Sag: Thorvaldsens Museum

Bertel Thorvaldsens Plads 2 (tidl. Porthusgade 2), København
Fredningssag
Fredningsstatus:
Fredet
Aktuel status:
Aktiv
Komplekstype:
Museum
Antal bygninger:
1
Klik på kortet for at se et større udsnit.

Sagsoplysninger

Type:
Fredningssag
Betegnelse:
Thorvaldsens Museum
Aktuel status:
Aktiv
Beliggenhed:
Bertel Thorvaldsens Plads 2 (tidl. Porthusgade 2)
Kommune:
København
Omfang:
Det firefløjede museumskompleks (1839-48 af Gottlieb Bindesbøll).
Fredet 1945.
Beskrivelse:
Thorvaldsens Museum er beliggende i hjertet af København med en prominent og fremskudt placering på Slotsholmen, hvor Christiansborgs slot, Højesteret og den nordligste del af ridebaneanlægget er museets genboer mod syd. Mod øst ligger museet i forlængelse af slotskirken, på nordsiden ligger Slotsholmskanalen med Københavns ældste bydel på den anden side af vandet, mens den vestvendte hovedfacade vender ud til en stor, åben brolagt plads, Bertel Thorvaldsens Plads.
  
Eksteriør
Museet er en firfløjet bygning med en smal og langstrakt indre gård, men fremtræder mod omverdenen som en enkel, regelmæssig bygningskrop af rektangulær form. Bygningen er opført på en sokkel af sandsten mod kanalen og kirken og granitsten mod slottet, mens den fjerde side mod pladsen rummer en tresidet trappe med seks trin i hele facadens bredde og afsats i granitfliser. Soklen er udstyret med
lave, aflange vinduer i hvert fag med gråmalet gitterværk foran. Over soklen rejser bygningen sig i grundmur, der er pudset okkergult og rigt dekoreret. Murene afsluttes med en profileret gesims, der er særligt dekoreret i vestfløjen bl.a. med et tandsnit. Taget er et lavt kobberbeklædt saddeltag med en asymmetrisk tagprofil, hvis største tagflader vender mod museets indre gård. Det rummer ind mod gården enkelte større og mindre tagvinduer samt nogle udluftningskanaler.
 
Hovedfacaden i gavlen har fem lige store, taktfast placerede porte med skrå sider og ovenover opsprossede vinduer med støbejernssprosser. Portene er alle brunmalede og dobbeltfløjede med to opsprossede glaspartier i hver dørfløj. De omgives hver især af en profileret portalomramning med en tværbjælke som overligger, der danner et par karakteristiske ”ører” foroven. Omramningerne er hvidmalede med en smal lazurblå streg i midten samt et rødt felt over overliggeren, og de er større end åbningerne, så de indbefatter en del af det gule murværk. Det inderste af de dybe dør- og vinduesnicher står grønmalede. Ved hjørnerne afsluttes facaden af pilastre med joniske kapitæler prydet med motiver af månegudinden, Selene, og lysets gud, Apollon, repræsenterende nat og dag, mens sejrsgudinden i en stridsvogn trukket af fire heste knejser som en skulpturgruppe i bronze over den midterste portal på taget.
 
Portalmotivet er gentaget på syd- og nordsidernes facader som omramninger af stueetagen og første salens taktfast placerede vinduer i 11 fag med en høj portalomramning nederst, der tillige indfatter et frisefelt, og en lavere portalomramning øverst hvilende på en omløbende hvidmalet kordongesims. Vinduerne er af rektangulær, næsten kvadratisk form, med opsprossede vinduer, der har gråmalede støbejernssprosser. De er placeret i en let fordybning med grønmalede sider. Sydfløjens vestligste fag indeholder desuden en sideindgang med en brunmalet dobbeltfløjet fyldingsdør. Vestfløjens gavle står ubrudte, bortset fra vinduesåbningerne i sokkelpartiet.
 
Østgavlen er symmetrisk opbygget med et højt portalmotiv i facadens midte, der gennembryder kordongesimsen, og omslutter en inskriptionstavle og et frisefelt. Den flankeres af to mindre vinduesportaler svarende til sidefacadernes.
 
Museets sidefacader og bagsiden mod kirken er prydet med en omløbende billedfrise over soklen. Ud mod kanalen forestiller frisen den store folkelige modtagelse af billedhuggeren Bertel Thorvaldsen ved hans tilbagevenden fra Rom til København i 1838, mens transporten af hans skulpturer fra fregatten Rota til museet vises på de to andre facader. Frisen er udført i indfarvet cementpuds med jordfarver i rødt, grønt og gult på en sort baggrund og med nogle få blå indslag. Desuden er det gule murværk på nord- og sydfløjenes ydersider delt med grønne og hvide båndfuger, som bliver til et stormasket net med kvadrater i forskellige størrelser i vestfløjens gavle og på østfløjens yderside. 
 
Museets indre gård har en enkel, aflang form med en rektangulær gårdsplads, hvis belægning er udført i beton støbt i felter, der er udformet som en gråhvid rendebane på en sort bund. Midt i gården ligger Thorvaldsens grav bestående af en simpel, lav plint med inskriptioner og dækket med en rosenbusk og vedbend. Skjult under vegetationen og en dæksten findes et gravkammer, hvis inderside angiveligt er dekoreret med liljer, roser og palmer på himmelblå baggrund.
 
Facaderne består af et lavt granitfundament med smalle, aflange lyssprækker og rejser sig derover i gulpudset murværk med rige dekorationer i cementpuds forestillende plantemotiver, væddeløbskørende genier og symboler for museets kunst. Det karakteristiske portalmotiv fra museets ydersider går igen på alle gårdens facader. I vestfacaden gentages motivet omkring de tre porte i stueetagen og igen omkring vinduerne på første sal. Facadens midterfag er let fremhævet ved en svagt fremspringende risalit og med en højere dobbeltfløjet fyldingsdør med to glaspartier i hver fløj, en mindre dobbeltfløjet dør med glaspartier i hver fløj på første sal samt en diskret omramning med hjørnelisener, mens sidepartiernes dobbeltfløjede døre er lavere med et opsprosset overvindue ovenover og et næsten kvadratisk opsprosset vindue på første sal. Portalmotivet over to etager fortsætter i de 11 fag lange sidefacader med dobbeltfløjede porte med overvindue forneden og omtrent kvadratiske vinduer i overetagen. Den korte facade i øst rummer til gengæld kun en enkel portal, der strækker sig gennem to etager til gesimsen og omrammer en høj dobbeltfløjet fyldingsdør med et stort opsprosset vindue ovenover. Murværket på hver side af portalen er udsmykket med palmemotiver i indfarvet cementpuds. Gårdsidens facadefarver er overvejende grå, okkergule og grønne med mindre, røde detaljer. Porte og vinduer er malet mørkegrønne i en mørkere tone end det omgivende murværks. 
 
Interiører
Museet har tre etager. En lav kælderetage, hovedetagen i stueplan og en lidt lavere første sal med tagrum over øst- og vestfløjens to hovedrum, forhallen og Kristussalen, hvis loftkonstruktioner skyder sig op i den øverste etage.
 
Etageplanerne er i hovedtræk opbygget efter samme stramme princip i alle tre etager med korridorer langs gårdens sider i syd-, vest- og nordfløjene og køjer (udstillingsrum) i rytmisk rækkefølge med et kvadratisk rum efterfulgt af et mindre aflangt rum mod ydersiderne i syd og nordfløjene. Køjerne er indbyrdes forbundne med døråbninger enfilade langs vinduesvæggen og kun enkelte åbninger ud til korridorerne. Alle køjer er belyst fra et enkelt højtsiddende vindue. Derudover rummer stueetagen en stor hal i hele vestfløjens længde, et trapperum med trappe til de to andre etager i sydfløjens vestlige del og en stor sal, Kristussalen, i hele østfløjens bredde i midteraksen flankeret af to lidt mindre sale. De to sidstnævnte sale gentages på første sal. Kælderetagen rummer i vestfløjen to parallelle rækker rum med tre rum i hver række, mens planen i østfløjen er mere uregelmæssigt indrettet.
 
Det er et karakteristisk træk for alle museets rum, at de har hvælvede lofter samt dybe vinduesnicher og dørhuller. Dertil kommer en flerfarvet udsmykning af rummene både i stueetagen og på første sal med mønstrede gulve, rolige vægfarver og rigt dekorerede lofter. Rumhøjden varierer fra etage til etage og fra de største rum som forhal og Kristussal til køjerne m.m. Der er højt til loftet i stueetagen, lidt lavere på første sal, mens kælderetagen er lavloftet.
 
Korridorerne i stueetagen har teglgulve i små kvadratiske teglfliser.
Væggene står med en sort sokkel og derover i en mørk dodenkopfarve  (blommefarve), der afsluttes af en profileret gesims malet i dodenkop og hvide striber. Adskillige relieffer er indfattet i væggene. Dørene til gården er malet i en mørk grøn farve. Loftshvælvene er ultramarinblå, bestrøet med stjerner, og delt på tværs med enkelte hvide dekorerede bånd.
 
Forhallen, salene og køjerne har flisegulve lagt i forskellige geometriske mønstre fra rum til rum med fliser i farverne okker, grøn jord og sort. I forhallen er væggene malet i en dodenkop farve med indfattede relieffer mellem portene og på den modsatte side under hvælvet. Selve hvælvet er et stukloft prydet med medaljoner, som vinduerne skærer sig ind i med ultramarinblå stikkapper. I køjerne står væggene monokrome på nær en sort sokkel og med vægfarver, der veksler fra rum til rum i forskellige toner af umbra, okker, herunder dodenkop, samt grøn. Åbningerne mellem rummene har enkle omramninger og står sortmalede, ligesom vinduessmigene. Lofterne er varierede fra rum til rum. Hovedparten af hvælvene og den halvrunde vægflade mellem hvælvets sider har rigt bemalede ornamentale dekorationer tilføjet plantemotiver, dyre- og menneskefigurer i pompejansk stil og nogle steder tillige stukornamenter i let relief. Enkelte rum fremstår alene med stuklofter i let relief uden bemaling. Farverne virker langt mere varierede end vægfladerne og gulvenes, men holder sig indenfor samme farveskala. Kristussalen har dodenkopmalede vægge, sort sokkel og en trefarvet, profileret gesims, der er ført op som en indramning af Thorvaldsens Kristusfigur på østvæggen, der ovenover er malet ultramarinblå. Tøndehvælvet er i stuk med tværstillede kannelurer.
 
Trapperummet rummer en toløbstrappe op til første sal med granittrin og fodlister i fliser samt murede sider med en håndliste i siden og afsluttet af marmorplader, mens trappen ned til kælderen er en smallere enkeltløbstrappe. Væggene skifter farve fra dodenkop og hvidt ned til kælderen, dodenkop i stueetagen til umbra på første sal. Flere indfattede relieffer pryder væggene. Rummet afsluttes af et hvidmalet tøndehvælv inddelt med stuklister og prydet behersket med malede dekorationer. 
 
På første sal består korridorernes flerfarvede og mønstrede gulvbelægning af små kvadratiske og rombeformede teglfliser. Væggene har sort sokkel og står derover i en gul okkerfarve med mange indfattede relieffer, mens vinduessmigene er dodenkopfarvet. Korridorerne afsluttes af fladere hvælvede lofter end tøndehvælvene i stueetagen og i første salens køjer, men de er også prydet med malede dekorationer. Køjerne er udstyret med terrazzogulve i forskellige mønstre i jordfarver samt hvid. Ellers er køjerne i hovedtræk udsmykket ligesom stueetagens udstillingsrum, hvad angår dekorationer og farver, der skifter fra rum til rum – dog uden omramninger af døråbningerne. Enkelte rum på første sal kan aflukkes med døre af forskellig type fra dobbeltfløjede fyldingsdøre til moderne enkeltfløjede døre med læderbeklædning.
 
Kælderetagen er anderledes enkel. Der findes flere forskellige typer gulve med henholdsvis asfaltbelægning, klinker, fliser, linoleums- eller bræddegulve. Korridorernes vægge er pudsede, mens stenene i de murede hvælv er synlige. Både vægge og lofter står hvidmalede. Korridorerne er belyst fra gårdrummets smalle lyssprækker, der er ført ned til kælderniveauet gennem nogle skrå skakte, der afsluttes med en kobberrende i bunden og et kvadratisk firdelt vindue i støbejern. Køjerne i syd- og nordsiden har også pudsede vægge og hvælv, der står hvidmalede, samt højtsiddende kældervinduer, hvis lys er ført ned gennem en skakt, der vider sig ud, og med fortsatsrude forneden. Kælderetagen rummer udover udstillingsrum også toiletter, køkken, magasinrum, tekniske installationer m.m.
Bygningshistorie:
Thorvaldsens Museum er tegnet af arkitekten Gottlieb Bindesbøll (1800-1856) som museumsbygning for den danske billedhugger Bertel Thorvaldsens egne værker, hans antikke oldsager og malerisamling, som han havde skænket til sin fødeby København. Bygningen var oprindelig opført som kongelig vogngård til det første Christiansborg Slot i 1740 og siden ombygget af arkitekten C.F. Hansen til det andet Christiansborg Slot. I 1839 donerede Frederik VI bygningen til brug for museumsplanerne, der realiseredes både med bidrag fra kongehuset, kommunen, borgere og Thorvaldsens selv. Den tidligere trefløjede bygning i to etager fik tilføjet en kælderetage til magasiner m.m., nye etagedæk, forhallen i vest og Kristussalen, som lukkede gården, så det blev et firfløjet anlæg. Sidefløjenes bredde og vinduernes takt blev til gengæld bevaret fra det tidligere anlæg. Byggeriet blev igangsat i 1839, bygningens slutsten blev lagt i 1842, og museet stod færdigt med ind- og udvendige dekorationer i 1848. 
 
Forud for museets opførelse var gået en lang proces. I 1830 testamenterede Bertel Thorvaldsen (1770-1844) sin samling af ny og ældre kunst til Danmark, men i første omgang ikke sine egne værker, og både München og Stuttgart konkurrerede med København om at skabe et museum til hans store samling af skulpturer, som befandt sig i Rom, hvor han havde sit virke fra 1797-1838. En komité blev nedsat med det formål at få værkerne til København og oprette et museum til dem, hvilket var Thorvaldsens krav for at donere sine egne værker til byen. Under en studietur i Europa blev den unge arkitekt Gottlieb Bindesbøll mellemmand mellem Thorvaldsen i Rom og komiteen i København. Til slut valgte Thorvaldsen som en storslået gave at skænke alle sine værker til sin fødeby København, og i 1838 hentede fregatten Rota billedhuggeren med en del af hans værker hjem til Danmark, hvor han fik en storslået modtagelse. Samtidig blev Thorvaldsen som den eneste nogensinde gjort til æresborger i København. I de følgende år fulgte billedhuggeren med interesse museets opførelse, men han nåede dog ikke at se det endelige resultat før sin død. Efter eget ønske blev Thorvaldsen begravet i museets gård omgivet af sit livsværk. 
 
Inspirationen til det senere museum fik Bindesbøll under sine studierejser, hvor han bl.a. stiftede bekendtskab med arkitekten K.F. Schinkels nyklassicisme, med polykrom arkitektur i Sydtyskland og Norditalien samt med antikkens romerske interiørkunst, som var blevet genopdaget af arkæologerne i forbindelse med Pompeji og Herculaneums udgravninger i 1700- og 1800-tallet. Siden udarbejdede Bindesbøll talrige projekter til et nyt museum for Thorvaldsens Samlinger til placering forskellige steder i byen. Endelig blev Bindesbøll i juni 1839 valgt som arkitekt for det nye museum på Slotsholmen i konkurrence med arkitekterne G.F. Hetsch og J.H. Koch.
 
Den udvendige frise med landstigningen var også Bindesbølls idé,
mens maleren Jørgen Sonne stod for udformningen af billedfelterne.
Hans forlæg blev derefter tegnet op på kartoner i naturlig størrelse af J.A. Barlach og siden blev kartonernes linjer overført med en pren til den endnu våde cementpuds, mens selve arbejdet med at udføre figurerne i indfarvet cementpuds på murene blev udført af to unge malere. Det endelige resultat var derfor fleres fortjeneste. Allerede efter kort tid satte en nedbrydning af frisen desværre ind p.g.a. det hårde danske vejrlig, men først i 1950’erne blev den originale frise nedtaget og overført til lærred, som opbevares på museets magasin. Derefter blev frisen på museets facader fornyet under ledelse af kunstneren Axel Salto. Gårdsidens frise blev udført efter tegninger af Johann Scholl med bistand til hestene fra Sonne. Den er også siden fornyet.
 
Selve ideen til et polykromt museum havde Bindesbøll formentlig hentet inspiration til fra flere kilder. Bl.a. udgav Gottfried Semper i 1834 en bog om polykromi i antikkens arkitektur, som chokerede samtiden. I Paris mødte Bindesbøll også arkitektarkæologen Franz Gau, som indviede ham i ægyptisk og pompejansk arkitektur og den polykrome antik. I det sydlige Europa stiftede både han og Sonne endvidere bekendtskab med teknikken til at skabe polykrome facader.
 
Thorvaldsens Museum var den første selvstændige opgave Gottlieb Bindesbøll fik som arkitekt, og det blev ikke alene det absolutte hovedværk i hans eget kunstnervirke, men tillige et hovedværk i dansk arkitektur, hvor det er forblevet et enestående bygningsværk uden efterfølgere. I sit øvrige arkitektvirke blev Bindesbøll en af de vigtigste danske repræsentanter for overgangen fra senklassicisme til historicisme. Blandt hans andre kendte værker er bl.a. Landbohøjskolens hovedbygning, flere sindssygehospitaler og lægeforeningens boliger i Brumleby.
 
Udover Bindesbøll bidrog mange andre kunstnere til museets udsmykning. Nævnt er allerede Jørgen Sonne og Johann Scholls andele i de udvendige friser. Billedhuggern H.W. Bissen var ansvarlig for skulpturgruppen forestillende en kvadriga med sejrsgudinden over hovedfacaden. Dertil medvirkede en lang række kunstnere til museets interiører – i alt 48 rum med udsmykning af især lofterne, blandt dem J. Sonne, G.C. Hilker, og C. Købke og C. Løffler, men også mange unge kunstnere, der enten arbejdede efter Bindesbølls skitser eller mere selvstændigt og frit. I alt bidrog 18 malere, 16 dekorationsmalere, 2-3 billedhuggere og 4 arkitekter til museets tilblivelse.  
 
Interessen for at huse et museum med Thorvaldsens kunst skyldtes hans ry som Europas mest anerkendte og søgte billedhugger, efter at hans største konkurrent Antonio Canova var død i 1822. Denne havde også fået sit eget museum i Possagno. Endvidere var Thorvaldsen Danmarks første internationale kunstneridol, så der lå en væsentlig national interesse i at fremme kendskabet til. Thorvaldsen havde i øvrigt krævet, at hans samling skulle udstilles i sin helhed og ikke blandes med andre ”kunstsager”. Derfor blev museet udformet til skabe den bedst mulige ramme om hans værker.
 
I den politiske brydningstid i 1830’-40’erne blev Thorvaldsen også set som en borgerlig frihedshelt af det National Liberale borgerskab, hvilket bl.a. kommer til udtryk i museets udvendige frise. Her hyldes Thorvaldsen ved sin ankomst til København af en større folkemængde, mens kongen og arkitekten C.F. Hansen som repræsentanter for enevældens styre ikke er afbilledet, selv om de deltog i modtagelsen. Derimod er fremtrædende borgere genkendelige i frisens persongalleri, skønt de i virkeligheden slet ikke var til stede ved begivenheden. Bemærkelsesværdig er også afbildningen af kraftfulde håndværkere og arbejdsmænd i moderne klædedragter, der virker som en hyldest til det arbejdende folk. En vigtig politisk intention med skabelsen af museet var da også at åbne kunstens verden for den brede offentlighed, hvor den tidligere havde været forbeholdt samfundets elite.
 
Thorvaldsens Museum fremstår meget autentisk, men bygningen har undergået flere forandringer. I det ydre gælder det især genskabelsen af Sonnes nedbrudte frise på museets ydre facader under ledelse af Axel Salto i 1951-59, mens gårdens plantedekorationer allerede var blevet genskabt i 1934 ved Axel Johansen. I det indre kan det bl.a.
nævnes, at korridorernes oprindelige teglstensgulve blev udskiftet i 1876-91. Små partier af de originale teglstensgulve er dog bevaret. Også førstesalens oprindelige polerede betongulve ændredes til terrazzogulve i begyndelsen af 1900-tallet. I 1921 blev de matte ruder i gårdens døre skiftet til klart glas. Ruderne havde ellers skærmet graven mod publikums blikke, idet kun den midterste dør ved forhallen oprindelig havde klart glas. Det ændrede bl.a. lyset i stueetagens korridorer. Kælderetagen er ombygget i flere omgange, bl.a. da en del af den i 1960’erne blev omdannet til udstillingsformål. Den er siden tilbageført omtrent til sin oprindelige udformning. I forbindelse med istandsættelser er det også taget nye malingstyper m.m. i brug.
kilder:
Thorvaldsens Museum. Bygningen – farverne – lyset af Bente Lange. Kbh. 2002 med flere litteraturhenvisninger s. 166-171.
 
Gottlieb Bindesbøll. Danmarks første moderne arkitekt af Peter Thule Kristensen, Kbh. 2013, s. 58-149.
 
Meddelelser fra Thorvaldsens Museum, 1998
 
Restaureringsrapporter m.m., Thorvaldsens Museum
 
Arkitekturtegninger, Thorvaldsens Museum, Samlingen af Arkitek-turtegninger på Danmarks Kunstbibliotek og Københavns Stadsarkiv.

Miljømæssig værdi:
Thorvaldsens Museums miljømæssige værdi knytter sig til museets iøjnefaldende og prominente placering i tilknytning til Christiansborg Slots store bygningskompleks på Slotsholmen i hjertet af København. Dermed indtager bygningen ikke blot en betydningsfuld plads i byen København, men på samme tid både knytter til og adskiller museet sig fra det slotskompleks, der er centrum for nationens vigtigste institutioner med den lovgivende magt i Folketinget, den øverste dømmende instans i Højesteret, statsministeriet som øverste udøvende myndighed og monarkens officielle repræsentationslokaler. Som tidligere vogngård til det første og andet Christiansborg underordner bygningen sig slotskompleksets samlede plan, hvor slottet er centrum, staldene omkring ridebanen fungerer som optakt til slottet, mens slotskirken nok er placeret på siden af slottet, men stadig med en fremtrædende beliggenhed ud til slotspladsen og Højbro, der forbinder Slotsholmen med den ældste del af byen. I forhold til slots-komplekset har museet derfor en lidt underordnet placering i forlængelse af kirken på dennes bagside og overfor en af slottets sidefacader, men til gengæld har bygningen en fremtrædende plads i forhold til byen ved sin placering ud til Slotsholmskanalen overfor byens ældste kvarter med gamle borgerhuse og i et af de mest åbne områder i Indre By. Med sin fremskudte placering på Slotsholmen er museet derfor synligt på lang afstand og udgør et vigtigt fokuspunkt i et af stadens fineste udsigter ned langs kanalen.
 
Med sin monumentale, farverige hovedfacade med de fem store porte ud til den store åbne plads, der lukkes mod syd af ridebaneanlæggets diskrete, gråpudsede bagside, dominerer museet også pladsen og spiller dermed hovedrollen på en del af slotsholmen trods ridebanefløjens større bygningskorpus. Det enkeltstående akacietræ på pladsen står også i fin kontrast til museets gule mure med sit grønne løv i sommerhalvåret.  
 
Med sin særegne arkitektur, sit særlige formsprog og især sin polykromi frigør museet sig altså fra det kolossale slotskompleks, der virker som en rolig baggrund for den farverige bygning set fra byen, men uden at slottet taber noget p.g.a. sin kolossale størrelse. Frigørelsen understreges også ved frisens motiv, der hylder borgerskabets frihedshelt, Bertel Thorvaldsen, borgerskabet og det arbejdende folk, repræsenteret ved idealiserede håndværkere og arbejdsmænd, der slæber skulpturer fra fregatten til museet som et kunstens tempel i kontrast til statsmagtens borg.
 
I det indre gårdsrum, Prins Jørgens Gård, der omkranses af det store slot, er en forbindelsesfløj fra slottet til kirken, kirkens sydfacade, Højesterets indgang i ridebanefløjens østlige gavl og sydsiden af Thorvaldsens Museum, skiller museets sig også markant ud med sine muntre farver, skrå linjer og lette reliefagtige behandling i modsætning til de andre bygningers alvorsfuldhed med gråbrune facader og rette linjer.
Kulturhistorisk værdi:
Den kulturhistoriske værdi ligger i Thorvaldsens Museums position som et helt unikt og originalt bygningsværk i dansk arkitekturhistorie, men også i international sammenhæng er det et enestående monument. Det skyldes dets særlige karakter som både museum, gravmonument og frihedssymbol, foruden dets særegne arkitektoniske udformning, især polykromien. Samtidig er museet et fornemt eksempel på et totalkunstværk, hvor arkitektur, skulptur og maleri danner en samlet helhed skabt i et kreativt fællesskab af talrige kunstnere under ledelse af Gottlieb Bindesbøll. 
 
Museet har også særlig kulturhistorisk værdi som den første bygning i Danmark opført som museum og i øvrigt et af de første museer i verden viet til en enkelt kunstner. Thorvaldsens krav om, at hans værker og samlinger altid skulle vises i deres helhed og ikke blandes med andre kunstgenstande, muliggjorde også en sjælden fin tilpasning af arkitekturen til museets kunstværker. I det ydre virker billedfrisen med transporten af Thorvaldsens skulpturer som et skilt, der fortæller folk, hvad de vil få at se, når de besøger museet. Arkitekturens tilpasning til samlingen kommer også til udtryk i planen med serier af små, ikke særlig dybe køjer i hver side af museet både i stueetagen og på første sal. Det giver større skulpturer mulighed for en god placering alene foran bagvæggen med et optimalt lysindfald på deres ansigter fra de højtplacerede vinduer, der efter en nøje udregning er anbragt i forskellig højde på sydsiden med direkte sollys og slottets store bygningskorpus overfor, og på nordsiden mod kanalen. Den store forhal var særlig beregnet på Thorvaldsens monumentalskulpturer af fyrster, paven m.m., der krævede en værdig og højtidsfuld ramme med højde og luft i rummet omkring dem, mens Kristussalens udformning er udtænkt som en effektfuld baggrund for figurerne af Kristus og hans disciple. Det er også karakteristisk, at trods den rige dekoration af rummene, er vægfladerne holdt rolige og i farver, der skaber en optimal baggrund for fremhævelsen af de hvide skulpturer, mens gulve og lofter er livligt dekorerede. Anderledes med den nyere indretning af kælderetagen bl.a. til skiftende udstillinger. Her står vægge og lofter hvidmalede og gulvene neutrale, så de skaber en rolig baggrund for skiftende udstillingsgenstande.   
 
Museet er også enestående ved udover sin museumsfunktion at have karakter af et gravmonument for Thorvaldsen. Dermed bliver bygningen en kæmpe hyldest til den store nationale helt, der havde vundet vid berømmelse udenfor Danmarks grænser i sin samtid. Bygningen kan således ses som en kæmpesarkofag med Thorvaldsens grav i sin midte. Det understreges af udsmykningen. Det skjulte gravkammer blev dekoreret med liljer og roser på en himmelblå baggrund, der symboliserer paradisets have og med palmeblade på dækstenen, som er et velkendt romersk sejrsmotiv, der står for sejr over døden. Disse motiver videreføres i dekorationen på gårdrummets facader med palmetræer og anden vegetation, mens frisen forestillende væddeløbskørende genier på brystningen under overetagens vinduer er et antikt symbol på livets løb fra fødsel til død. Derimellem findes symboler for Thorvaldsens virke og samlinger. Også gårdens belægning underbygger symbolikken med sin form som en antik rendebane til væddeløb. Fløjene med en stor del af Thorvaldsens livsværk omslutter gårdrummet med graven, mens ydermurene viser hyldningen af den hjemvendte kunstner. Endelig knejser sejrsgudinden med sit firspand af heste over hovedfacaden, der giver associationer til et klassisk tempel - et kunstens tempel - med sine skrå portaler, hvilket yderligere understreger heltedyrkelsen.
 
Hovedaksen repræsenterer også en vigtig betydningsbærende linje, der går fra yderverdenen gennem hovedfacadens midterportal til forhallen med Thorvaldsens monumentalskulpturer af ”verdens fyrster”, over gården med Thorvaldsens grav som ”kunstens fyrste” og gennem den høje portal til Kristussalen, hvor den når sit slutpunkt i ”den guddommelige fyrste”, Kristus.
 
Thorvaldsens Museum har også stor kulturhistorisk værdi som et kraftfuldt udtryk for det national liberale borgerskabs politiske holdninger netop i de år, hvor demokratiet og det moderne folkestyre var i støbeskeen som afløser for Enevælden. For det National Liberale borgerskab repræsenterede Thorvaldsen en frihedshelt. Det var deres ønske, at Thorvaldsens kunst skulle have en opdragende rolle for folket, i modsætning til tidligere tiders elitære kunst skabt til glæde for fyrster og andre af samfundets spidser. Museet skulle derfor medvirke til at ændre samfundet. Sonnes frise virker som en programerklæring for disse tanker, hvor repræsentanter for borgerskabet hylder billedhuggeren, mens kongen og det gamle styres folk er udeladt i frisen, selvom de deltog i hyldestfesten ved Thorvaldsens hjemkomst. Faktisk bidrog to konger også til museets realisering. Frisen er derfor ikke en fremstilling af historisk begivenhed, men udtryk for en kunstnerisk fortolkning. På museets slotsside bærer idealiserede håndværkere og arbejdere Thorvaldsens skulpturer til deres endelige placering i museet, hvormed deres rolle i realiseringen af museet også demonstreres. Frisens visning af borgere både fra det bedre borgerskab og de lavere samfundslag i tidens egne klædedragter signalerer endvidere, at museet var for alle, hvilket var i Thorvaldsens ånd. Således var der ved museets start gratis adgang for enhver, der var ”anstændigt klædt” efter deres stand. Museets arkitektur blev dermed bindeled mellem Thorvaldsens kunst inspireret af antikken og en folkelig dansk kultur, der krævede anskuelige billeder. I øvrigt er slotssidens billedfrise den første realistiske skildring af danske arbejdere i monumentalt format. Endelig fik datidens opdagelse af farver i antik græsk arkitektur betydning, idet polykromi symbolsk blev knyttet til demokratiet, der havde sin vugge i det antikke Grækenland. Der kom således også til at ligge en politisk manifestation i det farvestrålende museum op mod enevældens kongeslot.
 
En væsentlig kulturhistorisk værdi knytter sig også til Bindesbølls stilistiske udformning af museet, hvor han nok har hentet inspiration flere steder fra, men sammensat og bearbejdet inspirationskilderne på en meget selvstændig måde, hvilket gør bygningsværket unikt. Antik græsk og ægyptisk arkitektur er mulige forbilleder for nogle af museets karakteristiske arkitekturtræk: Polykromien og det skrå portalmotiv. Værd at bemærke er også den udvendige billedfrise, der frem for et naturalistisk farvevalg kun har få farver, hvilket var inspireret af Thorvaldsens samling af antikke græske vaser og tidens opfattelse af forsvunden græsk monumentalmaleri. Den reliefagtige behandling af facaderne er til gengæld typisk for den i datiden rådende senklassicisme. Inden døre er det antik romersk arkitektur, som har dannet forbillede for interiørerne i pompejansk stil. Med denne blanding af stiltræk og arkitekturmotiver fra mange stilarter og tidsperioder samt med sin fortælleglæde og symbolik er Thorvaldsens Museum et meget markant og prestigebetonet eksempel på overgangen i dansk arkitektur fra senklassicisme til historicisme. Til gengæld fik museet ingen direkte efterfølgere i det københavnske bybillede, men Carl Petersen hentede utvivlsomt inspiration i museet til Fåborg Museums interiører.
 
Flere af de håndværksmæssige teknikker benyttet til udsmykningen af museet er også usædvanlige. Det gælder især de udvendige facaders rige dekoration i farvet cementpuds, som ikke er set hverken før eller siden i den skala i Danmark. Selve teknikken lærte Sonne sig i Sydeuropa. Desværre viste frisen sig dårlig egnet til det danske vejrlig og måtte siden genskabes. Også den rige og forskelligartede udsmykning af de oprindelige udstillingsrum er bemærkelsesværdig. Især lofterne påkalder sig opmærksomhed. De varierer ikke alene i mønstre, farver og materialer, men også i den tekniske udførsel. Der er således benyttet både al fresco og al seccoteknik (maling på våd henholdsvis tør puds), rene stuklofter og en kombination af malede lofter med detaljer af stuk i let relief. Et interessant træk er også valget af vinduer i støbejern med smalle sprosser.
Arkitektonisk værdi:
Eksteriør
Thorvaldsens Museums arkitektoniske værdi knytter sig til museets usædvanlig gennemarbejdede og komplekse komposition, hvor utallige virkemidler spiller elegant sammen i skabelsen af en unik helhed.
 
I det ydre fremtræder museet som en simpel kasseformet bygningskrop stort set uden synligt tag fra gadeniveau. Kun de let fremskudte og ubrudte gavle i vestfløjen indikerer i det ydre, at bygningen består af flere fløje. Det indre gårdrum er ligeledes af helt enkel form. Taget er også usynligt fra gårdspladsen, hvilket skyldes en asymmetrisk tagprofil med lavere hældning ind mod gården, hvis facader derfor også er lidt lavere end yderfacaderne.  
 
Museets yderfacader udtrykker et klart hierarki, hvor den korte symmetriske vestfacade fremtræder som hovedfacade med sin fem store porte. Den krones over midterfaget af skulpturgruppen forestillende sejrsgudinden, der samtidig markerer museets hovedakse. Portene er til gengæld af samme størrelse og udformning med skrå sider omgivet af portaler med ”ører”. Sammen med den lave trappe foran portene i hele facadens bredde giver det associationer til en tempelfront, hvilket yderligere underbygges af den dekorative udsmykning med joniske pilastre ved hjørnerne og jonisk entablement. Pilastermotivet og entablementet fortsætter på vestfløjens ubrudte gavle, der også rummer frisens højdepunkt med Thorvaldsens landgang under honoratiores og matrosers hyldest. Det angiver dermed fløjens særlige betydning i helheden.
 
Udformningen af vestfløjens gavle medfører til gengæld et brud med det klassiske symmetriske facadeskema på museets langsider og indikerer dermed nord- og sydfløjens udstrækning og funktion med vinduer i to etager til fløjenes serie af mindre udstillingsrum. Hierarkiet mellem etagerne ses i den dybe kælderetage, der kun giver sig til kende ved de lave vinduer i soklen, den høje stueetage, der som hovedetage er fremhævet med frisen og høje skrånende portaler, mens første salen har lave portaler og enklere udsmykning. Samtidig opnås der harmoni i facaderne ved, at proportionerne i underetagen i forhold til overetagens højde følger det gyldne snit. Syd- og nordfløjens facader karakteriseres ellers af en fast vinduestakt med en lodret sammenbinding af vinduerne parvis gennem portalernes rammer og lodrette båndfuger, der flugter fra den ene etage til den anden. Samtidig bindes vinduerne i hver enkelt etage også vandret sammen af gesimser og båndfuger.
 
Østgavlen fremstår anderledes tillukket med kun to vinduesportaler i stueetagen, der flankerer en høj portal, som bryder op gennem kordongesimsen mellem etagerne og omrammer en inskriptionstavle. Samtidig markerer den høje portal hovedaksen og genspejler omramningen af Kristusfiguren i museets indre. De få vinduer giver facaden en bagsidekarakter, der yderligere understreges af dens nærhed til slotskirkens bagside. Ved østgavlens sydøstlige hjørne afsløres i øvrigt forskellen i proportioneringen af nord- og østfacaden i forhold til sydfacaden ved et spring i frisens højde, selvom det er søgt sløret af et nedløbsrør. Forskellen skyldes ønsket om optimal belysning af skulpturerne mod henholdsvis nord og syd, der er resulteret i forskellige vindueshøjder og dermed mindre forskelle i facadernes opbygning.
 
Gården er bemærkelsesværdig ved være et smukt proportioneret rum med en fornemmelse af lys og luft trods sin begrænsede størrelse. Det skyldes bl.a., at gårdfacaderne har en lavere højde end yderfacaderne. Det er opnået ved at hæve gårdspladsen, så kælderetagen er næsten skjult og alene giver sig til kende som et lavt granitfundament med smalle lyssprækker samt gennem den asymmetriske tagprofil med lavt skrånende tagflader ind mod gården, der er usynlige fra gårdspladsen.
 
Den indre gårds udformning er også usædvanlig ved portalmotivets fremtrædende rolle i facadeskemaerne. Det gælder de tre facader med mange taktfast, tæt placerede porte. De er formentlig reminiscenser fra bygningens tidligere brug som vogngård, men i den nuværende sammenhæng fungerer de mange porte som et arkitektonisk virkemiddel uden funktionel begrundelse. Østfacaden markerer sig til gengæld som gårdens hovedfacade med en enkelt portal i hele etagens højde i hovedaksen og med adgang til Kristussalen. Dette motiv understreges af de ubrudte murflader på portalens sider, som er muliggjort ved elegant at gemme vinduerne til de to sidesale på første sal væk som ovenlys i tagkontruktionen. Gårdspladsens lyse rendebane på en mørk baggrund bidrager også med sin form til at fremhæve graven i midten og skabe en enkel og rolig atmosfære omkring plinten. Samtidig betoner den længderetningen i gården.
 
Det markante portalmotiv, der gentages i alle facader i forskellige størrelser, bidrager i høj grad til at sammenbinde alle facaderne både på bygningens yderside og i gården. Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt og nytænkende at bruge et typisk hierarkisk portalmotiv serielt til alle åbninger og desuden kun artikulere facaden på én måde i forhold til det klassiske facadeskema, hvor bygningsdelene differentieres i et betydningshierarki. Portalmotivet er også usædvanligt ved at indeholde et plant murstykke indenfor den let profilerede portalramme.
 
Et andet sammenbindende træk er frisen på tre af yderfacaderne. Den opleves som en samlet komposition, selvom den deles op i felter af portalernes rammer, der går ned til soklen. Det skyldes frisens rolige fremadskridende fortælling i stort format med personer, skibe og trækvogne, der skæres af rammerne, så de opleves som en fortløbende billedfrise bagved rammerne. Også frisens udtryksfulde linjer sammenbinder motiverne fra felt til felt. Den tekniske udførsel af frisen med indlægning af cementpuds i ensartede farver, kun brudt af sorte skraveringer, bidrager endvidere til en fladevirkning, som bevirker, at frisen opleves som en integreret del af facaderne.
 
Et af de arkitektoniske træk, der mere end noget andet gør museet enestående, er polykromien. Frisen er vigtig i den sammenhæng, men også den øvrige brug af farver til at fremhæve arkitektoniske led er usædvanlig. Det gælder f.eks. farvesætningen med blåt og rødt af enkelte led i hovedgesimsens profil eller den smalle blå stribe i portalerne. Også de hvide og grønne båndfuger fremhæver de vandrette og lodrette linjer i sidefacaderne, mens båndfugerne i vestfacadens gavle og østfacaden danner en stormasket kvadrering af facaderne, der bidrager til et livligt og muntert udtryk trods de store murflader og dermed nok skaber variation i forhold til hoved- og sidefacaderne, men også sikrer helhedsindtrykket. Væsentlig er også brugen af den klassiske pigment-farveskala. Det inkluderer frisen holdt i jordfarver, der spiller harmonisk sammen med murværkets hovedfarve i guldokker, mens de smalle ultramarinblå striber skaber en behersket kontrast. Selvom antallet af farver i frisen er få i forhold til en naturalistisk billedgengivelse, virker museet med frisen alligevel usædvanlig farverigt i forhold til omgivelserne og særlig murværkets guldokker, minder om Thorvaldsens mange år i Rom. Frisens mørke baggrundsfarve bidrager desuden til at give bygningen tyngde nedadtil. En lille, men vigtig detalje, der går imod det koloristiske helhedsindtryk, er i øvrigt de brun- og grønmalede dør- og vinduesrammer og -sprosser, hvis mørke og diskrete farve bidrager til, at især vinduerne, men også til en vis grad dørene, virker som mørke huller i de farverige facader.
 
Et bemærkelsesværdigt arkitektonisk virkemiddel er også reliefvirkningen i facaderne tilvejebragt ved de markante gesimser og særprægede portaler, hvor relieffet yderligere fremhæves af det usædvanlige indvendige murstykke, der giver portalerne en dekorativ karakter frem for at opleves som mere traditionelle vindues- og døromramninger. Dertil kommer det fine relief tilvejebragt bl.a. ved de let sænkede båndfuger, soklens lille fremspring i forhold til den pudsede murflader og vindues- og dørfordybninger.
 
Værd at nævne er også materialernes forskellige stoflighed fra soklens grovere granit og glattere sandstensoverflade til de lidt grovkornede pudsede murflader og tagets glatte kobberdækning.
 
Museets særlige arkitektoniske værdi ligger også i den overbevisende måde de forskellige virkemidler spiller sammen og skaber en enestående og kompleks helhed - fra facadens mange dekorative lag, der elegant fletter sig i hinanden og sammen med farver og relief går op i en højere enhed.
 
Interiører
I museets indre knytter fredningsværdierne sig til den fuldstændige iscenesættelse af Thorvaldsens kunst og dyrkelsen af hans kunstner-ry, der kommer til udtryk i den usædvanlig gennemkomponerede helhed fra planer, former, rumligheder og proportioner til lysforhold, materialer, udsmykning og inventar, som overvejende er præget af klassiske principper om hierarki, symmetri og orden kombineret med brugen af serielle elementer samt variation i udsmykningen indenfor nogle faste rammer.  
 
Museets planer er opbygget stringent og symmetrisk over længdeaksen i alle tre etager med korridorer langs gården til tre sider, køjer i rytmisk rækkefølge på de ydre langsider og større rum i de korte fløje. Planerne rummer to uafhængige bevægelsesforløb. Det ene er i høj grad formelt, hierarkisk og symbolsk med ”fyrstelinjen”. Det følger midteraksen fra museets indgang gennem forhallen med museets største rum i hele bygningens bredde som en storladen introduktion til Thorvaldsens kunst, over korridoren, ud i gården, der også kan opfattes som et indre rum med sin lukkede form og Thorvaldsens grav i midten som den ultimative dyrkelse af geniet, for at ende i Kristussalen med Kristus og dermed det hellige som slutpunkt. Således lægges der vægt på det enestående og ophøjede.
Det andet bevægelsesforløb er serielt i tre etager og i høj grad knyttet til museumsfunktionen med udstilling af Thorvaldsens værker i køjer og korridorer i de to øverste etager – samt i moderne tid til dels også udstillingsrum i kælderen. Køjerne veksler i rytmisk rækkefølge med et kvadratisk rum afløst af et aflangt rum, hvis langsides proportioner svarer til det kvadratiske rums diagonal. Kun ved rumsuiternes slutning brydes mønsteret. Dette bevægelsesforløb er løsrevet fra det overordnede hierarki i hovedaksen – og der er kun forbindelse mellem rummene i de to bevægelsesforløb fra korridorerne, så forhallen, Kristussalen og til dels de to sale på dennes sider fremstår delvis isolerede i udstillingsrundgangen. Det er også karakteristisk, at rækken af køjer kun er åben mod korridorerne i hver ende af rumsuiterne, der indeholder Thorvaldsens egne værker, hvilket sikrer en ubrudt væg overfor vinduerne til opstilling af lidt større og betydningsfulde værker med optimalt lysindfald på skulpturernes ansigter. Til gengæld brydes der med dette princip i overetagens sydside, som rummer Thorvaldsens antiksamling, der ikke fordrer et bestemt lysindfald.
 
Rummenes volumener viser også et vist hierarki, idet de største sale er de mest betydningsfulde i museet, mens køjerne er sideordnede. I stueetagen er køjernes højde den samme uanset rummets størrelse, mens køjerne på første sal har forskellige højder, så hvælvene i de rektangulære rum er højere end i de kvadratiske. Et hierarki giver sig til kende indbyrdes mellem etagerne ved stueetagens store højde, den lavere etagehøjde på første salen, der bl.a. rummer andre kunstneres værker fra Thorvaldsens maleri- og antiksamling, og i den lave kælder, der oprindelig blev benyttet til underordnede formål.
 
Et særligt bemærkelsesværdigt træk er overhvælvingen af alle rummene. Dermed bidrager hvælvmotivet til at skabe et samlet helhedsindtryk i museet. Også hvælvenes udformning skaber et hierarki mellem rummene. I de to hovedrum, forhallen og Kristussalen, skyder hvælvene sig således op i næste etage for at give rummene højde, og samtidig fremtræder de rolige og formelle med stuklofter. I forhallen brydes hvælvet af vinduer, som Bindesbøll overraskende har valgt at fremhæve med ultramarinblå smige. I køjerne er de livligt dekorerede hvælv tværstillede, hvilket tillader et ubrudt hvælv med højtsiddende vindue i ydervæggen. Kun i stueetagens to sidesale brydes hvælvenes bue for at tillade frit lys fra de mærkelig asymmetrisk placerede vinduer, der dermed bryder den generelle orden og symmetri i rummenes opbygning. Den asymmetriske tagprofil og lavere facadehøjde kommer til udtryk i første salens fladbuede korridorhvælv, mens køjerne har tøndehvælv ligesom stueetagens rum. Også de underordnede rum i kælderen har fladbuede hvælv.  
Til den rumlige oplevelse hører også rummenes dybe vinduesnicher og dørhullerne. Dertil kommer den enkle, utraditionelle og kraftige omramning i dybt relief af døråbningerne i stueetagen, som nogle steder fortsætter hen over væggen som støtte for indfattede relieffer. Især døråbningerne virker ved deres dybde og enkle udformning som huller mellem rummene, hvilket yderligere understreges af den sorte farve på åbningens sider. Et særlig ekspressivt træk er lysindtaget i kælderen med dybe, tragtformede nicher.
 
Et enestående træk i dansk sammenhæng er også den meget rige og afvekslende udsmykning af museets rum. Med et areal på mere end 4.000 kvadratmeter hører loftsfreskerne til blandt de største sammenhængende udsmykningsarbejder af denne type i Europa. De bemalede lofter og buede vægstykker mellem hvælvenes sider i køjerne, de mindre sale, korridorerne og på hovedtrappen er alle inspireret af pompejansk stil efter antikke forbilleder eller i en friere bearbejdning. Det er bemærkelsesværdigt, at alle loftsdekorationer er præget af stort forskellighed. En stor del af lofterne har malede indramninger, der rummer mindre felter af geometrisk form f.eks. cirkler, kvadrater eller rektangler, der drejer i forhold til hinanden. De mindre felter kan være farvede, rumme små antikke motiver eller grotesker f.eks. forestillende blomsterranker og bånd kombineret med menneskefigurer, mytologiske skabninger, fugle, fisk, masker o. lign., hvis størrelse er dekorativt bestemt uden hensyn til de faktiske størrelsesforhold. Samtidig karakteriseres de af en symmetrisk opbygning med talrige gentagede elementer, eventuelt suppleret med enkeltstående dekorationer på udvalgte steder. Mange lofter er desuden prydet med spinkle, streglignende stukdekorationer i let relief. Enkelte er overvejende eller helt udsmykket med spæde, graciøse stukornamenter med få eller ingen bemalinger. Nogle af lofterne har en meget let karakter, andre virker tungere i dekorationen, hvilket yderligere kan være understreget gennem farvevalget. Nogle steder rummer lofterne referencer til udstillingsgenstandene. Lofterne i stueetagens korridorer er til gengæld enkle med en vis tyngde i kraft af de ultramarinblå malede hvælv overstrøget med stjerner og tværdelt med nogle få bånd, der bryder med længdevirkningen i de lange korridorer. Ovenpå er de lave hvælv i korridorerne til gengæld af en let karakter med spinkle dekorationer på en hvid bund med mange gentagede elementer.  
 
En væsentlig fredningsværdi er også de mange Thorvaldsen relieffer, som er indfattet i vægfladerne, så de bliver en del af den samlede rumkomposition.  
 
Gulvene bidrager også i høj grad til indtrykket af dekorationsrigdom gennem en stor variation i deres mønstre. Det gælder gulvene i stueetagen, der er inspireret af antikke gulvmosaikker med geometriske former og farver, der varierer fra rum til rum og adskilles af et gulvstykke i rødlige fliser ved dørhullerne, hvilket skaber en rolig overgang mellem rummene og bidrager til at give hver enkelt rum sin særlige karakter. Gulvene i førstesalens køjer danner også geometriske mønstre i flere farver, men præges desuden af det urolige mønster fra terrazzoens hvide marmorskærver af forskellig størrelse og uens placering.
 
En meget væsentlig fredningsværdi i interiørerne er det gennemarbejdede farvevalg. Ligesom i museets ydre bidrager farverne til et stærkt koloristisk indtryk og spiller en hovedrolle i oplevelsen af museet. I den formelle hovedakse er antallet af farver få, og salene fremstår med rolige vægflader i mørke farver og hvælv i hvid stuk, der kun oplives i Kristussalen af flerfarvede gesimser i overgangen mellem væg og loft. Det er således alene gulvenes flerfarvede mønstre, der tilfører rummet et mere livligt præg.
 
Anderledes i stueetagens og førstesalens øvrige rum. Her er det karakteristisk, at både gulve og hvælv fremtræder mere eller mindre spraglede, mens vægfladerne fremstår anderledes roligt i sale og køjer med få farver, der følger et fast skema fra rum til rum med en sort sokkel, sorte vindueslysninger samt dørhuller, mens den øvrige del af vægfladen op til tøndehvælvet er holdt monokrome i klassiske jordfarver som umbra, okker og grøn i forskellige toner, men indenfor en begrænset farveskala. Farverne skifter fra rum til rum med stærke kontraster, der kan iagttages gennem rumsuiternes dørhuller, som er placeret enfilade i en lang ubrudt række. De sortmalede dørhuller og soklerne bidrager dermed til at skabe ro og sammenhæng mellem rummene, mens det sorte vinduesparti leder opmærksomheden væk fra vinduet og hen på skulpturerne ved den modsatte væg.
 
Flisegulvene er holdt i få farver, der går igen i begge hovedetager, men indbyrdes fremtræder de med store farvemæssige kontraster og mere eller mindre spraglede afhængig af gulvenes mønstre. De rødbrune fliser i døråbningerne bidrager dermed til at skabe ro mellem de enkelte rums mønstre og farver. Terrazzogulvene på førstesalen er holdt i færre farver med mindre kontrast og får en farvemæssig anderledes karakter som følge af marmorskærvernes hvide nister.
 
Loftfreskernes farver i kombination med udsmykningens udformning svinger fra det lyse og lette til det kraftfulde med mørke rammer og felter. I hovedparten af rummene fremstår baggrunden hvid, men enkelte steder er den guldokker. Ofte fremtræder lofterne lidt lettere i farver og mønstre i rum med mørke vægfarver. Det er også kendetegnende, at rummets vægfarve de fleste steder er videreført i nogle af freskernes dekorationer, så der skabes en sammenhæng mellem væggene og hvælvet, der i mange rum ellers er præget af stærke farvemæssige kontraster.
 
Korridorerne og hovedtrappen følger samme vægskema som køjer og sale, men vindueslysningernes farve er her en mørk dodenkop. Stueetagens korridorer er holdt i mørke farver, der tilfører dem en stemning af højtidelighed og alvor. Førstesalens korridorer er til gengæld holdt i overvejende lyse farver og lette mønstre, der giver en anderledes let og munter oplevelse, mens trapperummet er en farvemæssig hybrid mellem de tre etagers korridorer.
 
Endelig har kælderen ikke fra en start været tiltænkt en offentlig anvendelse og fremstår i dag anderledes simpel med rolige gulvflader og hvide vægge. 
 
Et bemærkelsesværdigt træk er også de højtsiddende vinduer i udstillingsrummene, der er nøje placeret efter at give optimal belysning af ansigterne på de skulpturer, der er placeret ved bagvæggen. Det har også haft indflydelse på højden af skulpturernes sokler, der er tilpasset både rumproportioner og lysindfald. Vinduernes høje placering bidrager også til en ret lukket karakter af køjerne og sidesalene uden udkik til byens liv.
Bærende fredningsværdier:
Til de bærende fredningsværdier i det ydre hører museets enkle rektangulære form med det indre gårdrum og de til dels usynlige tagflader fra gadeniveau og gården. Hertil kommer de gennemarbejdede facadekompositioner præget overvejende af symmetri, orden og et vist hierarki samt taktfast placerede vinduer og døre, trapperne og gårdbelægningen. Endvidere gælder det al originalt planlagt udsmykning, herunder friser, portaler og skulpturgruppe, den reliefagtige og polykrome behandling af facaderne, herunder den originale klassiske pigment-farveskala, den oprindelige materialebrug, -bearbejdning og detaljering samt farveholdning. Mere specifikt kan desuden nævnes Thorvaldsens grav.   
 
I det indre er de bærende fredningsværdier bl.a. de originale planer med korridorer langs gården, køjer i rytmisk rækkefølge langs de ydre langsider, salene og større rum i de korte fløje samt døråbningerne. Endvidere gælder det originale rumformer med hvælv, vindueslysninger og lysindfald, proportionering samt de originale skemaer for udsmykning, herunder den klassiske orden, symmetri og hierarki samt serielle elementer. Særligt kan nævnes udsmykning af lofter og gulve i form af fresker, stuk, fliser, relieffer o. lign. Dertil kommer original eller ældre materialebrug og -behandling samt farveholdning.  Endelig gælder det originalt mur- og nagelfast inventar.

Antal bygninger:
1
Antal andre objekter:
0
Komplekstype:
Museum
Bebyggelsestype:
Hovedstad - Den gamle bykerne
Fredningsstatus:
Fredet
Fredningsomgivelse:

Sagsbehandlinger

Type:
Fredningspræcisering
Dato:
03-04-1984
Journal nr.:
49/44

Type:
Tinglyst fredning
Dato:
14-04-1945
Journal nr.:
49/44


Dokumenter

Dokumenttype:
Undersøgelse
Beskrivelse:
Porthusgade 002, Thorvaldsens Museum, Strand kv. 91. Sagkyndige udtalelser i forbindelse med Saltos fornyelse af Sonnes frise. 1) stadsarkitekt F. C. Lund, 2) professor Kaare Klint, 3) professor Georg Jacobsen, 4) professor C. Elling, 5) arkitekt C. M. Smidt, 6) Kunstakademiet. Alle dateret primo 1946.


Navn:
Fredningsbeskrivelse
Dokumenttype:
PDF-dokument
Beskrivelse:
Fredningsbeskrivelse



Omfattede bygninger: 1


Fredet bygning Bertel Thorvaldsens Plads 2

Fredede omgivelser: 0



Relaterede sager: 0
Slots- og Kulturstyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V
telefon 33 95 42 00
ur   ul
 
 
dr   dl
  tap