Sag: Schønbergsgade 15

Schønbergsgade 15, Frederiksberg
Fredningssag
Fredningsstatus:
Fredet og tinglyst bevaringsdeklaration
Aktuel status:
Aktiv
Komplekstype:
Etagebeboelseshus
Antal bygninger:
1
Klik på kortet for at se et større udsnit.

Sagsoplysninger

Type:
Fredningssag
Betegnelse:
Schønbergsgade 15
Aktuel status:
Aktiv
Beliggenhed:
Schønbergsgade 15
Kommune:
Frederiksberg
Omfang:
Forhuset (1857 af H.C. Stilling).
Fredet 1977.*
Beskrivelse:
Schønbergsgade 15 er beliggende på det indre Frederiksberg tæt på søerne. Bygningen er friholdt fra gadens øvrige husrække og har østre side i skel ud til gaden.

Schønbergsgade 15 er en ni fag lang og fire etager høj, grundmuret bygning med en centralt placeret, grundmuret trappebygning mod gården. Soklen er nederst af granit og herover ses en høj, let fremspringende, hvidpudset del afsluttet med profil. Trappehuset står på en lav granitsokkel. Taget er et opskalket skifertag med halvvalm over gavlene, og i rygningen er fire skorstenspiber i gule tegl med sokkel, hvoraf en er udført med krave. I hver tagflade er fire zinkklædte kviste. Kvistene mod gården har en lille trekantfronton. Trappebygningen har et helvalmet skifertag. Siderne står i blank mur med mønstermurværk i røde og gule tegl og har to omløbende kordongesimser samt en rigt dekoreret hovedgesims med profilerede knægte og herimellem tandsnit. Under gesimsen er flere skifter i mønstermurværk der, ligesom hovedgesimsen, ses i mere beskeden udgave på gårdsiden. Facaden har fremhævet side- og midterparti indrammet af liséner. Første salens vinduer har rundbuede spejle og sålbænke af tegl. Der er sandstensindfatninger om første og anden sals vinduer placeret i de fremhævede partier. Trappetårnet fremstår udekoreret og i gule tegl. Granittrin leder op til en ældre, centralt placeret, dobbeltfløjet fyldingsdør med todelt overvindue med krydsopsprosning. Herover er et stik og en slutsten dekoreret med et hoved. Der er adgang til trappetårnet via en nyere fyldingsdør med overvindue, og der er adgang til kælderen via granittrapper og tre nyere fyldingsdøre under terræn i henholdsvis facaden, gårdsiden og i søndre gavl. Dørene er malet brune. Vinduerne er nyere, brunmalede korspostvinduer med termoruder og sålbænke af skifer. Mod gården er de midterste vinduer trerammede i fladbuede stik. Midt i gavlene ses enkeltrammede vinduer og i soklen er flere tofags kældervinduer i fladbuede åbninger.

I det indre er den originale grundplan i store træk bevaret med to lejligheder på hver side af trapperummet. Kælderen er disponeret med en gennemgående midtergang og rum i varierende størrelse på hver side af denne. Lejlighederne er oprindeligt disponeret med stuer en suite mod gaden og yderligere en stue i sammenhæng med den midterste stue på tværs af bygningen. Mod gården er køkken, værelser og birum. I dag har alle lejligheder nyere badeværelser ud til entréen. I tagetagen er to lejligheder med et åbent køkken/alrum og herover er et spidsloft med original indretning med loftsrum. Der ses generelt en traditionel materialeholdning med brædde- og skillevægge med rørpuds og bindingsværk, parketgulve samt pudsede vægge og lofter. Dog ses i enkelte lejligheder gulve belagt med tæpper, vinyl og laminatgulve samt nedhængte lofter. Der er bevaret mange ældre bygningsdele og -detaljer, herunder hovedtrappe, lofts- og bagtrappe med håndlister og balustre, hoveddøre og loftsdør, ligesom der er velbevarede interiører.
Bygningshistorie:
Omkring 1803 købte etatsråd Schønberg det store grundareal, hvorpå Schønbergsgade, den nuværende Vodroffs Tværgade og Danmarksgade blev anlagt. I 1845 blev grunden købt af fire spekulanter, hvoraf arkitekten H.C. Stilling var den ene. I 1852 blev demarkationslinjen, som forhindrede varig bebyggelse i området mellem Flakoner Allé, Jagtvej og Søerne, ophævet, hvormed der var banet vej for nye bebyggelser i Københavns brokvarterer.

H.C. Stilling (1815-91) var en af tidens fremtrædende arkitekter og stod for flere bygninger på Frederiksberg. Stilling tegnede og opførte Schønbergsgade 15 i 1857 som en del af områdets tætte redekamsbebyggelse, der udgjordes af tæt bebyggede, mindre grunde, som typisk havde sidefløje i gården. Modsat kvarterets øvrige bebyggelse med mindre lejligheder indeholdt Schønbergsgade 15 otte store herskabslejligheder. Ejendommen var formentlig den første beboelsesejendom i København, der havde bagtrappen i et fremskudt trappehus, og dermed ikke var placeret i hovedhuset.

Ejendommen fik udskiftet vinduerne til de nuværende sidst i 1970’erne.
kilder:
København før og nu – og aldrig, Bo Bramsen, Forlaget Palle Fogtdal A/S, 1991.

Frederiksberg. Vejen gaar, min tro, over Vesterbro. Carl C. Christensen m.fl., H. Hagerups Forlag.
Miljømæssig værdi:
Den miljømæssige værdi for Schønbergsgade 15 knytter sig til ejendommens beliggenhed i en sidegade til Gl. Kongevej på det indre Frederiksberg. Bygningen udgør i kraft af sin højde, tagform, materialeholdning og facadens komposition en integreret del af bygningsmassen fra 1800-tallet ligesom den opretholder gadeforløbet ved facadens placering i skellet ud til gaden. Dermed bidrager bygningen væsentligt til det stemningsfulde bymiljø i kvarteret omkring den indre del af Gl. Kongevej.
Kulturhistorisk værdi:
Den kulturhistoriske værdi for Schønbergsgade 15 knytter sig i det ydre til bygningens stramme, symmetriske komposition og det opskalkede skifertag med senklassicistiske træk samt til facadens udsmykninger, der varsler overgangen til det historicistiske stilideal. Dette ses i mønstermurværket, den markante sokkel og vinduernes indramninger ligesom den lave taghældning og tagudhænget, båret af kunstfærdigt udformede tagkonsoller, er karakteristisk for historicismen. Hertil kommer disponeringen af bygningen med køkkentrappen fremskudt på bagsiden samt hovedtrappens forløb forbi facadens vinduer, hvilket var et nytænkende pladsbesparende tiltag på opførelsestidspunktet, der vidner om kvarterets tætte bebyggelse og spekulationsbyggeri, som dog i Schønbergsgade 15 er af særlig høj kvalitet både når det kommer til bygningens detaljering og lejlighedernes indretning.

Den kulturhistoriske værdi for Schønbergsgade 15 knytter sig i det indre til den i store træk bevarede planløsning, der i lejlighederne ses i stuer en suite mod gaden, hvorfra dobbeltfløjede fyldingsdøre i hver væg fører til de tilstødende rum samt i placeringen af værelser og køkkener mod gården. Hertil kommer de originale bygningsdele og detaljer samt det bevarede interiør, herunder et- og tofløjede fyldingsdøre med gerichter, indstukne hængsler og greb, hvoraf nogle har overvinduer, stukgesimser og -rosetter, paneleringer mod gaden samt høje fodpaneler, der vidner om bygningens alder og det herskende stilideal på opførelsestidspunktet.
Arkitektonisk værdi:
Den arkitektoniske værdi for Schønbergsgade 15, knytter sig i det ydre til den klart definerede og fritliggende bygningskrop med opskalket skifertag, kviste, skorstenspiber og trappetårn samt til den strengt symmetriske facadekomposition. Facadens horisontale træk, fremhævet af liséner, modsvares af den markante sokkel og gesimserne, mens de dekorative detaljer og mønstermurværket i røde og gule tegl giver bygningen en rig stoflighed, hvorved bygningen fremstår karakterfuld og velproportioneret.

Den arkitektoniske værdi for Schønbergsgade 15 knytter sig i det indre til stuerne en suite mod gaden samt til de på tværs sammenhængende store stuer midt i lejlighederne, der i kraft af den store loftshøjde, de rigt detaljerede stukarbejder, paneleringerne samt placeringen af de dobbeltfløjede fyldingsdøre i hver væg fremstår imponerende i deres herskabelighed.
Bærende fredningsværdier:
De bærende fredningsværdier knytter sig i det ydre til bygningskroppen i grundmur med alle dekorative detaljer samt trappehuset, den todelte sokkel, det opskalkede skifertag med kviste og skorstenspiber samt de ældre bygningsdele og -detaljer, herunder hoveddøren med overvindue. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning.

De bærende fredningsværdier knytter sig i det indre til den, i store træk, bevarede grundplan i kælder, stue, første, anden og tredje sal samt i spidsloftet. De bærende fredningsværdier knytter sig endvidere til den traditionelle materialeholdning, bræddegulve, skillevægge med rørpuds og bindingsværk og pudsede lofter. Hertil kommer de ældre bygningsdele og -detaljer, herunder hovedtrappen, lofttrappen og bagtrappen med håndlister og balustre, hoveddøre, et- og tofløjede fyldingsdøre med gerichter og indstukne hængsler, rige stukgesimser og rosetter, paneleringer og høje fodpaneler.
Antal bygninger:
1
Antal andre objekter:
0
Komplekstype:
Etagebeboelseshus
Fredningsstatus:
Fredet og tinglyst bevaringsdeklaration
Fredningsomgivelse:
Fredningsomfang

Sagsbehandlinger

Type:
Bevaringsdeklaration
Dato:
28-11-1990
Begrundelse:
Journal nr.:
926/147-0002

Type:
Tinglyst fredning
Dato:
28-01-1977
Begrundelse:
Journal nr.:
66-16-3/75


Dokumenter

Navn:
Fredningsbeskrivelse
Dokumenttype:
PDF-dokument



Omfattede bygninger: 1


Fredet bygning Schønbergsgade 15

Fredede omgivelser: 1

Signatur Fredningsomfang


Relaterede sager: 0
Slots- og Kulturstyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V
telefon 33 95 42 00
ur   ul
 
 
dr   dl
  tap