Sag: Københavns Universitet

Frue Plads og Fiolstræde 1, København
Fredningssag
Fredningsstatus:
Fredet
Aktuel status:
Aktiv
Komplekstype:
Skole
Antal bygninger:
3
Klik på kortet for at se et større udsnit.

Sagsoplysninger

Type:
Fredningssag
Betegnelse:
Københavns Universitet
Aktuel status:
Aktiv
Beliggenhed:
Frue Plads og Fiolstræde 1
Kommune:
København
Omfang:
Hovedbygningen (1831-36 af Peder Malling), Konsistoriebygningen (ca. 1420) og Universitetsbiblioteket (1857-61 af J.D. Herholdt). Fredet 1932. Udvidet 1950.
Beskrivelse:
I fredningsbeskrivelsen er der ikke taget stilling til lovligheden af bygningsarbejder foretaget i ejendommen. Følgende dele af ejendommen er ikke besigtiget: Hovedbygningens kælder mod Frue Plads og tagetagen på Universitetsbiblioteket.

Til fredningen hører Hovedbygningen til Københavns Universitet, Universitetsbiblioteket og Konsistoriebygningen. Hovedbygningen har en længe mod Frue Plads og en tværfløj midtfor mod nord. Hovedlængen ligger overfor nordsiden af Vor Frue Kirke. På den vestlige side afgrænser Hovedbygningen sammen med Kommunitetsbygningen, Professorboligen og Konsistoriebygningen en gård, Lindegården, med pigstensbelægning og et træ i midten. Konsistoriebygningen er bygget sammen med Professorboligen, og det har en oprindelig østlig udbygning, der er bygget ind i en ufredet mellembygning, som forbinder disse med Hovedbygningen. Til den østlige side danner Hovedbygningen et mindre gårdrum mellem dels en ufredet tilbygning til Hovedbygingen, kaldet Gobelinsalen, dels Universitetsbiblioteket samt en ufredet tilbyging til denne, kaldet Magasinbygningen.

Konsistoriebygningen
Huset er grundmuret med munkesten i munkeforbandt i en etage over en hvælvet kælder. Det er lige godt 13 meter langt og 8 meter bredt, og det har fire vinduesfag på hver side. I kælderetagen er til hver side tre mindre, fladbuede vinduesåbninger, som på den sydlige facade er indfattet i spidsbuede blændinger. Sydsiden har i den nederste del af murværket et rudemønster, og der er på denne side under taget en gesims bestående af tre retkantede led, et savskifte og en trappefrise. I murværket ses mod øst i stueetagen en smal, tilmuret døråbning, hvorover er en sandstenskartouche med Christian den 5.’s monogram. På nordsiden er en simplere, toledet gesims mod tagudhænget, og på denne side kan i den vestlige ende i stueetagen anes en smal, tilmuret døråbning. Vinduerne er ældre, småopsprossede krydspostvinduer fra anden halvdel af 1800-tallet malet i mørk grøn. Over murværket rejser sig et stejlt heltag hængt med røde vingetegl, kun brudt på sydsiden af fire mindre tagvinduer og på nordsiden af fire zinkindfattede heltagskviste med lav trekantfronton og torammede, småopsprossede vinduer. Over begge gavle rejser sig kamtakker med teglsten på murkronerne. På ydersiden af flere af kamtakkerne mod øst ses lancetblændinger. Den oprindelige udbygning er 3,5 meter lang og har ét rum både i kælderen og stueetagen.

Konsistoriebygningen bliver af Københavns Universitet brugt til møde- og forsamlingslokale samt kontorer, og her er dele af den oprindelige planløsning genkendelig. Det gælder særligt i kælderen, hvor planen er uændret. Her er et stort, åbent lokale i hele bygningens længde og bredde samt et lille forkammer under udbygningen. Det centrale rum har seks firedelte krydshvælv, der bliver holdt oppe af to lave granitsøjler med romanske terningkapitæler. Hvælvene har ribber af retkantede halvsten, mens gjordbuerne er i helsten. I midten af begge gavle er oprindelige døråbninger: Én til kælderen under Professorboligen mod vest med en ældre revledør med tilhørende beslag og låsekasse og én dør til det lille forkammer mod øst. Ved siden af den førstnævnte er en ligeledes oprindelig kamin, hvor murkappen bæres af aftrappede vanger. Gulvet i rummet er et nyere klinkegulv, men det ligger i det oprindelige niveau. Forkammeret mod øst har tøndehvælv, og her er muligvis oprindelig belægning med pigsten og tegl samt en niche mod det hvælvede rum og ridsede inskriptioner i murværket. Mod syd leder en tøndehvælvet gang med teglstensgulv ved en trappe op til stueetagen i den ufredede mellembygning. I stueetagen er planløsningen delvist oprindelig. Her er en murgennembrydning fra 1832-36 i Konsistoriebygningens udbygning, hvorved den sættes i forbindelse med mellembygningen. Udbygningen har et lille rum, som er overdækket af et krydshvælv med ribber og skjoldbuer, der løber af på vægpiller med små kapitæler. Gennem dette rum er et sæt tofløjede, ældre femfyldingsdøre med konkave hjørneafskæringer på fyldingsspejlene til stueetagens store, åbne rum, Konsistoriesalen, der løber i hele bygningens længde og bredde. Denne sal har ældre bryst- og lysningspaneler med skodder samt et overpanel, hvis vægfelter har papirtapeter på udspændt lærred, ældre bræddegulv og vinduesdetaljer som anverfere og stormkroge, mens det pudsede loft med stukgesims er fra 1931. Via en trappe i mellembygningen er der ved en ikke oprindelig murgennembrydningen i gavlen adgang til tagetagen, der blev indrettet i ved en ombygning i 1879. Her er i dag kontorer med overvejende nyere overflader og nordvendte kviste fra 1879 med få tilhørende underpaneler og firefyldingsdøre med tilhørende hængsling. I de nyere vægge er skunke med adgang til spærfødder, og ved en lem er adgang til loftet, der i dag er kendetegnet ved et nyere, fast undertag. Dele af tagværket fra slutningen af 1400-tallet skulle dog ifølge bygningsarkæologiske undersøgelser være herunder, hvilket understøttes af, der kan ses bevaret et hanebånd i midten, en del af den ligeledes midterste kongestolpe med bladudskæringer og nogle spær.

Hovedbygningen
Bygningen er grundmuret og består af en hovedlænge og en tværfløj. Hovedlængen er på to etager samt en høj kælder. Murværket står pudset i sølvgrå over en høj, rosa sandstenssokkel. Hovedbygningen har et ubrudt heltag hængt med sortglaserede tegl. Tværfløjens tag er højere end hovedlængens og fortsætter over frontonen i det centrale indgangsfag. Mod Frue Plads tæller hovedlængen syv monumentale fag. Der er på hver side af det centrale indgangsfag i midtrisalit tre brede vinduesfag med hver to fladbuede vinduesåbninger i kælderetagen med småopsprossede, grønmalede vinduer. Hvert fag ender i en fronton med heltag hængt med sortglaserede tegl. Frontonerne har hver et rundbuet vindue, hvorover er en ottetakket stjerne, og hvert fag er adskilt af monumentalpilastre med sokkel og komposit kapitæl med lotusblade og jonisk rulleværk, hvilket gentages mod bygningens hjørner. Herover er en arkitrav, frise med en stiliseret, rosa lotusbort og karnis. Mellem etagernes vinduer er rektangulære blændingsfelter med hvide sandstensindfatning. Vinduespartierne har lignende smalle sandstenindfatninger og sålbænk hvilende på volutsvungne konsoller, og der er ni-rammede, småopsprossede vinduer. Lodposterne og sidekarmene er grønmalede og accentueret med udskåret spydmotiv, og overkarmen har kurvehanksbue. Frontonernes vinduer er med postene inddelt i tre lancetafslutninger med opsprosning herimellem. Hele faget er omkring vinduespartierne – fra sokkel til over frontonens vindue – let tilbagetrukket fra murplanet. I det centrale fag er hovedindgangen over en bred, bueformet, rosa sandstenstrappe med ni trin. På hver side af indgangen rager en trekantet sandstensplint ud fra soklen, hvorpå står et stort, gråmalet smedejernsildfad med løvefødder. Hovedindgangen består af en høj, grønmalet dobbeltdør med fire fyldinger, hvor der er tre diamantbosser i hver af de øverste fyldinger og en i de nederste. Overstykket har ligeledes to fyldinger, hver med et kvadratisk, matteret overvindue. Indgangspartiet har fire på hinanden følgende, let tilbagetrukne lag, hvor det yderste har pilastre med kapitæler som murværkets samt kraftig fordakning med frise, hvorpå der står en metalskulptur af en ørn. På frisefeltet står: ”COELESTUM ADSPICIT LUCEM”. Over indgangen er et vinduesparti med fire gange fire rammer med småopsprossede vinduer. I højde med overkarmen er til siderne herfor kapitæler, hvorover hviler en sandstensfrise med påskriften: ”FREDERICUS SEXTUS” og herunder ”INSTAURAVIT Ao MDCCCXXXVI”. Over frisen er et rundbuet vindue som i de resterende fag, dog større. Hele faget er omkring indgangspartiet gående fra sokkel og op over frontonens vindue let tilbagetrukket med fire led fra murplanet, og over frontonens rundbue fortsætter den gennemgående frises rosa lotusbort, som ligeledes løber over frontonens underkant. Øverst i frontonen er en tolvtakket stjerne. Under tagkanten på samtlige frontoner løber en mindre bladfrise, som over pilastrene mellem fagene prydes af svungne volutter med et løvehoved imellem og en lotusblomst over. Murfelterne på begge sider af indgangspartiet har øverst hver en rektangulær kartouche i lys sandsten med henholdsvis Christian den Førstes og Christian den Tredjes monogram. Foran facadens kæmpepilastre er seks høje, røde granitplinte med buster af tidligere tiders fremtrædende professorer. På hver side af hovedlængen er lave, pudsede mure med rosa sandstenssokkel og port med grønmalet, rundbuet overstykke med hele dørpartiet let tilbagetrukket fra murplanet, hvorover løber en mindre version af frisen over bygningens førstesal. Den vestlige port har tre fløje, hver med fire fyldinger med diamantbosser, mens den østlige har en umalet, tofløjet port af spånplader. I hovedlængens rygning er fem pudsede skorstenspiber med sokkel og gesims, og over indgangen er i rygningen mod Frue Plads en flagstang. Tværfløjens tagværk er som hovedlængens, og her er tre lignende skorstenspiber.

På hovedlængens gavle og gårdside er en høj, pudset sokkel. I gavlene er fortsætter gadesidens stiliserede lotusfrise, ligesom kæmpepilastrene har samme udformning og fagets midte – fra sokkel til over frontonens vindue – er let tilbagetrukket fra murplanet. På den østlige gavl er vinduespartier og blændingsfelt herimellem som mod gaden, her er dog fire højere, torammede og fladbuede vinduer i kælderetagen. Muren mod Universitetsbygningen er pudset som hovedlængen. Den har støttepiller på hver side af portåbningen, og her er som mod gaden en mindre, stiliseret lotusfrise. Den vestlige gavl er som den østlige bortset fra, at der her ingen vinduer er, og der fra nabobygningen, Kommunitetsbygningen, løber en korridor til hovedlængen i første sals højde på nabobygningen, hvilket skaber et højloftet portrum nedenunder. Portrummet har rette, blankpudsede og hvidmalede flader. Omkring porten er en hvidmalet indfatning med stort, rektangulært blændingsfelt øverst, mens der til hovedlængens stueetage er en sideindgang med en grønmalet, tofløjet, femfyldingsdør over to sandstenstrin. Ved siden af hænger en stentavle i retkantet indfatning med inskription hidrørende Anden Verdenskrig. Mod gården er et portfag med kobbertag. Faget er pudset som hovedlængen, og det har en rundbuet åbning i hele portrummets bredde. Der er en markeret indfatning på oversiden af buen, hvorover er retkantede lancetblændinger, tre grønmalede, småopsprossede enrammede vinduer og øverst en savskifte med et retkantet øvre led. Mod gården er hovedlængens tag let opskalket, og her fortsætter gadefacadens dekorationsskema, dog i en forsimplet udgave. Således er murværket pudset, og murplanet inddeles i fag af kæmpepilastre med simple kapitæler, der gentager vinduespartiernes former. Mod gården har frisen under taget kun tre simple, retkantede led. Kældervinduerne er her som på den østlige gavl, og vinduespartierne er som mod gaden, dog med simple, konsoller under sålbænkene. I de midterste fag er kældervinduerne placeret mod fagets ydersider, da der her er gjort plads til en kældernedgang med en simpel, bred indfatning og en dækplade i sandsten båret af konsoller.

Tværfløjens murværk står pudset over en lav sandstenssokkel og har på begge sider mod hovedlængen et kæmpepilaster. Under taget er en simpel, retkantet hovedgesims med flere, mindre led, hvorunder er fem seksrammede, småopsprossede vinduespartier. Herunder er to støttepiller med kobberinddækning, og herover løber hver et nedløbsrør i kobber. Under vinduerne er en retkantet gesims med et langt blændingsfelt under. På vestsiden er mod hovedlængen en dør til tværfløjens stueetage, og hertil løber en sandstenstrappe langs muren. Trappen har støbejernsgelænder med snoet afslutning over en stump mægler placeret på nederste klodstrin. Under reposen er en tofløjet dør med småopsprossede lancetvinduer og hver en fylding under. Døren er ligeledes tofløjet, men med fem fyldinger, og her er en sandstensindfatning, der dels har pilastre med fialer over og dels øverst gentager hovedlængens frontonform. I tværfløjens kælderetage er to par af torammede vinduer med indfatninger omkring, som spejler dørens, ligesom vinduerne spejler hovedlængens vinduesskema. Mellem vinduesparrene er et fremskudt dørparti, hvor en høj, tofløjet femfyldingsdør med ruder i samtlige fyldinger har en hammer med stiliseret lotusfris og lancetopsprosset overvindue. I trekantsfelterne ved siden af overvinduet er bladmønstre. Døren er med to retkantede led trukket tilbage fra murplanet, og øverst på det fremskudte dørparti er en trappefrise, savskifte og et retkantet led, hvorover er et kamtakket frontonfelt med lancetblændinger. Samtlige døre og vinduer i tværfløjen er grønmalede. Tværfløjens østside har samme skema som vestsiden, dog er store dele af murværket dækket af den tilbyggede Gobelinsal med tilhørende indgangsparti og forbindelsesgang. Mod nord har tværfløjen brækkede hjørner med småopsprossede vinduer i, og her sidder i tagfladen lave, kobberinddækkede, rundbuede heltagskviste med småopsprossede vinduer. I bunden af det nordøstlige hjørne er et rundbuet dørparti med en simpel indfatning. Over fire sandstenstrin er en trefløjet femfyldingsdør med et stort lancetopsprosset overvindue. Ved siden af døren hænger en gadelampe i kobber og glas. Ud fra tværfløjens nordlige gavl er en oprindelig udbygning med lav sandstensokkel, heltag hængt med sortglaserede tegl og en simpel skorstenspibe i rygningen. I udbygningens gavl mod nord er en kældernedgang, hvorover er et stort vinduesparti – disse elementer gentager skemaet fra hovedlængens gårdsides lignende elementer. Over kælderdørens tofløjede trefyldingsdør med diamantbosser står malet, ”Hval = Samling.” Under taget løber på gavlen en variant af en rundbuefrise, her med halve lancetformer og konsoller, og i gavltrekantens øver del er et rundt felt med et stjerneformet udluftningsgitter.

 I det indre har Hovedbygningen generelt den oprindelige planløsning intakt. I hovedlængens centrale fag er en vestibule over to etager, og her leder fem trin i hele lokalets bredde dels op til indgangsdørene til festsalen i tværfløjen og dels til brede, ligeløbstrapper langs vestibulens ydervægge, som giver adgang til første sal. I hovedlængen er på begge etager en gallerigang mod Frue Plads, der på første sal er forbundet på tværs af vestibulen med et trappegalleri. Gangen giver adgang til fire store lokaler, der er placeret i par symmetrisk omkring vestibulen. Lokalerne bliver brugt til kontorer for universitetets administration. Imellem lokalerne er her indpasset dels en sekundær trappe og dels sekundære rum med teknik, tekøkken og elevator. Tværfløjen huser festsalen, eller Solennitetssalen, i hele fløjens bredde, højde og næsten i hele længden. Festsalen er således i dobbelthøjde med omløbende balkon under loftet, og herfra er gennem høje, tofløjede femfyldingsdøre adgang til Gobelinsalen mod øst og tværfløjens nordende, hvor sekundære trapper mod både øst og vest leder op til galleriet og loftet. Bag tværfløjens nordende er i den lavere udbygning anretterkøkken i både stueetage og kælder. Trapperne i vestibulen har lakerede, indstemte trin, og her har gelænderet dokkebalustre med grisailledekorationer med lotusblade. Gelænderet fortsætter i førstesalen højde på tværs af vestibulen, og her er i hjørnerne brede mæglere med grisaillemalede nedhængende neg af frugter, vin og blade. Mod væggen har trapperne et jerngelænder bestående af tynde stænger med balustre stående på trappens trin, svungne støtter, som sidder fast i ydervangen, og svungen afslutning i top og bund. Den sekundære trappe i hovedlængen er en trekvartsvingstrappe med en oval durchsicht. Her er indstemte trin, glat vange, balustre i rundstokke og en bejdset håndliste, som ender i en volutsvungen mægler over en mindre vangesnirkel. De sekundære trapper i tværfløjen har henholdsvis to- og tre løb, og de har simple indstemte trætrin med gelænder af rundstokke og bejdset håndliste. Tagetagen fremstår ubenyttet med oprindelig trækonstruktion og nyere, fast undertag.

Interiøret i Hovedbygningen er ligeledes oprindeligt og i særklasse originalt. I vestibulen er ved trappernes afslutning i stueetagen statuer af Athene og Apollon, som er lavet af H. V. Bissen til vestibulen, mens der på første sal er en udgave af Antonin Mercié’s statue, ’David og Gloria Victis’, fra 1868. Væggene i hovedlængen står pudsede og udsmykket med freskoer af Georg Hilker og Constantin Hansen i et sjældent helstøbt dekorationsarbejde (se litteraturen for mere detaljeret beskrivelse) med groteskdekorerede pilastre, et højt, kvadermalet underparti, en frise i grisaillestil med store billedfelter over er kronet af en arkitektonisk og figurativ loftsudsmykning. Trappegalleriet bæres øverst af gråmalede atlantskulpturer, der ligesom de plastisk formede pilasterkapitæler må være stukarbejder. De enestående dekorationer ses ligeledes i festsalen. Her er langs væggene dobbeltradede sidderækker i træ, hvorover er delvist forgyldte og sirligt udskårne træpaneler med grotesker samt herimellem nedhængende ranker med blade og frugter.  Ovenover er syv historiemalerier af Vilhelm Marstrand, Carl Bloch, Vilhelm Rosenstrand og Erik Henningsen samt indimellem fresker af Georg Hilker, der ligeledes har dekoreret loftet. Mod salens vestlige væg er i midten et kateder med trapper til begge sider og baldakin over, som er udsmykket med bladmønstre og forgyldning. Salens nordlige og sydlige dobbeltdøre har ligesom de tilhørende gerichter indadtil udskårne dekorationer af grotesker med putti og fugle. Festsalens yderdøre mod vestibulen har påsatte messingplader med dekorativ beslåning, mønstre og bladranker. I kælderen under tværfløjen er undervisningslokaler med nye overflader, lette skillevægge med vinduer mod loftet samt frit hængende, tekniske installationer og delvist nedhængt pladeloft.

I hovedlængens større lokaler i både stueetagen og på første sal er under en simpel stukgesims mod loftet malede, geometriske friser, som er forskellige i alle lokalerne. Hovedlængen har generelt tofløjede femfyldingsdøre med diamantbosser og indstukne hængsler, og de har brede indfatninger, som enkelte steder i lokalernes indre krones med en fordakning. Der er i hovedlængens vestibule og gallerigange mod Frue Plads er fine plankegulve, og i festsalen er et langsgående bræddegulv med tværgående heksagoner. I Hovedbygningens resterende lokaler og gangarealer er linoleumsgulve. Vinduerne har alle traditionelt udførte forsatsruder, der er flere steder oprindelige ruder og vinduesdetaljerne, herunder stormkroge og anverfere. Med mindre andet er nævnt er bygningsdele- og detaljer samt udsmykning fra bygningens opførelse.

Universitetsbiblioteket
Hele bygningen er i rød blankmur med trukne fuger på to etager over kælder med skiferhængte tage. Universitetsbiblioteket har to sektioner, som begge ligger mod Fiolstræde. Her er dels en bygning med bibliotekssalen på 20 fag med den nordlige gavl ud til Krystalgade og dels en lavere bygning med hovedindgang og forhal, som er på fem fag med gavlen mod Frue Plads. Begge har granitsokkel og lav overgangsgesims. Bygningen med bibliotekssalen har striber i lys formsten. Den har i hjørnerne samt for hvert fjerde fag en kraftigt fremhævet murpille med fiale over taghøjde, og den midterste af faginddelingerne er igen betonet med en let fremstående pille. Her imellem er faginddelingerne markeret med ribber toppet af små bladkapitæler. De enkelte fag gentager elementer af Hovedbygningens skema, hvor vinduespartierne er trukket tilbage fra murplanet og tilsammen danner lancetformer, her med rundbuet top. Universitetsbibliotekets vinduer og sålbænke er i støbejern. Over vinduerne er en rundbuet indfatning og et frontonfelt med formstensudsmykning samt et rundt felt med kløverformet inddeling. I murplanets øvre del, over frontonerne er rudeformet mønstermuring med lyse teglsten, og øverst er en rundbuefrise med dekorative led. Under tagskægget er en fireledet hovedgesims med formsten. Bygningens nedløbsrør er kunstfærdigt udformede i kobber, og de løber over de let fremhævede murpiller med vandspyer udformet som ulvehoveder. Mellem vinduespartierne løber en frise bestående af fire kløverblændinger for hvert fag. I gavlen mod Krystalgade fortsætter facadeskemaet, her er dog smallere fag uden vinduer. Den øvre mønstermurede frise brydes i midten af et kløverudsmykket rosevindue med farvet glas, som indskrives i en rund, mønstermuret indfatning. I gavltrekanten er lancetformer, mindre lancetvinduer og en rundbuefrise i toppen af murfeltet, mens der mod tagskægget er en seksleddet gesims med formsten. I gavltrekantens top er en mindre, fremskudt pille, der står på en bladdekoreret stenkonsol og ender over rygningen i en fiale. Den sydlige gavl er kun delvist synlig, men her er samme dekoration i gavltrekanten, mens den resterende murflade, der kan ses mod gården, blot står i blankmur med de lysere formstensbånd.

På gårdsiden af bygningen med bibliotekssalen fortsætter dekorationsskemaet. Her er dog som eneste forskel ingen lancetfrise mellem vinduespartierne, da den her er erstattet af blændinger med rundbue, og vandspyene udformet som ulvehoveder er her blot enderne på kobberrørene. Indgangsbygningen har i facaden mod Fiolstræde fem fag med en tydelig gruppering af de tre midterste, hvor murpillerne imellem er smallere. Faginddelingen vises som i bibliotekssalens bygning med let tilbagetrukne, rundbuede murfelter – dog her uden frontonafslutningen. Under rundbuen er her i yderfagene store kobbermedaljoner med henholdsvis Frederik den 7.’s monogram og rigsvåbnet, mens de tre midterste fag har mindre rosevinduer med kløverformet opsprosning. I stueetagen er småopsprossede vinduer med stiliserede kløverformer øverst og prydstik over, mens etagedækket i denne bygning markeres med en kompleks frise bestående af rundbuefrise og adskillige forskelligartede led af formsten. Hovedgesimsen består som ved bibliotekssalen af seks komplekse led af formsten. I faget mod bibliotekssalen er Universitetsbibliotekets hovedindgang, hvor fire granittrin leder op til en lancetudsmykket fyldingsdør med rundbuet overvindue. Indgangspartiet har en flerledet indfatning trukket tilbage fra murplanet, og det er dekoreret med formsten med glasering og mønstre. Fra døroverliggerens højde folder indgangspartiet sig yderligere ud med murede halvsøjler på konsoller, rundebuede mønstre og en spids fronton med formsten i sirlige mønstre og et rundt felt med en kløvermarkering. Frontonen har blomster- og bladdekoration i trekantens spidser. Selve facadens skema gentages mod gårdsiden, dog i en forsimplet version, hvor kun faginddelingen, en meget simpel etagefrise og de tre rosevinduer står tilbage. I det midterste fag er her en simpel revledør, og i faget ved siden af er et mindre, småopsprosset vindue. Mod bibliotekssalen er to vinduer, der ser nyere ud, dog lavet i samme stil som det mindre ved siden af døren. På gavlen mod Frue Plads er brugt samme skema som mod Fiolstræde. Her er to fag, begge med vinduer i både stueetagen og rosevinduer på første sal, og i gavltrekanten er herudover et mindre, rundt vindue i indfatning af formsten. Samtlige bygningens rosevinduer har mønstre i farvet glas. I gavltrekantens spidser, dvs. ved tagrenden samt rygningen, er blomster- og bladdekorationer i kobber. I rygningen er en bred, blankmuret skorstenspibe med rundbuet mønstermuring.

Universitetsbiblioteket er i dag lukket for offentligheden, da det bliver brugt til studiepladser til specialestuderende. Biblioteket har den oprindelige planløsning intakt. I indgangsbygningen er en gennemgående foyer, i midten og mod gården er en bred toløbstrappe til første sal, og langs Fiolstræde er en gang til gavlen, hvor der er indrettet toiletter mod bygningens indre. Under trappeløbet mod gården er servicerum. Diagonalt overfor hoveddøren leder to bueformede trin op til bygningen med bibliotekssalen, hvorved ankomsten sker i bygningens midterakse. Her er en gang, hvor facadens faginddeling går igen med pilasteropdelte vægge. Mod gården er fagene tydeliggjort ved høje, halvbueformede åbninger med nyere glasafskærmning og glasdøre, mens der mod gaden er døre i første og sidste fag og murpartier herimellem. Mod gade og gård er således hver et firefagsrum, der bliver brugt til henholdsvis studieadministration og frokoststue. Endnu en høj, halvbueformet åbning med store glaspartier, I-jerndrager som hammer og en nyere, tofløjet dør i midten formidler overgangen til selve bibliotekssalen. Her er en dobbelthøj hal i hele bygningens længde med bemalede jernsøjler for hvert fag. I endevæggens øvre del er et rosevindue. Søjlerne har øverst bueformede skråbånd i jern med mønstret gitterværk over. I fagdelingen på ydersiden af det dobbelthøje rum er indskudt et etagedæk i træ med smedejernsbrystning med lakeret træhåndliste. På begge etager er indbyggede, oprindelige træreoler, der i stueetagen går fra gulv til loft, mens de på første sal slutter vel under loftet. Hvert andet fag har dobbelte søjler, og i hver anden af disse – det vil sige i de fag, hvor der på facaden er en kraftigt betonet murpille med fiale over – i reolsystemet er indbygget en simpel ligeløbstrappe med rundstoksgelænder, der går fra stueetagens dobbelthøje, midterste rum mod førstesalens ydervæg. Mellem reolerne er mod gården i andet fag adgang til Magasinbygningen, i tredje fag en elevator og i tredje fag fra gavlen en nyere metalspindeltrappe med en glasvæg foran. På første sal er et omløbende galleri mod hovedskibet, som giver adgang til et stort, separat lokale i bygnings fire første fag, der tidligere var auditorium. Gennem auditoriet er adgang til indgangsbygningens førstesal, der fungerer som galleri for trapperummet. Den lavloftede kælderen benyttes til opmagasinering med et stort lokale under salen, der adskilles af en fladbuet teglstenskonstruktion med svære piller imellem. Gulvet er i nyere beton undtagen under indgangsbygningen, hvor der er ældre pigstensbelægning.

Interiøret i Universitetsbiblioteket er for en stor dels vedkommende oprindeligt. I indgangsbygningen er udkårne, uudsmykkede trælofter. De er generelt flade, men på førstesalen er i midten et langsgående tøndehvælv. Bibliotekssalens bygning har i de fire første fag tværgående monierhvælv i hele stueetagen. Bibliotekssalen har i det dobbelthøje rum et langt tøndehvælv af sammennittede jernplader med tværgående ribber, mens der i siderne er tværgående monierhvælv. Førstesalens auditorium har smalle monierhvælv vinkelret på væggene og store kvadratiske flader mod midten, som er båret af jernsøjler som salens. Bygningens monierhvælv er murede over støbejernsbjælker (I-jern) og pudset på undersiden.

I årene 1859-61 dekorerede Georg Hilker bygningen med bibliotekssalen. Her fokuserede han særligt på dens lofter og jernkonstruktion samt væggene i bygningens fire første fag, salens vinduespartier og etagedækkets synlige sider mod det dobbelthøje rum. Det er således Hilkers frisk farvesætning og dekorative mønstre, der definerer overfladerne i ankomsten til bibliotekssalen samt førstesalen, hele salens loft og alle de synlige metalkonstruktioner. Ydervæggene i salen er mellem vinduerne i gul blankmur, hvor formstensbåndene i fra ydermurene gentages i det indre – i det indre er de dog flankeret af røde teglsten. Under loftet yderligere mønsterlagte, røde teglsten i trappefrise. Indgangsbygningen har ligeledes i det indre gule blankstensmure med trukne fuger, og her er under taget formstensbånd i adskillige led, der mimer den ydre hovedgesims. Også hovedtrappens vangekonstruktion er i gule teglsten, og den har sorte stentrin, stødtrin i lyse formsten og smedejernsgelænder med lakeret håndliste. Trappen er bygget op af rundbuede murede elementer. Der er således fra foyeren tre rundbuede partier mod Frue Plads med trappens nedre løb i det midterste og det øvre løb i gårdsidens, mens gadesidens rundbue leder til gangen mod Frue Plads. Rundbuerne fortsætter langs trappen mod gadesidens korridor, hvor de er formgivet med formsten i ribbeimitation. Buerne holder her førstesalens galleri. Galleriets gelænder har en bred, vandret håndliste i lakeret træ med indlagte geometriske former. I ydervæggene ses i stueetagen flere simple bånd af røde og gule formsten, ligesom der op til brystningshøjde er gjort brug af trekantede formsten i diagonale mønstre. Disse går igen i det rundbuede murstik over døren mod toiletområdet i stueetagens gavl mod Frue Plads. Dette har nyere overflader med pladedøre, terrazzo gulv og linoleum. I den resterende del af indgangsbygningen er mønstre af koncentriske kvadrater i sorte og hvide fliser. I bygningen med bibliotekssalen er i de fire første fag i stueetagen linoleumsgulv, mens der på første sal er væg-til-væg tæppe. Der er i salen oprindeligt bræddegulv. I salens midte og mellem reolerne er indbyggede studiepladser med ældre, fastnaglet træinventar. Under samtlige vinduer er ældre radiatorer.

Bygningshistorie:
Konsistoriebygningen
Dette lille hus er dateret til omkring 1420, og tagværkets trækonstruktion til ca. 1480. På dette tidspunkt var det en del af Roskildebispens københavnerresidens, men efter reformationen overgik det til universitetets skatmester. Man regner derfor Konsistoriebygningen for Københavns ældste verdslige bygning. Fra 1563 brugte universitetets styrelse en del af huset, og de overtog hele huset i 1669.

I bygningens ydre er det værd at nævne, at man i murværket på både den nordlige og den sydelige side kan se tilmurede dørhuller. Disse stammer efter al sandsynlighed fra udgangen til havesidens hemmelighed mod nord, mens den sydlige murgennembrydning må være fra en svalegang. Bygningsarkæologiske undersøgelser har vist, at gadeplan oprindelig har ligget noget under det nuværende, hvorfor der under de spidsbuede kældervinduer er murværk og sokkel samt rester af den oprindelig pigstensbelægning. Gadeplanet har således, da Konsistoriehuset blev bygget, været i plan med kælderens nuværende niveau.

Kælderen står i det store og hele uberørt af tidens gang. Herunder hører det oprindelige hvælv, kamin og gulv i terræn-niveau, som man undersøgte ved gulvlægningen i 1969. Her kunne man konstatere, at de står på henholdsvis en del af en aldrig færdiggjort gravsten og et fragment af en møllesten – 1,25 m. under kapitælen. I den østlige udbygning har man frem til 1712 haft studenterfængsel, hvor studenter på kant med loven af Konsistorium kunne blev dømt til at sidde på vand og brød – bogstavelig talt. Kælderrummet syd herfor var i samme periode brugt til fængsel for universitetsgodsets bønder.
 
På gårdsiden af bygningens østgavl, altså foran den lille udbygning, opførte man i 1626 en gallerigang. Da Konsistorium i 1671 besluttede at ombygge huset, fik man lavet de nuværende vinduesåbninger i stueetagens murværk. Huset undgik bybranden i 1728, og under Københavns bombardement i 1807 gemte man universitetets arkivalier i kælderetagen. På dette tidspunkt lod man denne etages vinduer mure til, og de nordre blev først genåbnet i 1931. Det var også på dette tidspunkt, man lod genopføre vestgavlens kamtakker, som var blevet fjernet, da man byggede Professorboligen. Dele af de østlige kamtakker er oprindelige, og dele er genopbygget ved samme lejlighed.

I 1832-36 – mens Hovedbygningen blev opført – byggede man ved Peder Malling en ny mellembygning til Hovedbygningen øst herfor, hvor der tidligere var et galleri. På dette tidspunkt lavede man den østlige gennembrydning af muren i Konsistoriebygningens lille udbygning. Man lod konsistoriesalen panelere i 1836.

Tagværket fra ca. 1480 har efter alt at dømme stået uberørt frem til en større ombygning i 1879, hvor man indrettede kontorlokaler på loftet og isatte kviste. I denne forbindelse fjernede man store dele af de gamle konstruktioner. Kvistene blev flyttet om til nordsiden i 1931.

Hovedbygningen
Under bombardementet af København i 1807, sigtede englænderne efter byens højeste spir på Frue Kirke. Resultatet var, at store dele af universitetets karré efterfølgende lå i ruiner. Da universitetet skulle genopbygges, bad konsistorium i 1819 Peder Malling udfærdige et projekt. Malling var stadsbygmester og elev af C. F. Hansen.

Projektet blev dog udskudt på grund af statens ringe økonomi. Da man tog projektet op igen i 1829, bad man Malling lave et mindre omfattende forslag. I den mellemliggende periode havde arkitekten dog udviklet sig fra traditionel klassicist til fortaler for en mere gotisk inspireret retning, som da også kendetegnede det nye projektforlag fra 1831. På denne baggrund blev Hovedbygningen opført i 1832-36. Som del af projektet opførte man hovedbygningen med tværfløj, portpartierne på begge sider mod Vor Frue Plads og forbindelsesbygningen til Konsistoriebygningen.

Udsmykningen af Hovedbygningens vestibule og festsal var genstand for mange diskussioner, og da man i 1835 fandt ud af, at Malling havde sat sin ven Christian Fædder Høyer til at udføre vestibulens udsmykning, blev arkitekten afskediget. Hovedbygningen blev indviet uden udsmykning den 13. oktober 1836.

Udsmykningen blev udført af Constantin Hansen og Georg Hilker. De startede med loftet i 1844, og blev endeligt færdige med sidevæggene i 1853. Hilker fortsatte med udsmykningen af gangene i stueetagen og på første sal i perioden 1858-59. I 1860-65 dekorerede han festsalens vægge med grotesker og loftet i kassetteret trompe-l’oeil efter forlæg i italiensk renæssancestil. Her havde Vilhelm Marstrand i 1870 fået overdraget udsmykningsopgaven med scener fra universitetets historie. Da han døde i 1873, havde han kun nået at udføre det centrale maleri bag talerstolen. Arbejdet blev videreført af Carl Bloch, Vilhelm Rosenstand og Erik Henningsen med det sidste maleri færdigt i 1896. Festsalen blev senest restaureret i 2013-14.

Som note kan det bemærkes, at begge portfag på hovedlængens sider mod Frue Plads optræder i deres nuværende udformning og udsmykning på tegninger af Fattig-Holm fra 1840. Mod gården kan ligeledes ses det vestlige portparti med rundbuet åbning og lancetudsmykning – selvom repræsentationen ikke viser passagen ovenover, må den være oprindelig, da portpartiet ellers ville miste sin berettigelse.

Universitetsbiblioteket
I 1657 flyttede universitetets bibliotek ind på loftet over Trinitatis Kirke. 200 år efter var lokalerne dog blevet for trange. I 1852 rettede Københavns Universitetet derfor henvendelse til M. G. Bindesbøll. Universitetets ledelse kunne dog ikke blive enig om hans forslag, og da man var bange for at processen skulle gå i hårdknude, som den tidligere gjorde med Peder Malling under Hovedbygningens opførelse, besluttede man at gå nye veje. Det førte til den første åbne arkitektkonkurrence i Danmark i maj 1855.

Konkurrencen havde præcise krav, hvor det blandt andet blev specificeret, at bogsalen skulle være et sammenhængende rum, og at det skulle have plads til 12-1300 alen reolplads. Biblioteket skulle være brandsikret efter alle tidens forskrifter, hvorfor konstruktionen skulle være i jern og sten, og facaderne skulle passe til omgivelserne.

Vinderen blev Johan Daniel Herholdt, der med byggeriet kom til uigenkaldeligt at præge dansk arkitektur. Fra 1856 til ’61 blev Universitetsbiblioteket opført i rød, ”ærlig” teglsten uden de pudsede facader, der ellers kendetegner samtidens byggerier. Konstruktionen af tegl og jern skulle være tydelig at aflæse, ligesom det for Herholdt var vigtigt, at man i det ydre kunne forstå strukturen i det indre.

Georg Hilker dekorerede Universitetsbiblioteket i årene 1859-61.
kilder:
Bramsen, Bo red.: København, før og nu – og aldrig, Bind 4. 1988

Hædersdal, Ebbe: Konsistoriehuset på Københavns Universitet, Bygningsarkæologiske Studier 2003-2005.

Jørgensen, Lund og Nørregård-Nielsen: Danmarks arkitektur – Magtens bolig, København 1980

Kolderup, Edvard: Haandbog i Husbygningskunst, 1891

Pedersen, Kirsten N.: Pompejanske Rumudsmykninger I 1800-tallets Danmark, 2011

Sestoft, Jørgen: Danmarks arkitektur – Arbejdets bygninger, København 1979

Weilbachs Kunstnerleksikon. Red. Sys Hartmann m.fl. Forlagene Munksgaard og Rosinante, 1994-2000

www.universistetshistorie.ku.dk
Miljømæssig værdi:
Fredningens tre bygninger har både individuel og samlet miljømæssig værdi.

Konsistoriebygningen
For Konsistoriebygningen knytter den miljømæssige værdi sig til dens beliggenhed i Lindegården, hvor den som længebygning er orienteret mod pladsens åbne gårdmiljø. Her står den ud i kraft af sin proportionering og materialeholdning, hvormed den viser sin høje alder og dermed bliver et vigtigt pejlemærke i gårdmiljøet.

Hovedbygningen
Den miljømæssige værdi for Hovedbygningen er dels knyttet til dens placering med hovedlængen som en lang front mod Frue Plads modsat Vor Frue Kirke og dels til tværfløjen som den østlige afgrænsning for Lindegården. Her igennem er tværfløjen med til at definere rummet omkring Lindegården og Konsistoriebygningen, mens hovedlængen med sin markante hovedindgang overfor kirkens nordlig sidedør placerer sig som omdrejningspunktet for Frue Plads. Hovedbygningens volumen, udtryk og materialeholdning positionerer den bevidst og respektfuldt i forhold til kirken. Herved kommer universitetets centrale bygning til at stå i direkte relation til Københavns Domkirke.

Universitetsbiblioteket
Den miljømæssige værdi for Universitetsbiblioteket relaterer sig på den ene side til bygningens gavlpartier mod henholdsvis Frue Plads og Krystalgade og på den anden side til bygningen som en længebygning med facade mod Fiolstræde. Gavlene skaber gennem deres skala relation til Hovedbygningen, ligesom de med deres sakrale formsprog relaterer sig til kirken. Længden på bygningen med bibliotekssalen spejler hovedbygningen og kirkens, ligesom den gennemgående gesimshøjde er afstemt med Hovedbygningens. Her igennem knytter gavle og længe bygningen til Frue Plads.

Hver for sig er bygningerne med til at definere vigtige aspekter af bymiljøet i og omkring universitetskarréen, men der er også vigtig miljømæssig værdi ved helheden mellem Konsistoriebygningen, Hovedbygningen og Universitetsbiblioteket. Den lokale og nationale miljømæssige værdi for disse fysiske markører for universitetets institution og videnskultur kan derfor ikke overvurderes.
Kulturhistorisk værdi:
Den kulturhistoriske værdi ved Konsistoriebygningen, Hovedbygningen og Universitetsbiblioteket knytter sig overordnet til bygningerne som hovedhjørnesten i universitetets funktioner og historie, hvortil særligt de to sidstnævnte er bevidst formgivet. Bygningerne skaber således rammerne omkring universitets læringsmiljø, der siden universitets grundlæggelse i 1479 har været et definerende kulturmiljø for Københavns og Danmarks identitet.

Konsistoriebygningen
Denne lille bygning regnes for at være den ældste verdslige bygning i København, som stammer fra perioden, der i dag typisk defineres som middelalderen. I det ydre ses det ved, at huset med sin beskedne størrelse er bygget i munkesten lagt i munkeforbandt, og det har dekorative elementer med tydelige, gotiske stiltræk. Der er derfor kulturhistorisk værdi ved Konsistoriebygningens orientering som en mindre, grundmuret længebygning med stejlt heltag, det dels viser bygningens tidlige tilblivelse og dels tydeliggør roskildebispens høje status, at han i middelalderen byggede i mursten. Hertil kommer facadens sparsomme, dekorative elementer med spidsbuede kældervinduer i det tykke murværk, det rudeformede mønster i sydsidens murværk (se f.eks. Gåsetårnet, Jarmers Tårn, Kameliterklostret i Helsingør), hovedgesimsens mange led – herunder trappefrisen – og de kamtakkede gavle. Desuden er der kulturhistorisk værdi ved sandstenskartouchen og særligt ved murværkets bygningsarkæologiske spor, herunder de stadig synlige tilmuringer af døre og vinduer.

I det indre er der kulturhistorisk værdi ved Konsistoriebygningens enkle grundplan, der peger tilbage mod den tidlige brug af bygningen med et til to rum per etage. Hertil kommer alt det ældre murværk og kælderetagens bondefængsel og studenterfængsel med pigstensbelægning, inskriptioner og hvælv samt det store, ribbehvælvede rum med søjler med fundamentsten og kapitæler, syldsten, kamin med aftræk og murkappe, døråbninger med murstik og trappetrin, vinduesnicher og simpelt gulvbelægning. I stueetagen er der kulturhistorisk værdi ved udbygningens murværk og spidsbuede ribbehvælv, ligesom der i konsistoriesalen er kulturhistorisk værdi ved gulvbelægning, panelering og skodder, vægdekoration, stukgesims og den hemmelige dør, da disse elementer viser 1800- og 1900-tallets ombygninger. De spidsbuede hvælv i kælderetagen og førstesalens udbygning er stiltræk fra gotikken, mens kælderetagens mindre tøndehvælv er typiske for de mindre, funktionsprægede rum. Endelig kommer den betydelige kulturhistoriske værdi ved alle dele af den middelalderlige tagkonstruktion. Disse er sjældne, bevarede bygningselementer, som viser senmiddelalderens bygningskulturs tekniske formåen og æstetiske præferencer.

Hovedbygningen
For Hovedbygningen knytter der sig kulturhistorisk værdi til dens placering, da den viser det tidlige universitets affinitet med domkirken. Således var kirkens dekan før reformationen rektor for universitetet, mens kannikerne var dets lærerstab, og helt op til moderne tid var al universitetets virksomhed placeret i denne karré. I det ydre er der kulturhistorisk værdi ved den grundmurede bygnings ubrudte, sorte tagflader samt bygningens overfladehandling, farvesætning og dekorative elementer som et unikt eksempel på et klassicistisk prestigebyggeri. Det ses ved, at Hovedbygningen, ligesom C. F. Hansens Frue Kirke overfor, gør brug af klassicismens typiske pudsede facade sat i en støvet jordfarve. Facaden viser også klassicismens formsprog i sin rolige og let aflæselige rytme over en naturstenssokkel, ligesom bygningens brede fag og høje etager, den store, bueformede hovedtrappe samt hovedindgangens indfatning og fordakning viser klassicismens hang til det præsentable gennem det monumentale. Hertil kommer de antikiserende elementer som hovedgesimsens inddeling i arkitrav, frise og karnis samt ildfadene, der flankerer det centrale dørparti. Facaden viser også eklektiske tendenser, da den dels gør brug af et manieristisk formsprog ved brugen af pilastre i kæmpeordenen, der subtilt refererer til Michelangelos opfindelse af samme i hans byggeri på Kapitol efter Roms Plyndring i 1527, dels inkorporer Hovedbygningen gotiske elementer, som de lancetformede vinduer og de fra murplanet tilbagetrukne partier – herunder særligt indgangspartiets flerdelte – der med et bueslag rager op i frontonerne, hvillet er en parafrasering over gotiske portaler (se f.eks. Katedralen i Amiens). Vinduernes rundbuede øvre former spejler Vor Frue Kirkes, hvorved de skaber samhørighed på tværs af pladsen. De religiøse referencer går igen i dekorationerne vinduernes spyd, som peger op mod frontonernes ottekantede stjerner, hvor trekanten gerne symboliserer treenigheden og stjernen lyset eller Kristus. Sandstensmonogrammerne henviser til Christian den 1. og Christian den 3., som henholdsvis grundlagde universitetet og efter reformationen overdrog det til verdsligt styre. På gårdsiderne af Hovedbygningen og i portfagene på begge sider af hovedlængen genfinder man flere aspekter af gadefacadens dekorative skema, dog i en simplere version, hvor de ligeledes har stor kulturhistorisk værdi, ligesom den ældre fyldingsport. I tværbygningen er der yderligere værdi ved kældernedgangenes typisk klassicistisk dækplader i sandsten, de klassicerende vindues- og dørindfatninger samt den fremstående sideindgang med gotiske elementer som den kamtakkede gavl med murede lancetformer og en prominent trappefrise, der direkte refererer til Konsistoriebygningens, på samme måde som de dekorative elementer på gårdsiden af det vestlige portfag. Indfatningerne kan ligeledes ses som en klassicistisk parafrase over Konsistoriebygningens spidsbuede vinduesblændinger. På denne måde skaber arkitekten visuel sammenhæng mellem universitetets ellers adskilte dele samtidig med, at han symbolsk placerer bygningen som en del af universitetets historiske kontinuitet.

De klassicistiske idealer afspejles i det indre i såvel planløsning som interiør. Der er derfor kulturhistorisk værdi ved Hovedbygningens aksiale disponering med vestibule og festsalen på hovedaksen og auditorier på tværaksen med gallerigange mod pladsen. Tværaksen fastholder med de store vinduesfag brugernes orientering mod Domkirken samtidig med, at auditoriernes primært nordvendte lysindfald giver et godt, diffust lys. Hovedaksen viser bygningens vigtige præsentable dimension med dobbelthøj vestibule og festsal lige for, hvilket understreges af de brede, storslåede trapper langs ydervæggene og galleriet herover. I det indre er der ligeledes kulturhistorisk værdi ved de sekundære trapper, som ved deres prunkløse udformning og indpasning i bygningen viser deres interne og funktionsprægede karakter. Her skal særligt nævnes den sekundære trappe i hovedlængen, der med sin sirlige udformning viser sin højere status mod pladsen. Interiøret er ligeledes af kulturhistoriske værdi, herunder bræddegulve, stukgesimser, døre med indstukne hængsler og fint udformede dørindfatninger. Hertil kommer Hovedbygningens skulpturer, kunstneriske stukarbejder, udskårne træpaneler og malerudsmykninger, der hver for sig er centrale kunstværker, men sammen viser en unik og helstøbt, klassicistisk helhed. Endelig er der kulturhistorisk værdi ved tagets trækonstruktion, der i sin elegante og uberørte helhed viser tidens ingeniørkunst.

Universitetsbiblioteket
Den kulturhistoriske værdi knytter sig overordnet til bygningen som et særegent pragtbibliotek, der med sine tekniske løsninger, sin form og sit udtryk, banede vejen for en historicisme med nationalromantiske islæt. I det ydre knytter der sig kulturhistorisk værdi til den røde, blankmurede længebygning med sokkel og ubrudte, skiferhængte tagflader, hvis facade viser stor samhørighed mellem dens form og funktion, mellem dens indre, teknisk løsninger og dens ydre formgivning. Der er derfor stor kulturhistorisk værdi ved murværkets tydelige faginddeling med betonede murpiller og fialer over hver fjerde, etageadskillelsen fremhævet med en blændingsfrise samt de dekorative træk med horisontale bånd af lyse formsten, den gennemgående rundbuefrise, det øvre murværks rudemønster og murværkets mange typer af formstensribber og frontonernes udformning med formstensmønstre og rundt felt med kløverformet inddeling. Samme skema bruges blot med flere dekorative lag i hovedindgangen, hvorved der skabes stor samhørighed delene imellem. Samme logiske skema med tydelig fag- og etageinddeling samt dekorative sprog ses gentaget i gavle og gårdsidens længe, mens den enklere version i indgangsbygning viser dennes lavere status. Rosevinduet i den nordlige gavl og de mindre i indgangsbygningen refererer til de gotiske katedralers, hvor vinduet symboliserede det ophøjede, guddommelige lys, og dermed sandheden, hvorved Herholdt placerer biblioteket som en lærdommens katedral. Der er ligeledes kulturhistorisk værdi ved støbejernsvinduerne- og sålbænkene, der viser den på opførselstidspunktet nyeste byggetekniske kunnen og formgivning i det nye materiale. I bygningens ydre komposition og dekorative system afspejles den indre struktur, hvorfor Universitetsbiblioteket bliver mere end et overfladisk, historicistisk byggeri. Herholdt baserer således sin bygning – ligesom gotikkens – på det skolastiske system, hvor man med logikken skabte transparens mellem form og funktion. Hertil kommer i biblioteksbygningen: Hovedindgangens fint udskårne dør; detaljeringen af tagrender og vandspy, der med ulvehoveder viser et nordisk perspektiv på den franske gotiks gargoyler; de horisontale bånd af lyse sten kunne være en reference til den toscanske gotik; og frontoner med rundbuer i faginddelinger samt hovedindgangen, som både viser tilbage til Mallings Hovedbygning og er en parafrasering over gotiske portaler. Endelig er der stor kulturhistorisk værdi ved de røde blankstensmuren og det øverste murværks krydsmuring, da disse referer til middelalderens murværk og mere specifikt til Konsistoriehuset. Herudover skal det nævnes, at det upudsede murværk på opførselstidspunktet var mere eller mindre uset i dansk arkitekturs større byggerier i flere hundrede år. Herholdts brug af ”nøgne” mursten kom derfor til at bane vejen for deres renæssance i dansk byggeskik, hvorfor betydningen af Universitetsbiblioteket næsten ikke kan overvurderes.

I det indre er der kulturhistorisk værdi ved den oprindelige planløsning og det bevarede interiør, som både viser klassicismens udsmykningsidealer og Herholdts pragmatiske historicisme. Der er således i indgangsbygningens foyer let adgang til bibliotekets funktioner enten via døren i hjørnet mod bibliotekssalen eller trappen til førstesal gennem Universitetsbibliotekets auditorium til bibliotekssalen. Oprindeligt var der servicefunktioner, som i dag er suppleret med administration, i indgangsbygningen og de fire første fag af bygningen med bibliotekssalen. Her er planløsningen uændret. Bibliotekssalen står ligeledes i sin oprindelige skikkelse med en klassisk basilika-grundplan, hvor et hovedskib flankeres af sideskibe. I sidstnævnte har Herholdt placeret de tværgående bogreoler med sekundære trapper i. Arkitektens oprindelige udformning af bygningen er kun forstyrret ved murgennembrydningerne mod Magasinbygningen og elevatoren samt den nyere, uudsmykkede metalspindeltrappe med glasvæg. Den kulturhistoriske værdi er høj for interiøret, hvor kravene om brandsikring har afstedkommet en tydelig formgivning af de konstruktive bygningselementer, hvorfor de gule blankstensmure, støbejernkonstruktionen og monierhvælvene er blevet accentueret. Det underbygges af bygningens rosevinduer, særligt det store i gavlen på bibliotekssalens hovedskib, der som en del af den fransk gotiske arkitektur symboliserer det guddommelige lys, viden og sandhed. Søjlerne er en parafrasering over de ægyptiske papyrus- og lotussøjler, mens de bueformede skråbånd med mønstret gitterværk er en bearbejdning af islamiske træ- og stenskærme, kaldet ’mashrabia’. Hertil kommer trappefrisen af røde teglsten under loftet og foyerens rudeformede mønstermuring, der ligesom facadens refererer til Konsistoriebygningen og den gotiske arkitektur. Med alle de arkitektoniske virkemidler placerer Herholdt biblioteket som en for samtiden moderne lærdommens katedral med klassiske referencer og stor historiebevidsthed. Dette går igen i Hilkers dekorationer, som fremhæver Herholdts arkitektoniske virkemidler og lægger endnu et lag på samme fortælling. Det kan ses i udsmykningen med brug af bånd med grotesker over de bredere faginddelinger i sideskibene, mæanderfriser i auditoriet, løbende hund friser i sideskibenes yderkanter og ottekantede stjerne i sideskibenes hvælv, mens jernsøjlerne har mønsterdekorerede kapitæler som i islamisk arkitektur og bemaling, som fremhæver deres former. Endelig er der kulturhistorisk værdi ved de simple stukgesimser, der i nogle lokaler formidler overgangen mellem væg og loft, de enkle bræddegulve, de oprindelige døre med hængsling og beslag, ældre vinduer og vinduesdetaljer, pigstensgulvet i kælderen samt hovedtrappen, træudskæringer og alle formstenselementer. Gennem formgivning og dekoration er hermed skabt et transparent system, hvor Universitetsbibliotekets funktion bliver tydeliggjort i sin form, og hvor der er en høj grad af samhørighed mellem det ydre og det indre.
Arkitektonisk værdi:
For Konsistoriebygningen, Hovedbygningen og Universitetsbiblioteket knytter der sig dels arkitektonisk værdi til bygningerne hver især og dels til deres indbyrdes forhold. Konsistoriebygningen hører således til i den ældste del af det middelalderlige universitets byggerier, i hjertet af karéen, mens Hovedbygningen og Universitetsbiblioteket udadtil definerer dens rammer. De nyere bygninger bruger elementer fra den gamle, hvorved de på respektfuld vis kæder bygningerne sammen.

Konsistoriebygningen
Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre mod både syd og nord til den enkle facadekomposition, hvor de store murpartier samt sydsidens mønstermuring giver den lille længebygning karakter. Kælderens vinduer med spidsbuede åbninger, trappefrisen og gavlenes kamtakker tilfører bygningen en vertikal dimension som kontrasteres af facadens ellers overvejende horisontale. Herunder hører murpartiernes store flader med munkesten, hovedgesimsens mange led og de store tagflader. Hertil kommer vinduessætningen med vinduernes asymmetriske placering, specielt i kælderetagen, der med moderne øjne kan virke tilfældig, men som er dikteret af bygningens indre tektonik. Selvom stueetagens vinduessætning er yngre og mere regulær end den oprindelige, kan samme logik fornemmes, da vinduerne er forskudt mod den østlige ende. Disse forhold giver Konsistoriebygningen en særegen arkitektonisk værdi, som er typisk for middelalderens funktionsdrevne æstetik i det mindre prominente byggeri.

I det indre er der arkitektonisk værdi ved kælderetagens enkle gulvbelægning, de dybe vinduesnicher og loftshvælvene med granitsøjler, hvilket giver bygningens indre en rå og hulelignende karakter. Stueetagens ribbehvælvede indgangsparti har et smukt forarbejdet, symmetrisk hvælv, som formidler overgangen til konsistoriesalen, hvor de ældre snedkerdetaljer med paneler, skodder, døre og gulv resulterer i et lettere og lysere rum.

Hovedbygningen
I det ydre knytter den arkitektoniske værdi sig til bygningens placering og dimensioner, dens komposition og overfladebehandling. Hovedbygningen ligger overfor Vor Frue Kirke, som den spejler med sin pudsede facade og længde på 70 meter, ligesom facadehøjden over soklen reflekterer kirkens over basen. Med disse virkemidler indskrives universitetets bygning i en direkte arkitektonisk sammenhæng med domkirken og Frue Plads, som hovedlængen danner den nordlige afgrænsning af. Facaden har syv brede fag sat i symmetrisk komposition omkring indgangspartiet, og de giver med kæmpepilastrene og fagenes frontoner hovedlængen en opadstræbende bevægelse. Den danner kontrast til længebygningens ellers overvejende horisontalitet, der understreges af sokkel og en hovedgesims, som indrammer bygningsmassen. Bygningens velkomponerede monumentalitet understreges af de brede fag og de høje etager, som bindes subtilt sammen af blændingsfelterne herimellem og vinduernes lancetformer. Vinduespartierne har dog bastante tværposte, der bidrager til en rolig oplevelse af facaden. Det centrale fag med indgangspartiet bryder længens grundgeometri, da det træder frem i en midtrisalit, som både er højere og bredere end de resterende fag, hvorfor både hovedgesimsen og frontonen her er højere. Da indgangsfaget dels har en flerledet tilbagetrukken struktur, dels ender i rundbuer over frontonens vindue, hvis form gentages i trappen foran, resulterer fagets og hele facadens komposition i en let styring af beskuerens opmærksomhed mod universitetets indgang. Det understreges af trappens forhold mellem grund og stigning, der netop resulterer i, at linjen over trinenes øvre kant – forsvindingspunktet – peger mod indgangens dørhåndtag. På hovedlængens gavle og to separate gårdsider, der hver har tre fag, er brugt samme dekorative skema som på gadefacaden med vinduespartier, kæmpepilastre og hovedgesims. Det skaber sammenhæng på tværs af bygningen, som mod gården suppleres af de fint udformede kældernedgange i de midterste fag. Til gårdsiderne er kompositionen dog i en mere prunkløs version, hvilket særligt kan ses i sålbænkenes konsoller og hovedgesimsens manglende lotusfrise, ligesom her hverken er blændingsfelter mellem etagerne eller frontoner over fagene. Alt i alt får hovedlængen til begge gårdsider et let fokus mod det midterste fag, hvilket resulterer i en fint dimensioneret og rolig komposition. Skemaet bliver endnu mere spartansk i tværbygningens store, pudsede murflader og øvre vinduer uden dekorationer. I kælderetagen på den vestlige side suppleres hovedlængens dekorationssprog med de fialeprydede vindues- og dørpartier samt den let fremtrædende sideindgang med lancetblændinger og gesims med trappefrise og savskifte. Også her har bygningen en let centraliserende virkning, her med opadstræbende elementer, som giver gårdsiden en rolig, helstøbt komposition, som samtidig skaber sammenhæng mellem Konsistoriebygningen og hovedlængen på tværs af gårdrummet. Portfagene på begge sider af Hovedbygningen har mod pladsen samme dekorative skema som hovedlængen, dog i en mindre skala. Mod gården har det vestlige portparti en bred, rundbuet åbning, som giver uhindret gennemgang og fint formidler den visuelle overgang mellem Hovedbygningen og Kommunitetsbygningen ved siden af. Portpartiet er sirligt udformet med passagen mod gården og lavere taghældning mod gaden, så passagen mellem de to bygninger ikke kan ses fra Frue Plads.

I det indre er der arkitektonisk værdi ved de to længers aksiale planløsning med skæringspunkt i vestibulen. Her er universitetets fikspunkt, som binder undervisningen i hovedlængen sammen med festsalens mere symbolske rum i tværfløjen. Vestibulen er derfor udformet som et dobbelthøjt rum med brede trapper langs ydervæggene, som bidrager til at fokusere rummet mod indgangsdøren til festsalen. Denne har en simpel, bastant indfatning og er flankeret af kæmpepilastre. Disse medvirker sammen med rummets dimensioner – der tilnærmelsesvist er et kvadrat med samme mål som gadefacadens lignende i midterfaget under hovedgesimsen – til at skabe sammenhæng mellem det ydre og det indre og accentuere det aksiale forløb. Hertil kommer de arkitektoniske værdier i Hovedbygningens håndværksmæssige detaljer med: Bemalingen, der illuderer kassettelofter, søjler og brystningslister og –paneler, festsalens nittebeslåede yderdør samt de salens træudskårne paneler og døre, som både medvirker til at skabe arkitektonisk enhed i det store rum og viser hovedlængens etagehøjde, hvormed der skabes sammenhæng med resten af bygningen. Bræddegulvet opdeler her gulvet i enheder med mindre skala på tværs af salen samtidig med, at inddelingerne skaber en tværakse med katederet midt for. Hermed er håndværksdetaljerne med til at understøtte både de arkitektoniske virkemidler og Hovedbygningens funktioner.

Universitetsbiblioteket
Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til Universitetsbibliotekets stramme komposition og fine detaljering, som sammen skaber en helstøbt bygning. Bygningen med bibliotekssalen har mod gade og gård fremtrædende faginddeling i hierarkisk orden, fialer over hvert fjerde murstykke og frontoner over alle fag, der giver en klar, vertikal betoning som modspil til længebygningens overvældende horisontalitet i gadebilledet, der lægges som et bevidst greb med simple virkemidler som de lyse formstensbånd og galleriet af blændingsfelter mellem vinduesfelterne. De lyse formstensbånd medvirker til at skabe en let aflæselig facade, da de i murværket markerer vinduernes og etagernes højde. De øvrige mur- og formstensdetaljer bliver brug til at formidle overgange mellem bygningsdele, som mønstermuringen i frontonerne, mellem vinduer og murflade, den rundbuede mønstermuring mellem hovedgesims og murflade og det lyse rudemønster øverst mellem tagets form og frontonernes. Hertil kommer vinduerne, der med de stiliserede, rundbuede lancetformer skaber en fin og rolig flade uden forstyrrende elementer. Endvidere er der arkitektonisk værdi ved gavlenes og indgangsbygningens særlig betoning med den anden faginddeling, vinduer, dør og dørparti. Her er dekorative elementer gentaget fra hovedlængen, de er brugt i et andet skema, centreret omkring etageadskillelsen. Gavlene lukker sig hermed om deres egen form. Indgangsbygningen får en mere lukket bygningsmasse, hvorfra hovedindgangen træder frem med sin lette, dekorative detaljering og sin opadstræbende fronton, der gentager frontonerne over bibliotekssalens fag. Hermed formidler den overgangen og skaber visuel sammenhæng imellem de to dele af Universitetsbiblioteket.

I Universitetsbibliotekets indre er der arkitektonisk værdi ved planløsningen, som i indgangsbygningen giver en unik foyer, trappe og første sal, der til de oprindelige funktioner var en praktisk løsning på indgangspartiets fordeling af besøgende. Adgangen til bygningen med bibliotekssalen sker diagonalt gennem foyeren for at indgangen kan ske den centrale akse. I stueetagen er her en pilasteropdelt korridorgang, som medierer oplevelsen mellem foyeren og den høje bibliotekssal. Salen er bygningens vigtigste rum, hvilket understreges af den aksiale plan og det imponerende, dobbelthøje rum, der samtidig fungerer som fordelingsgang mellem reolerne til begge sider. Her sørger de store vinduer med smalle støbejernssprosser for et rigeligt lysindfald i det store, gennemlyste rum. Da bibliotekssalen tilnærmelsesvist er orienteret efter kardinalpunkterne, falder lyset fra øst og vest, hvorfor det skarpe lys – som nedbryder farve og misfarver papir – fra syd undgås. Hertil kommer den arkitektoniske værdi ved murværkets nøgne materialitet og mønstermurede detaljering samt alle de flade og tøndehvælvede trælofter, som giver bygningen en intim stoflighed og menneskelig skala, ligesom monierhvælvene og foyerens flisegulv understreger den menneskelige skala. Endvidere kommer værdien ved de bevarede snedkerdetaljer i hovedtrappen, reolerne, deres sekundære trapper og gulvet i bibliotekssalen. Endelig kommer bemalingen, der i korridorgangen illuderer kassettelofter, men ellers er mindre figurativ, hvor de rene farver giver et koloristisk klangrum, som respekterer bygningens konstruktion og endda accentuerer den i hvælvenes faginddeling samt på støbejernselementer og murflader i de fire fag mod indgangsbygningen.  Hilker bruger det samme farvespektrum til at skaber homogenitet og overskuelighed i hele bygningen, hvilket understøtter Universitetsbibliotekets funktioner og de arkitektoniske virkemidler.
Bærende fredningsværdier:
Konsistoriebygningen
I bygningens ydre knytter de bærende fredningsværdier sig til det grundmurede hus, som er opført omkring år 1420 med efterfølgende ombygninger. Herunder hører facadernes: Sokkel, munkesten og rudemønster, de tilmurede dørhuller og de tilmurede vinduesfragmenter, samtlige vinduer, spidsbuede blændinger, sandstensmonogrammet og hovedgesims med alle led. Hertil kommer gavlenes kamtakker, det stejle heltag hængt med røde tegl, den næsten ubrudte tagflade mod syd og den traditionelle materialeholdning.

I det indre er der bærende fredningsværdier ved alle bevarede dele af den oprindelige og ældre planløsning med rum i hele bygningens længde og bredde i kælder og stueetage samt de tilstødende i udbygningen. Dertil kommer alle oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer, herunder vindues- og dørnicher, kamin med murkappe, ribbe- og tøndehvælv, skjoldbuer, vægpiller, kapitæler, søjler samt nedgravede fundamentsten herunder. Endvidere kommer: Brædde-, teglstens- og pigstensgulve, kælderens simple belægning og oprindelige gulvniveau, brystnings- og lysningspaneler med skodder, papirtapeter på udspændt lærred, revledør med låsekasse, fyldingsdøre med indstukne hængsler og tilhørende gerichter samt vinduesdetaljer. Endelig kommer de bevarede dele af tagkonstruktionen samt den traditionelle materialeholdning. 

Hovedbygningen
I det ydre knytter der sig bærende fredningsværdier til den klassicistiske bygnings grundmurede hoved- og tværfløj, der er tegnet af Peder Malling og opført i årene 1832-36. Herunder hører på alle Hovedbygningens sider det pudsede murværk, soklen, kæmpepilastrene, hovedgesimsen og de småopsprossede vinduer i kælder og hovedetager, her med sålbænke, konsoller og spydudsmykning, samt for facaden og gavlene de let tilbagetrukne fag og frontonerne med lancetinddelte vinduer og stjernedekoration. Hertil kommer facadens blændingsfelter i fagene, midtrisalitten med trappe, ildfade, dørindfatning, sandstensornamenter, metalskulptur og –inskriptioner samt gårdsidernes kældernedgange med dækplade og konsoller. Dertil kommer tværfløjens store, ubrudte murflader, trappen med gelænder dør- og vinduesindfatninger, dørpartier med dørudsmykning og overvinduer, væglampe, gesims, lancetudsmykning og kamtakker samt udbygningen og portfagene med alle bygningsdele og detaljer, herunder kældernedgange, vinduer, gesimser, porte, portrum og portfagets udsmykning. Endelig kommer heltaget hængt med sortglaserede tegl, de ubrudte tagflader og den lette opskalkning mod gården, skorstenspiberne samt endelig den traditionelle materialeholdning.

I det indre er der bærende fredningsværdier ved de bevarede dele af den oprindelige planløsning, herunder den dobbelthøj vestibule med trapper og –galleri, gallerigange mod pladsen og auditorier mod gården samt i tværfløjen midt for vestibulen den dobbelthøje festsal med balkon og nordfor de sekundære trapper og –funktioner. Dertil kommer alle oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer, herunder bræddegulve, vinduesdetaljer, tofløjede fyldingsdøre med indfatninger og indstukne hængsler, stukgesimser, pilastre, vestibulens trapper med gelændre og de sekundære trapper. Endelig kommer vestibulens beslåede døre og festsalens udskårne døre, alle udskårne paneler, skulpturer, kunstneriske bemalinger og dekorationsarbejder udført i stuk samt den traditionelle materialeholdning.
 
Universitetsbiblioteket
I det ydre knytter de bærende fredningsværdier sig til Johan Daniel Herholdts blankmurede, historicistiske længebygning fra 1856-61. Herunder hører for bygningen med bibliotekssalen mod gade og gård de lyse formstensstriber, faginddelingen med murpiller, fialer, frontoner og vinduespartier samt frisen med kløverblændinger, den rudeformede mønstermuring, rundbuefrisen, hovedgesimsen, nedløbsrør, vandspyer og alle formstensdekorationerne. Dertil kommer for ind indgangsbygningen faginddelingen med rosevinduer, friser og formstensdekorationer, hovedgesimsen samt indgangspartiet med fronton, halvsøjler, formstensdekorationer, organiske dekorationselementer og den udskårne fyldingsdør. Endelig kommer for hele Universitetsbiblioteket: Soklen med overgangsgesims, gavlene med friser, rosevinduer, mønster- og formstensmuring, hovedgesims, pille mod rygningen og dekorationer på taget samt støbejernsvinduerne og –sålbænkene, de ubrudte tagflader, skorstenspiben samt den traditionelle materialeholdning.

I det indre er der bærende fredningsværdier ved den oprindelige planløsning med indgangsbygningens foyer, trapperum, sekundære funktioner og overgang til bygningen med bibliotekssalen med auditorium på førstesal, i stueetagen korridorgang i midteraksen og lokaler med servicefunktioner på begge sider samt den lange, symmetriske bibliotekssal. Dertil kommer alle oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer, herunder de bærende konstruktioner i støbejern, loftsplader i sammennittede jernplader, monierhvælv, trælofter med udskårne lister, gule blankstensmure, formstensdekorationer, mønstermuring, flise-, brædde- og pigstensgulve, pilastre, stukgesimser, førstesalens brystning, de oprindelige døre med hængsling og beslag, ældre vinduer og vinduesdetaljer, hovedtrappen, reoler, indbyggede trapper samt det yderligere nagelfaste inventar. Endelig kommer den kunstneriske bemaling af vægge, lofter og konstruktion samt den traditionelle materialeholdning. 
Antal bygninger:
3
Antal andre objekter:
0
Komplekstype:
Skole
Fredningsstatus:
Fredet
Fredningsomgivelse:
Fredningsomfang ; Fredningsomfang

Sagsbehandlinger

Type:
Fredningsudvidelse
Dato:
27-03-1950
Journal nr.:
6/49

Type:
Tinglyst fredning
Dato:
03-02-1932
Journal nr.:
64/31


Dokumenter

Dokumenttype:
Undersøgelse
Beskrivelse:
Frue Plads, Universitetet, hovedbygningen. Klædebo kv. 200. Farvearkæologisk undersøgelse. Solinnitetssalen (festsalen). 8 sider samt fotografier (13 optagelser). Jørgen Høj Madsen/Nat.mus., Farvekonserveringen. August 1979. Frue Plads, Universitetet, hovedbygningen. Klædebo kv. 200. Summarisk bygningshistorisk beskrivelse. 2 sider. David Bretton-Meyer. December 1985.


Navn:
Fredningsbeskrivelse
Dokumenttype:
PDF-dokument



Omfattede bygninger: 3


Fredet bygning Fiolstræde 1
Fredet bygning Frue Plads 4
Fredet bygning Fiolstræde 1

Fredede omgivelser: 2

Signatur Fredningsomfang
Signatur Fredningsomfang


Relaterede sager: 0
Slots- og Kulturstyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V
telefon 33 95 42 00
ur   ul
 
 
dr   dl
  tap