Sag: Sankt Annæ Plads 13

I det følgende er der ikke taget stilling til lovligheden af bygningsarbejder foretaget i ejendommen. Tredje sal og tagetagen er ikke besigtiget.

Prins Wilhelms Palæ ligger på hjørnet for enden af husrækkerne Sankt Annæ Plads og Amaliegade. Ejendommen er en hjørnebygning med tilhørende ikke fredet sidehus og baghus. Fredningen omfatter forhuset mod Amaliegade. Mod Sankt Annæ Plads omfatter fredningen de første fem fag fra hjørnet, de øvrige fag mod Amaliegade er en senere tilbygning og derfor ikke fredet. De ikke fredede bestanddele af ejendommen indgår ikke i beskrivelsen eller værdisætningen.

Forhuset mod Amaliegade er elleve fag bredt på Amaliegade og fem fag bredt mod Sankt Annæ Plads. Ejendommen er opført i grundmur i fire etager over en høj kælder og udnyttet tagetage. Der er portgennemkørsel i den midterste fag mod Sankt Annæ Plads i den ikke fredede del af bygningen, og der er nedgang til kælder i hjørnefaget mod Sankt Annæ Plads. Bygningens facade er malet hvid over en lav lysegråmalet sokkel. Facaden opdeles af en kordongesims over stueetage, to smalle lister over første sal, en profileret liste over anden sal. Øverst en profileret hovedgesims. De tre midterste fag mod Amaliegade er fremhævet af en refendfuget midtrisalit, der er ligeledes siderisalitter i hvert af de yderste fag. Disse er dog kun refendfuget op til kordongesims. Facaden er dekoreret med vinduesindfatninger omkring alle vinduer i stueetage og første sal samt buede frontoner over vinduerne på de yderste fag, omkring hjørnet og i midtrisaliten på første sal. Vinduerne er nyere, hvidmalede korpostvinduer, i stueetagen fladbuede korspostvinduer, vinduerne i kælderen er nyere, hvidmalede korspostvinduer. Taget er et nyere mansardtag hængt med sort tegl. I tagfladen er der mod Amaliegade over midtrisaliten en gavlkvist på tre fag, hvorover er etableret smal tagterrasse til flagstang. Gavlens vinduer er nyere, hvidmalede korspostvinduer med vinduesindramninger omkring. Derudover er der mod Sankt Annæ Plads i tagfladen fem nye zinkbeklædte kviste samt fire nyere tagvinduer. Mod Amaliegade er der henholdsvis tre og fire nyere zinkbeklædte kviste på hver side af gavlen, samt seks nyere tagvinduer. I tagryggen er der fire nyere skorstenspiber.

Gårdsiden er malet hvid og er fem fag bred. Facaden er opdelt af en profileret kordongesims i de tre midterste fag og øverst en profileret hovedgesims. De tre midterste fag er fremhævet i en midtrisalit. Gårdsiden er dekoreret med murblændinger omkring vinduerne i stueetagen. Disse spejles i murblændinger der indfatter første og anden sals vinduer. Vinduerne i gårdsiden er nyere, hvidmalede korspostvinduer i de oprindelige karme i midtrisaliten, hvoraf vinduerne i stueetagen afsluttes med en flad bue. I de yderste fag er der nyere, hvidmalede, småsprossede, fladbuede trefagsvinduer. I tagfladen er der i den nederste mansard fem nyere, zinkbeklædte mansardkviste og i den øvre mansard, der er hængt med skifer, to store flerfags ovenlysvinduer samt fire mindre tagvinduer.

I ejendommens indre er en ældre planløsning bevaret. Der er indgang til forhusets øvre etager gennem det ikke fredede portrum, hvorfra man, via en nyere glasdør, kommer ind til den fredede del af bygningen. Trapperummet er lagt i forbindelse med et stort rum, der i dag fungerer som reception. Trapperummet er for størstedelen med ældre materialeholdning. Trappen er en ældre treløbstrappe med en fast balustrade med udskårne ovaler og profileret håndliste. Durchsicht er kvadratisk og gennemgående på alle etager, men optages af en elevator. Derudover fremstår trapperummet uden yderligere dekorative elementer. Indgangsdørene til lejlighederne er alle nyere, hvidmalede, dobbelte fyldingsdøre med fladbuede dørstykker. Bagtrappen og dets trapperum er som hovedtrappen og dets trapperum, dog med den forskel at balustraden har et andet og angiveligt nyere mønster. Grundplanen for etagerne kendetegnes ved en lang korridor, hvorfra der er adgang til stuer en suite ud mod Sankt Annæ Plads, samt store rum mod Amaliegade og ind mod gården. Disse er delvis en suite og delvis enkeltstående. Køkken er placeret i bagerste rum mod bagtrappen. Der er delvist en nyere materialeholdning, herunder sænkede lofter, nye fyldingsdøre, nye gulve, i enkelte stuer hævede gulve, og nye vinduesdetaljer, herunder stormkroge og anverfere. Af ældre bygningsdele og -detaljer findes ældre paneler, herunder brystningspaneler på indre vægge og helpaneler mod gade og gård, snitskårne vindueslysninger med fyldinger, stukarbejder og listefelter i enkelte stuer. Vinduerne er koblede mod gaden og med nyere forsatsvinduer mod gården. Første salens beletage har to pragtstuer med fuldt bevarede interiør, den ene i hjørnestuen, den anden en stor sal mod gården. I begge rum er panelerne guldstafferet, i hjørnestuen en stor pragtroset og skjulte døre, der gemmer på arkivskabe, og i salen mod gården dyb hulkelsstuk og skabe og små rum skjult i panelerne. De øvre nyere etager er udelukkende med nyere materialeholdning. I kælderen er der indrettet kantine og industrikøkken og den oprindelige planløsning er derfor ikke bevaret. Der er nyere materialeholdning i kælderen, herunder gulve, vinduesdetaljer og døre.

Ejendommen er beliggende i Frederiksstaden, der afgrænses af Bredgade, Ny Toldbodgade og Sankt Annæ Plads mod syd og Esplanaden mod nord. Frederiksstaden blev anlagt på foranledning af flere storkøbmænds ønske, samt efter Frederik V’s beslutning i 1749 om dels at markere 300 års jubilæet for Den Oldenburgske Kongeslægt, dels for at anlægge en ny bydel til glæde for Københavns borgere og handel. Ejendommen er placeret på, hvad der tidligere hed Garnisonspladsen, og er den første ejendom bygget på grunden, der tidligere havde været Dronning Sofie Amalies lysthave.

Ejendommen er opført i 1751 for Geheimeråd William August von der Osten af ukendt arkitekt, det spekuleres dog i, om arkitekten kan have været Philip de Lange. Von der Osten familien solgte ved offentlig auktion palæet til Handelsmanden Peter Vanino i 1764 som i 1777 solgte ejendommen videre til Kammerherre Robert Tuite. I 1794 solgtes palæet videre til Baron Charles Selby, som i 1804 solgte det videre til Romersk Kejserlig Generalkonsul Johan Nicolai Adam Romeis. I begyndelsen af det 19. årh. skiftede palæet ejer utallige gange, og i 1826 købtes palæet af Kong Frederik 6 og her flyttede han sin nære slægtning Prins Wilhelm af Hessen-Kassel ind. Efter prinsen fraflyttede palæet brød koleraen ud i København og palæet blev inddraget af Københavns Kommune til kolera hospital. Efter koleraens raseren blev palæet brugt som fattigvæsenets skole og hospital. Ejendommen skifter igen ejer til Ritmester Allan Dahl i 1869 som solgte den videre til Restauratør Lars Larsen i 1877, som etablerede ”Larsens lokaler”, og på grund af dette blev palæet i en overgang i folkemunde omdøbt til ”Prins Larsens Palæ”. Det Danske Petroleums Aktieselskab overtog ejerskabet af palæet i 1921. Nobelprismodtager i Medicin læge og forsker Niels Finsen (1860-1904) boede i sin studietid i palæet. Han modtog prisen for at have opdaget lysets helbredende virkning på tuberkulose.

Prins Wilhelms Palæ har gennemgået flere omfattende forandringer gennem tiden. Omkring år 1800 ændrer Baron Charles Selby markant ved facaderne, hvor liséner blev det primære dekorative element. Derudover var der sandstensindfatninger omkring vinduerne.
Ejendommen har tidligere være dekoreret med en frontispice på Amaliegade med von der Osten slægtens våbenskjold, men da ejendommen blev forhøjet med en etage og mansardtag i 1921-23, er denne frontispice gået tabt.

Indenforvoldene.dk

Historiske huse i det gamle København, Nationalmuseet, 1972

København før og nu, Svend Aakjær, Mogens Lebeck og Otto Norn (red.) 1949-1950

Bygningshistorie, Carl C. Christensen, 1944

Den miljømæssige værdi er knyttet til bygningens placering på grænsen til Frederiksstadens sydlige del, hvor den ligger som et af flere mondæne adelspalæer.

Dertil kommer, at der er miljømæssige værdi knyttet til grundens traditionelle bygningsstruktur med forhus og dertilhørende side- og baghus omkring gårdrummet.

Den kulturhistoriske værdi er ved Prins Wilhelms Palæs er i det ydre koblet til bygningen, som et bevaret eksempel på et rokokopalæ. Frederiksstadens rokokobyggerier er inspireret af datidens tendenser i Frankrig, der havde stor indflydelse på dansk arkitektur og kultur i midten af 1700-tallet. Prins Wilhelms palæ repræsenterer denne stilistiske periode, selvom den store ombygning i 1921 har ændret både facaden og dele af det indre. Den brede profilerede liste mellem anden og tredje sal samt facadens proportionering afslører bygningens oprindelige højde. I facaden ses rokokoens karakteristiske træk ved udformningen med et ulige antal fag, midtrisalit og siderisalitterne samt de fladbuede vinduer i stueetagen. Desuden knytter der sig kulturhistorisk værdi til første sals beletage accentuerede, dekorative elementer med vinduesindramninger og frontoner over vinduerne i de yderste fag, hjørnefag og midtrisalit, der på delikat vis indikerer den indre hierarkiske orden etagerne imellem.

Der er ligeledes kulturhistorisk værdi knyttet til den elegant dekorerede gårdside, der ulig de fleste gårdsider fra perioden, fremstår nobel med dens murblændinger og midtrisalit. Det er tydeligt, at palæet oprindeligt kun har bestået af forhuset mod Amaliegade, og at gårdsiden skulle tage sig elegant ud, da man prominerede i haven, der lå mod den side.

I det indre er den kulturhistoriske værdi relateret til den delvist aflæselige planløsning med de repræsentative stuer en suite mod gaden og i hjørnet af gården. Hierarkiet mellem rummene og mellem etagerne er aflæseligt i mængden og detaljeringen af de dekorative elementer i interiøret, der tillige afspejler rummenes oprindelige funktioner. Mod gaden er stuk, paneler, døre og gerichter således på traditionel vis rigt ornamenteret og kunstfærdigt udført, mens de dekorative elementer mod gården er mere nedtonede med undtagelse af den store pragtsal på første sal.

Den arkitektoniske værdi for Prins Wilhelms palæ knytter sig i det ydre til facadens rokokoudtryk, der karakteriseres ved en taktfast facadekomposition med et ulige antal fag og en midtrisalit på tre fag, som understreger det symmetriske udtryk. De vandrette gesimser og friser har dels en dekorativ, dels en kompositorisk funktion, idet de skaber en visuel balance i den meget brede bygning og bryder med midtrisalitten. Hertil kommer, at de refendfugede partier sørger for at skabe en naturlig tyngde til den nederste del af facaden. Samlet set bidrager de pudsede murflader, de enkle horisontale linjer, de taktfaste vinduer og hele den symmetriske placering af de dekorative elementer til facadens imposante og værdige fremtræden.

Gårdens arkitektoniske værdi er forbundet med den taktfaste facadekomposition, midtrisalit og murblændingerne, der næsten gør gårdsiden til en sekundær facade, som bidrager til ejendommens samlede værdige udtryk.

I det indre er den arkitektoniske værdi koblet til
de velproportionerede stuer og den aflæselige planløsning, som har et herskabeligt udtryk. Ydermere er der arkitektonisk værdi relateret til de ældre bygningsdele, som har en høj håndværksmæssig kvalitet, herunder døre, gerichter, stukarbejder og paneler. Detaljernes kunstfærdige forarbejdning forlener rummene med rokokoens elegante og imponerende palæstil. De indbyggede skabe og rum i første salens pragtstuer har foruden, at være af høj håndværksmæssig kvalitet, en arkitektonisk værdi i deres praktiske funktion med opbevaring.

De bærende fredningsværdier for Prins Wilhelms palæ knytter sig overordnet til ejendommen som repræsentant for et rokokopalæ opført i Frederiksstadens tidlige formende år.

De bærende fredningsværdier er knyttet til den grundmurede bygning i fire etager, over en kælder med teglhængt mansardtag med skorstenspiber. Til den traditionelt disponerede rokokofacade med midtrisalit og samtlige dekorative detaljer. Hertil kommer samspillet mellem den rigt dekorerede facade og den mere nedtonede gårdside. Endelig gælder det den traditionelle materialeholdning.

De bærende fredningsværdier forbindes med den bevarede planløsning med stuer en suite mod gaden, i hjørnet og mod gården. Ligeså til de bevarede pragtstuer på første sal, samt de to bevarede trapperum. Hertil kommer de ældre bygningsdele og -detaljer, herunder fyldingsdøre med greb, hængsler og gerichter, indbyggede skjulte skabe, paneler, detaljer omkring vinduerne samt stukkatur. Ydermere gælder det den traditionelle materialeholdning.