Sag: Dehns Palæ

Bredgade 54, København
Fredningssag
Fredningsstatus:
Fredet og tinglyst bevaringsdeklaration
Aktuel status:
Aktiv
Antal bygninger:
1
Klik på kortet for at se et større udsnit.

Sagsoplysninger

Type:
Fredningssag
Betegnelse:
Dehns Palæ
Aktuel status:
Aktiv
Beliggenhed:
Bredgade 54
Kommune:
København
Omfang:
Forhuset (1752-55 af Gottfried Rosenberg efter Niels Eigtveds fortegning); se også Frederiksgade 17. Fredet 1951.*
Beskrivelse:
I fredningsbeskrivelsen er der ikke taget stilling til lovligheden af bygningsarbejder foretaget i ejendommen.

Bredgade 54 er kendt som Dehns Palæ og ligger i Frederiksstaden på hjørnet af Bredgade og Frederiksgade i det indre København. Palæet består af en hovedbygning ud til Bredgade og en dermed sammenbygget et-fags portbygning. I Frederiksgade er Dehns Palæ via portbygningen sammenbygget med ’Det Knuthske Palæ’ i Frederiksgade 17. I Bredgade er Dehns Palæ sammenbygget mod nord med nabohuset via en nyere 2 ½ etages mellembygning i stål og glas, der i stueetagen har en facade i stil med palæet samt en gennemkørsel til gården. Denne mellembygning er i lighed med gårdhaven bag palæet ikke omfattet af fredningen og er derfor ikke nærmere beskrevet. Dehns Palæ anvendes til erhverv, og en stor del af palæet har de seneste år gennemgået en stor restaurering som følge af en brand i 2010 (se bygningshistorie).

Dehns Palæ er tvilling til det samtidigt opførte Bernstorffs Palæ, Bredgade 42, der er symmetrisk beliggende i Bredgade på den anden side af Frederiksstadens hovedakse.

Palæet er opført i grundmur og består af tre pavillonbygninger, der forbindes af to mellembygninger. Pavillonbygningerne er opført i tre fags bredde, den midterste er dog bredere end sidepavillonerne, og i 2½ etager over en høj kælder. Mellembygningerne er fire fag brede og to etager høje, ligeledes over en høj kælder. Til gadesiden hviler palæet på en lav sandstenssokkel. Mellembygningerne har heltage og pavillonerne mansardtage. Tagene er behængt med sorte vingetagsten, og i alle tagfladerne og i mansardetagerne ses fladbuede kviste med kobbertage samt enkelte nyere tagvinduer. Palæets fem skorstenspiber, placeret i rygningerne på pavillonerne, har profilerede sokler og kraver samt blændingsfelter på skafterne. Tre piber har beklædning i kobber og to står i blank mur. Pavillonernes hjørner er prydet med vaser, og midterpavillonen og den søndre pavillon har store kartoucher. Den nordre pavillon og mellembygning samt midterpavillonen pudset i en lys farve, mens den søndre mellembygning og pavillon er pudset og malet med plastikmaling i lysegrå nuancer. Pavillonerne inddeles vandret af en sandstensgesims over stueetagen og såvel sidepavilloner og mellembygninger er lodret inddelte af øreliséner, mens den midterste pavillonbygning har båndfugede liséner under gesimsen og pilastre med rigt detaljerede kapitæler over gesimsen. Alle mure afsluttes af en kraftig profileret kridt- og sandstensgesims. Vinduerne følger i format den stigende etagehøjde og sidder mod gaden i flad- og rundbuede sandstensindfatninger. I den søndre pavillon er mod Bredgade et glatpudset indfattet blændingsfelt med en kartouche Vinduerne i pavillonernes beletage er mod gaden prydet med sandstensrocailleer mens de i øvre etager har ansigter.

I midterpavillonen er palæets hovedindgang centralt placeret i en fladbuet niche med sandstensindfatning. Døren er en nyere tofløjet glasdør med et ét-rudet overvindue. I portfaget øst for sydgavlen i Frederiksgade er adgang til palæet samt til gården via en rundbuet portniche. Porten er en ældre, tofløjet og mørkegrøn fyldingsport, og over denne en profileret overligger samt et halvrundt, vifteopsprosset overvindue. Portbygningen med portfaget følger Frederiksgade 17, ’Det Knuthske Palæs’ etagehøjde og facadeskema med øreliséner, flad- og rundbuede vinduesindfatninger, herunder med et muslingmotiv over første sals vindue, samt en kordongesims over stueetagen, en gesims over anden sal samt en hovedgesims øverst. Vinduerne i Dehns Palæs facade fra den nordre pavillon til midterpavillonen er de oprindelige fra opførelsen, og kun enkelte rammer er udskiftet med tiden. I den søndre mellembygning og pavillon, både mod Bredgade og i gavlen mod Frederiksgade er de fleste rammer udskiftede, men de originale karme og poste er bevaret. I kælderetagen er torammede, firdelte vinduer, der ud til gaden er forsynet med ældre, forsirede smedejernsgitre. I kvistene og i stue- og beletagen er der henholdsvis flad- og rundbuede korspostvinduer med småtopsprossede rammer, mens der i de tre pavilloners øvre etage er torammede, fladbuede og småtopsprossede vinduer. I portbygningen er korspostvinduer med småtopsprossede rammer, heraf er første sal med flad overkant, mens anden og tredje sals vinduer er fladbuede. Alle gadesidens vinduer i Dehns Palæ er hvidmalede undtagen kvistvinduerne, der er malet mørkegrønne

Mod gården er den søndre mellembygning i 2 ½ etager og forsynet med en tagterrasse, mens den nordre mellembygning er i to etager. Gårdsiden er pudset over en lav granitsokkel mod haven, og murfladerne er som til gaden inddelt af øreliséner, kordonbånd og hovedgesimser, men er i øvrigt uden dekorationer. Mod gården er en nyere kælderhals med et indgangsparti centralt placeret i midterpavillonen. En nyere trappe fører ned til en tofløjet og hvidmalet fransk dør. Ud for nordre pavillon og en del af nordre mellembygning er langs palæet en nyere kælderrampe samt et forsænket parti med støbte sider og fliser, hvor der er en nyere, tofløjet og hvidmalet fransk dør. Denne del er afgrænset af et nyere stålværn. Vinduerne til gårdsiden fra den nordlige pavillon til midterpavillonen er udskiftet til nyere vinduer, formentlig før 1919, heraf en del uden de småtopsprossede rammer som i det øvrige af palæet. Til gårdsiden er herudover enkelte helt originale vinduer, inklusiv glas, men i de fleste øvrige vinduer er rammerne udskiftet, men de ældre beslag er flere steder flyttet med over. I kælderetagen er torammede, fire- og seksdelte vinduer. I kvistene og i stueetage er der fladbuede, småtopsprossede korspostvinduer, mens der er i beletagen er fladbuede korspostvinduer, der som nævnt dels er med todelte underrammer og småtopsprossede rammer. I søndre pavillons øvre etage er torammede, småtopsprossede vinduer. Alle vinduer er hvidmalede, undtagen kvistvinduerne, der er malet mørkegrønne. Tagterrassen over søndre mellembygning tilgås fra tagetagen i den sydlige pavillon via en kvist med en nyere, tofløjet og opsprosset glasdør. I den søndre mellembygnings tagflade er yderligere en nyere firdelt kvist samt et par nyere tagvinduer. Terrassens har et nyere dæk af brædder og et nyere værn af stål.

Hovedbygningens indre er præget af ombygninger gennem tiden med markante dele af den ældste grundplan repræsenteret ved de gennemgående hovedskillerum på langs i såvel pavilloner og mellembygninger og i skellet mellem bygningerne. Endvidere ses det oprindelige hovedtrapperum ud til gaden i den nordre pavillon, ligesom de store sale på traditionel vis er placeret i beletagen i midterpavillonen og ud mod Bredgade. Alle etager er i dag indrettet til repræsentation, kontorer, mødelokaler samt øvrige funktionsrum. I dag er palæets indre opdelt i to – en opdeling, der allerede etableredes i 1809: en nordre del fordelt på pavillon-mellembygning-midterpavillon og en søndre del bestående af mellembygning-pavillon. I nærværende beskrivelse anføres palæets indre dog etagevis og med fokus på de oprindelige forhold i 1700-tallet og de væsentligste senere ændringer samt omkring de gennemgående materialeholdninger og detaljer. Mod nord i Bredgade er fra palæet adgang til den moderne mellembygning, mens der ligeså er adgang fra den søndre pavillon til ’Det Knuthske Palæ’ i Frederiksgade, der ikke beskrives her.

I de nordre dele af kælderen er en i overvejende grad nyere planløsning med ældre elementer, herunder med en langsgående fordelingsgang centralt i bygningen. Hertil kommer teknik-, depot- og varmerum, toiletter samt en kantineafdeling med tilhørende industrikøkken og funktionsrum. I den søndre del, hvori der er en køkken- og fællesrumsafdeling samt diverse lager-, teknik- og funktionsrum, er der bevaret flere elementer af en ældre planløsning med krydshvælvede rum fra opførelsen.

Stueetagen omfatter i midterpavillonen en central vestibule mod gaden og en modstående havesal. I vestibulen er den forreste del i gadeniveau og den bagerste del følger den øvrige stueetages højde, hvilket udlignes bagtil af en nyere trappe samt et hævet parti. Nord for midterpavillonen er ud fra vestibulen en korridor, trapperum med nyere bitrapper samt gade- og gårdvendte rum. I den nordre pavillon er hovedtrapperummet med pragttrappen og rum mod gården. Syd for midterpavillonen er ligeledes større og mindre gade- og gårdvendte rum, dertil kommer funktionsrum som køkken og toiletter og trapperum. I pavillonen mod syd er herudover et trapperum med en trappe fra 1942, der afløste en ældre trappe fra 1809. Dertil kommer en elevator.

Første sal, eller beletagen, udgør palæets vigtigste etage og her står den nordre del med en i ældre planløsning og indretning fra 1700- og 1800-tallet, herunder med repræsentative rum og mange ældre elementer. Denne etage betoner dispositionen med den langsgående, let forskudte midtskillevæg med rum på hver side af denne. I midterpavillonen er der mod gaden den store visitsal og modsat er ligger den store spisesal mod gården. Nord herfor er mod gaden to stuer placeret en filade med visitsalen samt hovedtrapperummet, og mod gården er der et gennemgangsrum og trapperum samt flere stuer en filade med havesalen. Syd for midterpavillonen er stuer og sale ligeledes placeret en filade mod gaden og gården. Dertil kommer nyere trapperum. I den søndre pavillon er herudover det store, nyere trapperum og elevator.

Palæets anden sal omfatter pavillonernes øvre hovedetager samt mellembygningernes nedre tagetager. Her ses en i overvejende grad nyere planløsning med en langsgående gang med gade- og gårdvendte rum, trapperummene samt mindre funktionsrum. Niveauspring mellem pavilloner og mellembygninger udlignes af nyere trapper. Den søndre del af anden sal rummer ligeledes gade- og gårdvendte rum langs korridorer samt funktionsrum, herunder køkken, depoter og toiletter. Hertil kommer elevatoren og trapperummet i den søndre pavillon. Palæets mansardetage og spidslofter i mellembygningerne omfatter i den nordre del en nyere planløsning med høje storrum i pavillonerne, trapperum og kontorgange med lette skillevægge i mellembygningen. Niveauforskelle udlignes af nyere trapper mellem pavilloner og mellembygning. I den søndre del er kontor- og mødefaciliteter, trapperum, adgang til den gårdvendte tagterrasse samt diverse depot- og funktionsrum.

Som følge af de skiftende ombygninger og anvendelser samt de senere års restaurering står Dehns Palæ med en blandet ældre, traditionel og nyere materialeholdning i det indre. Overordnet gælder det imidlertid, at hovedtrapperummet i nordre pavillon står omtrent uændret fra opførelsen, stue- og beletagens repræsentative sale præges af 1800-tallets første halvdel eller rummer betydelige elementer herfra. I den søndre del udgør trapperummet fra 1942 det mest afgørende element, mens de nyeste lag i palæet fra de senere år navnlig omfatter udformningen af vestibule, kontorindretningerne og tagetagernes nyindretninger i forbindelse med restaureringen. Dertil kommer, at alle paneler og døre blev taget ud og istandsat og mange gulve reetableret på traditionel vis i den nordre del efter branden i 2010. Som et andet generelt forhold er vinduerne de fleste steder på hovedetagerne forsynet med traditionelt udførte forsatsvinduer, ligesom der er bevarede skorstenskerner.

Kælderen har en nyere materialeholdning i de nordre dele, herunder med flisegulve og støbte gulve, pudsede vægge, flisebeklædte vægge, nyere skillevægge og pladelofter, nyere pladedøre og i vidt omfang indbyggede installationer og lys. I de søndre dele af kælderen er dog ældre pudsede vægge og hvælv. I stueetagen er der nyere flisegulve og nyere traditionelt udførte plankegulve. Vestibulen er endvidere forsynet med et nyere indgangsparti og en indre trappe med værn i stål og glas. Der på etagen pudsede vægge og lofter samt nyere lette skillevægge med glaspartier. Dertil kommer fod-, pille-, brystnings- og lysningspaneler samt lysningsskodder. Der er rige stukarbejder i lofterne i flere af de repræsentative rum samt nedsænkede lofter, ældre og traditionelt udførte, navnlig tofløjede fyldingsdøre med gerichter og fodklodser samt nyere pladedøre. På første sal, beletage, er der traditionelt udførte parketgulve og plankegulve. Der er vægge med rundbuede nicher med kassetter, pudsede vægge, herunder vægge med indfarvet puds. Dertil kommer rum med fod-, brystnings-, lysningspaneler og lysningsskodder. Endvidere kommer udsmykkede kaminer. I lofterne er der rige stukarbejder i de repræsentative rum, herunder med friser, gesimser, båndslyng og loftfelter- og lister med og uden forgyldning. Der er ældre en- og tofløjede fyldingsdøre, indstukne hængsler, gerichter og greb. På anden sal er nyere plankegulve samt flisegulve, pudsede vægge og lette skillevægge og -lofter, pudsede lofter med stukarbejder. Der er ældre og traditionelt udførte fyldingsdøre samt nyere pladedøre. I mansard- og tagetagerne er nyere plankegulve og gulve belagt med tæpper, lette pladevægge og lofter samt synlige tagkonstruktioner og bræddelag. Dehns Palæs trapper omfatter pragttrappen og hovedtrapperummet, den nyere hovedtrappe i den søndre pavillon fra 1942 samt en række bitrapper, der navnlig er fra ombygninger i 1980’erne. Dertil kommer vestibulens og tagetagernes forskellige mindre, nyere trapper til udligning af niveauspring. Pragttrappen er en stort formet, treløbet trappe fra gadeplan til første sal med en bred durchsicht og en udsædvanlig eksklusiv og rig udsmykning. Der er marmortrin og reposer, marmorvanger, et delvis forgyldt smedejernsgelænder med en afrundet, lakeret håndliste. Trapperummet er forsynet med diverse marmorerede paneler, nicher, gesimser, listefelter og vægstukkatur samt lofter med rige stukudsmykninger. Trappen i søndre pavillon fra 1942 er en enkelt udformet, toløbet trappe med let afrundede vangehjørner, indstemte trætrin, runde balustre og en afrundet håndliste, mens reposerne har gulve i parket. Bitrapperne i palæet omfatter trapper i halvsvingsform samt to og tre løbede trapper med træ- og marmortrin samt gelændere i stål og træ. Vestibulens trappe har trin i natursten samt gelændere i stål og glas, mens de nyere, korte niveauspringstrapper har enkle trætrin. Dertil kommer en yderligere en intern spindeltrappe til mansardetagen.
Bygningshistorie:
Frederiksstaden, der afgrænses af Bredgade, Toldbodgade og Sankt Annæ Plads mod syd og Esplanaden mod nord blev anlagt, på foranledning af flere storkøbmænds ønske, efter Frederiks Vs beslutning i 1749 om at dels markere 300-års jubilæet for Den Oldenborgske Kongeslægt, dels for at anlægge en ny bydel til glæde for Københavns borgere og handel. Området, der tidligere rummede haveanlægget fra det nedbrændte lystslot Sophie Amalienborg samt en tilstødende eksercerplads, blev skænket til Københavns Magistrat på betingelse af at grundene blev tildelt nye ejere vederlagsfrit med 30 års skattefrihed, og mod at grundene blev bebygget inden for fem år efter nærmere retningslinjer udarbejdet af arkitekt Niels (Nicolai) Eigtved (1701-1754). Husene skulle opføres i grundmur til gaden og vinduerne skulle flugte, bygningerne kunne være i to eller tre etager og porten kunne placeres midt for eller til siden. Bygningerne blev ofte opført med et ulige antal fag for at få en smukt symmetrisk facade. Eigtved stod selv for adskillige af Frederiksstadens første bygninger, hvor han for alvor introducerede rokokostilen i Danmark. Frederiksstadens monumentale centrum udgøres af aksen med Marmorkirken og den ottekantede Amalienborg Plads med rytterstatuen af Frederik V indrammet af Amalienborgs fire palæer. Bydelen blev beboelseskvarter for overklassen og det højere borgerskab. I 1794 blev Amalienborg kongelig residens, da Christiansborg brændte.

Grundstenen til Dehns Palæ blev lagt i 1752 på bestilling af gehejmeråd Friedrich Ludwig von Dehn (1697-1771) efter tegninger af arkitekten Johann Gottfried Rosenberg (1709-1776) og med Eigtveds godkendelse. Bygherren, Friedrich Ludwig greve von Dehn (også fordansket Frederik Ludvig von Dehn) var en dansk-tysk godsejer og dansk statholder i hertugdømmerne Slesvig og Holsten 1762-68 og altså tillige gehejmeråd.

Dehns Palæ blev allerede i 1806 opdelt i tre matrikler, og i 1825 blev den nordlige 3/5 (pavillon-mellembygning-midterpavillon) nyindrettet af arkitekten G.F. Hetsch. Bygningen havde herefter skiftende ejere, og blev i 1872 delvis ombygget til fabrik for Hornung og Møller, som fremstillede klaverer her, samtidig blev førstesalen udlejet til musikkonservatoriet. Ved opførelsen af ’Det Knuthske Palæ’ i 1898 forhøjedes portbygningen fra 1809.

Søndre mellembygning og pavillon af Dehns Palæ med adressen Frederiksgade 17 blev bygningsfredet i 1939. Den øvrige del af palæet, der på dette tidspunkt var klaverfabrik var på daværende tidspunkt kraftigt ombygget og blev først fredet i 1951. I 1942 var Dehns Palæ blevet frasolgt sammen med ’Det Knuthske Palæ’, og samme år blev givet tilladelse til at nedrive trappen i den søndre pavillon. Den nye trappe, der skulle betjene både Dehns Palæ og ’Det Knuthske Palæ’, blev tegnet af Alf Cock-Clausen og afløste en forfalden trappe fra 1809. Trappen blev lagt vinkelret på den gamle trappes løb – fra facaden og ind i huset – og blev udført som en moderne trappe i 1940’ernes stil. Denne trappe gik ligesom den ældre oprindeligt kun til anden sal, men blev i begyndelsen af 1980’erne ført hele vejen op til fjerde sal.

Staten måtte overtage den nordre del af palæet med klaverfabrikken i midten af 1970’erne, da denne del var i fremskredet forfald og ejerne søgte om nedrivningstilladelse. Det lykkedes herefter at redde palæet. Dehns Palæ undergik gennemgribende restaureringer i 1977 og 1985 ved Vilhelm Wohlerts Tegnestue og blev indrettet til hovedsæde for Danmarks Apotekerforening.

I dag råder Danmarks Apotekerforening fortsat over de nordre 3/5 af palæet (pavillon-mellembygning-midterpavillon), mens de søndre 2/5 (mellembygning-pavillon) anvendes erhverv i sammenhæng med naboejendommen i Frederiksgade 17.

I forbindelse med en stor facaderestaurering i 1992-93 af de nordre 3/5 dele af palæet blev den nordlige mellembygnings tagværk, der var ændret til et mansardtag i 1872, ført tilbage til et sadeltag. Samtidig blev sandstensfrontispicer, vaser og indfatninger, gesimser, bånd og sokkelbeklædninger opmålt, afformet i gips, rekonstrueret og nyhugget.

En del af taget udbrændte 4. maj 2010. Alle bygningens etager blev stærkt medtaget af slukningsvandet, og etagedæk styrtede delvis ned. Derfor undergik den ramte del af Dehns Palæ, der var apotekerforeningens nordre 3/5, en gennemgribende restaurering 2010-2015 ved Wohlert Arkitekter. Tagkonstruktionen er i dag genopbygget på samme måde som oprindeligt og tagetagen nyindrettet. Førstesalen med G.F. Hetsch’s interiør var før branden særligt velbevaret. Derfor havde rekonstruktionen af denne etage højeste prioritet. Alt træværk blev demonteret, opspændt i stive rammer og nedkølet så skimmelvækst umuliggjordes, og samtidig undergik det en kontrolleret udtørring så kastninger blev undgået. Palæets øvrige etager har i tidens løb været stærkt ombyggede, og er blevet indrettet til moderne kontorlokaler, med moderne komfort og teknik indbygget inden for rammerne af den fredede bygning.
kilder:
Dehns Palæ. Kortlægning af bevaringsværdier samt anbefalinger og restaurerings-anvisninger på søndre hjørnepavillon og søndre mellembygning. Søren Vadstrup, Center for Bygningsbevaring RAADVAD, marts 2007.

Samtale med arkitekt MAA Torben Schmidt fra Wohlert Arkitekter A/S, august 2016.

Div. Presseklip og dokumenter fra Slots- og Kulturstyrelsens filarkiv.

Hanne Raabyemagle: Eigtved. 2006.

Harald Langberg og Hans Erling Langkilde: Dansk byggesæt omkring 1792 og 1942, Den almindelige Brandforsikring, 1942

Historiske huse i det gamle København. Nationalmuseet. 1972

Sys Hartmann og Villads Villadsen: Byens Huse, Danmarks arkitektur, København 1979

Bo Bramsen, red.: København, før og nu – og aldrig. Bind 6: Frederiksstaden og Nyhavn, af Tobias Faber, 1989.

Bydelsatlas Indre By/Christianshavn, 1996

Weilbachs Kunstnerleksikon. Red. Sys Hartmann m.fl. Forlagene Munksgaard og Rosinante. 1994-2000 

http://www.indenforvoldene.dk/

Kunstindex Danmark og Weilbachs Kunstnerleksikon
Miljømæssig værdi:
Den miljømæssige værdi for Dehns Palæ knytter sig til den markante og magtfulde placering i Frederiksstaden, hvor palæet sammen med tvillingepalæet Bernstorffs Palæ danner et vigtigt mellemled mellem Frederikskirken (Marmorkirken) og Amalienborg Slotsplads. Hertil kommer bygningens komposition med pavilloner og mellembygninger der, set i helhed med Bernstorffs Palæ, skiller sig ud fra Bredgades øvrige oprindelige bebyggelse og understreger den vigtige beliggenhed i Amalienborg-aksen. Alligevel indgår Dehns Palæ som en integreret og karakteristisk del af Frederiksstadens oprindelige bebyggelse, i kraft bygningens særdeles helstøbte og karakterfulde facadeskema, og facadernes rokokodekorationer med øreliséner samt midterpavillonens pilastre og båndfugede underetage viser en klar samhørighed med pragtudfoldelsen på Amalienborgs palæer.
Kulturhistorisk værdi:
Dehns Palæs kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til palæet som et af hovedværkerne i dansk rokoko og som et fremtrædende og yderst værdifuldt eksempel på et stort adelspalæ i Frederiksstaden. Den særlige danske rokoko blev først og fremmest eksponeret af hofbygmester Niels Eigtved, og stilen udmærker sig generelt ved de elegante kompositioner og delikate facadeudtryk. Med afsæt i fransk-saksisk rokoko fik stilen i København en lokalt forankret identitet med højdepunkt i Frederiksstadens bygninger og gadeforløb fra midten af 1700-tallet.

Baggrunden for den særdeles prægtige udformning af palæet afspejler dets placering i Frederiksstaden. Der knytter sig således en vigtig kulturhistorisk værdi til den markante beliggenhed på hjørnet af Bredgade og Frederiksgade, hvor palæet, sammen med Bernstorffs Palæ blev planlagt af Eigtved som et vigtigt dobbelt point de vue. Placeringen afspejlede både bygherrernes store indflydelse og økonomiske formåen, men i lige så høj grad vidner palæerne om ambitionerne og symbolikken bag Frederiksstadens generalplan. Kongefamilien boede i midten af 1700-tallet på Christiansborg Slot, så Frederiksstaden skulle være en pragtbydel bebygget og befolket af landets adel og rigere handelsborgerskab. Dog skulle beboerne i bydelen ikke glemme begge deres overordnede regenter, Vorherre og kongen, så man skabte derfor i bydelens hovedakse to store pladser, den ene til Vorherre og den anden til kongen. Det er derfor mindre velkendt i dag, at kongens ottekantede plads – i dag Amalienborg Slotsplads – var planlagt til at skulle overstråles både i størrelse, pragt og symbolværdi, af en ’Vorherres plads’ med en kæmpemæssig centralkirke, omkranset af adelspalæer. Kirken blev som bekendt aldrig realiseret og projektet strandede, indtil Marmorkirken blev færdigbygget i slutningen af 1800-tallet. Den hierarkiske forståelse i enevælden i 1700-tallet, hvor Vorherre skal være langt større og finere end kongen, er i dag knapt så tydelig, men netop i forhold til de to adelspalæer, Dehns Palæ og Bernstorffs Palæ, der oprindeligt lå direkte ud til kirkepladsen, kan der ikke herske tvivl om, at de i størrelse er tænkt til at overgå Amalienborg-palæerne, og snarere skulle måle sig med kirkens overvældende arkitektur og pragt.

En væsentlig ydre kulturhistorisk værdi kan tilskrives sjældenheden i Dehns Palæ, der kommer til udtryk i bygningens hovedform og udsmykning. Udover sin pendant, Bernstorffs Palæ, på det modsatte gadehjørne, har vi ikke andre bygninger i Danmark med den samme klare tredeling af bygningskroppen i tre såkaldte ”Corps de Logis” (pavilloner) forbundet af lavere mellembygninger. På repræsentativ vis afspejler denne opbygning palæets oprindelige indre anvendelse, indretning og hierarki, uagtet senere tiders indre ombygninger. Midterpavillonen, med de vigtigste repræsentationsrum, er særligt fremhævet og monumental i sin udformning og dekorationer. I de ligeledes fremhævede yderpavilloner, ligger der også som afspejlet i facadeudtrykket, fornemme pragtrum, herunder den prestigefulde marmorpragttrappe i den nordre pavillon. Denne type tredeling, der genfindes i det ’Japanske Palæ’ (1715) i Dresden må have været en vigtig inspirationskilde, blandt andet fordi Eigtved udførte en kopitegning af dette, mens han opholdt sig i Sachsen. Arkitekten bag Dehns og Bernstorffs palæer, Johann Gottfried Rosenberg, valgte under alle omstændigheder at bryde med Eigtveds overordnede facademønster for Frederiksstaden ved ikke at følge de fastlagte gesimshøjder, endda med brug af tre forskellige gesimshøjder samt at bryde med de fastlagte vindueslinjer. Dertil kom, at Rosenberg på palæernes pavilloner anvendte et decideret ikke-Eigtvedsk træk, nemlig mansardtage.

Der knytter sig særligt kulturhistorisk værdi til de mange originale, småtopsprossede, firerammede og torammede vinduer, herunder flere helt oprindelige vinduer med det gamle glas i rammerne. Dette gælder navnlig de meget høje og generøse vinduespartier med rundbuet overkant i pavillonerne på palæets beletage. Der knytter sig endvidere væsentlig kulturhistorisk værdi til alle facadens forskellige sandstensdekorationer, herunder de store sandstensfrontispicer, vaser, indfatninger, gesimser, bånd og sokkelbeklædninger, der omhyggeligt blev genskabt i 1992-93. Særligt ornamenternes detaljerigdom og kunstneriske standard samt den raffinerede indpasning af disse levende, organiske former i den strengt symmetriske facade tilføjer de Dehns Palæ nogle afgørende kvaliteter og udgør sammen med vinduerne vigtige stilelementer, der er yderst repræsentative for rokokoen. Dertil kommer portbygningen i Frederiksgade med særlig betoning af den tofløjede fyldingsport med det vifteopsprossede overvindue.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til alle elementer af en ældre planløsning fra hovedbygningens opførelse i 1750’erne, til de væsentligste ombygninger i første halvdel af 1800 samt til udvalgte nyere enkeltdele. Dermed er der tale om kulturhistoriske værdier med vægt på flere lag, men med klart udgangspunkt i Dehns Palæ betragtet ud fra sin oprindelige funktion som et palæ med herskabsbeboelse med dertilhørende repræsentative og mere private rum. Generelt gælder det for bygningen, at pavillonstrukturen samt den langsgående hovedskillemur i palæets midte i store træk afspejler bygningens oprindelige dispositioner på hovedetagerne. Der knytter sig i kælderen en væsentlig kulturhistorisk værdi til den søndre dels rum, hvor der i adskillige rum er bevaret solide krydshvælv fra opførelsen, og hvor denne etages oprindelse og funktionsorienterede anvendelse afspejles, herunder til opbevaring. I stueetagen knytter den kulturhistoriske værdi sig især til den grundlæggende velbevarede disposition fra opførelsen med en gadevendt vestibule og en gårdvendt havesal i midterpavillonen, der på hver side flankeres af korridorer med forskellige mindre rum mod gade og gård, mens der yderst er hovedtrapperummet i nordre pavillon og større rum i søndre pavillon. Denne plan afspejler i sin grundstruktur datidens mønsterbøger og anbefalinger til en bolig for et herskab, som det eksempelvis blev introduceret i idealplaner af den franske arkitekt, Jacques-Francois Blondel i 1737, og som var en nyskabelse, der blev højeste mode fra midten af 1700-tallet. Denne planløsning sikrede endvidere en moderne og bekvem cirkulation gennem bygningen og en nær forbindelse med omgivelserne, hvilket underbygges af vestibulens bevarede del i gadeniveau samt pragttrappens rum. Dertil kommer de bevarede funktioner, herunder med placeringen af de indre bitrapper i forbindelse med langsgående korridorer samt placeringen af den repræsentative pragttrappe i et særskilt dobbelthøjt trapperum fra gadeniveau i den nordre pavillon, der oprindeligt havde sin egen indgang fra gaden.

Stueetagens mindre rum i mellembygningerne og i pavillonen har antageligt primært fungeret som møde- og arbejdsrum for bygherren og hans ansatte, hvilket aflæses af rummenes størrelse og praktiske disposition. Der knytter sig særdeles stor kulturhistorisk værdi til førstesalens beletage, herunder til de største og mest repræsentative sale og gemakker. I lighed med stueetagen er bevaret den for 1700-tallet typiske grundform i midterpavillonen med en gadevendt visitsal og modsat en stor spisesal. Dertil kommer særligt nordre dels en filade rumforløb med forgemakker med adgang fra pragtrappen, hvor datidens bevidsthed om passagen fra hovedtrappen til hovedsalene blev nøje iscenesat både i skala og udstyr. Denne fortælling er endnu sammenhængende og aflæselig i sin struktur. Der knytter sig derudover kulturhistorisk værdi til de bevarede elementer af en ældre planløsning på anden sal i pavillonerne, der indgår i den overordnede disposition fra 1700-tallet, hvor de private gemakker og gæsteværelser traditionelt har været placeret øverst.

Der knytter sig stor kulturhistorisk værdi til alle ældre dele, detaljer og overflader med oprindelse i 1700- og 1800-tallet, der giver karakter til interiørerne. Først og fremmest gælder dette palæets originale hovedtrapperum med pragttrappen fra 1750’erne, der afgjort må betragtes som et af Danmarks mest velbevarede og helstøbte rokokorum. Her knytter sig stor værdi til alle marmortrin, marmorvanger, smedejernsgelænder med håndliste, nicher, lister, marmorerede bånd, gesimser og indfatninger samt til den righoldige og særdeles elegante stukkatur på vægge, under trappeløbene og i loftet, hvor rokokoens lette, legende og delikat udformede ornamenter på harmonisk og tidstypisk vis spiller sammen med barokkens tungere former i rummet. Derudover knytter sig kulturhistorisk værdi til alle fyldingsdøre, hængsler og gerichter fra 1700-tallet, alle former for paneler og lysningsskodder fra husets ældre periode samt alle traditionelt udførte paneler og en- og tofløjede fyldingsdøre.

Der knytter sig en meget stor kulturhistorisk værdi til arkitekten G.F. Hetsch’s indretning af de repræsentative rum med hovedvægt på de store sale i beletagen. Dette gælder udformningen og dekorationerne på vægge, af nicher og gesimser, i stuklofter samt i paneler og døre, hvor senklassicismens rige, men samtidig stramme og antikt orienterede stil her fremstår særdeles gennemført i interiørerne. Det er ikke mindst i kraft af den seneste restaurering, hvor traditionelle teknikker som indfarvet vægpuds og trukne stukgesimser samt de traditionelt udførte parket- og plankegulve fastholder det historiske og sammenhængende indtryk. Der knytter sig endvidere særskilt værdi til de sjældne og meget fornemme, bevarede tofløjede fyldingsdøre i Cuba-mahogni med indstukne hængsler, gerichter, greb og låsetøj. Af nyere elementer knytter der sig kulturhistorisk værdi til den søndre pavillons trappe fra 1942, der med sit renfærdige udtryk og klassiske modernisme på harmonisk vis indgår i dialog med 1700-tallets kølige elegance og samtidig matcher palæets høje kunstneriske og håndværksmæssige standard. Endelig knytter der sig kulturhistorisk værdi til de rum, der er resultat af den seneste restaurering, som har gjort 1700-tallets klare proportioner og formsprog, herunder særligt i vestibulen, mere aflæselige som dele af bygningens samlede fortælling.
Arkitektonisk værdi:
Den arkitektoniske værdi for Dehns Palæ knytter sig i det ydre til hovedbygningens komposition med pavilloner forbundet af lavere mellembygninger samt til bygningernes facader, hvis fint modelerede reliefvirkninger i kraft af øreliséner fremstår varierede og lette, men samtidigt beherskede og ordnede i kraft af det taktfaste facadeskema og de markante, sortglaserede mansard- og heltage.  Hertil kommer det let aflæselige hierarki i palæet, der tydeliggøres af pavillonernes proportionering og midterpavillonens dekoration med refendfugning, pilastre og rigt dekorerede kapitæler. Hele kompositionen med pavilloner, mellembygninger samt vinduerne, der ændrer format i takt med etagehøjderne, bidrager til et smukt, velproportioneret ydre. Hertil kommer de mange sandstensdekorationer og rocailler, der giver palæet et yderst herskabeligt og prægtigt udseende, som skal ses i helhed sammen med tvillingepalæet, Bernstorffs Palæ.

Den arkitektoniske værdi for det Dehns Palæ knytter sig i det indre til hovedtrapperummets og pragttrappens intakte og overdådige rokokoudsmykninger samt til stue- og beletagens højloftede sale med prægtige, herskabelige interiører med rige lysindfald fra de høje vinduer. Disse dele indgår i et effektfuldt samspil med kælderens robuste, ældre dele og gedigne nyere indretninger, vestibulens enkle og nøgterne form, trappen fra 1942 samt mansard- og tagetagens vellykkede dialog mellem et genskabt tagværk, der tydeliggør palæet som et helstøbt bygningsvolumen, og en række nyere rumfunktioner.
Bærende fredningsværdier:
De bærende fredningsværdier for Dehns Palæ knytter sig overordnet til det samlede anlæg som en af de vigtigste repræsentanter for adlens pragtpalæer i Frederiksstaden. Dertil kommer, at Dehns Palæ – i lighed med sin tvillingebygning, Bernstorffs Palæ – udgør et af hovedværkerne i dansk rokokoarkitektur i kraft af sin helstøbte og sjældne facadeudformning og elementer af interiøret.

De bærende fredningsværdier for Dehns Palæ knytter sig i det ydre til den grundmurede hovedbygning med dens tre pavilloner og to mellembygninger med sortglaserede, teglhængte, henholdsvis mansard- og heltage med fladbuede kviste og skorstenspiber samt tagbalustrader prydet med vaser og kartoucher – og herudover til portbygningen i Frederiksgade. Hertil kommer facadernes dekorationer med øreliséner, båndfugede liséner, hoveder og kartoucher, gesimser og alle dekorative detaljer i sandsten og puds samt alle ældre og traditionelt udførte bygningsdele og -detaljer, herunder portfløje med overvindue, gadelamper, døre, vinduer og smedejernsgitre med samtlige detaljer. Endelig kommer den traditionelle materialeholdning.

Hovedbygningens bærende fredningsværdier knytter sig i det indre til den ældre grundplan med hovedtræk fra 1700-tallet samt elementer og spor af ombygninger fra 1800-tallet og 1900-tallet, hvilket tydeligst træder frem i det oprindelige hovedtrapperum og pragttrappen med alle detaljer samt repræsentative rum i stue- og beletagens sale og værelser, herunder særligt i midterpavillonens salsdisposition med forgemakker. Derudover knytter der sig bærende fredningsværdier til alle ældre og traditionelt udførte dele og detaljer i det indre, herunder flise-, parket- og plankegulve, pudsede vægge og lofter, og derudover alle fod-, brystnings-, pille- og lysningspaneler samt lysningsskodder. Dertil kommer øvrige rige snedker- og stukarbejder på vægge og i lofter med samtlige detaljer, alle ældre og traditionelt udførte en- og tofløjede fyldingsdøre, gerichter, indstukne hængsler, greb og låsetøj. Derudover kommer kælderens bevarede krydshvælv og den traditionelle tagkonstruktion i mansard- og tagetager. Endelig kommer den traditionelle materialeholdning.
Antal bygninger:
1
Antal andre objekter:
0
Fredningsstatus:
Fredet og tinglyst bevaringsdeklaration
Fredningsomgivelse:

Sagsbehandlinger

Type:
Bevaringsdeklaration
Dato:
01-09-1982
Journal nr.:
625-15-75/0/82

Type:
Tinglyst fredning
Dato:
12-03-1951
Journal nr.:
6/49


Dokumenter

Dokumenttype:
Undersøgelse
Beskrivelse:
"Bredgade 054, ""Dehns Palæ"", Sankt Annæ Ø. kv. 179. Summarisk bygningshistorisk redegørelse. 1 side samt fotografier. Konow & Raben. Juli 1974. Bredgade 054, ""Dehns Palæ"", Sankt Annæ Ø. kv. 179. Summarisk bygningshistorisk beskrivelse. 1 side samt planer. Vilhelm Wohlerts tegnestue. Marts 1979 Bredgade 054, ""Dehns Palæ"", Sankt Annæ Ø. kv. 179. Undersøgelse af stukkatur. 1 side samt fotografier. H. G. Thomsen. December 1980. Bredgade 54, Dehns Palæ matr.nr. 179, Sankt Annæ Øster kvarter Registrering af sandstensdekorationerne Eric Erlandsen 144 sider incl. billeder Marts 1993 Bredgade 054, ""Dehns Palæ"", Sankt Annæ Ø. kv. 179. Bygningshistorisk undersøgelse. 51 sider samt bilag (tegninger, fotografier m.m.). Claus M. Smidt/Vilhelm Wohlert. 1983. Bredgade 054, ""Dehns Palæ"", Sankt Annæ Ø. kv. 179. Farvearkæologisk undersøgelse. Marmortrappen og beletagen. 2 bind, 21 sider samt fotografier (32 optagelser). Ole Alkærsig og Jørgen Høj Madsen/Nat.mus., Farvekonserveringen. Juli 1984. "


Dokumenttype:
PDF-dokument
Beskrivelse:
Bredgade 54, Dehns Palæ, Københavns Kommune, fredningsbeskrivelse



Omfattede bygninger: 1


Fredet bygning Bredgade 54

Fredede omgivelser: 0



Relaterede sager: 0
Slots- og Kulturstyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V
telefon 33 95 42 00
ur   ul
 
 
dr   dl
  tap