Sag: E.C. Hammersvej 5

E.C. Hammersvej 5, Dragør
Fredningssag
Fredningsstatus:
Fredet
Aktuel status:
Aktiv
Antal bygninger:
1
Klik på kortet for at se et større udsnit.

Sagsoplysninger

Type:
Fredningssag
Betegnelse:
E.C. Hammersvej 5
Aktuel status:
Aktiv
Beliggenhed:
E.C. Hammersvej 5
Kommune:
Dragør
Omfang:
Hovedhus (1836).
Fredet 1950.
Beskrivelse:
E.C. Hammersvej 5 er et otte fag langt, grundmuret længehus i to etager med nord-sydvendte gavle, der ligger ud til en større plads i udkanten af Dragørs gamle bykerne. Grunden afgrænses langs vestskellet, nord for bygningen, af et hvidt stakit med låge og syd for bygningen af et brunt plankeværk med låge. På bygningens østside, i den søndre del, er en grundmuret tilbygning med paptag, som ikke er omfattet af fredningen.

Facaderne er pudsede og gulkalkede og afsluttes under taget af en hvid, aftrappet gesims. Bygningen hviler på en sort sokkel og afsluttes af et heltag med røde vingetegl. I den østlige tagflade er en kvist i hvis tagryg sidder en høj, rødmuret skorsten med sokkel og krave. I den nordlige ende af østfacaden er en skorsten, der træder lidt frem i facaden. I nordgavlen sidder en brunmalet, nyere revledør. Vinduerne er både ældre og nyere, traditionelt udførte og overvejende torammede. I stueetagen mod vest er de med tre ruder i hver ramme, fladbuestik og skifersålbænke. På førstesalen på både øst- og vestsiden samt i nordgavlen er de med seks ruder i hver ramme. Øverst i gavltrekanten sidder et torudet vindue. I den nordre del af østfacaden sidder i stueetagen et torammet vindue med to ruder i hver ramme og en enkelt bevaret stabel til skodder. I sydgavlen sidder på førstesalen et enkelt torammet vindue med tre ruder i hver rammer og et enkelt et-rammet med seks ruder. Alle vinduer er brunmalede. Under taget sidder en zinktagrende og i den østvendte tagflade sidder en udluftningskanal.

I det indre er en traditionel ældre planløsning med en forstue i syd, der er flankeret af et kammer mod øst og en stue mod vest, som ligger i forlængelse af to andre stuer, alle tre en suite mod gaden i vest. Stuerne har forskellige lofter, hvoraf stuen længst mod syd har et sænket loft. Midterstuen har synlige loftbjælker og stuen længst mod nord har bræddeloft. Forstuen er placeret i tilbygningen og i forlængelse af forstuen ligger køkkenet mod nord. I tilbygningen er desuden et toilet. Fra forstuen er der via en ældre ligeløbstrappe adgang til førstesalen, hvor der findes to kamre samt et større værelse i nordgavlen. Mod øst findes desuden et køkken og bad. I det indre er flere ældre bygningsdele bevaret, herunder loftbjælker, hollandske vægfliser, fyldingsdøre med greb, gerichter, bukkehornsbeslag og klinkefald samt enkelte ådrede døre med dekorative sprosser og glas i de øverste fyldinger. Desuden har de ældre vinduer bevaret anverfere og stormkroge indvendigt.
Bygningshistorie:
Forhuset blev opført i begyndelsen af 1830’erne. Tidligere havde ligget en øst-vestvendt, stråtækt bygning, formentlig siden 1700 årerne. Af denne bygning blev den vestlige del nedrevet, hvor den nuværende bygning blev opført. Den østlige del blev liggende som et sidehus, der var sammenbygget med forhuset i en vinkel. I 1920’erne blev dette hus ombygget og blev til den nuværende tilbygning, hvor der blev indrettet køkken samt vaskehus. Kvisten med skorstenen over hovedhuset stammer fra det tidligere sidehus.
kilder:
Historiske huse i Dragør, Nationalmuseet, 1978

Dragør Lokalarkiv: http://www.dragoer.dk/page2451.aspx

Miljømæssig værdi:
Den miljømæssige værdi ved E.C. Hammersvej 5 knytter sig til placeringen i udkanten af Dragørs historiske bykerne. E.C. Hammersvej er en relativ ny vej, hvilket de omkringliggende bygninger ligeledes afspejler, i både deres proportion og volumen. Grundene og husene er større, men følger den traditionelle byggeskik med de gulkalkede facader, sorte sokler og røde tegltage, der er gennemgående træk i Dragør.
Kulturhistorisk værdi:
Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til E.C. Hammersvej 5 som en integreret del af fortællingen om Dragørs kulturhistorie. Endvidere knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningenskroppens gulkalkede grundmure med de pudsede gesimser, skorstenspiben og de ubrudte tagflader. Hertil kommer bygningens størrelse med to fulde etager og lysindfald fra begge sider, som var et særsyn i Dragør, hvilket vidner om, at husets beboere hørte til de mere velstillede kredse. Dette understøttes af at folketællingerne, der bekræfter, at huset har været ejet af lodser og skibsførere.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til de bevarede dele af den ældre grundplan med stuer en suite mod gaden og de mere funktionsprægede rum som køkken og bad mod haven i øst. Hertil kommer de ældre bygningsdele og -detaljer, herunder de ældre døre med alle tilhørende dele, de ældre vinduer, vægfliserne, loftsbrædderne og bjælkerne, der alle vidner om bygningens alder og udvikling.

Arkitektonisk værdi:
Den arkitektoniske værdi for E.C. Hammersvej 5 knytter sig til bygningens lange og afsluttede bygningskrop, som med den lave taghældning og ubrudte tagflader og markante sokkel og de djærve, gulkalkede facader med få vinduesåbninger giver bygningen et horisontalt og særegent udtryk.
Bærende fredningsværdier:
De bærende fredningsværdier for E.C. Hammersvej 5 knytter sig i det ydre til den grundmurede bygningskrop med det ubrudte, teglhængte tag og skorstenspiben i østgavlen. Hertil kommer de ældre bygningsdele og -detaljer, herunder gesimser, døre, vinduer, stabel, greb og beslag samt den traditionelle materialeholdning.

De bærende fredningsværdier for E.C. Hammersvej 5 knytter sig i det indre til de bevarede dele af den ældre grundplan samt de ældre bygningsdele og -detaljer, herunder trappe, loftbjælker, loftbrædder, fyldingsdøre med samtlige detaljer samt vinduerne med anverfere og stormkroge. Endelig kommer den traditionelle materialeholdning.
Antal bygninger:
1
Antal andre objekter:
0
Fredningsstatus:
Fredet
Fredningsomgivelse:

Sagsbehandlinger

Type:
Fredningspræcisering
Dato:
04-04-1984
Begrundelse:
Journal nr.:
6/49

Type:
Tinglyst fredning
Dato:
03-03-1950
Begrundelse:
Journal nr.:
6/49


Dokumenter

Navn:
Fredningsbeskrivelse
Dokumenttype:
PDF-dokument



Omfattede bygninger: 1


Fredet bygning E C Hammersvej 5

Fredede omgivelser: 0



Relaterede sager: 0
Slots- og Kulturstyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V
telefon 33 95 42 00
ur   ul
 
 
dr   dl
  tap