængsler, vinduernes talrige ældre stormkroge og anverfere, de traditionelt udførte flise- og plankegulve, bevaret stukkatur og panelering, ikke mindst til den rige, ældre og traditionelle panelering og stukkatur i de store sale på 1. sal.

Professorvillaen:
Gavlkvisthuset er en hustype, der er velkendt i Københavns ældre bebyggelser, ikke mindst de såkaldte Ildebrandshuse. Æren for typens udbredelse tilskrives arkitekten Johan Cornelius Krieger, som i 1729 på kongens befaling efter den ødelæggende brand i 1728 udgav mønsterbogen ”Berechnungen und Desseins auf 3 differente grundmaurte Gebäude”, der promoverede en grundmuret hustype med brede gavlkviste, knækkede dør- og vinduesindfatninger og kraftigt udformede gesimser. Men allerede inden branden, fra begyndelsen af 1700-årene og før, sås eksempler på denne type, klassisk enkel og kraftfuld barokarkitektur, herunder hos Cristof Marselis, og mange efterladte tegninger fortæller, at denne form for facadeskemaer og udstyring var typiske svendeprøver for tidens toneangivende murer- og tømrermestre. Det er således i denne tradition, at Professorvillaen – uden tvivl under styring af Kriegers overordnede retningslinjer – blev bygget og i dag fremstør i en historisk, velunderbygget renoveret og gennemgående tilbageført skikkelse. Huset repræsenterer således et mønstereksempel på sin tids arkitektoniske idealer og udtryk, der i store træk er velbevaret.

I det ydre knytter den kulturhistoriske værdi ved Professorvillaen sig til det grundmurede hus, der med sine helstøbte og harmoniske facader med brede, murede gavlkviste og det teglhængte sadeltag med skorstene fremstår som en yderst værdifuld repræsentant for en embedsbolig fra barokkens København. Skønt huset den dag i dag anvendes til administrative funktioner og kontorer, fremstår det udadtil som den selvstændige villa og bolig for skiftende prominente medlemmer af universitetets øverste kredse, som det oprindeligt var tiltænkt. Der knytter sig således kulturhistorisk værdi til alle husets ældre og traditionelt udførte dele og detaljer, herunder facaderne med alle knækkede indfatninger og gesimser, det nordvendte, centrale indgangsparti med dobbeltløbstrappen med gelænder, den ældre, tofløjede, flammerede hoveddør med overvindue, samtlige ældre, to- og firerammede, småtopsprossede vinduer i kælder- og stueetagen samt i gavlkvistene og i vestgavlen på 1. sal.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den gennemgående velbevarede planløsning på hovedetagen, der afspejler husets oprindelse som en repræsentativ embedsbolig, herunder med det centrale, bevarede trapperum med den bevarede, rigt udformede baroktrappe med alle detaljer, husets store stue og rækken af mindre stuer og rum placeret omkring midteraksen. Det samme gælder de bevarede elementer af den ældre planløsning på 1. sal med hovedvægt omkring gavlkvisten, og hvor man fornemmer Professorvillaens oprindelige, mere private afdeling med soveværelser, mindre kontorer og rum, der funktionsadskiller etagerne. I det indre knytter der sig specifik kulturhistorisk værdi til skorstenskerner, alle ældre og traditionelt udførte fyldningsdøre og til gerichter samt ældre indstukne hængsler, til alle ældre stormkroge og anverfere, til alle ældre og traditionelt udførte plankegulve, alle bevarede brystnings-, lysnings- og fuldpanelering, herunder med bevarede skodder flere steder. Dertil kommer stukkatur samt øvrige indre udsmykninger og overflader, der sammen med husets øvrige, bevarede og restaurerede dele og detaljer giver en meget helstøbt oplevelse af barokkens planløsninger, rumfunktioner i forhold til udsmykningsgrad og detaljer i et stykke klassisk embedsarkitektur fra begyndelsen af 1730’erne.
Arkitektonisk værdi:
Kommunitetsbygningen:
Den arkitektoniske værdi ved Kommunitetsbygningen knytter sig i det ydre til hele den lange og smalle grundmurede fløj, herunder til facaden mod Nørregade med alle dele og detaljer, der med sine pilasterinddelte sektioner og faste vinduestakt udgør et både særegent og konsekvent gennemført barokbyggeri over ældre huse. Den arkitektoniske værdi ved facaden mod gården knytter sig ligeledes til alle dele og detaljer, herunder den sydlige ende, der afslører et middelalderligt hus ud til Lindegården, samt til alle de traditionelt udførte gavlkviste og pultkviste under det lange teglhængte heltag. Forskellene mellem den strenge og konsekvente facade mod Nørregade og den varierede, komplekse gårdside vidner om behovet for en repræsentativ fremtræden udadtil. Endvidere er den anderledes gavl mod Frue Plads udtryk for en ligeså konsekvent tilpasning af bygningen til anlægget med universitetets hovedbygning på pladsen. Der knytter sig værdi til alle ældre og traditionelt udførte fyldningsdøre og to- og firerammede, opsprossede vinduer samt porten, pilastrene og alle gesimser og indfatninger, der markerer bygningen i dens barokke grundudtryk trods dens rødder i flere forskellige perioder.

I det indre knytter der sig i kælderens sydlige del arkitektonisk værdi til Munkekælderen med dens store, kraftfulde tøndehvælv, der viser middelalderens verdslige byggeri på en sjældent forekommende måde. På hovedetagerne knytter de indre arkitektoniske værdier sig til de traditionelle planløsninger, de ældre bitrapper med alle detaljer, til alle ældre og traditionelt udførte døre, flise- og plankegulve og ældre panelering samt stukkatur, herunder ikke mindst i de to yderst repræsentative sale på 1. sal, der accentuerer bygningens betydning og formål som et af omdrejningspunkterne for universitetet.

Professorvillaen:
Den arkitektoniske værdi ved Professorvillaen knytter sig i det ydre til det grundmurede hus, der med sine facader og bygningsdele og -detaljer udgør en helstøbt og fornem repræsentant for barokkens embedsarkitektur fra 1730’ernes begyndelse. Herunder udtrykker det solidt og harmonisk velproportionerede hus en tydelig balance mellem de forskellige skalatrin, der er typisk for tidens offentlige som private byggeri efter Københavns første store bybrand. Dette kommer til udtryk i accentueringen af bygningskroppen, under det teglhængte sadeltag, omkring de to facaders store gavlkviste, herunder med betoning af nordfacaden som hovedfacade med den centralt placerede dobbeltløbstrappe, det større antal vinduesfag, der giver bygningen et rigere og mere repræsentativt udtryk. Professorvillaens ældre to- og firedelte, småtopsprossede vinduer samt de karakterfulde dør- og vinduesindfatninger med de karakteristiske knæk og de kraftige profilerede gesimser og indfatninger er her vigtige, idet de giver liv til facadernes kølige og rolige udtryk og forlener huset med dets let herskabelige præg og et klart defineret, selvstændigt og iøjnefaldende indslag i dens kontekst.

I det indre knytter den arkitektoniske sig først og fremmest til det bevarede og helstøbte trapperums ældre baroktrappe med alle detaljer samt til de tilstødende rums velbevarede fortælling om husets hovedetage som den repræsentative etage, herunder med den genereøse og rigt udstyrede stue, mens 1. salens mindre rum har en mere intim karakter, hvilket tydeliggør samspillet mellem husets etager som embedsbolig. Der knytter sig konkret arkitektonisk værdi til ældre og traditionelt udførte døre, gulve, panelering og stukkatur, der ligeledes afspejler rummenes funktioner i forhold til placering.
Bærende fredningsværdier:
Kommunitetsbygningen:
De bærende fredningsværdier ved Kommunitetsbygningen knytter sig til hele den lange, grundmurede fløj med alle dele og detaljer, herunder ældre og traditionelt udførte døre og luger, alle ældre og traditionelt udførte vinduer, døre samt porten, gavl- og pultkviste, det teglhængte heltag, og derudover alle bygningens ældre og traditionelt udførte udsmykninger og detaljer, herunder pilastre, gesimser og indfatninger. Endelig kommer den traditionelle materialeholdning.

De bærende fredningsværdier i det indre knytter sig til de bevarede dele af kælderen, herunder Munkekælderen, med tøndehvælv og alle detaljer. Derudover hovedetagernes traditionelle planløsninger med alle ældre og traditionelt udførte dele og detaljer, herunder ældre bitrapper, alle én- og tofløjede fyldningsdøre, flise- og plankegulve samt bevaret panelering og stukkatur, ikke mindst i de to repræsentative sale på 1. sal. Endelig kommer den traditionelle materialeholdning

Professorvillaen:
De bærende fredningsværdier ved Professorvillaen knytter sig i det ydre til det grundmurede hus’ helstøbte barokfacader og gavlkviste under det teglhængte sadeltag, samtlige ældre og traditionelt udførte bygningsdele og -detaljer, herunder kviste og skorstene, hovedfacadens dobbeltløbstrappe med indgangspartiet med hoveddør, alle småtopsprossede vinduer, alle indfatninger og gesimser. Endelig kommer den traditionelle materialeholdning.

I det indre knytter de bærende fredningsværdier sig til den generelt velbevarede planløsning, navnlig med stueetagens repræsentative stue og rum, trapperummet med den ældre trappe, alle ældre og traditionelt udførte detaljer og overflader, herunder døre, gulve, paneler og stukkatur. Endelig kommer den traditionelle materialeholdning.

Antal bygninger:
2
Antal andre objekter:
0
Fredningsstatus:
Fredet
Fredningsomgivelse:
Fredningsomfang ; Fredningsomfang

Sagsbehandlinger

Type:
Tinglyst fredning
Dato:
23-12-1918
Journal nr.:
33/18


Dokumenter

Dokumenttype:
Undersøgelse
Beskrivelse:
Nørregade 8-10, Professorboligen, Klædebo kv. 243. Farvearkæologisk undersøgelse. Stueetagen. 2 bind. Bd. I, 72 sider inkl. tegninger. Bd. II, fotografier (35 optagelser). Lene Larsen. November 1991. Nørregade 8-10, Kommunitetsbygningen og Professorboligen Matr.nr. 243, Klædebo kvarter Farvearlæologisk undersøgelse Ebbe Hædersdal, Lund Universitet 4 sider August 1995


Navn:
Fredningsbeskrivelse
Dokumenttype:
PDF-dokument



Omfattede bygninger: 2


Fredet bygning Nørregade 10
Fredet bygning Nørregade 10

Fredede omgivelser: 2

Signatur Fredningsomfang
Signatur Fredningsomfang


Relaterede sager: 0
Slots- og Kulturstyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V
telefon 33 95 42 00
ur   ul
 
 
dr   dl
  tap