Sag: Von Ostensgade 8

Von Ostensgade 8, Dragør
Fredningssag
Fredningsstatus:
Fredet og tinglyst bevaringsdeklaration
Aktuel status:
Aktiv
Komplekstype:
Beboelseshus
Antal bygninger:
2
Klik på kortet for at se et større udsnit.

Sagsoplysninger

Type:
Fredningssag
Betegnelse:
Von Ostensgade 8
Aktuel status:
Aktiv
Beliggenhed:
Von Ostensgade 8
Kommune:
Dragør
Omfang:
Hovedhuset (1842) og østre udhus.
Fredet 1945.*
Beskrivelse:
Von Ostensgade 8 er en fritliggende bygning beliggende på den nordlige side af Von Ostensgade, i Dragørs ældste bykerne. Bagved bygningen er en mindre have og i grundskellet mod vest ligger to mindre udhuse, hvoraf kun det nordligste er omfattet af fredningen.

Von Ostensgade 8 er en fire et halvt fag lang, enetages grundmuret bygning. Bygningen hviler på en sorttjæret sokkel og bærer et let opskalket heltag hængt med røde vingetegl. I rygningen sider en ældre skostenspibe med sokkel og krave. I hver tagflade sidder et ældre tagvindue og mod gaden en forstuekvist over det midterste fag.  Murværket fremstår gulkalket og den aftrappede hovedgesims er hvidkalket. Under forstuekvisten er hoveddøren, der er en nyere fyldingsdør. Gårdsiden fremstår med samme opbygning som facaden, og her er bagdøren en nyere revledør. Vinduerne er nyere og et- eller torammede vinduer med tre ruder i hver ramme.  Både vinduer og døre er malet mørkegrønne.

I det indre er stueetagens ældre grundplan bevaret i store træk med en forstue hvorfra der er direkte adgang til et køkken, der vender mod gården. I den østlige del af bygningen er en gennemlyst stue og mod vest er der indrettet baggang, værelse og bad.  Loftetagen er i nyere tid indrettet til stue og soveværelse. Interiøret fremstår med både nyere og ældre overflader og bygningsdele. Der er både ældre bræddegulve og nyere bræddegulve af smallere brædder, nyere flisegulve og beklædte og tapetserede ydervægge. Loftets ældre bjælkelag fremstår synligt med listebeklædning eller glatte plader imellem. Under denne beklædning ses det ældre bræddeloft. Loftsbjælkerne i stuen har profileringer. Der er bevaret ældre fyldingsdøre med gerichter og beslagværk, hvoraf en er afsyret. I stuen er den øverste del af en langsgående spansk væg (bræddevæg) bestående af små drejede balustre bevaret. Den ældre skorsten i køkkenet er ligeledes bevaret. Via en nyere, enkel kvartsvingstrappe i forstuen er der adgang til loftetagen, der har nyere bræddegulve og pladebeklædte vægge og loft, De ældre hanebånd er synlige og er malet sorte.  

På den vestligste del af grunden ligger et ældre udhus, der er opført i grønmalede brædder. Taget, der er et halvtag med en lav ensidig hældning mod øst, er beklædt med tagpap og herover er eternitplader. I den sydlige side sidder et ældre torammet vindue med fire ruder i hver ramme og et tophængt, enrammet vindue mod øst. I samme side er der indgang gennem en bræddedør. Udhuset er i nyere tid udbygget mod nord med nyere træplader og brædder, der ligeledes er grønmalede.

I det indre er udhuset indrettet til værksted.
Bygningshistorie:
Bygningen er opført efter branden i 1842 for Skipper Niels Andersen Tækker. Det nye hus opførtes ud til gaden, mens det nedbrændte hus, en lerklinet stråtækt bindingsværksbygning, havde ligget tilbagetrukket på grunden på linje med de øvrige huse på gadens nordside. Det nye hus opførtes helt i grundmur, inddelt i seks fag og med tegltag. Fra gaden var, gennem en fyldingsdør, indgang til en forstue. Huset var, med undtagelse af loftet, indrettet til beboelse samt materialskur og staldrum for en ko. Endvidere var udgang til gården fra køkkenet i forstuens forlængelse. For vinduerne var 3 ½ fags skodder. Kvisten over indgangsdøren var forsynet med to lemme. Bygningen blev formentlig indrettet helt til beboelse omkring 1850. Rimeligvis er det en sådan ændret indretning, der ligger til grund for en stigning i vurderingssummen på 50% i 1858. Bygningen havde oprindelig smårudede vinduer, som omkring 1950 blev udskiftet med de nuværende. Omkring dette tidspunkt er der også isat et vindue i kvisten, og gadedøren er udskiftet.

Bræddebygningerne i gården er formentlig opført i forrige århundrede. I 1858 nævnes to lignende, men teglhængte bygninger, indrettet til henholdsvis brænde- og materialhus samt lokum.
kilder:
Historiske Huse i Dragør, Nationalmuseet, 1978.
Miljømæssig værdi:
Den miljømæssige værdi ved Von Ostensgade 8 knytter sig til placeringen i Dragørs historiske bykerne, der konsekvent er anlagt med øst-vestgående gader, og nord-sydgående stræder, som dikterer bygningernes placering, og deres indbyrdes relationer. Generelt er bygningerne placeret i forlængelse af hinanden i de øst-vestgående gaders længderetning, således at gavlene vender ud mod de nord-sydgående stræder. Bygningerne er endvidere kendetegnet ved sydvendte have- eller gårdarealer.

I Von Ostensgade 8 er der afveget fra denne disponering, idet bygningen er placeret øst-vest med den sydlige langside helt ud til gadelinjen, mens gårdarealet er nordvendt. Hertil kommer bygningens ydre materiale- og farveholdning med pudset, gulkalket, murværk, hvid hovedgesims og sorttjærede sokler samt rødt tegltag, der ligeledes er et gennemgående træk for bebyggelsen i Dragørs historiske bykerne. Hermed udgør Von Ostensgade 8 en integreret del af Dragørs autentiske og stemningsfulde bymiljø og udgør tillige en væsentlig del af den ældre husrække i Von Ostensgade.
Kulturhistorisk værdi:
Von Ostensgade er opkaldt efter Johan Christian von Osten, der var cancelliråd, birkedommer, birkeskriver og skrifteforvalter i Amager Birk 1830- 1860. Johan von Osten skænkede Dragør By et legat, von Ostens legat, på 1500 rigsdaler.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til ejendommen, som en integreret del af fortællingen om Dragørs kulturhistorie, hvor den velplanlagte bystruktur stod som en samlet ramme om søfart og handel. Byens stigende velstand i slutningen af 1700-tallet gjorde, at de førhen dominerende bindingsværksbygninger blev omsat i grundmur eller helt udskiftet med murede bygninger. Hertil kommer branden i 1842, hvor 18 huse i Von Ostensgade nedbrændte. Her er Von Ostensgade 8 et godt eksempel på et af de grundmurede huse, der blev opført i gaden efter branden.

Endvidere knytter den kulturhistoriske værdi sig i det ydre til ejendommens disponering med det øst-vestvendte hovedhus anlagt langs gadelinjen. Hertil kommer ejendommens disponering med hovedhus og udhus samt bygningskroppen i gulkalket grundmur, afsluttet af en hvid hovedgesims, de ubrudte tagflader af røde vingetegl og skorstenspiben i rygningen, der er kendetegnende for Dragørs byggeskik fra 1830’erne og frem. Der knytter sig også kulturhistorisk værdi til forstuekvisten placeret over hoveddøren. Forstuekvisten er et karakteristisk træk for Dragørs byggeskik og et tillige et tilbagevendende træk i arkitekten J.H. Blichmanns bygninger i Dragør. Forstuekvistens funktion var at give lys til tagetagen.

Den kulturhistoriske værdi for ejendommen knytter sig i det indre til de bevarede dele af den ældre grundplan med den delvis gennemgående midterskillevæg, der opdeler bygningen med forstue mod gaden og køkken samt bad mod gården. Hertil kommer alle de bevarede ældre bygningsdele og - detaljer, herunder bræddegulve, det synlige bjælkelag, fyldingsdørene og de bevarede dele af den spanske væg i stuen, der vidner om bygningens alder og tidligere anvendelse som bolig. De såkaldte ”spanske vægge” er langsgående bræddeskillevægge, der friholdes fra loftet med henblik på at fordele varmen mellem de forskellige rum. Placeringen af skorstenen vidner endvidere om, at køkkenet også før i tiden lå på det samme sted som i dag.
Arkitektonisk værdi:
Den arkitektoniske værdi for Von Ostensgade 8 knytter sig i det ydre til den lille, fritliggende og klart definerede bygningskrop, hvor den taktfaste fagindeling, den enkle, klare farveholdning og de næsten ubrudte, teglhængte tagflader giver huset et helstøbt og karakterfuldt udtryk.

Arkitekturen er ærlig i sit udtryk gennem de få materialer og den enkle farveholdning. Særligt de grønmalede vinduer, det gule murværk, den hvide gesims og de røde tagflader giver en skarp, men enkel kontrastvirkning, der træder frem på lang afstand. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det samlede arkitektoniske udtryk.
Bærende fredningsværdier:
De bærende fredningsværdier for Von Ostensgade 8 knytter sig i det ydre til den fritliggende, grundmurede bygningskrop, det teglhængte heltag og forstuekvisten over hoveddøren. Hertil kommer de ældre og traditionelt udformede bygningsdele og -detaljer, herunder vinduer, døre, skorstenspiben og den traditionelle farve- og materialeholdning.

De bærende fredningsværdier for Von Ostensgade 8 knytter sig i det indre til de bevarede dele af den ældre grundplan samt de ældre bygningsdele og -detaljer, herunder bræddgulve, bræddelofter, fyldingsdøre, synligt ældre bjælkelag, hanebåndene, de bevarede dele af den langsgående spanske væg og skorstenen. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning.

Udhusets bærende fredningsværdier knytter sig i det ydre til den enkle form og konstruktion i bemalede brædder med halvtag med ensidig hældning. Hertil kommer de ældre bygningsdele og -detaljer, herunder vinduerne og den traditionelle materialeholdning.
Antal bygninger:
2
Antal andre objekter:
0
Komplekstype:
Beboelseshus
Fredningsstatus:
Fredet og tinglyst bevaringsdeklaration
Fredningsomgivelse:
Fredningsomfang ; Fredningsomfang

Sagsbehandlinger

Type:
Fredningspræcisering
Dato:
04-04-1984
Begrundelse:
Journal nr.:
66/43-49/44

Type:
Bevaringsdeklaration
Dato:
03-05-1983
Begrundelse:
Journal nr.:
625-1-40/82

Type:
Tinglyst fredning
Dato:
14-03-1945
Begrundelse:
Journal nr.:
66/43-49/44


Dokumenter

Navn:
Fredningsbeskrivelse
Dokumenttype:
PDF-dokument



Omfattede bygninger: 2


Fredet bygning Von Ostensgade 8
Fredet bygning Von Ostensgade 8

Fredede omgivelser: 2

Signatur Fredningsomfang
Signatur Fredningsomfang


Relaterede sager: 0
Slots- og Kulturstyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V
telefon 33 95 42 00
ur   ul
 
 
dr   dl
  tap