Sag: Sankt Ansgars Kirke

Bredgade 64, København
Fredningssag
Fredningsstatus:
Med omgivelser fredet og tinglyst bev.dekl.
Aktuel status:
Aktiv
Komplekstype:
Kirkeanlæg
Antal bygninger:
1
Klik på kortet for at se et større udsnit.

Sagsoplysninger

Type:
Fredningssag
Betegnelse:
Sankt Ansgars Kirke
Aktuel status:
Aktiv
Beliggenhed:
Bredgade 64
Kommune:
København
Omfang:
Kirkebygningen med tilstødende præsteboliger samt gitteret mod Bredgade (1841-42 af G.F. Hetsch). Fredet 1973.*
Beskrivelse:
Sankt Ansgars Kirke er beliggende i Frederiksstaden i det indre København på den østre side af Bredgade. Kirken er placeret på en aflang grund med facaden let tilbagetrukket fra Bredgade og afskærmes fra gaden med et gitter. På begge sider af kirkebygningen er en lille sidebygning og bag ved disse en smal gang, der på den søndre side afsluttes af et klokketårn. Sankt Ansgars Kirke fremtræder som to sammenbyggede dele bestående af selve Kirkebygningen mod vest og præsteboligdelen mod øst. Bag ved bygningerne ligger en have. Et trappetårn mod sydøst, der ikke er omfattet af fredningen, fungerer som trappetårn mellem boligdelens etager.

Kirkebygningen er rektangulær og grundmuret af rødviolette flensborgsten over en sokkel af granit, der på facaden mod vest er suppleret med en sandstenssokkel. Taget er et skiferbelagt sadeltag.
Murene er inddelt i felter og af lodrette og vandrette bånd af grågule sten, men særligt fremtræder facaden med trekantsgavl og rundbuet indgangsportal fint dekoreret. Hjørnerne er markeret med hjørnerisalitter, hvis toppe prydes af zinkfigurer forestillende knælende engle. Facaden er udført med indfarvede fuger, og deles vandret af savsnitsfriser af sandsten, ligesom trekantsgavlen afsluttes med savsnitsfrise. På de øvrige sider er disse led udført i grågule sten. Trekantsgavlens kamme er dekoreret med oprullede blade udført i jern og spidsen krones af et forgyldt smedejernsbladkors. I gavltrekanten er et rundt vindue med ornamenterede sprosser i støbejern, i facaden herunder er fem bronzerede zinkstatuer af profeter fra Det gamle Testamente i rundbuede nicher og over disse en påskrift i gyldne reliefversaler. Underfacaden domineres af den centralt placerede indgangsportal, hvis hjørner og sider prydes af akroterier af sandsten.  Hoveddøren er en ældre, tofløjet og grønmalet fyldingsdør med pyramidebosser og glas i de øverste fyldinger. Over hoveddøren er der et tympanonrelief med et bibelsk motiv af gips i en ramme af sandsten. Indgangen flankeres af to bronzerede lampetter. I hver af kirkens langsider er seks, store rundbuede vinduer med jernsprosser. Under det vestligste fag mod både nord og syd er et lille vindue med tremmer for. Endvidere er der fladbuede kældervinduer samt små, firkantede ventilationsriste. Præsteboligdelen fremtræder med et selvstændigt facadeskema i røde flensborgsten i fem etager over en kælder. Boligdelen er syv fag bred og seks fag dyb. Murfladerne er udekorerede bortset fra en enkel gesims og har taktfast placerede, torammede vinduer, hvis proportioner følger den faldende etagehøjde. I de tre nedre etager er korspostvinduer med todelte underammer og i de øvre etager to- og trerudede vinduer samt få mindre runde vinduer. Vinduerne er mestendels ældre og hvidmalede, dog ses få nyere vinduer med termoruder. Få vinduesåbninger er blændede og pudsede. Mod haven er en kældernedgang, hvor der er en ældre, grønmalet fyldingsdør.

Kirkebygningen er indrettet med vestibule, sideindgang og trappe til orgelpulpitur og loft mod vest og i den resterende del er det seks fag lange og højloftede kirkerum. Man træder ind i kirkerummet under det søjlebårne orgelpulpitur imellem to mindre skrifterum. Døren er en tofløjet fyldingsdør. Orgelnichen i bagvæggen i første sals højde flankeres af en trappe mod nord og mod syd af et tidligere bælgkammer. Kirkerummet er overdådigt udsmykket og indrettet med højalter, Mariaalter, Sankt Ansgar alter, prædikestol og Biskoptrone. Apsisrundingen er bemalet med bibelske figurer over de nedre, høje felter, der er malet i en mørk jernoxydrød med lette marmoreringer.

I den østre ende af kirkerummet er koret med apsisrundingen, der skyder sig ind i præsteboligdelen og går igennem på alle etager af denne. Koret med alterpodiet er hævet enkelte trin over skibets gulv.
På alterpodiet er en belægning af sorte og gule fir- og ottekantede fliser, mens der i resten af kirkerummet er et egetræsplankegulv med riste i eg over varmekanalerne. Væggene er underdelt i fire vandrette dele af gesimser udført med henholdsvis staffering som guldmosaik med rødbrun mæanderbort og blå rosetter, kordongesims med kannelering og æggestav og en hovedgesims med bladguirlander mellem rosetter og englehoveder. Endelig ses en konkav loftgesims med bladmotiv. Nederst på væggene er brystningspaneler af ferniseret egetræ, der afsluttes af et bånd med kanneleringer og rosetter, de tre øvre felter er bemalede i grå toner og underdeles af forgyldte lister, mens de nedre felter er marmorerede i røde toner. Over vinduerne samt ved orgelbuens svikler er der medaljonfelter i stuk. Loftet i kirkerummet er et kassetteloft i træ der yderligere inddeles af hoveddragerne. Mødet mellem hoveddragerne og de langsgående bjælker markeres af rosetter, og volutsmykkede konsoller støtter tværbjælkerne over hver vinduespille. Bjælkerne er brunstafferede og smykket med ornamentbånd mens loftskassetterne er gråblå med forgyldte stjerner. I vinduesåbningerne er indsat 12 glasmalede vinduer med helgenbilleder. I øvrigt ses forgyldte indskrifter, gult marmorerede søjler og ferniserede egetræsbænke. Vestibulen og sideindgangen har bræddegulve, pudsede vægge med ferniserede brystningspaneler af egetræ og pudsede lofter med en enkel stukgesims imellem inddækkede loftsbjælker, der bæres af gult marmorerede pilastre. Loftet over kirkebygningen fremtræder som et stort ubenyttet rum, der er opdelt i to afdelinger af en brandmur mellem kirken og præsteboligdelen, gulvet er af ru brædder og tagværket er afbundet med syv dobbelte hængeværker og liggende stol. Der nyindrettede toiletter i forbindelse med vestibulen. De originale et- og tofløjede fyldingsdøre med alle detaljer er mestendels bevaret i kirkebygningens vestibule og i birummene. Af ældre bygningsdele og -detaljer, udover de der ses i selve kirkerummet, skal nævnes trapper, jerndør på loftet, indmurede marmortavler af marmor i vestibulen samt indskriftstavler af træ. Under kirkebygningen er en krybekælder.

Kirkerummet er direkte forbundet til præsteboligdelens stueetage, hvor der er sakristi, hjælpesakristi og kontor samt fordelingsgang og den tidligere hovedtrappe mod syd. Her er der ligeledes adgang til klokketårnets fordelingstrappe, hvilket har medført blænding af den oprindelige hovedtrappe. Den ældre grundplan er genkendelig på alle etager i kraft af den gennemgående fordelingsgang, der genfindes på alle etager, der rummer præstebolig samt beboelse for kirkens ansatte og tilknyttede studerende. På første etage er to store rum ud mod haven og ind mod kirkebygningen er et lille tekøkken mod syd og et museum mod nord. Anden etage er indrettet med tre stuer mod haven og værelser bad og køkken ind mod kirkebygningen. Tredje etage har fire værelser mod haven og værelse, bad, køkken og stue i den resterende del samt lagerrum over korets kuppel. Fjerde etage er indrettet i nyere tid ligeledes med værelser, to køkkener og bad samt en beboelsesenhed, der strækker sig ind over kirkebygningens tageetage. Her ses nyere tagvinduer. Generelt er præsteboligdelen præget af en traditionel materialeholdning. Gulvene er ældre bræddegulve, nyere parketgulve samt bræddegulve belagt med tæppe og linoleum, vægge og lofter er pudsede og der er stukgesimser i de finere stuer mod haven ligesom der i nogle stuer er listebeslåede vægge og pillepaneler. Af oprindeligt interiør er bevaret hel- og brystningspaneler, fyldingsdøre med gerichter og hængsler og greb. I sakristiet i stueetagen ses vægge med oprindelige vægpaneler og mod vest et skab og en og forhøjet, palmetsmykket midterdel, hvori der er et ur. Endvidere er der et blyindfattet overvindue med farvet glas. Endvidere ses skabe til messeklæder. På første etage er en rundbuet brændeovnsniche, på anden sal er der bevaret en ildstedskappe og fadebur i køkkenet, der er indbyggede skabe og panelskabe i fordelingsgangen. Kælderen under præsteboligdelen er ligesom de øvrige etager disponeret med en central fordelingsgang der leder til mindre rum på begge sider af denne. Kælderen fremtræder med teglgulve og støbte gulve, pudsede kalkede vægge og lofter med synlige loftsbjælker med rørpuds imellem, der ses desuden lofter med hvælv. Der er bevaret to ildstedskapper i rummene mod nord samt jerndør og renselemme.

Sidebygningerne, også kaldet ”kabuffer”, er små rektangulære bygninger, ligeledes i grundmur af røde tegl med mønstermuring over sokler af granit og sandsten. Sidebygningerne har afvalmede tage af kobber. Begge sidebygninger har vestsiden i flugt med gaden, hvorfra de begge har indgang via nyere, grønmalede fyldingsdøre med pyramidebosser. Den nordre sidebygning er indrettet til redskabsrum. Den søndre sidebygning fungerer som gennemgang til præsteboligen og haven samt som sideindgang til kirken, og fremtræder med flisegulv, pudsede vægge med udsparede rektangulære blændinger mod nord og syd samt gipset loft. I den nordre væg er indgangen til kirken og i den søndre er der et relief med bibelsk motiv i en ramme af sandsten og kronet med en trekantfronton.

Jerngitteret, der forbinder sidebygningerne, er udført i smedejern og er opsat på en høj granitsokkel. Gitteret er i syv fag med en todelt låge i midten, der fører til kirkens hovedindgang. Fagene adskilles af bladknopprydede stave, gitteret prydes i øvrigt med franske liljer og bindes sammen af en frise af indrammede cirkelslag. Mellem gitteret og kirkebygningen er opstillet en statue af Sankt Ansgar.
Bygningshistorie:
I 1839 blev beslutningen om at opførte et nyt kapel i Bredgade på grunden, hvor det eksisterende kapel var placeret af den katolske menigheds forstander samt den østrigske gesandt, baron von Langenau. Det nye kapel blev menighedens ejendom, mens gesandtskabet beholdt grunden. Men det officielle gavebrev fra den østrigske stat til den danske menighed blev først stadfæstet i 1841 efter der forelå en tilladelse fra de danske myndigheder. Kirken måtte opføres, men der blev ikke givet tilladelse til hverken tårn eller klokker. Bygningen skulle rumme kirkerum, boliger til præst, lærer, kordegn og kirketjener samt en drenge- og pigeskole. Sankt Ansgars kirke blev opført i 1841-42 efter tegninger af Gustav Friedrich Hetsch (1788-1864). G.F. Hetsch havde årene forinden stået for flere byggerier til religiøse formål, herunder den jødiske synagoge i Krystalgade (1831-33) samt restaureringen af blandt andre Trinitatis kirke og Svanninge kirke. Tympanonrelieffet over hovedindgangen blev udført af Gotthilf Borum efter udkast af Hetsch og var oprindeligt planlagt farvelagt, men blev bronzeret. De fem statuer i facadens nicher er udført af Borum og støbt af J.B. Dalhoff ligesom de knælende engle på toppen af hjørnerisalitterne. Oprindeligt var der i præsteboligdelens første etager indrettet to loger, der vendte ind mod kirkerummet, den nordre til medlemmer af det østrigske gesandtskab og den søndre til fremtrædende medlemmer af menigheden.

I 1863-65 blev korets oliefreskomalerier fuldendt af maleren Josef Settegast fra Mainz, den halvrunde lysåbning over højalteret tilmuret, og den oprindelige tagbeklædning af glaserede tegl blev udskiftet med skifer. I 1865 blev ovenlysvinduet i apsiskuplen tilmuret.

Kirkerummets 12 glasmalede vinduer med helgenbilleder i indsatte medaljoner efter tegning af arkitekten Frantz Schmitz fra Köln, blev opsat i perioden 1885-1894.

Det nordre siderum i kirkerummet har fra 1885 til omkring 1980 fungeret både som skrifterum og dåbskapel.

I 1886 blev den lave krybekælder under kirkerummet udgravet i forbindelse med installation af en dampkedel og jordgulvet blev erstattet af betongulv. Kirken fik fjernvarme i 1979.

Præsteboligdelen rummede indtil 1888 skolelokaler, i 1842-67 for både drenge og piger, men senere udelukkende for drenge. Præsteboligen var tidligere residens for den apostoliske præfekt og fra 1892 for biskoppen. Bispegården blev i 1965 flyttet til Bredgade 69, der fungerede som bispebolig frem til 1995.   

I 1922-23 erhvervede Sankt Ansgars Kirke grundene bag ved kirken fra det tidligere Frederiks Hospital. Det forhenværende ligkapel tilhørende Frederiks Hospital blev indrettet til plantehus efter tegning af Emil Jørgensen i 1922.

I 1923 blev kirkens skifertag fornyet, og ligkapellet i nordre sidebygning, der oprindeligt var magasin for brandslukningsmateriel, blev delvist ombygget og forsynet med kobbertag.

I 1926-27 blev der støbt nye fundamenter i beton under koret og præstegården. I samme periode blev korets og triumfvæggens udsmykning restaureret.
 
I 1940 blev kirken og præsteboligen restaureret. To loger mod koret blev lukket og omdannet til venteværelse og arkivrum. Det oprindelige bibliotek blev fjernet fra kirkens tagetage.

I 1941 blev korets areal udvidet for at skaffe plads til bispestolen, der blev placeret på døbefontens oprindelige plads over for prædikestolen.

Klokketårnet tegnet af Gunnar Glahn blev opført i forbindelse med kirkens 100-års jubilæum i 1943, og i 1949 blev klokkerne opsat efter en indsamling blandt menighedens medlemmer.

I 1957-58 blev højalteret ombygget.

I 1967-68 blev præsteboligen og de to sidebygninger restaureret. Det tidligere venteværelse blev nu til museum for kirken.

I 1972 blev bemalingen af skibets vægge fra 1890’erne fjernet og erstattet af en ny staffering i lyse farver højalteret blev placeret fremskudt på et ovalt podium og alterskranken blev fjernet. I 1983 blev partiet mellem kirken og det udvendige gitter belagt med chaussésten og granitfliser.

I 1991-92 blev Sankt Ansgars Kirke omfattende restaureret i såvel det ydre og det indre med baggrund i Hetschs originale tegninger af arkitekten Vilhelm Wohlert (1920-2007) i samarbejde med Nationalmuseet. I denne forbindelse blev også de oprindelige dekorationer og figurer i zink og støbejern restaureret og bemalet med bronzegrøn bemaling.

Sakristiet blev udvidet og udgangen herfra til den nordre sidegård samt et vindue blev blændet af. I denne forbindelse blev de oprindelige indbyggede skabe udvidet.

I 2001 fik kirken lagt nyt skifertag, og i den forbindelse blev tagvinduerne skiftet ud til ensartede tagvinduer.

I 2008 blev det oprindelige plankegulv i kirken udskiftet med egetræsplanker.
kilder:
Danmarks Kirker, Nationalmuseet, 1984.
Miljømæssig værdi:
Sankt Ansgars Kirkes miljømæssige værdi knytter sig til beliggenheden i Bredgade, hvor kirken fremtræder som et karakteristisk og unikt indslag i gadebilledet. Grundet sin tilbagetrukne, lukkede facade i blank mur, står kirken i kontrast til Bredgades øvrige bebyggelse af mestendels pudsede facader, der ligger i flugt med gaden. Alligevel føjer Sankt Ansgars Kirke sig fint ind i bygningsrækken i kraft af de små sidebygninger, der danner overgang til nabobygningerne ligesom gitteret markerer gadelinjen.
Kulturhistorisk værdi:
Den kulturhistoriske værdi for Sankt Ansgars Kirke knytter sig dels til kirkens funktion som hovedkirke for det dansk-romerske trossamfund i Danmark og dels til bygningen som et af arkitekten G.F. Hetschs hovedværker.

G.F. Hetsch var en af datidens mest fremtrædende og toneangivende arkitekter der, influeret af Karl Friedrich Schinkel (1781-1841), repræsenterede den senklassicistiske stil. Sankt Ansgars Kirke er et af Hetschs hovedværker, der klart afspejler arkitektens ideal om, at form skulle afspejle funktion, ligesom Hetsch var en stærk fortaler for materialeægthed og ærlighed i konstruktion. Samtidig repræsenterede senklassicismen et ideal om symmetri og rolige facadekompositioner med klassisk inspirerede dekorationer. Dette ses også tydeligt i Sankt Ansgars Kirke, hvor murenes mønstermuring er afdæmpet men materialeægte, mens portalen, gavlmotivet, skulpturnicherne og ”rosevinduet” giver bygningen et middelalderligt præg formentlig inspireret af Norditaliens romanske og tidlige gotiske arkitektur. Også sammenstillingen af materialer i Sankt Ansgars Kirke er kendt i ældre bygningskunst. Dog er de oprindeligt bronzerede figurer af støbejern og zink et eksempel på en forædling af datidens nyeste byggematerialer. Hetsch var formentlig også stærk inspireret af Schinkels kirker samt af Friedrich von Gärtners (1792-1847) Ludwigskirche (1829-44) i München.

Bygningens funktion som kirke og præstebolig aflæses tydeligt i såvel det ydre som det indre. Todelingen af bygningskroppen ses tydeligt i såvel brandkam, murbearbejdning og facadeskema. Kirkebygningens langstrakte, høje og overvejende lukkede bygningskrop brydes kun af de højtsiddende, høje, smalle og rundbuede vinduer, der klart afspejler det bagvedliggende sakrale rum. I modsætning hertil fremtræder præsteboligdelen med talrige og taktfast placerede vinduer, der tydeligt afspejler boligfunktionen. Hertil kommer udsmykningen af facaden mod Bredgade, der er helt lukket bortset fra ”rosevinduet”. Den omhu der er lagt i udsmykningen og bearbejdningen af facaden vidner om bygningens vigtighed, hvis funktion cementeres af de bibelske figurer og motiver, påskriften på facaden ”Christo Redemptori Sacrum” (Viet Kristus Forløseren) samt af det forgyldte kors.

Funktionerne afspejles ligeledes tydeligt i det indre, hvor den oprindelige grundplan i store træk er bevaret på alle etager. Kirkerummet med vestibule fremtræder prægtigt dekoreret ligesom kirkerummets volumen og indretning med orgelpulpitur og apsis entydigt viser rummets funktion. Præsteboligdelen har derimod en traditionel plandisponering på alle etager med en central fordelingsgang der leder til finere stuer og værelser mod haven og mindre værelser og funktionsrum i enderne og ind imod kirkerummet. Præsteboligdelens første og anden etage fremtræder tydeligt mere repræsentativ med højere rumhøjde og finere interiør end de øvrige etagers mindre værelser med enklere interiør.

Endvidere knytter den kulturhistoriske værdi sig i det indre til alle de oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer samt til det nagelfaste interiør, der medvirker til opretholdelsen af Sankt Ansgars Kirkes enestående og autentiske fremtræden.
Arkitektonisk værdi:
Sankt Ansgars Kirkes arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til bygningens proportionering, komposition og materialeholdning, der udgør et helstøbt og selvstændigt udtryk i sammenstillingen af de klare middelalderlige referencer i formsproget med mønstermuringen og med kombinationen af kirkens og præsteboligens forskellige facadeskemaer og murbehandling under en samlende tagflade. Facaden fremstår velproportioneret og oplevelsesrig men alligevel rolig i sin lukkethed. Sidebygningerne forankrer på fin vis den fritliggende kirkebygning til både nabobygningerne og til gadens facadelinje. Præsteboligdelens facade mod haven, der er imponerende i sin højde, fremtræder ligeledes afdæmpet og rolig med de mange, taktfast placerede vinduer, hvis faldende højder medvirker til et velproportioneret facadeskema.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det indre til den gennemgående høje håndværksmæssige kvalitet, der ses i bygningens dekorationer. Bygningens rum byder hver især på særegne rumoplevelser, der spænder fra den afdæmpede vestibule, der danner overgang til det højloftede og prægtigt udsmykkede kirkerum, der igen står i kontrast til boligernes mindre og lyse rum.

Sankt Ansgars Kirkes arkitektoniske kvalitet knytter sig således til bygningen som et samlet værk, der er enestående i kraft af sin proportionering, materialebrug og klart definerede funktionelle brug, der endvidere underbygges af den varierende brug af dekorationer.
Bærende fredningsværdier:
Sankt Ansgars Kirkes bærende fredningsværdier knytter sig i det ydre til bygningskroppen i grundmur med mønstermuringer samt til kirkebygningens og præsteboligens klart adskilte murbehandling og facadeskema. Hertil kommer det skiferbelagte tag, sidebygninger med kobberbelagte tage og jerngitteret samt alle facadens dekorative elementer, herunder hjørnerisalitter, portal, tympanon, skulpturnicher, sandstensbånd samt alle figurer og dekorationer af zink, støbejern og terrakotta. De bærende fredningsværdier knytter sig ligeledes til de ældre bygningsdele og -detaljer, herunder døre og vinduer samt til alle nagelfaste dekorationer og påskrifter på såvel kirkebygning og sidebygninger.

De bærende fredningsværdier knytter sig i det indre til den oprindelige grundplan, der er genkendelig på alle etager. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning. Endvidere knytter de bærende fredningsværdier til de oprindelige bygningsdele og -detaljer samt til alle ældre bygningsdele og -detaljer, herunder tagværket, bræddegulve, tegl- og flisegulve, brystnings-, hel-, og pillepaneler, inddækkede loftsbjælker, pudsgesimser, trapper med værn, brændeovnsnicher, døre med alle detaljer, ildstedskapper, indbyggede skabe og overvinduer. Særligt knytter de bærende fredningsværdier sig i det indre til kirkebygningens mange dekorationer og nagelfaste inventar, herunder skillevægge i træ og glas, marmorede søjler, glasmalede vinduer, paneler, gesimser, væg- og loftsbemalinger, kassetteloft, påskrifter og medaljoner samt prædikestol og kirkebænke.
Antal bygninger:
1
Antal andre objekter:
0
Komplekstype:
Kirkeanlæg
Fredningsstatus:
Med omgivelser fredet og tinglyst bev.dekl.
Fredningsomgivelse:
Stakit

Sagsbehandlinger

Type:
Bevaringsdeklaration
Dato:
28-09-1983
Journal nr.:
625-15-2/1/82

Type:
Tinglyst fredning
Dato:
25-05-1973
Journal nr.:
0000


Dokumenter

Dokumenttype:
Undersøgelse
Beskrivelse:
Bredgade 064, Sankt Ansgars kirke, Sankt Annæ Ø. kv. 182. Summarisk bygningshistorisk redegørelse. 2 sider. Kjeld Geertz-Hansen. April 1973. Bredgade 064, Sankt Ansgars kirke, Sankt Annæ Ø. kv. 182. Summarisk bygningshistorisk redegørelse. 1 side. Vilhelm Wohlert. November 1987.


Dokumenttype:
PDF-dokument
Beskrivelse:
Bredgade 64, Sankt Ansgars Kirke, Sankt Annæ Øster Kvarter, Københavns Kommune, fredningsbeskrivelse



Omfattede bygninger: 1


Fredet bygning Bredgade 64

Fredede omgivelser: 1

Signatur Stakit


Relaterede sager: 0
Slots- og Kulturstyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V
telefon 33 95 42 00
ur   ul
 
 
dr   dl
  tap