Sag: Kronprinsessegade 44

Type:

Fredningssag

Betegnelse:

Kronprinsessegade 44

Aktuel status:

Aktiv

Beliggenhed:

Kronprinsessegade 44

Kommune:

København

Omfang:

Forhus, side- og baghus (1804-05, bygningen forhøjet, og facaden på forhuset ombygget 1847). Fredet 1945.* Udvidet 2011.

Beskrivelse:

I fredningsbeskrivelsen er der ikke taget stilling til lovligheden af bygningsarbejder foretaget i ejendommen. Følgende dele af ejendommen er ikke besigtiget: For- og sidehus – 3. og 4. sal, side- og baghus – stueetagen, 1. og 2. sal.

Ejendommen, der består af et for-, side- og baghus, indgår i Kronprinsessegades række af klassicistiske borgerhuse, som ligger overfor Kongens Have. Med side- og baghus samt naboejendommen danner forhuset rammen om et lille, lukket gårdrum.

Forhuset er grundmuret i seks fag med brede yderfag og består af en kælderetage, herover fem etager og endelig en tagetage. For- og baghusene har heltage, mens sidehuset har halvtag, og alle tage er behængt med røde tegl. Facaden er refendfuget og hvidmalet med en gråmalet underfacade med bosser. Herudover er facaden kendetegnet ved en sandstenssokkel, en gesims mellem kælder- og stueetagen, bosser under stueetagens vinduer, en kordongesims, sålbænksbånd under fjerde sals vinduer, murede sålbænke, vinduesindfatninger, vinduesindfatninger med fordakninger og blændingsfelter samt øverst en sparrenkopgesims. I de to yderste fag er en ældre, gråmalet, tofløjet fyldingsport og et ældre, trerammet overvindue med søjleornamentik. Bygningens vinduer er nyere, men traditionelt udført, eller ældre traditionelle korspostvinduer, en del med ældre ruder. I tagfladen er to mindre kviste og en ældre, indeliggende altan, mens der mod gården er adskillige nyere, mindre tagvinduer. Mod rygningen i forhuset er en glat, blankmuret skorstenspibe, i sidehuset er tre og i baghuset to.

Mod gården er for-, side- og baghus ens, bortset fra i længden. De er grundmurede, vandskurede og gulkalkede, og de har hvidmalet sokkel. Forhuset har tre fag, sidehuset otte og baghuset fire fag, og de tre bygninger er forbundne via et smigfag. Der er kældernedgange med nyere revle- eller fyldingsdøre og nyere granittrapper og støbejernsværn i forhusets smigfag, i sidehuset og i baghuset, mens der er indgang med ældre fyldingsdøre og overvinduer til trapper i side- og baghus. Vinduerne er som facadens, dog flere steder med bredere fag og et enkelt med smallere. Under tagfoden er en retkantet hovedgesims.

Portrummet er asfalteret og har pudset, hvidmalet loft. Væggene er beklædt med ældre, hvidmalede brædder. Hoveddøren er en ældre, tofløjet fyldingsdør med ruder i øverste fyldinger. Samtlige ejendommens yderdøre er malet grønne.

Ejendommen er i dag benyttet til kollegium, hvor der per etage er to lejligheder i for- og sidehus samt en lejlighed i side- og baghus. Selvom inddelingen af forhuset med mindre lejligheder over porten er nyere, har for-, side- og baghus herudover generelt bevaret den oprindelige grundplan. Med undtagelse af stueetagens lejlighed, som har oprindelig grundplan med forstuegang bag entrédøren, tre en suite-stuer mod gaden, hvoraf én har adgang til værelser over porten, smigfagsstue og værelse, badeværelse, køkken og adgang til bagtrappe i sidehuset. På etagerne med to lejligheder har de mindre lejligheder over porten forstue bag hoveddøren, to stuer mod gaden, badeværelse mod midtskillevæggen samt værelse og køkken mod gården. Lejlighederne i side- og baghus har fra trappen i baghuset en forstuegang, tre værelser og køkken mod anden baggård, to badeværelser mod midtskillevæggen og to værelser mod gården samt smigfagsstue, et værelse og adgang til bagtrappe i sidehuset. Badeværelserne i baghuset ligger i de gamle ildsteder. Kælderetagen, som bærer præg af ny indretning, særligt i sidehuset, er i forhuset indrettet til erhvervslejemål, mens der i sidehuset er cykelkælder, teknik- og tørrerum og i baghuset er øvelokale. Tagetagen har udelukkende nyere overflader, og den indeliggende altan har ældre støbejernsværn. Interiøret i for-, side- og baghus er kendetegnet ved mange oprindelige og ældre bygningsdele, -detaljer og overflader, herunder brystnings- og lysningspaneler, fuldt panelerede vægge, ovnpilastre, oprindelige, énfløjede fyldingsdøre med indstukne hængsler og tilhørende gerichter samt i forhuset flere enkelte feltinddelte vægge med nyopspændte lærredstapeter. Der er tillige bevaret en ildstedskerne i forhusets kælder og tre i baghusets samt en del loftsstukkatur i form af kantlister og rosetter. Samtlige gulve er nye bræddegulve.
 
Hovedtrapperummet har en særlig udformning, da trappen starter med et kvart sving, hvorfra en mindre ligeløbstrappe giver adgang til rummet over porten og et repos, hvorfra trappen fortsætter som en treløbstrappe. Hovedtrappen har oval durchsicht, og trapperummet har feltinddelte vægge og vanger samt et værn af drejede balustre. På reposerne er tre femfyldingsdøre med mindre fordakning og blændede overvinduer med søjledekoration. Sidehusets bagtrappe og baghusets er ens, hvor en toløbstrappe giver adgang til reposer med to trefyldingsdøre med overvinduer. Her er værn af drejede balustre, og håndlisten ender i en simpel volutsvungen mægler. 

Bygningshistorie:

Efter Christian IV (1577-1648) i 1647 nedlagde den gamle Østervold (som gik langs Gothersgade), og i stedet anlagde en ny vold langs nuværende Øster Voldgade til Kastellet, opstod Ny-København, og dermed blev København omtrent 40 % større. Med den efterfølgende byplan fra 1649 blev der skabt en mængde nye gader, der ifølge planen skulle opkaldes efter danske besiddelser, kongelige og højere stænder, deriblandt Borgergade, Adelgade, Gothersgade, Amaliegade, Sølvgade, Dronningens Tværgade m.fl. Efter branden i 1795 anlagdes Kronprinsessegade efter ønske fra kronprinsen, den senere kong Frederik VI (1768-1839), hvortil man inddrog 89 alen (55,8 meter) af Kongens Have. Gaden er opkaldt efter Frederik VIs hustru og senere dronning, kronprinsesse Marie Sofie Frederikke (1767-1852). Anlæggelsen blev ledet af stadsbygmester Peter Meyn (1749-1808) og J. H. Rawert (1751-1823) i 1799, men først fra 1804 blev der åbnet for færdslen, hvor brolægningen var etableret.

Rawerts plan var et anlægge en fornem parkgade, hvor indtægten ved salg af de attraktive byggegrunde overfor haven skulle gå til erstatningerne, som måtte udredes til grundejerne rundt om i byen, hvis tomter efter branden flere steder var blevet inddraget til gader og torve. Selv her i Kronprinsessegade, hvor muligheden forelå, ønskede man ikke en samlet og ensartet etagehusbebyggelse, sådan som det kendes fra Paris og London. I stedet præsenterer gaden sig med en række individualiserede facader, både med hensyn til bredde, etageantal, materialer og arkitektonisk udsmykning. De har dog samme grundlæggende udtryk og danner tilsammen en af Københavns mest helstøbte og harmoniske gader.

Kronprinsessegade 44 er opført for tømrermester Peder Christian Sabroe i 1804-05. I 1847 blev bygningen forhøjet med en etage, og facadeudsmykningen stammer fra samme år. Facademaling er første gang omtalt i 1868.

kilder:

Bramsen, Bo red.: København, før og nu – og aldrig, 1987

Engqvist, H.H.: Københavnske borgerhuse, 1948

Fisker, Kay: De københavnske boligtypers udvikling, Arkitekten, XXXVIII. 5. 1938

Hartmann, Sys og Villadsen, Villads: Byens Huse – Byens Plan, Danmarks arkitektur, København 1979

Langberg, Harald: Københavns gamle bydel, Foreningen til gamle bygningers bevaring, 1948

Langberg, Harald og Langkilde, Hans Erling: Dansk byggesæt omkring 1792 og 1942, Den almindelige Brandforsikring, 1942

Lange, Bente: Københavns Farver, 1996

Nationalmuseet: Historiske huse i det gamle København, 1972

Skaarup & Jespersen, red.: Ældre Etageejendomme, Boligstyrelsen, 1987

Stadsingeniørens Direktorat 1947: København fra bispetid til borgertid

Miljømæssig værdi:

Ejendommens miljømæssige værdi knytter sig til forhusets beliggenhed i Kronprinsessegades yderst herskabelige og helstøbte, men samtidig meget varierede husrække ud til Kongens Have. I kraft af sin proportionering, facadekomposition og materialeholdning indgår forhuset som en integreret del af gadens varierede husrække. Forhuset bidrager hermed som et værdifuldt led i rækken af repræsentative og iøjnefaldende forhuse, der fastholder den karakterfulde og historiske gade og danner dermed samlet set en elegant, arkitektonisk ramme om slotsparkens rekreative område.

Til gårdsiden har ejendommen miljømæssig værdi, da det med sit konsekvente udtryk og materialer danner et helstøbt, traditionelt Københavnsk gårdmiljø.

Kulturhistorisk værdi:

Ejendommens kulturhistoriske værdi knytter sig overordnet til bygningen som et velbevaret klassicistisk borgerhus bestående af for-, side- og baghus. Klassicismen som arkitektonisk ideal vandt indpas i midten af 1700-tallet i takt med borgerskabets stigende indflydelse og kom som stilart til at præge de ejendomme, der blev opført i perioden fra anden halvdel af 1700-tallet til midten af 1800-tallet.

I det ydre ses de klassicistiske træk i den grundmurede ejendom hvis symmetrisk opbyggede facade er udsmykket med refendfugning, bosser, sparrenkopgesims, kordongesims, sålbænksbånd, sålbænke samt betoning af yderfagene og første sal med vinduesindfatninger med fordakninger og blændingsfelter. Korspostvinduerne til gade og gård er, om end nogle er fornyet, ligeledes af kulturhistoriske værdi, idet formatet er det oprindelige og meget typisk for perioden. Hertil kommer ejendommens skorstenspiber, den ældre tagterrasse og den traditionelle forskel på den præsentable facade og den mere enkle, brugsorienterede gårdside. Her er for-, side- og baghus vandskurede og gulkalkede, og de bærer ikke anden udsmykning end den funktionelt betingede hovedgesims, der tjener til at holde vandet væk fra mursiden.

Det borgerlige, klassicistiske bygningsideal afspejles i det indre i såvel planløsning som interiører. I forhuset er således indrettet en til to lejligheder per etage, mens der i baghuset kun er én. I forhuset er forstue bag entrédøren, hvorfra der er adgang til de repræsentative stuer mod gaden samt til spisestuen i smigfaget, hvor herskab, gæster og tjenestefolk således kunne mødes uden at gå i vejen for hinanden. Hertil et funktionelt sidehus med en smal korridorgang, hvorfra der var adgang til køkken, bagtrappe og pigekammer. Baghusets lejligheder, hvor der oprindeligt har været to per etage, har en lignende opbygning med smigfagsstue mod sidehuset, hvor køkkenet dog er placeret mod anden baggård. Her er de gamle ildstedskerner ombygget til moderne badeværelser. På trods af den nyere inddeling af lejligheder samt badeværelserne i baghuset er planløsningen overordnet set bevaret, hvorfor indgrebene nyere giver beboerne moderne lejligheder, men fastholder fornemmelsen af forhusenes tidligere struktur og historie. Hertil kommer forhusets tagterrasse med dens karakteristiske støbejernsværn, da terrassen vidner om bygningens tidlige historie som børneinstitution, hvor man begyndte at fokusere på frisk luft og lys.

De bevarede dele af de oprindelige og ældre interiører i for-, side- og baghus har ligeledes stor kulturhistorisk værdi, idet de vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer, der overordnet set havde symmetrien som ideal. Der er således bevaret en række oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer, herunder brystnings- og lysningspaneler, fuldt panelerede vægge, ovnpilastre, oprindelige, énfløjede fyldingsdøre med indstukne hængsler og tilhørende gerichter samt i forhuset flere enkelte feltinddelte vægge med opspændte lærredstapeter. Hertil kommer loftsstukkaturen, de tilbageværende ildstedskerner i for- og baghusets kælder samt ejendommens trapper, herunder særligt hovedtrappens fine udformning og detaljer med dens offentlige, repræsentative og herskabelige udformning. Dernæst kommer baghusets ligeledes fine trappe, som er mindre fornem end hovedtrappen, og den bevarede bagtrappen i sidehuset, hvis enkle udformning og detaljering definerer den som en rent funktionel trappe for tjenestefolk.

Arkitektonisk værdi:

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den udpræget symmetriske facadekomposition, hvor de horisontale linjer i sandstenssoklen, gesimserne, sålbænke, sålbænksbånd og vinduesbåndene med fordakninger kontrasteres af forhusets udprægede vertikalitet og betoningen af yderfagene ved vinduesindfatninger og fordakninger. Hertil kommer dels underfacadens rustikke præg, som hermed agerer base for resten af facaden, samt den taktfaste vinduessætning, der i høj grad bidrager til bygningens meget velafbalancerede, værdige og særdeles herskabelige fremtræden.

På gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til de vandskurede og kalkede mursider uden detaljer eller dekorationer, den tætte vinduessætning og den ensartede farveholdning, der resulterer i et roligt, enkelt og samtidig meget karakterfuldt udtryk.

Bærende fredningsværdier:

I ejendommens ydre knytter de bærende fredningsværdier sig til det grundmurede, klassicistiske forhus med side- og baghus, opført i 1804-05. Til facadens tidstypiske og righoldige udsmykning med samtlige detaljer, herunder port, refendfugning, bosser, sparrenkopgesims, kordongesims, sålbænksbånd, sålbænke samt betoning af yderfagene og første sal med vinduesindfatninger med fordakninger og blændingsfelter. Hertil kommer ejendommens traditionelle korspostvinduer, skorstenspiber, den ældre tagterrasse, den traditionelle forskel på den præsentable facade og den mere enkle, brugsorienterede gårdside samt den traditionelle materialeholdning.

I ejendommens indre knytter de bærende fredningsværdier sig til de bevarede dele af den oprindelige og ældre planløsning samt rumfordeling i for-, side- og baghus med forstue og stuer mod gaden i henholdsvis for- og baghuset, spisestue i smigfaget og korridorgang med sekundære brugsrum i henholdsvis sidehuset og mod anden baggård. Til alle oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer, herunder brystnings- og lysningspaneler, fuldt panelerede vægge, ovnpilastre, oprindelige, énfløjede fyldingsdøre med indstukne hængsler og tilhørende gerichter samt i forhuset flere enkelte feltinddelte vægge med opspændte lærredstapeter. Hertil kommer loftsstukkaturen, ildstedskernerne i for- og baghusets kælder samt ejendommens trapper med samtlige oprindelige og ældre detaljer samt den traditionelle materialeholdning. 

Antal bygninger:

1

Antal andre objekter:

0

Komplekstype:

Etagebeboelseshus

Bebyggelsestype:

Hovedstad - Den gamle bykerne

Fredningsstatus:

Fredet og tinglyst bevaringsdeklaration

Fredningsomgivelse:

Type:

Tinglyst fredning

Dato:

14-04-1945

Begrundelse:

Journal nr.:

Type:

Bevaringsdeklaration

Dato:

06-02-1984

Begrundelse:

Journal nr.:

Type:

Fredningsudvidelse

Dato:

23-06-2011

Begrundelse:

Kulturarvsstyrelsen finder, at side- og baghus til Kronprinsessegade 44 (1804-05), Københavns Kommune har de arkitekturhistoriske og kulturhistoriske værdier, der kan begrunde en udvidelse af fredningen. Formål Formålet med fredningsudvidelsen af forhuset på Kronprinsessegade 44 med side- og baghuset er at sikre en bygningsmæssig helhed. Arkitektonisk værdi Forhus, side- og baghus udgør en strukturel og visuel helhed. Bygningsmassen er tænkt og opført som et samlet hele, hvor rumforløbene overlapper betegnelserne forhus, side- og baghus, hvilket bl.a. ses af, at forhusets køkkener gennem hele husets levetid har ligget i sidehuset. Side- og baghus udgør således en integreret del af hele bygningen. Kulturhistorisk værdi Kronprinsessegade blev anlagt efter den store brand i 1795. Der var et stort ønske om regulering og mere lys og luft end der havde været i den middelalderlige by. Ikke desto mindre var boligbehovet stort. Der var mange brandlidte og boligløse familier, hvilket resulterede i en tæt udnyttelse af parcellerne. Kronprinsessegade 44 er et eksempel herpå. Mod gaden var der regulering af bygningernes højde, gesims- og vindueshøjder. Side- og baghuse blev opført i samme højder som forhusene, med færre udsmykningsdetaljer, og der blev kun levnet lidt rum til en gårdsplads. Side- og baghuset til Kronprinsessegade 44 repræsenterer det tidlige 1800-tals bestræbelser på både at leve op til tidens normer om boliger til en velstående middelklasse og samtidig skaffe lejligheder til en mindre velbeslået middelklasse. Herudover indeholder Kronprinsessegade 44 fortællingen om den overbebyggelse, som bolignøden efter branden i 1795 fremtvang. Miljømæssig værdi Det smalle gårdrum og den tætte bygningsmasse har stor fortælleværdi om en væsentlig periode i byens historie. Bærende fredningsværdier De bærende fredningsværdier er de pudsede facaders tætte rækker af oprindelige vinduer samt de oprindelige yderdøre. Indvendigt knytter de bærende fredningsværdier sig til rumstrukturen og trappeopgangene og i lejlighederne til vindues- og vægpaneler. Herudover knytter de bærende fredningsværdier sig til lisenerne om ovnplader og døre. Derudover knytter de bærende fredningsværdier sig til bygningens oprindelige materialeholdning.

Journal nr.:

Type:

Tinglyst fredning

Dato:

16-04-2015

Journal nr.:

Dokumenttype:

PDF-dokument

Beskrivelse:

Kronprinsessegade 44, Sankt Annæ Vester, Københavns Kommune, fredningsbeskrivelse

Vedhæftet fil: