Sag: Søpavillonen

Gyldenløvesgade 24, København
Fredningssag
Fredningsstatus:
Med omgivelser fredet og tinglyst bev.dekl.
Aktuel status:
Aktiv
Antal bygninger:
1
Klik på kortet for at se et større udsnit.

Sagsoplysninger

Type:
Fredningssag
Betegnelse:
Søpavillonen
Aktuel status:
Aktiv
Beliggenhed:
Gyldenløvesgade 24
Kommune:
København
Omfang:
Pavillonen og dens umiddelbare omgivelser (1894-95 af Vilhelm Dahlerup). Fredet 1984.*
Beskrivelse:
Fredningen omfatter pavillonbygningen kendt som "Søpavillonen" og dens umiddelbare omgivelser, i det omfang området omkring pavillonen ikke er naturfredet.

Søpavillonen er beliggende langs med Gyldenløvesgade på den sydlige bred af Peblingesøen i København. Omkring pavillonen er et asfalteret, grus- og flisebelagt parkerings-, have- og terrasseområde indrammet af hække, og ud mod søen er foran pavillonen et let fremskudt parti med afrundede hjørner, promenader og bådebroer.

Bygningen er en flerdelt pavillonbygning, der er opført som en traditionel bindingsværkskonstruktion med murede tavl, men står overalt træbeklædt, hvorfor den overordnet fremtræder som en ren træbygning. De bærende elementer omfatter en række yderstolper med rigt profilerede konsoller samt langsgående gesimser. Mellem gesimser og bånd er der lodretstillede, klinkbyggede og listebesatte, bræddebeklædte partier. Søpavillonen er to etager høj og udformet med afrundede hjørnepartier mod vest og øst og kantede side- og karnappartier mod nord og syd på begge etager. Stueetagen optager langt det største areal, mens første sal er noget smallere, men følger bueslagene i stueetagens afrundede grundplan mod øst og vest. Over de afrundede hjørnepartier på første sal rejser to høje lanterne- og spirprydede tårne sig. Omkring første sals bygningskrop er et omkringløbende promenadedæk af brædder samt et gelænder af lodrette balustre og krydsstillede stivere, der bærer en kraftig og kantet håndliste. Også tårnene, der nederst er kranset af stræbebuer, er forsynet med rundgange med bræddedæk og gelændre af samme udformning som første sals promenadedæk. Tagfladerne på Søpavillonen har alle en lav hældning eller er kuplede, og overalt er tagfladerne beklædt med grøn og sort tagpap. Placeret i første sals tagflader samt ved hjørnepavillonerne ses i alt syv pudsede skorstenspiber. Dertil kommer enkelte nyere tagvinduer samt nogle udluftningskanaler. Tårnenes spirhætter er beklædt med kobber. Hele pavillonbygningen står hvidmalet med undtagelse af enkelte forgyldte udsmykninger af en række søjler mod Gyldenløvesgade. Mod Peblingesø er en nyere brandtrappe i spindelform, der fører op til første sals promenadedæk. Søpavillonen har sin hovedindgang mod Gyldenløvesgade i et let fremskudt vindfang, og mod Peblingesø er der yderligere en hoveddør, der fører til ud terrassen placeret mod søen. Begge indgangspartier har ældre og traditionelt udførte, hvidmalede døre med store glaspartier. Derudover er der traditionelt udførte og tofløjede fyldingsdøre og bræddebeklædte porte, et vægintegreret nødport-parti i stueetagen, og dertil kommer et par sekundære dørpartier med traditionelt udførte og tofløjede fyldingsdøre med glaspartier øverst på første sal. Alle disse døre og porte er hvidmalede. Søpavillonen har både ældre, traditionelt udførte vinduer og nyere vinduer, der for en stor dels vedkommende er forsynet på ydersiden med nyere, beskyttende et-rudede sikkerhedsvinduer i stueetagen. På begge etager er der i de midterste partier af facaderne samt omkring første sals afrundede hjørnepartier storrudede vinduespartier, heraf er en del forsynet med wienersprosser. Derudover er der i overvejende grad rundbuede, torammede vinduer og enkelte firerammede vinduer, der alle er småtopsprossede. Hertil kommer en række blyindfattede vinduer delvis med indfarvet glas mod Gyldenløvesgade og enrammede, småtoprossede vinduer i tårnenes lanterner. Alle vinduer er hvidmalede. Centralt placeret på første sal mod søen er en ældre urskive.

Den oprindelige hoveddisponering af Søpavillonens indre funktioner er i store træk bevaret. Den centrale del af bygningen optages i stueetagen af et stort åbent lokale og i hver ende af bygningen er placeret henholdsvis et restaurationskøkken med tilhørende lager- og funktionsrum og en køkkentrappe mod vest, mens der er entré, trappe og publikums toiletafdeling mod øst. På første sal findes i den centrale del af etagen to saloner med tilknyttede anretterværelser, depoter, toiletter og barfaciliteter, og i hvert af tårnene er en cirkulær salon. Der er en ældre, traditionel og nyere materialeholdning i det indre, herunder parket-, linoleums og flisegulve samt tæpper, flisebeklædte vægge i køkkenet, pudsede vægge og lofter samt flere steder nyere væg- og loftsbeklædninger af plader, der antageligt dækker over ældre overflader. Der er ældre og traditionelt udførte en- og tofløjede fyldingsdøre og franske døre samt nyere brand- og pladedøre. På første sal er der brystningspaneler og listeinddelte vægfelter med savsmuldstapet, søjler i tårnsalonerne og lofter i de centrale saloner har kantstukkatur. Hovedtrappen i den østlige side af pavillonen er en halvsvingstrappe med snoet mægler, tæppebeklædte trin, samt bræddebeklædt gelænder med en bred, afrundet håndliste. Køkkentrappen er en ældre, enkelt udformet trekvartsvingstrappe.
Bygningshistorie:
I 1885 fik ”Kjøbenhavns Skøjteløberforening” overdraget den sydvestlige del af Peblingesøen til skøjtebane og otte år senere gav myndighederne tilladelse til, at foreningen lod nogle primitive skure nedrive til afløsning af et mere interimistisk bygningsværk. Den flittigt benyttede arkitekt Vilhelm Dahlerup (1836-1907) leverede tegninger til bygningen. En restauratør betalte byggeomkostningerne for til gengæld frit at kunne benytte lokalerne i de næste ti år. Søpavillonen blev opført i 1893-94 for "Skøjteløberforeningen" som en kombination af klubhus og offentlig café. I 1895 blev den centrale salon på første sal udvidet mod Peblingesøen efter Dahlerups anvisninger og i 1925 byggede man til mod Gyldenløvesgade. Begge disse tilføjelser har underordnet sig bygningens oprindelige arkitektoniske ide og er integreret i helheden. Oprindeligt har de bærende elementer i bygningens facader været hvidmalede, mens den øvrige beklædning fremstod i en brækket hvid eller lys pastelfarve.

I 1929 blev Søpavillonens omgivelser ændret, da søarealerne på hver side blev opfyldt, og der etableredes smedejernsindhegnede rosenhaver. I 1979 fremlagde Københavns Kommune en plan for at erstatte Søpavillonen med en svømmehal, tegnet af Jørn Utzon. Efter megen debat blev forslaget taget af bordet og Dahlerups pavillon bygningsfredet. I 1994 erstattede de to fontænehaver rosenhaverne på hver side af Søpavillonen.

Arkitekten Vilhelm Dahlerups virke faldt samtidig med den store industrielle ”Gründer-periode” i anden halvdel af 1800-tallet, og han blev favoriseret ved at få del i mange af især hovedstadens store repræsentative byggeopgaver. Hans produktion er meget omfattende og alsidig. Ved siden af de store markante statslige byggeopgaver i København, herunder Det Kongelige Teater (Gamle Scene) og Statens Museum for Kunst, som han begge fik overdraget efter konkurrence, fik han som rådgiver for Købehavns Havn gennem en lang årrække store opgaver i forbindelse med den arkitektoniske udformning af havnens udbygning i slutningen af 1800-tallet. Dahlerup var endvidere arkitekt for Carl Jacobsen og forestod opbygning af Ny Carlsberg Bryggeri fra grundlæggelsen samt maskinbygninger og de mange monumentale bygninger, bryggeren lod opføre i selve bryggeriet og andre steder i København, bl.a. Jesuskirken og Ny Carlsberg Glyptotek. Ligesom sine samtidige, Meldahl og Herholdt, dyrkede Dahlerup – dog uden indblanding i deres kontroverser – de internationale stilstrømninger lige fra studietiden, og var oprindelig først optaget af gotikken. Dahlerups byggeri er udpræget international, kulisseorienteret arkitektur, der i forening med en omhyggelighed i udformningen af bygningskroppene var medvirkende til, at hans bygninger gav København et vist storstadspræg. Både med sine store monumentale bygninger og med de mindre, men festlige og fantasifulde værker som Pantomimeteatret og som her, Søpavillonen, var han frem for nogen medvirkende til at give byen øget arkitektonisk karakter og særpræg.
kilder:
Bramsen, Bo red.: København, før og nu – og aldrig, 1987

Hartmann, Sys og Villadsen, Villads: Byens Huse – Byens Plan, Danmarks arkitektur, København 1979.

Lange, Bente: Københavns Farver, 1996

Millech, Knud: Danske arkitekturstrømninger 1850-1950, København 1951.

Weilbachs Kunstnerleksikon. Red. Sys Hartmann m.fl. Forlagene Munksgaard og Rosinante.
1994-2000.

Tobias Faber, Dansk Arkitektur, 1963. Arkitektur DK 4/5-1996, p.300.

http://www.kobenhavnshistorie.dk/bog/kko/s/kko_s-29.html
Miljømæssig værdi:
Den miljømæssige værdi ved Søpavillonen knytter sig til bygningens beliggenhed langs Gyldenløvesgade på den sydlige side af Peblinge Sø, hvor den udgør et yderst iøjnefaldende, nærmest eksotisk, element i det i øvrigt helt åbne og meget store byrum, som søerne udgør. Ud over broerne med deres forskellige indfaldsveje udgør Søpavillonen det eneste egentlige byggeri mellem Sankt Jørgens Søs sydside og Sortedams Søs nordside. I kraft af sin særegne og originale udformning med de hvidmalede facader og mange bygningsdetaljer har Søpavillonen stor miljømæssig værdi for sine omgivelser, idet den usædvanligt for københavnske bygninger er helt fritliggende og synlig fra alle sider, endog fra stor afstand. Dermed bidrager bygningen væsentligt til identiteten og stemningen ved det rekreative miljø, der udfolder sig omkring Søernes promenader. Som et modtræk til moderne tiders intenst forbipasserende trafik på Gyldenløvesgade, bidrager Søpavillonen til at fastholde en historisk betonet, roligere og mere karakterfuld oplevelse i sit umiddelbare nærmiljø.
Kulturhistorisk værdi:
Den kulturhistoriske værdi ved Søpavillonen knytter sig i det ydre til pavillonbygningen som et velbevaret, sjældent og karakterfuldt eksempel på et københavnsk pavillonbyggeri i træ fra slutningen af 1800-tallet. Søpavillonen markerer både i sin hovedform og i detaljerne periodens forkærlighed for et eksperimenterende, kulisse- og stemningspræget arkitektur, der særligt prægede historicismens offentlige byggeri samt større og mindre monumentalbygninger med repræsentative eller rekreative funktioner. Søpavillonen afspejler derudover på illustrativ vis en vigtig byhistorisk fase i København, hvor den voldsomme udvikling i brokvartererne vest og nord for Søerne gjorde det nødvendigt at udbygge forbindelserne over Søerne. Vilhelm Dahlerup, der blandt andet stod for udformningen af Dronning Louises Bro i 1885 og senere også Fredens Bro i 1904, fik med bestillingen af et forenings- og restaurationsbyggeri på passagen med Gyldenløvesgade mulighed for at sætte yderligere et markant præg på området. Med Søpavillonens festlige ydre ses et repræsentativt eksempel på den folkelige, rekreative og urbane kultur med vægt på forlystelsesliv og fysisk udfoldelse, der var typisk for 1800-tallets slutning, hvor fritidslivet begyndte at gøre sig mere gældende i bredere kredse, herunder i Kjøbenhavns Skøjteforening. Der knytter sig betydelig kulturhistorisk værdi til Søpavillonens yderst detaljerige, varierede og formmæssigt meget originale bygningsudformning, til de ældre tømmer- og bræddekonstruktioner med stolper, konsoller, gesimser, bånd og alle felter med lod- og vandrette, til dels klinkbyggede, bræddepartier, der rummer rig og tidstypisk variation i sit udtryk. Dertil kommer de lavt hældende tagflader og kuplede tage belagt med tagpap, første sals promenaderundgang med bræddedæk og gelænder samt de to tårne med stræbebuer, lanterner og spir beklædt med kobber, der sammen med den varierede dør- og vinduessætning bidrager til bygningens overordnet fantasiæggende og let eksotiske virkning. Dertil kommer placeringen af store vinduespartier midt på facaderne samt skorstenspiberne, der afspejler placeringen af de store selskabssaloner samt behovet for opvarmning af en bygning, der navnlig havde sin højsæson om vinteren eller dannede rammen om restauration.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig overordnet til den grundlæggende velbevarede placering af rumfunktioner og den let aflæselige disponering af pavillonbygningen i dens selskabs- og funktionsrum. Dette kommer primært til udtryk i placeringen af stueetagens store fest- og selskabslokale, der vest herfor har en køkkenafdeling med tilhørende faciliteter og øst herfor især er opbygget omkring indgangsrummet, trapperum og toiletter. Første sal har ligeledes – og i langt mere velbevaret grad – fastholdt sin ældre og lidt mere intime disposition med de centralt placerede saloner midtfor på etagen og mindre, runde saloner under tårnene. Mellem disse ses de forskellige funktions- og depotrum, der forbinder de enkelte salonafsnit. Trods skiftende tiders behov er endnu fastholdt en klar ældre struktur på navnlig første sal, der afspejler datidens livlige og blomstrende forenings- og selskabsliv i Søpavillonen. Der knytter sig kulturhistorisk værdi til alle ældre og traditionelt udførte bygningsdele og detaljer i det indre, der giver karakter til interiørerne og opretholder fortællingen om den oprindelige pavillons formål og karakter. Det gælder sildebensparketgulve, pudsede vægge og lofter, søjler, listefelter, brystningspaneler, tømmerkonstruktioner og loftstukkatur med palmettefrier samt alle ældre og traditionelt udførte en- og tofløjede fyldingsdøre og franske døre, der giver en eksklusiv og let herskabelige stemning. Inspirationen fra adelens og borgerskabets repræsentative rum er synlig i bygningens tidstypiske blanding af forskellige elementer i en overordnet historicistisk collage. Dertil kommer hovedtrappen, der forbinder stueetagen og første sal, med dens generøse og let maritime karakter, mens køkkentrappen er mindre, enkel og mere funktionsbetonet.
Arkitektonisk værdi:
Den arkitektoniske værdi ved Søpavillonen knytter sig i det ydre til den helstøbte, men yderst varierede og livlige, pavillonkonstruktion i bindingsværk med hvidmalet træbeklædning, der samlet set udgør et særegent og festligt bygningsværk helt i sin egen ret. Bygningens knopskudte, reliefbetonende og karnapprægede grundplan samt den klare vægt i stueetagen med en smallere første sal giver Søpavillonen et afbalanceret og dynamisk præg. Udtrykket understøttes tillige af den overordnede symmetritanke, der ses såvel af facadernes grundformer som i tårnene og enderne af bygningen. De harmonisk afrundede hjørnepartier både i stueetagen og på første sal samt tårnenes stræbebuer leder tankerne hen på gotikkens runde apsisser og kor-konstruktioner, mens tårnene derudover med deres lanterner og spir giver mindelser om tyrkiske minareter. Alt er dog i kraft af en sikker formsans og en ensartet materialeholdning skabt med sikker hånd, og bygningen fremstår som et værdifuldt eksempel på en arkitektur, der er selvberoende og gennemført, trods referencer til mange historiske kilder og tilpasning til konkrete formål. Denne heterogene kobling af stilelementer kombineres med en overordnet lethed, transparent og maritim – nærmest floddamperlignende – karakter, der knytter Søpavillonen intimt og associativt sammen med sine umiddelbare omgivelser ved Peblinge Sø.

I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig primært til første salens generøse, højloftede og gennemlyste saloner samt til de yderst helstøbte, afrundede saloner under tårnene. Dertil kommer hovedtrapperummet og den funktionelle placering af selskabs- og funktionsrum, der navnlig på første sal giver en klar oplevelse af sammenhæng mellem rummene på etagen. Dertil kommer, at bygningens saloner i kraft af deres mange store vinduespartier og den transparente virkning i rummene har en imødekommende og lys karakter, hvor de lange og frie udsigter over Søerne og det nære samspil med næromgivelserne er tænkt ind i oplevelsen af rummene.
Bærende fredningsværdier:
De bærende fredningsværdier for Søpavillonen knytter sig i det ydre til pavillonbygningen i to etager af bindingsværk med murede tavl, hvidmalede tømmerkonstruktioner og bræddebeklædninger, alle stolper, søjler, konsoller, lister, bånd og gesimser, tage med tagpap, promenader med bræddedæk og hvidmalet trægelænder samt til tårnene med stræbebuer, lanterner og spir beklædt med kobber. Dertil kommer alle ældre og traditionelt udførte døre, portfløje og de forskellige ældre vinduer med samtlige detaljer. Endvidere kommer adgangsforholdene og Søpavillonens nærmeste omgivelser der ikke er naturfredede, urskiven placeret over første sal ud mod søen, bygningens skorstenspiber samt den traditionelle materialeholdning.

I det indre knytter de bærende fredningsværdier til den overordnet velbevarede grunddisposition af etagerne med stueetagen med et centralt selskabslokale og køkkenafdeling mod vest og entré, trappe og funktionsrum mod øst. Dertil kommer førstesalens saloner placeret centralt og under tårnene med mellemliggende funktionsrum. Der knytter sig bærende fredningsværdier til alle ældre og traditionelt udførte bygningsdele og -detaljer i det indre, herunder gulve med sildebensparket, pudsede vægge og lofter, brystningspaneler og væglister, indre tømmerkonstruktioner og stuklofter med samtlige detaljer. Dertil kommer alle ældre og traditionelt udførte en- og tofløjede fyldingsdøre og franske døre samt hoved- og køkkentrappen med alle detaljer og den traditionelle materialeholdning.
Antal bygninger:
1
Antal andre objekter:
0
Fredningsstatus:
Med omgivelser fredet og tinglyst bev.dekl.
Fredningsomgivelse:
Anlæg

Sagsbehandlinger

Type:
Bevaringsdeklaration
Dato:
21-11-1984
Journal nr.:
0000

Type:
Tinglyst fredning
Dato:
17-08-1984
Journal nr.:
621-15-283/83


Dokumenter

Dokumenttype:
Undersøgelse
Beskrivelse:
"Gyldenløvesgade 024, Nørrevold kv. 404. Farvearkæologisk undersøgelse. Vægdekoration i ""Vinlageret"". 2 sider samt fotografier (5 optagelser). Lene Larsen. Juli 1984. "


Navn:
Fredningsbeskrivelse
Dokumenttype:
PDF-dokument



Omfattede bygninger: 1


Fredet bygning Gyldenløvesgade 24

Fredede omgivelser: 1

Signatur Anlæg


Relaterede sager: 0
Slots- og Kulturstyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V
telefon 33 95 42 00
ur   ul
 
 
dr   dl
  tap