Sag: Admiral Geddes Gård

Store Kannikestræde 10, København
Fredningssag
Fredningsstatus:
Fredet og tinglyst bevaringsdeklaration
Aktuel status:
Aktiv
Antal bygninger:
1
Klik på kortet for at se et større udsnit.

Sagsoplysninger

Type:
Fredningssag
Betegnelse:
Admiral Geddes Gård
Aktuel status:
Aktiv
Beliggenhed:
Store Kannikestræde 10
Kommune:
København
Omfang:
Forhus med sidehus og det dermed sammenbyggede tværhus (1730-36, kvisten ombygget og udvidet fra tre til fem fag 1749) samt baghus og dertil bygget trappehus. Fredet 1926. Udvidet 1977.*
Beskrivelse:
I fredningsbeskrivelsen er der ikke taget stilling til lovligheden af bygningsarbejder foretaget i ejendommen. Hele ejendommen er gennemgået.

Admiral Geddes gård indgår i den vestlige side af Store Kannikestrædes husrække, hvor den adskiller sig fra de andre huse i husrækken på grund af sin brede gavlkvist. Gårdanlægget består af et forhus, et smalt sidehus, et tværhus samt et baghus med et dertil bygget trappehus allerbagerst på grunden. Den forreste gård er lagt med røde og grå ølandsfliser. Ejendommen indeholder beboelse, men anvendes hovedsageligt til erhvervsformål.

Forhuset er syv fag bredt, to etager højt over en kælder og med en etage i gavlkvisten, som både findes til gade og gård. Forhuset har en grundmuret og pudset facade, men er i øvrigt af bindingsværk. Taget er et teglhængt heltag; det samme gælder gavlkvistens tag. Sidehuset er opført helt i bindingsværk, ti fag langt, to etager højt over en høj kælder. Taget er et teglhængt halvtag med en seks fag lang fabrikskvist. Tværhuset er opført af bindingsværk to etager højt med udnyttet tagetage, ti fag bredt med port i to fag samt en to fag bred hejsekvist. Taget er et teglhængt heltag. Baghuset med det påbyggede trappehus er grundmuret, to etager højt med udnyttet tagetage.

Forhuset er som nævnt glatpudset mod gaden med hvidmalede, profilerede gesimser ved tagfoden og langs gavlkvistens sider. Gavlkvisten er fem fag bred og er på begge sider flankeret af nyere taskekvist-vinduer. Til venstre er et højt portfag med lige overkant. Portåbningen er opdelt af en kraftig portoverligger, hvorover er et tredelt vinduesfelt med råglasruder og sprosser med pyntelige volutter. Selve portfløjen består af en fyldingskonstruktion med ikke mindre end 16 fyldinger, mens ganglågen har seks fyldinger.

Vinduerne mod gaden er ældre, firerammede med to ruder i de underste rammer, mens kældervinduerne er torammede med to ruder med et nyere, dekorativt gitter for. Mod gården står forhuset helt i bindingsværk og har midtpå en trefags gavlkvist. Over en høj, sortmalet sokkel står bindingsværket sorttjæret og tavlene kalket jernvitriolgule. Bindingsværket er den lidt ældre type med mange skråbånd, særligt i yderfagene. Det brede portrum er på to fag og har en yngre, brunmalet trefløjet port ind mod gården. Portfløjene er udstyret med dekorative sprossemønster og er hængslet som svingdøre. Portrummet har kvadratiske ølandsfliser ligesom gårdrummet; væggenes bindingsværk står opstreget, og det flade træloft af listeinddækkede brædder har en nyere, festlig bemaling. Over porten er der to lave fag seksrudede vinduer. Vinduerne er ældre og måske genanvendte normalrammer, der er lagt ned. Vinduerne på gårdsiden er i øvrigt firerammede, 1700-tals vinduer med seks ruder i hver ramme; i gavlkvisten er dog tre sæt torammede vinduer med ni ruder i hver ramme; de må være nyere. Det samme gælder en fransk altan i kvisten med en torammet altandør med 15 ruder i hver fløj. I taget er endvidere to små tømmerkviste, hver med en enkelt ramme med ni ruder, samt kraftige sternbrædder.

Sidehuset, som er lidt yngre end forhuset, er også af bindingsværk over en høj, muret kælder med en række kældervinduer. Bindingsværket står sorttjæret, tavlene kalket med jernvitriol. Også her er skråbånd samt dokker. De sidste fag op mod tværhuset har hverken skråbånd eller dokker. Heri er til gengæld et åbent parti i stueetagen, hvor der er nedgang til kælderen og indgang til stueetagen ad en højtsiddende nyere, flammeret dør. Endelig er der en nyere, flammeret dør ind til tværhusets stueetage. Taget er et halvtag, hvori er en nyere fabrikskvist med seks torammede vinduer med seks ruder i hver ramme. De øvrige vinduer er firerammede 1700-tals vinduer med seks ruder i hver ramme.

Tværhuset er opført i bindingsværk med en lav sokkel og med sorttjæret bindingsværkskonstruktion og jernvitriolkalkede tavl. Tværhuset er uden skråbånd, men har dokker. Tværhuset har et stejlt heltag med røde vingetegl. I tagfladen mod gården er der, ud over en hejsekvist, to tømmerkviste med torammede vinduer med otte ruder i hver ramme, mens der på bagsiden er tre nyere, ni-stens GVO-vinduer. I kvistens fladbuede hejseluge er nu en nyere tofløjet altandør med 12 ruder i hver fløj samt et nyere rækværk foran. I rygningen er en skorstenspibe med sokkel og to kraver, idet skorstenspiben er blevet forhøjet. Vinduerne er i underetagen firerammede med seks ruder i hver ramme, mens overetagen har seks ruder i de underste rammer og fire ruder i de øverste. Der er let buede skråbånd ind mod portrummet, og til venstre for porten er to nyere, brunmalede portfløje med flammering med to cirkulære vinduer midt på. Gulvet i portåbningen er lagt med kvadratiske ølandsfliser og loftet har sortmalede loftsbjælker over enkelte tværgående dragere. Bagsiden af tværhuset vender ud til en smal lysgård og er i bindingsværk, men uden åbninger.

Baghuset er grundmuret, men med en bagvæg af bindingsværk.  Baghuset er sammenbygget med tværhuset ved et kvadratisk trappehus – ligeledes i grundmur; begge bygninger er berappede og kalket med jernvitriol.  Taget over baghuset er et teglhængt halvtag med en høj skorstenspibe med sokkel i forbindelse med bagmuren. Der er en nyere tømmerkvist i taget med et drejevindue med 16 ruder samt tre 12-stens ovenlysvinduer og en række tudsten. Der er tillige en udgang fra taget til en terrasse oven på trappehuset. Fra terrassen er en spindeltrappe af stål opsat som brandtrappe til baghus og trappehus. Terrassen løber an på tværhusets tag.

Adgangen til baghuset sker ad en ældre, flammeret dør med et stort overvindue med krydsstillede sprosser. Der er også en bred, flammeret dør ind til et trapperum i baghusets østre gavl. Denne trappe er i dag en bitrappe, da det nærmest kvadratiske trappehus indeholder den trappeforbindelse, der betjener både baghuset og tværhuset.

Forhuset
I det indre er forhusets plan disponeret således, at fra portrummet i venstre side, er der adgang til det store trapperum mod gården, som igen giver adgang til etagerne. Indretningen er grundlæggende opbygget med stuer mod gaden med en centralt stillet skorsten i midten af huset, kammer mod gården op mod sidehuset, hvis sammenhængende forløb af værelser mod gården afsluttes af et rum, hvor der tidligere formentlig har været køkken.

Trappen er en treløbstrappe med to mellemreposer, indstemte trin og værn med den karakteristiske båndslyngede, let asymmetriske åbning og den lige så traditionelt udformede, asymmetriske håndliste, der hører til i rokokoperioden. Trappen løber omkring en rektangulær durchsicht. Loftet i trapperummet er pudset med en lille, profileret loftgesims, og i midten er en ifølge ejeren rekonstrueret rokoko-roset til lysekronen. Trappen fortsætter op til tagetagen og virker heroppe stadig oprindelig i sit udtryk.

Indretningen af stuer og sale i forhuset er på første og anden etage præget af den sene barok og af den begyndende rokoko med væg- og pillepaneler og feltopdelte overvægge. Vægpanelerne har glatte fyldinger, som det er typisk for det tidlige 1700-tal. På første etage er fyldingernes spejle dog de konkavt afskårne hjørner. Fyldingsdørene har kraftigt ramtræ med fladstafprofil og en eller tre fyldinger med konkavt afskårne hjørner, kasselåse, dels af messing dels af jern og indstukne hængsler. Indfatningerne er rigt profilerede, underskårne og har på anden etage forkrøppede hjørner – et tydeligt træk fra barokken! Vinduerne er overvejende rundpostvinduer med svungne anverfere og stormjern; dog har første etages vinduer mod gaden en glat forside og en trekvartstaf på hjørnet, hvilket nok skyldes en fornyelse omkring 1800-tallets første halvdel. Lofterne er pudsede med en høj loftgesims, men der er også plads til senklassicistiske, ovale bladkranse i stuk. Gulvene er gennemgående af nyere fyrreplanker.

Enkelte dekorative elementer forekommer nyere: på første etage er en ovnniche indrammet af riflede pilastre og stukfestoner hænger dekorativt ned fra midten i to bløde buer. I stueetagen er der en nyere ligeløbstrappeforbindelse ned til kælderen, som har en ganske ny indretning med store fliser på gulvet og en synlig syldstenskant langs væggene, hvidpudsede vægge og synlige bjælker med et blødt karnisprofil på kanten. Der er gips mellem bjælkerne, men i vinduerne er bevaret lysningspaneler med kvadratiske, klassicistiske fyldinger. Dørene er nyere pladedøre. Fra kælderen er der en lille, barokiserende trappe op til en udgang i porten.

Indretningen af tagetagen har flere stilperioder, men særligt bærer den præg af perioden omkring den første del af 1900-tallet. Loftsbjælkerne er fremdraget, vinduerne er utraditionelt opdelt i ni og seks ruder. Nogle af de indvendige døre er nyere, men traditionelt udført. I den store sal i gavlkvisten er dørene dog originale døre fra 1700-tallets første periode. Bjælkelofterne har karnisprofil og ældre brædder mellem bjælkerne. Plankegulvene her er nyere.

Sidehuset
Sidehuset er i det indre opdelt i to rum, som er karakteriseret på flere af etagerne ved den helpanellerede vinduesvæg i senbarok udformning med fladstaf på ramtræet og glatte fyldinger. Indfatninger og døre er senbarokke, som i forhuset, vinduerne er med rundpost og lofterne er pudsede og har loftgesims i stuk. I tagetagen med fabrikskvisten er der en nyere køkkenindretning, der løber over i forhusets gavlkvisteetage. Vinduerne i fabrikskvisten har nyere, men traditionelt udførte rundposte og rammer.

I overgangen mellem sidehus og tværhus er to små ældre trappeforløb, som optager niveauforskellen mellem de to bygninger. Bagerst er der et lille rum, som fører ud til en treløbstrappe, der giver adgang til sidehusets etager. Trappen er ældre med indstemte trin og udskårne balustre og en symmetrisk, rundet håndliste, men er næppe senbarok. Snarere er den indsat omkring år 1900 som et historicistisk indslag.


Tværhuset
Tværhuset er i det indre i stueetagen indrettet til en art åben (kro)stue med fritstående stolper og mørke helpanellerede vinduesvægge med rundpostvinduer. Alt træværket er malet mørkebrunt. Op ad bagvæggen er der et flisebeklædt køkkenarrangement. Mellem de fritliggende bjælker er der opsat gips. Der er nyere vægpaneler af vandretliggende brædder. Gulvet er dækket af egeparketstave i kvadrater. På første sal er et stort rum indrettet, kaldet Holbergsalen, med to stolperækker med skråbånd op til to langsgående dragere og synlige, tværgående bjælker. Der er pudset mellem bjælkerne, gulvet er lagt med nyere parket og i bagvæggen er en ovnniche, beklædt med nyere klinker. I nichen står en vindovn, der er en ombygget bilæggerovn med messingknapper. Vinduerne har rundposte med tilhørende tværport og tilhørende ”kyllinge”anverfere og stormjern. Også rammerne er ældre. Øverste etage, der er indrettet i tagetagen, består af et stort rum med skunkvægge og med nyere overflader og nyere vinduer samt den buede, tofløjede dør bag den franske altan. Ved skorstenen i bagvæggen er tilsluttet en ombygget bilæggerovn med messingknapper. Bag ovnen er opsat de karakteristiske, hollandske fliser med blomstermønster i brunt. To kraftige skorstensstole bærer skorstenspiben, der er trukket ind til rygningen. Der er fast undertag; tagværket kan være ældre, men ikke oprindeligt.

Baghuset
Baghuset med tilhørende trappehus er i det indre karakteriseret ved meget enkle rum i stueetagen med pudsede vægge med sparenicher og med nyere klinkegulv og synlig stolpekonstruktion, drager og overliggende bjælkelag. Her er indrettet toiletter og garderober.  Trappen er en treløbstrappe, der snor sig op gennem huset omkring en cirkulær durchsicht, spinkle balustre og en let svungen håndliste og rundet mægler. Trappen må stilistisk sættes til den senklassicistiske periode – i 1800-tallets første halvdel. Nogle af fyldingsdørene i bygningen er absolut ældre fra 1700-tallets sidste del, andre kan være fra 1850. Første sal er indrettet som et stort rum med nyere overflader. På første sal er rummet præget af nyere overflader og de synlige konstruktioner. Fra denne etage er der udgang til en nyere terrasse i hele bygningens længde. Skorstenen står i bagvæggen med en gammel, norsk vindovn fra Fritzøe Wærk 1774, tilsluttet. På væggen bag ovnen er der yderligere opsat de karakteristiske hollandske fliser i brunt. Vinduet på første sal er et dobbeltvindue med fire rammer og to rundposte, men er muligvis nyere. På anden sal er etagen indrettet til ét stort rum, der også har et dobbeltvindue, som på første salen, og en nyere, tofløjet altandør med 18 ruder i hver fløj. Den åbner ud til en fransk altan. Øverste etage, som er indrettet i tagrummet, indeholder også et stort rum. Der er åbnet til kip med synlige hanebjælker, og der er en stige op til en hems. Også heroppe er en ældre vindovn tilsluttet skorstenen.
Bygningshistorie:
Det middelalderlige gadenet har bevaret sin krogede karakter, men der findes næsten ingen bevarede bygninger fra den tid. De københavnske gader præges frem for alt af bebyggelsen efter de tre store brande i 1728, 1795 og i forbindelse med englændernes bombning af København i 1807. Branden i 1728 var størst: Omkring 1600 af byens 4100 huse og 5 kirker brændte. Ilden brød ud ved Vestervold, og herfra vandrede den over fire dage gennem hele byen ned til Gothersgade.

Straks efter branden blev der nedsat en bygningskommission, som skulle forsøge at regulere gaderne. Det viste sig svært at få gjort gaderne bredere og mere lige, for ejerne var uvillige til at afgive dele af deres grunde. Det blev ikke bedre, da der i den bedste mening i 1729 blev udstedt en forordning om, at de nye huse skulle opføres helt i grundmur. Det blev de brandlidte ejere rasende over, og derfor gav man lov til, at baghuse måtte opføres i bindingsværk. Så opførte ejerne baghusene, flyttede ind og lod grunden henligge ubebygget mod gaden. Først da man gav lov til at benytte bindingsværk både til gade og gård, kom der gang i genopbygningen.

Gården i Store Kannikestræde 10 var i begyndelsen af 1700-tallet ejet af viceadmiral, gehejmeråd Frederik Ejler Gjedde, for hvis sønner Ludvig Holberg var huslærer i en kort periode 1708-1709. Da gården brændte ved bybranden 1728, var ejeren Abraham Lehn (d.y.), som dog ikke selv følte trang til at genopbygge den, men solgte ejendommen til studiosus Sebastian Lier. Han blev den genopførte gårds bygherre. Forhuset blev på to etager med kælder, over de tre af i alt syv fag var en gavlkvist, der dog allerede inden 1748 var udvidet til fem fag. Forsiden var af grundmur, resten af bindingsværk. Til forhuset sluttede sig et bindingsværkssidehus, oprindeligt på en etage, men inden 1748 forhøjet med en etage og kvist over to fag. Denne kvist blev dog hurtigt fjernet igen. Tværhuset, også af bindingsværk og i to etager, opførtes af en af Liers efterfølgende, etatsråd Bing.

Endelig opførtes 1748 bagest på grunden en staldbygning, hvorfor det blev nødvendigt at indrette en gennemkørselsport i tværhuset. Gennemkørselsporten havde tidligere været en vognport. Fra 1805 til 1847 var her købmandsgård, og herefter blev den ejet af urtekræmmer J.N. Werdelin, der indrettede blyantsfabrik og salpeterraffinaderi i gården. I hans tid blev baghuset opført (1836). Det var indrettet som et pakhus med hejsekvist og vinde, der endnu eksisterede i begyndelsen af 1900-tallet. En ombygning i 1918-20 resulterede i den nuværende indretning, hvor hovedadgangen til baghuset foregår fra trappehuset, der kom til i 1918-20.

I 1918 havde kunsthandler Eddie Salicath nemlig overtaget ejendommen, og han iværksatte en større restaurering ved arkitekterne Carl Petersen og Henning Koch. En række lokaler blev indrettet i 1700-talsstil til møderum, og i forhuset blev der retableret rum med gammelt udstyr, blandt andet en stue med malerier i pompejansk stil fra ca. 1790; disse malerier findes ikke længere. Baghuset, der stod som et pakhus på dette tidspunkt, blev ombygget og fik tilføjet trappehuset. Ejendommen blev i Salicaths tid anvendt til kunstnersammenkomster, fester og foredragsaftener, men også Konservativ Ungdom og Malteserordenen har haft lokaler her.

I begyndelsen af 1800-tallet blev forhusets ene gavl grundmuret. I en periode i det 19. århundrede var facaderne på side- og baghus glatpudsede. Det samme gælder forhuset, som i begyndelsen af det 19. århundrede blev pudset, således som det står i dag i Fiolstræde.
kilder:
Bramsen, Bo red.: København, før og nu – og aldrig, 1987

Engqvist, H.H.: Københavnske borgerhuse, 1948

Hartmann, Sys og Villadsen, Villads: Byens Huse – Byens Plan, Danmarks arkitektur, København 1979

Kayser, Kjeld: Københavner bindingsværk, Nationalmuseet, 1985

Langberg, Harald: Københavns gamle bydel, Foreningen til gamle bygningers bevaring, 1948

Nationalmuseet: Historiske huse i det gamle København, 1972

Strømstad, Poul red.: Ildebrandshuse, Nationalmuseet 1966

Tønnesen; Allan: 233 danske borgerhuse, 1979

Stadsingeniørens Direktorat 1947: København fra bispetid til borgertid

www. Indenforvoldene.dk
Miljømæssig værdi:
Den miljømæssige værdi for forhuset Store Kannikestræde 10 knytter sig til beliggenheden i gadens husrække, der består af tilsvarende bygninger opført i samme periode. Bygningernes stort set ens højder, facadeproportionering, geometri, materialitet og bygningsdetaljer skaber en samhørighed og en tæt struktur, der får kvarteret til at fremstå som en velbevaret helhed i en af de ældste dele i indre København. Særligt er der stor lighed med professorgårdene på den anden side af gaden.  

Hertil kommer den miljømæssige værdi af det samlede gårdanlægs særlige bygningstype og grundens størrelse, hvor forhus og tværhus åbner til gårdrum i hele grundens dybde.
Kulturhistorisk værdi:
Gårdinteriøret med bindingsværkshusene er et sjældent velbevaret københavnsk miljø fra første halvdel af 1700-tallet.

Den kulturhistoriske værdi for Store Kannikestræde 10 knytter sig både til forhuset som eksempel på det senbarokke, borgerlige byhus, der blev opført efter Københavns brand i 1728 med tilhørende og stærkt nødvendige sidehus, tværhus og baghus, som tidligere også var et pakhus. Som et gennemført eksempel på bindingsværksbyggeriet fra denne periode indskriver Admiral Geddes Gård sig som barok bygård i kulturhistorien.

I forhuset og sidehuset kommer barokkens formsprog til udtryk i den enkle og sparsomt dekorerede bygning med høj kælder, gavlkviste til gård og gade, og kraftigt profilerede hovedgesims. Hertil kommer facadernes tætsiddende vinduesbånd og den meget brede gavlkvist med den markante, omløbende gesims. Gårdrummets tre sider omsluttes af forhusets bindingsværksvæg med endnu en gavlkvist og sidehusets og tværhusets bindingsværkevægge og danner en helt særlig stemning. Det sorttjærede bindingsværk og de jernvitriolgule tavls tætte mønster understøtter oplevelsen af tidligere tiders byggeskik og brug. Bagest på grunden ligger baghuset forskudt og forbundet med tværhuset af det senere tilkomne trappehus.

I forhusets indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den ældre planløsning, hvor de repræsentative stuer ligger mod gaden, mens det store trapperum med adgang fra porten ligger ind mod gården. Køkkenets placering er ikke længere umiddelbart aflæselig i planen, men skorstenen befinder sig i bygningens centrum, så alle rum kan opvarmes herfra. I det smalle sidehus ligger rummene en suite indtil køkkentrappen.  I ”overgangsfaget” mellem sidehus og tværhus er i dag placeret et køkken. Tværhusets etager afspejler fortsat oprindelsen som pakhus med åbne planer, dog nu forsynet med et stort ildsted i bagmuren. Baghuset består også hovedsageligt af et stort åbent rum, som fortæller om den tidligere brug som pakhus og med et adskilt fag, hvor den oprindelige trappeforbindelse har haft sin plads – og til dels stadig har det.

De bevarede dele af det oprindelige og ældre interiør har ligeledes stor kulturhistorisk værdi, idet interiøret vidner om periodens udsmykningsidealer og æstetiske præferencer. Den oprindelige hovedtrappe, som er en treløbstrappe omkring en rektangulær durchsicht, har særlig værdi med alle detaljer, herunder det gennembrudte rokokobalusterværk med båndslyng og den smalle, asymmetriske håndliste, der begynder med en snoning over mægleren ved trappens begyndelse. Hertil kommer alle vægpaneler, både brystnings- og helpaneler og feltopdelte overvægge med lærredsbeklædning, ligesom loftgesimser og stuk har stor kulturhistorisk værdi. Yderligere de oprindelige fyldingsdøre med tre fyldinger med konvekst afskårne hjørner og adskillige med håndsmedede låsekasser samt indstukne hængsler og med tilhørende gerichter, heraf flere med forkrøppede hjørner. Hertil kommer de bevarede rundpostvinduer med oprindelig beslåning, særligt på gårdsiden af forhuset. Både paneler, vinduer og døre har den for perioden yndede fladstaf på ramtræet. Gulvene er for en stor del nyere, men der findes enkelte rum med ældre fyrreplankegulve. Kælderen under forhuset er præget af en ganske ny indretning, blandt andet med en åben ligeløbstrappe fra stueetagen.

Tværhusets indretning er nyere, men imod gårdrummet afspejles bygningens oprindelige funktion som stald og vognport. På samme vis afspejler hejsekvisten, at der har været en hejseanordning. Ligeledes findes den oprindelige stolpe-, drager- og bjælkekonstruktion stadig, ligesom vinduerne mod gården alle er fra opførelsen med rund- og tværpost samt en betydelig del af rammerne og deres beslåning. Gulvene er i dag belagt med egeparket, og der er opsat gipsplader mellem bjælkerne i loftet. Døre og vægbeklædninger stammer formentlig fra den store nyindretning fra begyndelsen af 1900-tallet, enkelte døre stammer dog fra opførelsen. Det samme gør sig antageligt gældende for portrummet, som i begge ender har buede skråstivere og et simpelt bræddeloft og bindingsværksvægge. Vognporten til venstre for den gennemgående port har et gulv af træklodser. Portfløjene, der er beklædt med flammerede brædder og forsynet med cirkulære ruder, stammer formentlig fra den store ombygning i 1900-tallets første del.

Endvidere er der kulturhistorisk værdi i trappehuset fra 1918-20 med den elegante trappe, der med spinkle balustre snor sig op omkring en cirkulær durchsicht. Alle lister, dekorationer, vinduer og måske også dørene ud til denne trappe stammer fra 1918-20 og fortæller om en håndværksmæssig standard, som stadig var høj på denne tid.

Baghusets indretning er i dag præget af fornyelser, men enkelte kulturhistoriske værdier, der kan føres tilbage til tiden som pakhus, ligger i særligt stueetagens bevarede stolper, drager og bjælkekonstruktion samt alt øvrigt bevaret træværk, da det vidner om bygningens tidligere brug.
Arkitektonisk værdi:
Forhusets arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den enkle facadekomposition med port, tætte vinduesrækker, hovedgesims og gavlkvist med profileret, omløbende gesims, der sammen giver facaden et tungt og kraftfuldt udtryk. De glatte murflader, enkle horisontale linjer og den regelmæssige og taktfaste placering af vinduerne bidrager til bygningens overordnede rolige og værdige fremtræden. Gavlkvistens opadstræbende form står i kontrast til bygningens ellers horisontale virkning, hvorfor den opnår fin balance i kompositionen. På gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til den rige bindingsværkskonstruktion og gavlkvisten samt de små tømmerkviste i taget samt den regelmæssige og taktfaste placering af de oprindelige 1700-tals barokvinduer med seks ruder i hver ramme. Hertil kommer heltaget og den store skorstenspibe i rygningen.

I det indre af forhuset knytter den arkitektoniske værdi sig til hovedtrappens form og udtryk med trappegelænderets båndslyng og de behagelige stigninger i trinene på trappens tre løb op gennem bygningen. Hertil er der arkitektonisk værdi i de øvrige snedkerarbejder fra opførelsen med trefyldingsdøre med konvekst afskårne spejle i fyldingerne, de underskårne indfatninger samt beslåning og messing- eller jernlåsetøj. Hertil kommer vinduernes rundposte og rammer med oprindelige beslåning, såsom anverfere, stromkroge og stabler. Endelig må alle paneler i rummene, hvor det gennemgående rammeprofil er fladstaffen og alle feltinddelte overvægge samt loftgesimserne, betegnes som oprindelige og af høj arkitektonisk værdi.

Sidehusets arkitektoniske kvaliteter svarer til forhusets, både udvendigt og indvendigt.

Tværhusets arkitektoniske værdi ligger i det velbevarede og rige bindingsværk med hejsekvisten midtpå, de oprindelige vinduer og skorstenspiben i rygningen. Huset står stærkt med sine tætsiddende vinduer og de to tømmerkviste, der flankerer hejsekvisten. Porten (der oprindeligt var vognport, men blev ændret til gennemgående port, da baghuset kom til) sammen med porten ved siden af danner et spændende motiv på facaden mod gården. I det indre af tværhuset knytter den arkitektoniske værdi sig til stolpekonstruktionerne i stueetagen og på første etage, som lader rummene stå åbne.

Baghuset bagerst på grunden har arkitektonisk værdi ved sit nedtonede udtryk med pudset murværk og ensidige taghældning, der tilsammen understreger bygningens oprindelse som funktionsbygning: først var den stald med tilhørende pakhusetager over; en ligeløbstrappe i gavlen sikrede adgang til etagerne.

Sammen med gårdens ølandsflisebelægning giver de homogent behandlede murflader med jernvitriol og det sortmalede bindingsværk et lukket, helstøbt gårdmiljø stor arkitektonisk værdi.
Bærende fredningsværdier:
De bærende fredningsværdier ved Store Kannikestræde 10 knytter sig overordnet til ejendommen som særlig repræsentant for en senbarok, borgerlig bygård, opført i årene efter Købehavns brand i 1728.

I forhusets ydre knytter de bærende fredningsværdier sig til den mod gaden grundmurede og pudsede bygning i to etager over en høj kælder med fem-fags gavlkvist mod gaden og mod gården bindingsværkskonstruktionen med en trefags bindingsværkskvist og rødt teglhængt heltag. Hertil kommer den kraftige skorstenspibe i rygningen samt kraftigt profileret hovedgesims og omløbende gesims omkring gavlkvisten. Endvidere kommer vinduerne mod gaden, der måske er fornyet i midten af 1800-tallet og de oprindelige, firerammede smårudede vinduer mod gården, samt ældre bygningsdele og –detaljer som porten med overvindue og de små tømmerkviste i tagfladen mod gården. Endelig kommer den traditionelle materialeholdning. 

I det indre knytter de bærende fredningsværdier sig til den ældre planløsning, hvor den fornemme 1700-tals trappe med tre løb med adgang fra portrummet, ligger mod gården. Mod gaden ligger de repræsentative stuer med tilhørende snedkerinteriører og stukkatur fra opførelsen og senere tider. Endvidere kommer de oprindelige bygningsdele og -detaljer, herunder fod-, brystnings- og lysningspaneler, de helpanelerede vægge, feltinddelte vægge med opspændte lærreder, loftsgesimser samt fyldingsdøre med indstukne hængsler og underskårne indfatninger. Særligt skal de rige, underskårne barokprofiler med forkrøppede hjørner og de smukke messinglåse på dørfløjene fremhæves. Hertil føjer sig vinduerne mod gården, der har rund- og tværposte samt rammer af betydelig alder med tilhørende beslåning. Endelig kommer den traditionelle materialeholdning.

I sidehuset ligger de bærende fredningsværdier i det ydre i bindingsværksbygningens samhørighed med forhuset i konstruktionsmetode og farveholdning. Det smalle sidehus med ensidig taghældning og røde tegl samt de mange vinduer, som er fra opførelsen, er en del af de bærende fredningsværdier. I det indre knytter de bærende fredningsværdier sig særligt til stuens og førsteetages helpanellerede rum, hvor fyldingerne er glatte og ramtræet har fladstaffer og danner en harmonisk helhed sammen med rundpostvinduerne fra samme periode. Hertil kommer de pudsede lofters enkle gesims. Køkkentrappen bagerst i sidehuset er ældre, men måske en vellykket kopi af en baroktrappe med udskårne bræddebalustre.

Tværhusets bærende fredningsværdier ligger i det ydre i bindingsværksbygningens traditionelt udførte 1700-tals bindingsværk med hejsekvisten midtpå samt de to portbuer i stueetagen og de mange vinduer i tavlene.

I det indre knytter de bærende fredningsværdier sig til etagernes åbne rum, hvor den traditionelle stolpe-, skråstiver- og drager konstruktion og synlige bjælker er synlige. Hertil kommer de oprindelige rundpostvinduer med tilhørende beslåning og en enkelt fydlingsdør fra 1700-tallets midte.

De bærende fredningsværdier knytter sig i baghuset til den grundmurede, pudsede bygning på tre etager med ensidig taghældning, hængt med røde vingetegl og den meget høje skorsten ved bagmuren. I baghusets indre ligger de bærende fredningsværdier hovedsageligt i de bevarede tømmerkonstruktioner med stolpe, drager, bjælkelag og tagkonstruktion samt skorstenen. Det nyere trappehus (fra 1918-1920), som betjener og forbinder baghuset med tværhuset, har bærende fredningsværdier i den elegant svungne trappe omkring den cirkulære durchsicht. Endvidere kommer den traditionelle materialeholdning.

Overalt i forhus, sidehus, tværhus og baghus er der opsat støbejerns vindovne fra 1700-årende, heraf flere med messingknopper og bag ovnene er der partier med ældre, traditionelle hollandske fliser, hvilket er en del af de bærende fredningsværdier.
Antal bygninger:
1
Antal andre objekter:
0
Fredningsstatus:
Fredet og tinglyst bevaringsdeklaration
Fredningsomgivelse:
Fredningsomfang

Sagsbehandlinger

Type:
Bevaringsdeklaration
Dato:
02-04-1978
Journal nr.:
66-15-93/0/76

Type:
Fredningsudvidelse
Dato:
02-07-1977
Journal nr.:
0000

Type:
Fredningspræcisering
Dato:
13-03-1951
Journal nr.:
62/24

Type:
Tinglyst fredning
Dato:
22-11-1926
Journal nr.:
62/24


Dokumenter

Navn:
Fredningsbeskrivelse
Dokumenttype:
PDF-dokument



Omfattede bygninger: 1


Fredet bygning Store Kannikestræde 10

Fredede omgivelser: 1

Signatur Fredningsomfang


Relaterede sager: 0
Slots- og Kulturstyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V
telefon 33 95 42 00
ur   ul
 
 
dr   dl
  tap