Sag: Moltkes Palæ

Dronningens Tværgade 2, hj. af Bredgade, København
Fredningssag
Fredningsstatus:
Fredet og tinglyst bevaringsdeklaration
Aktuel status:
Aktiv
Komplekstype:
Palæ
Antal bygninger:
1
Klik på kortet for at se et større udsnit.

Sagsoplysninger

Type:
Fredningssag
Betegnelse:
Moltkes Palæ
Aktuel status:
Aktiv
Beliggenhed:
Dronningens Tværgade 2, hj. af Bredgade
Kommune:
København
Omfang:
Forhus mod Bredgade med tofags sidefløj mod Dr. Tværgade (1700-02 muligvis af Ernst Brandenburger, ombygget i 1720'rne af Johan Cornelius Krieger). Fredet 1932.*
Beskrivelse:
Moltkes Palæ er beliggende i Frederiksstaden på hjørnet af Bredgade og Dronningens Tværgade i det indre København. Palæet består af et forhus beliggende med facaden ud til Bredgade, og en tofags sidefløj ud til Dronningens Tværgade. Sidefløjen er forlænget, og forhuset udvidet med endnu en sidefløj og et baghus samt med en tilbygning på gårdsiden, så hele ejendommen tegner et firfløjet anlæg med en gård i midten. Kun forhuset og den ældste tofags sidefløj er omfattet af fredningen.

Forhuset og sidefløjen er grundmuret i to etager over en kælder. Forhuset er ni fag langt med en tre fags midtrisalit dekoreret med kolossal pilastre, hvorover der er en frontkvist afsluttet af en sandstensbalustrade og figurer. Taget er et heltag behængt med sorte vingetagsten afsluttet med valm over forhusets gavle. I forhusets tagflade mod gaden er fem rundbuede kviste med kobberinddækkede flunker, hvoraf den midterste leder til balkonen over midtrisalitten. I de øvrige tagflader er ældre og nyere tagvinduer samt mod gården ventilationshætter og yderligere to kobberinddækkede, rundbuede kviste. Tagrender og nedløbsrør er i kobber. Mod gaden står forhus og sidefløj i rød, blank mur med brændt fuge over en sokkel af granit samt med en kraftig, profileret hovedgesims og rigt detaljerede vinduesindfatninger og frontoner i sandsten. I stueetagen er frontonerne udsmykket med løvehoveder og under vinduerne bærer elefanthoveder blomsterranker. Mod gården er murene groft pudsede, udekorerede og afsluttet med en profileret hovedgesims. På gårdsiden leder en brandtrappe til en nyere, tofløjet glasdør med torammet overvindue i forhusets beletages søndre fag. Endvidere er der en kældernedgang med en ny pladedør i hver ende af forhuset. Vinduerne er dels ældre dels traditionelt udførte, korspostvinduer med todelte underrammer, og i frontkvisten er ældre, torammede, todelte vinduer. I kvistene er ældre, brunmalede torammede, smårudede vinduer. Foran kældervinduerne, der er ældre torammede og firrudet, er mod gaden ældre, sortmalede jerngitre og over vinduerne er rundbuede stik, dog har kældervinduerne i midtrisalitten sandstensindfatninger. Vinduerne er mestendels forsynet med forsatsruder og fremtræder hvidmalede mod gaden og grønmalede mod gården.

Palæet fungerer i dag som ramme om Haandværkerforeningens aktiviteter. I sidefløjen leder palæets hovedtrappe til alle etager. Der er en restaurant i kælderen, møde- og selskabslokaler på stue- og beletagen, to lejligheder i tagetagen og opmagasinering på spidsloftet. Den oprindelige symmetriske grundplan er stadig genkendelig på stue- og beletagen, der tegnes af et langsgående hovedskillerum og en trefags sal mod gård og gade, der flankeres af først tofags sale og herefter etfags gemakker. I det nordre gemak mod gaden er en trappe. Mod gården støder en nyere tilbygning op til trefagssalen og de oprindelige vinduespartier er her udskiftet med døråbninger. Det indre er kendetegnet ved en traditionel materialeholdning og helstøbte, velbevarede interiører. Kælderen er indrettet med restaurationslokale med åbent køkken og toiletter, gulvene er belagt med ældre travetin, vægge og krydshvælvede lofter er pudsede og hvidkalkede. Stueetagen og beletagen fremtræder med traditionelt udførte parketgulve, hvoraf nogle er lagt i mønstre med varierende træsorter. Væggene har påsatte brystningspaneler, hvoraf enkelte er bemalede, nogle har forgyldninger, listeinddelte felter og enkelte vægge har opspændt lærred. Lofterne har rigt detaljerede stukdekorationer, hvoraf nogle er belagt med sølv og guld. Trapperummet i sidefløjen fremstår med ældre bræddegulve, listeinddelte vægge med rundbuede nicher ved reposerne, brystningspaneler og stukdekoreret loft. Trappen har kraftige værn og balustre med barokke stiltræk, og i vindueslysningerne er ældre værn i jern. Der er bevaret talrige ældre bygningsdele og -detaljer, herunder et- og tofløjede fyldingsdøre med hængsler, låsekasser og greb. Over nogle døre er overstykker og topstykker, ligesom der er bevaret gerichter – enkelte marmorerede, fod-, pilaster- og lysningspaneler, brændeovnsnicher med fajanceovne samt forsirede gitterværker, en sandstensindfattet kamin og spejle.
Bygningshistorie:
Hjørnegrunden blev først bebygget af tolder Jørgen Henriksen Gosebruch i 1680’erne, som en af de første bygninger i kvarteret, der da udgjorde rammen om det tidligere Sophie Amalienborg. Frederiks d. V’s halvbror Ulrik Frederik Gyldenløve (1638-1704), der også var bygherre af Charlottenborg på Kongens Nytorv, overtog grunden i 1696, hvorefter han opførte det nuværende palæ, der stod færdigt i 1702. Arkitekten og entreprenøren Ernst Brandenburger (d. 1713) stod for opførelsen af Palæet i form af et ni fag langt hovedhus mod Bredgade i grundmur med valm over begge gavle, midtrisalit og trekantsfronton samt to femfags sidefløje, med indgang via en port i en havemur. Etagerne var disponeret med en dobbelt italiensk trappe i vestibulen og i hovedhuset en central trefags sal flankeret til begge sider af først en tofags sal og så et etfags gemak mod både gård og gade.

Palæet har igennem tider haft mange indflydelsesrige ejere, der har sat hver deres præg på bygningerne. Udover Gyldenløves efterkommere har palæet været beboet af rige købmænd, borgerlige ejere samt få år af enkedronning Juliane Marie for slutteligt i 1852 at blive købt af lensgreve Adam Wilhelm Moltke (1785-1864), hvorefter palæet er opkaldt i dag. I 1930 overtog Haandværkerforeningen bygningen.

I 1720’erne blev palæet udvidet og ombygget af Gyldenløves søn Ferdinand Anton Danneskiold-Laurvig efter tegninger af bygmester, gartner og havearkitekt Johan Cornelius Krieger (1683 – 1755). Facaderne blev dekoreret med sandstendekorationer omkring vinduerne og kvisten fik balustrade og figurer. I det indre blev palæet overdådigt udstyret med bl.a. damaskbeklædte vægge, brystningspaneler og gyldne lister, sandstenskaminer med spejle over, dørstykker og loftdekorationer. Bag ved palæet blev anlagt en have, der strakte sig fra Dronningens Tværgade ned til kirkepladsen, hvor Frederikskirken ligger i dag. I forlængelse af hovedbygningen langs Bredgade blev bygget en lang bygning i forlængelse af et ældre hus, formentlig af Philip de Lange (1705-1766), der kom til at rumme køkkenfaciliteter og andre funktioner i tilknytning til palæet.

I slutningen af 1700-tallet ejede købmanden Frèdèric de Coninck palæet og i hans tid blev beletagen bygget om, formentlig af Andreas Kirkerup, til den nuværende trefagssal på beletagen, Den Grønne Salon, og den tilstødende Dronninggårdsalen, der blev udstyret med vægmalerier og overstykker af maleren Erik Pauelsen.

Forretningsmanden Constantin Brun ejede palæet fra omkring 1797-1836, som han moderniserede med maler og professor Nicolai Abildgaard (1743-1809) som arkitekt og senere med tilføjelser af arkitekten G.F. Hetsch (1788-1864).

I 1877-78 blev palæet udvidet med syv fag i to etager langs med Dronningens Tværgade af Frederik Christian Moltke (1854-1936), der blev indrettet med en stor ovenlyssal til den Moltke’ske kunstsamling. Udvidelsen er ikke omfattet af fredningen.

I 1931 gennemførte Haandværkerforeningen en ombygning af palæet med Gotfred Tvede (1863-1947) som arkitekt. I denne forbindelse blev etableret en ny hovedtrappe i barok stil, som den ses i dag. Endvidere blev der etableret en ny hovedtrappe i hovedbygningens nordre fag mod gaden og endnu en trappe mellem stuetagen og beletagen, der senere blev fjernet igen. Dronninggårdsalen blev forkortet med ca. to meter og en dør samt to ovnpladser fjernet til fordel for den nuværende, bagvedliggende Seglsal. På hovedhusets gårdside blev opført en tilbygning med toiletter og anretningsrum, og palæet blev udvidet med bag- og sidehus til det firfløjet anlæg, der ses i dag. I 1968-69 blev der indrettet bar i forhuset stueetages bagerste lokaler ud mod Dronningens Tværgade og i 1970’erne blev der indrettet restaurant i hovedbygningens kælder.
kilder:
Moltkes Palæ - Fra Gyldenløves lille Palæ til Haandværkerforeningen, Claus M. Smidt og Mette Winge, Haandværkerforeningen, 2007.

50 palæer og landsteder, Sys Hartmann, Gyldendal, 1976.
Miljømæssig værdi:
Den miljømæssige værdi for Moltkes Palæ knytter sig til beliggenheden i Frederiksstaden, hvor palæet med dets markante placering danner overgangen fra Bredgade til Dronningens Tværgade. Palæet skiller sig ud fra Frederiksstadens oprindelige rokokobygninger både i kraft af højden og ved de barokke stiltræk. Alligevel udgør Moltkes Palæ i kraft af sit taktfaste facadeskema, markeringen af hjørnet og den traditionelle materialeholdning en karakteristisk og væsentlig del af Frederiksstaden.
Kulturhistorisk værdi:
Moltkes Palæs kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til den markante beliggenhed på hjørnet af Bredgade og Dronningens Tværgade, hvor palæet udgjorde en af de første bebyggelser omkring det tidligere Sophie Amalienborg før Frederiksstadens anlæggelse.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig endvidere til den ældre symmetriske grundplan fra 1702, der i store træk er genkendelig samt til de indflydelsesrige og økonomisk velfunderede ejere af palæet, der gennem tiden har sat deres præg på bygningens ydre og indre, hvilket kan ses i de ældre bygningsdele og -detaljer, der repræsentere tidernes skiftende stilidealer.

Bygningens udvikling ses blandt andet i kælderen med krydshvælvede lofter fra slutningen af 1600-tallet.

Pilastre, paneler og bemalingerne i stueetagens nordre tofags sal, Gyldenløves salon, der formentlig stammer fra 1702 ligesom en jernplade i kaminen med Ulrik Frederik Gyldenløves og hustruen Antoinette von Aldenburgs monogrammer også vidner om bygherren.

De ældre barokdøre med forkrøppede gerichter på beletagen samt salonernes istandsatte gulve, der er udført med mønstre og træsorter så de repræsenterer de oprindelige 1700-tals gulve.

De stukdekorerede lofter, hvoraf lofterne i beletagens gemakker mod Dronningens Tværgade, Christian X’s første og anden salon, samt i den tilstødende tofags sal, Det venetianske Gemak, der er belagt med guld og sølv stammer fra 1725-30.

Vægmalerierne og dørstykkerne i beletagens nordre tofags sal, Dronninggårdsalen, og i den tilstødende trefags sal, Den Grønne Salon, er malet af Erik Pauelsen og stammer, ligesom ovnnicherne i hjørnerne med ornamenter og gitterværk samt de klassicistiske paneler, fra tiden omkring 1780’erne.

I stueetagens søndre tofags sal, Abildgaard-salonen, og i den tilstødende trefagssal Moltkesalen ses dels dørstykker og dels malerier fremstillende verdensreligionerne jødedom, kristendom og islam udført af Abildgaard i 1780’erne ligesom stueetagens døre og spejlene imellem vinduerne formentlig er samtidige.

I Den Grønne Salon på beletagen ses endvidere forgyldte ornamenter i dørenes overliggere og i stukloftets akantusornamenter på gesimsen, der formentlig er tilføjet i 1820’erne af G.F. Hetsch.

Hovedtrappen i barokstil er opført i 1930’erne. Der er bevaret enkelte jerngelændre fra slutningen af 1700-tallet i vinduesåbningerne.

Gyldenløves gobeliner fra 1682 fandtes i palæet frem til 1930, men er i dag på Frederiksborgmuseet.
Arkitektonisk værdi:
Moltkes Palæs arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den grundmurede bygningskrop, der tegner hjørnet af Dronningens Tværgade og Bredgade. Palæets stramme facadeskema og de smukt patinerede blanke murflader kontrasteres af de overdådige vinduesindramninger i sandsten, der sammen med midtrisalittens dekorationer giver palæet en herskabelig, men solid fremtoning.

I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de prægtige, velbevarede interiører samt til grundplanen med højloftede gemakker og sale en suite, der fremhæver forhusets udstrækning og herskabelighed. Hertil kommer det helstøbte, barokinspirerede trapperum, der i materialitet og farveholdning samt ved den prægtige durchsicht og nicherne ved reposerne giver en mættet rumoplevelse. Hvorimod kælderens lave, krydshvælvede rum med enkle og solide overflader står i stærk kontrast til trapperummet samt stue- og beletagen.
Bærende fredningsværdier:
De bærende fredningsværdier knytter sig i det ydre til de grundmurede bygningskroppe, det teglhængte tag med rundbuede kviste, alle sandstensdekorationerne samt de ældre og traditionelt udførte vinduer. Hertil kommer de ældre bygningsdele og -detaljer, herunder gitre samt den traditionelle materialeholdning.

De bærende fredningsværdier knytter sig i det indre til den overvejende symmetriske og ældre grundplan i forhuset og hovedtrappen i sidehuset. Hertil kommer de helstøbte interiører med gulve belagt med travetin, traditionelt udførte parketgulve og ældre bræddegulve, listeinddelte vægge med brystningspaneler og lærreder, stukdekorerede og hvælvede lofter. Fredningsværdierne knytter sig endvidere til de ældre bygningsdele og -detaljer, herunder et- og tofløjede fyldingsdøre med hængsler, låsekasser og greb, overstykker og topstykker, gerichter, fod-, pilaster- og lysningspaneler, brændeovnsnicher med fajanceovne samt forsirede gitterværker, sandstensindfattet kamin og spejle. Endelig kommer den traditionelle materialeholdning.
Antal bygninger:
1
Antal andre objekter:
0
Komplekstype:
Palæ
Fredningsstatus:
Fredet og tinglyst bevaringsdeklaration
Fredningsomgivelse:
Fredningsomfang

Sagsbehandlinger

Type:
Tinglyst fredning
Dato:
07-09-1932
Journal nr.:
64/31

Type:
Bevaringsdeklaration
Dato:
28-01-1961
Journal nr.:
0000


Dokumenter

Navn:
Fredningsbeskrivelse
Dokumenttype:
PDF-dokument



Omfattede bygninger: 1


Fredet bygning Dronningens Tværgade 2

Fredede omgivelser: 1

Signatur Fredningsomfang


Relaterede sager: 0
Slots- og Kulturstyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V
telefon 33 95 42 00
ur   ul
 
 
dr   dl
  tap