Sag: Sankt Annæ Gade 4

Sankt Annæ Gade 4, København
Fredningssag
Fredningsstatus:
Fredet og tinglyst bevaringsdeklaration
Aktuel status:
Aktiv
Antal bygninger:
1
Klik på kortet for at se et større udsnit.

Sagsoplysninger

Type:
Fredningssag
Betegnelse:
Sankt Annæ Gade 4
Aktuel status:
Aktiv
Beliggenhed:
Sankt Annæ Gade 4
Kommune:
København
Omfang:
Toetages forhus på 12 fag (ca. 1622-24).
Fredet 1950.*
Beskrivelse:
I fredningsbeskrivelsen er der ikke taget stilling til lovligheden af bygningsarbejder foretaget i ejendommen. Beskrivelsen beror på besigtigelsen af følgende dele: stuen, 1. tv., 1. th. og 2.tv.

Forhuset er sammenbygget med nabohuset, et tidligere pakhus, hvorfra der er adgang gennem portåbningen. Forhuset omkranser sammen med naboejendommene en mindre, lukket gård.

Det grundmurede forhus er tolv fag langt og to etager højt over en kælder samt en udnyttet tagetage. Heltaget er hængt med røde tagsten, og i rygningen sidder to skorstenspiber, den ene med sokkel og krave. I tagfladen mod gaden ses fire kviste og tre nyere tagvinduer. I tagfladen mod gården ses ligeledes fire pultkviste. Forhuset står på en sortmalet sokkel, og facaden er skalmuret med en glatpudset, lys overflade. I facaden ses tolv murankre, og den afsluttes af en hvidmalet, profileret hovedgesims. Der er nedgang til kælderen i henholdsvis det søndre fag og tredje fag fra nord, begge med fladbuede åbninger og traditionelt udførte, hvidmalede revledøre. I kælderen er vinduerne traditionelt udførte torammede vinduer, mens resten udgøres af traditionelt udførte firerammede vinduer med to ruder i de nedre rammer. Alle vinduer er hvidmalede.

Mod gården står kælder- og stueetage pudset og gulmalet, mens etagen herover er i bindingsværk med sortmalet træværk og pudsede og gulmalede tavl. De tre nordligste fag af forhuset er dybere end resten af forhuset. I det tredje fag fra syd er der adgang til opgangen via en traditionel udført, grønmalet fyldingsdør med glas i de øverste fyldinger. I faget ved siden af er der nedgang til kælderen. Her sidder en glat, grønmalet dør. Der er adgang til en lejlighed i stueetagen via en nyere, grønmalet fyldingsdør i portgennemgangen. Vinduerne er både ældre og traditionelt udførte, to- eller firerammede vinduer med to delte nedre rammer. Alle vinduer er hvidmalede.

I det indre er træk af traditionelle planløsninger bevaret i lejlighederne. Stuerne er placeret mod gaden, mens køkken og badeværelse ligger mod gården. Der findes en ældre trappe med firkantede balustre og profileret liste samt trin med nyere parketbelægning. Der er bevaret nogle ældre bygningsdele og -detaljer, herudover ses flere traditionelt udførte snedkerdetaljer, herunder lysnings- og pillepaneler, lysningsskodder, vægge af bindingsværk, fyldingsdøre med gerichter, skorstenskerner, ildsted med ildstedskappe og vinduesdetaljer, herunder lodposter, anverfere og stormkroge. Mange af vinduerne har forsatsruder. Overfladerne er en blanding af ældre og traditionelle samt nyere, herunder pudsede vægge og lofter, parket- og bræddegulve, ølandsfliser og fliser.
Bygningshistorie:
Bydelen Christianshavn er opkaldt efter Christian IV, som på det lavvandede og sumpede område på Amagersiden af havneindløbet i 1617 påbegyndte anlæggelsen af en ny by. Først var bydelen tænkt som hjemsted for nederlandske immigranter, dernæst som garnisons- eller bådsmandsby, men den endte som en almindelig købmands- og håndværkerby. Den blev anlagt af den nederlandske ingeniør og arkitekt Johan Semp i årene efter 1618 og forbundet med København med Knippelsbro. Torv, kanal og gader blev anlagt efter en symmetrisk og retvinklet byplan, og de blev omgivet af grave og volde med bastioner.
Strandgade og overgaderne var tænkt som kajgader, hvorfra skibe og pramme kunne læsse og laste. Parallelgaderne Kongensgade (nu Wildersgade) og Dronningensgade var tænkt som landtransportgader, og boliggader lå bagerst op til volden. Alle disse parallelle gader skulle udmunde i hovedgaden. Grundene var tænkt gennemgående fra kajgade til baggade – 4 storgrunde pr. karré – i alt 32 storgrunde neden vandet og et lignende antal mindre grund på arealet oven vandet.
Til de købmænd og håndværkere, der efter udlodning ville drive deres virksomheder på Christianshavn, blev der tilbudt følgende privilegier: Grundene blev tildelt dem vederlagsfrit, religionsfrihed, fritagelse for skat i 12 år, fritagelse for udførselstold i 7 år plus de privilegier, der fulgte med, når Christianshavn blev gjort til selvstændig købstad. Kongens krav til byggeriet var, at der ud til Strandgade og overgaderne skulle opføres to-etagers grundmurede handels- og købmandsbygninger, og at der i side-og baggader skulle bygges mindre bebyggelser eller lejevåninger til økonomisk svagere stillede håndværkere.
Det blev primært rige københavnere, folk fra det københavnske bystyre og højtstående embedsmænd, der overtog, bebyggede og udstykkede de store grunde. Allerede efter ca. 1625 skete der en underopdeling af storgrundene; de største grunde ud til havne- og kanalgaderne og de mindste til bag- og sidegade. Især i Kongensgade (nu Wildersgade) og Skt. Annæ Gade var opdelingen til meget små grunde voldsom.
Christianshavn havde i perioden 1639-74 egne privilegier og eget bystyre, men i 1674 blev området indlemmet i København som Christianshavns Kvarter. På denne tid fremtrådte Christianshavns bebyggelse som en blanding af gårde, huse og boder, med hovedvægten på de sidste. Karakteristisk blev husene opført og beboet af skippere, håndværkere og bryggere, og sædvanligvis kun med en enkelt familie pr. hus. I 1700-tallet blev bydelen udvidet med handelspladser og industrier, som blomstrede i den florissante handelsperiode. På trods af dette forblev bydelen et af hovedstadens fattigste kvarterer med megen slumbebyggelse.
I 1920'erne havde Københavns Kommune omfattende saneringsprogrammer for Christianshavn, som truede med at udslette de ældre dele området. Siden 1970'erne har man dog haft bevaringsplaner, som har sikret bygningsmassen mod yderligere nedrivning.
Forhuset i Sankt Annæ Gade 4 blev opført omkring 1622-24. Ejendommen blev i 1757 udskilt fra Strandgade 32, hvor hele stueetagen var blevet omsat i grundmur. Forhuset blev på dette tidspunkt anvendt til beboelse. I 1860 blev forhuset ombygget i det indre.  I begyndelsen af det 20. århundrede blev en del af forhuset anvendt til butik med opgang fra gaden. Herudover var der tobaksfabrik i en anden del af forhuset.

I 1980 blev forhuset istandsat og indrettet til lejligheder. I denne omgang blev taget fornyet, og der blev sat nye kviste i dette. 
kilder:
Bramsen, Bo red.: København, før og nu – og aldrig, Bd. 7, 1989

Bydelsatlas Indre By/Christianshavn, 1996

Den Store Danske Encyklopædi, Folke og Gamrath: Christianshavn

Engqvist, H.H.: Københavnske borgerhuse, 1948

Langberg, H.: 3 huse på Christianshavn, 1976

Foreningen til Gamle Bygninger Bevaring: Historiske huse på Christianshavn, 1993

Tønnesen; Allan: 233 danske borgerhuse, 1979

Weilbachs Kunstnerleksikon. Red. Sys Hartmann m.fl. Forlagene Munksgaard og Rosinante. 1994-2000 
Miljømæssig værdi:
Den miljømæssige værdi ved ejendommen knytter sig til beliggenheden i den historiske og stemningsfulde Sankt Annæ Gade, hvor forhuset mod gaden indgår som et integreret led i gadens husrække. Dermed er forhuset med sin fremtoning og traditionelle materialeholdning med til at opretholde de ældre bebyggelseslinjer og fastholde den helstøbte oplevelse af en ældre og værdifuld husrække.

Endvidere er der miljømæssig værdi relateret til det smalle gårdrum og forhusets sammenhæng med nabobygningerne samt til den traditionelle bebyggede grund med for- og sidehuse. Denne tætte struktur gør det muligt at aflæse, hvordan man udnyttede byens arealer bedst muligt.
Kulturhistorisk værdi:
Den kulturhistoriske værdi ved Sankt Annæ Gade 4 er i det ydre knyttet til forhuset som et eksempel på et forhus fra første halvdel af 1600-tallet, der vidner om opbygningen af Christianshavn og herefter ombygget i både 1700-tallet og 1800-tallet. Det oprindelige forhus fra renæssancen kan stadig ses i de tætsiddende vinduer på facaden og i bindingsværket på gårdsiden. Den glatpudsede facade vidner om de senere ombygninger.

I det indre er de kulturhistoriske værdier relateret til de bevarede dele af de traditionelle planløsninger med repræsentative stuer mod gaden og funktionsbestemte rum mod gården. Herudover er der kulturhistorisk værdi knyttet til de ældre og traditionelt udførte bygningsdele og -detaljer, herunder lysnings- og pillepaneler, lysningsskodder, vægge af bindingsværk, fyldingsdøre med gerichter, skorstenskerner, ildsted med ildstedskappe og vinduesdetaljer, herunder lodposter, anverfere og stormkroge, som vidner om skiftende tiders udsmykningsidealer og æstetiske præferencer.
Arkitektonisk værdi:
Den arkitektoniske værdi for Sankt Annæ Gade 4 knytter sig i det ydre til det tolv fag lange og to etager høje forhus med en regelmæssig og harmonisk facade, der holdes sammen af den regelrette opbygning med to rækker tætsiddende vinduer. Facaden fremstår som en rolig flade, hvor overgangen til tegltaget ved tagfoden desto tydeligere markeres af hovedgesimsen. Vinduerne er desuden trukket svagt tilbage fra murplanet, hvilket giver facaden en fin reliefvirkning.
Bærende fredningsværdier:
De bærende fredningsværdier knytter sig overordnet til ejendommen som repræsentant for et forhus opført i 1600-tallet og ombygget i både 1700- og 1800-tallet.

I det ydre knytter de bærende fredningsværdier sig til forhuset i skalmur og bindingsværk med heltag hængt med røde teglsten. Hertil kommer skorstenspiberne og forhusets facade med glatpudsning og hovedgesims. Endvidere er de bærende fredningsværdier relateret til de ældre og traditionelt udførte døre og vinduer med samtlige detaljer, kontrasten imellem forhusets facade og den prunkløse gårdside samt den traditionelle materialeholdning. 

I det indre er de bærende fredningsværdier knyttet til de bevarede dele af en traditionel planløsning i lejlighederne samt til trapperummet med en ældre trappe med alle detaljer. Hertil kommer lejlighedernes traditionelle disponering med de repræsentative rum mod gaden og funktionsrum mod gården. Endvidere kommer de ældre bygningsdele og -detaljer, herunder lysnings- og pillepaneler, lysningsskodder, vægge af bindingsværk, fyldingsdøre med gerichter, skorstenskerner, ildsted med ildstedskappe og vinduesdetaljer, herunder lodposter, anverfere og stormkroge samt den traditionelle materialeholdning.
Antal bygninger:
1
Antal andre objekter:
0
Fredningsstatus:
Fredet og tinglyst bevaringsdeklaration
Fredningsomgivelse:

Sagsbehandlinger

Type:
Bevaringsdeklaration
Dato:
04-12-1981
Begrundelse:
Journal nr.:
625-15-188/80

Type:
Tinglyst fredning
Dato:
24-03-1950
Begrundelse:
Journal nr.:
6/49


Dokumenter

Dokumenttype:
Undersøgelse
Beskrivelse:
Sankt Annæ Gade 004, Christianshavns kv. 134. Farvearkæologisk undersøgelse. 3 kalkmalede dekorationsfragmenter, der p.t. beror i Planstyrelsen. 7 sider samt fotografier (42 optagelser). Lene Larsen. April 1986.


Navn:
Fredningsbeskrivelse
Dokumenttype:
PDF-dokument



Omfattede bygninger: 1


Fredet bygning Sankt Annæ Gade 4

Fredede omgivelser: 0



Relaterede sager: 0
Slots- og Kulturstyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V
telefon 33 95 42 00
ur   ul
 
 
dr   dl
  tap