Sag: Fogedgården

Søllerødvej 36-38, Rudersdal
Fredningssag
Fredningsstatus:
Fredet og tinglyst bevaringsdeklaration
Aktuel status:
Aktiv
Komplekstype:
Bondegård
Antal bygninger:
2
Klik på kortet for at se et større udsnit.

Sagsoplysninger

Type:
Fredningssag
Betegnelse:
Fogedgården
Aktuel status:
Aktiv
Beliggenhed:
Søllerødvej 36-38
Kommune:
Rudersdal
Omfang:
Bindingsværkslængen i syd (1838-49) og den grundmurede længe i nord (ca. 1850).
Fredet 1970.*
Beskrivelse:
Fogedgården ligger centralt i Søllerød by syd for gadekæret og Søllerød Slot. Fogedgården består af to fritliggende længer: en tidligere staldlænge ud mod vejen og en tilbagetrukket hovedlænge med tilhørende have mod syd. Begge længer anvendes til beboelse.

Hovedlængen udgøres af en tolv fag lang og tre fag bred bindingsværksbygning med heltag af strå med mønning og kragetræer samt en kraftig skorstenspibe med sokkel og gesims i rygningen. I tagfladen mod syd er en stråtagskvist med et nyere, men traditionelt, halvrundt, vifteopsprosset vindue. De øvrige vinduer er ældre, opsprossede vinduer, både et- og torammede, der har grå karme og hvide rammer. Bindingsværket er enkelt med stor stolpeafstand og fremtræder sortopstolpet med gulkalkede tavl. Gavltrekanterne er beklædt med lodretstillede, sortmalede brædder, der nederst afsluttes af et vandbræt. Mod nord sidder hoveddøren, som er en tofløjet fyldingsdør, og en bagdør, der er en traditionel, todelt revledør. Mod haven er en tofløjet fyldingsdør med opsprosset glas i den øverste del. Samtlige døre er ældre og fremtræder hvidmalede.  

I hovedlængen er store dele af en ældre planløsning bevaret med køkken mod gårdsiden, bad i vestgavlen og gennemlyste stuer i den østlige del af bygningen. En ældre kvartsvingstrappe fører op til tagetagen, hvor der er indrettet et værelse i vestenden, mens den resterende del af loftet er uudnyttet. Det indre er præget af en traditionel materialeholdning med bræddegulve, pudsede vægge samt synligt bjælkelag og bræddelofter, flere steder med fejelister. Der er bevaret ældre bygningsdetaljer, herunder fyldingsdøre med ældre messinggreb og gerichter, revledøre med ældre beslagværk samt en ældre kakkelovn i stuen og et ildsted i køkkenet. Vinduerne er indvendigt forsynet med forsatsvinduer.

Staldlængen er en grundmuret, gulkalket bygning med sort sokkel, gulkalket sugfjæl og heltag af strå med mønning og kragetræer samt en kraftig skorstenspibe med sokkel i rygningen. I tagfladen mod syd er en stor stråtagskvist med et ældre firerammet vindue. De øvrige vinduer er traditionelt udførte et- to- og trerammede, opsprossede vinduer med grå karme og hvide rammer. Gavltrekanterne er beklædt med lodretstillede, sortmalede brædder, der nederst afsluttes af et vandbræt. Der er i alt fire indgangsdøre, én i hver gavl samt to i gårdsiden. Dørene er fyldingsdøre, nogle er ældre, andre er traditionelt udførte, men alle er malet i grå og hvide nuancer. I østgavlen er der indmuret et stenrelief forestillende en løveagtig figur.

I staldlængen er store dele af en ældre planløsning bevaret med køkken, toilet- og baderum orienteret mod gårdsiden, mens stuerne er orienteret ud mod gaden. To selvstændige trapper fører op til tagetagen, der er indrettet med to værelser. Det indre er præget af en traditionel materialeholdning med bræddegulve, pudsede vægge og lofter samt fritliggende bjælkelag og bræddelofter. Der er bevaret enkelte ældre bygningsdetaljer, herunder fyldingsdøre, revledøre og gerichter. Vinduerne er indvendigt forsynet med forsatsvinduer eller koblede rammer. Bag yderdørene mod syd er der simple forsatsdøre.
Bygningshistorie:
Bindingsværkslængen blev opført i første halvdel af 1800-tallet, hvornår vides ikke eksakt. Staldlængen derimod blev opført omkring 1850. Fogedgården var sammen med Søllerødgård, Carlsminde og Mothsgård landsbyen Søllerøds fire største grundejere.

I 1891 blev staldlængen ombygget til beboelse ved Christian Larsen, der var den daværende sognefoged i Sølerød.

I 2009 blev matriklen opdelt i to nye matrikler med én bygning på hver, henholdsvis beboelseslængen og staldlængen.
kilder:
Fra seks landsbyer til syv bydele, bebyggelsens udvikling i Søllerød Kommune, Jens Johansen, 1988.

Kommuneatlas Søllerød, Bevaringsværdier i byer og bygninger 1993, Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen i samarbejde med Søllerød Kommune.
Miljømæssig værdi:
Den miljømæssige værdi ved Fogedgården knytter sig til dens centrale beliggenhed ud til landsbyens gadekær samt til gårdens bevarede, traditionelle bebyggelsesstruktur med en tilbagetrukket beboelseslænge med en tilhørende sydvendt have og en staldlænge ud mod vejen.

Fogedgården indgår som en væsentlig del af det formfuldendte kulturmiljø, der ligger i hjertet af Søllerød med kirke, kirkegård, præstegård, gadekær, kro og brøndhus samt de øvrige omkringliggende ældre landsteds- og herskabsbygninger.
Kulturhistorisk værdi:
Den kulturhistoriske værdi knytter sig til Fogedgårdens relativt beskedne størrelse, set i forhold til den nærliggende præstegård, der understreges af hovedlængens simple bindingsværk med stor stolpeafstand. I det ydre fremtræder Fogedgårdens historiske funktioner intakte, idet bygningernes hierarkiske udtryk er bevaret, hvilket kommer til udtryk i forskellen på deres længde, hvor hovedlængen tydeligt signalerer beboelse, hvilket understeges af den ældre tofløjede hoveddør med dobbelt slagliste og diamantformede fyldinger. I det ydre er der ligeledes kulturhistorisk værdi ved længernes bevarede, kraftige ildstedsskorstene i rygningerne.

I hovedlængens indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den stort set oprindelige planløsning med en lille central forstue og et køkken med bevaret ildsted mod gårdsiden samt gennemlyste stuer i den østlige del. I staldlængens indre knytter den kulturhistoriske værdi sig ligeledes til, at store dele af den ældre planløsning fra ombygningstidspunktet er bevaret med de sekundære funktioner placeret mod gårdsiden og stuerne placeret mod gaden. Staldlængens relativt store rumhøjde vidner tillige om bygningens oprindelige funktion som stald.
Arkitektonisk værdi:
Arkitektonisk fremtræder Fogedgården som et velafstemt gårdanlæg med to længer, der grundet sin ens materiale- og farveholdning fremstår meget homogent.

Hovedlængens arkitektoniske værdi knytter sig til det enkle, lange og meget smalle volumen med et næsten ubrudt heltag. Den arkitektoniske værdi understreges ved, at længen er opført på traditionel vis med bindingsværk og tavl, småsprossede vinduer, bræddebeklædte gavltrekanter med vandbrædder og sternbrædder samt mønning af strå med kragetræer.

I hovedlængens indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de lave stuer med synligt bjælkelag og bræddelofter, der i samspil med de ældre døre og gerichter, den ældre kakkelovn og køkkenildstedet skaber et historisk interiør.

Staldlængens arkitektoniske værdi knytter sig til det enkle og smalle volumen med et næsten ubrudt, stejlt heltag. Den arkitektoniske værdi understreges ved, at længen er opført på traditionel vis med kalkede murflader, sugfjæl, bræddebeklædte gavltrekanter med vandbrædder og sternbrædder samt mønning af strå med kragetræer. Hertil kommer de mange fyldingsdøre og opsprossede vinduer, der bibringer den enkle bygning en vis elegance.

I staldlængens indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de højloftede stuer, som i samspil med den traditionelle materialeholdning og de ældre døre og gerichter skaber et stemningsfuldt interiør.
Bærende fredningsværdier:
I Fogedgårdens ydre knytter de bærende fredningsværdier sig til det homogene gårdanlæg med enkle og traditionelle længer med alle detaljer, herunder det ”fattige” bindingsværk, de næsten ubrudte, stråtækte tagflader med mønning og kragetræer, ildstedsskorstenspiber og bræddebeklædte gavltrekanter med stern- og vandbrædder. Hertil kommer de traditionelt udførte og ældre vinduer og døre samt den traditionelle materialeholdning.

I Fogedgårdens indre knytter de bærende fredningsværdier sig til de bevarede dele af den ældre planløsning samt til de ældre bygningsdele og -detaljer, herunder bræddegulve, pudsede vægge, synlige bjælker og bræddelofter, ældre døre med beslagværk og gerichter samt hovedlængens kakkelovn og ildsted. Endelig kommer den traditionelle materialeholdning.
Antal bygninger:
2
Antal andre objekter:
0
Komplekstype:
Bondegård
Fredningsstatus:
Fredet og tinglyst bevaringsdeklaration
Fredningsomgivelse:
Fredningsomfang ; Fredningsomfang

Sagsbehandlinger

Type:
Bevaringsdeklaration
Dato:
15-01-1982
Journal nr.:
625-1-37/81

Type:
Tinglyst fredning
Dato:
26-09-1970
Journal nr.:
3/69-3/71


Dokumenter

Navn:
Fredningsbeskrivelse
Dokumenttype:
PDF-dokument



Omfattede bygninger: 2


Fredet bygning Søllerødvej 38
Fredet bygning Søllerødvej 36

Fredede omgivelser: 2

Signatur Fredningsomfang
Signatur Fredningsomfang


Relaterede sager: 0
Slots- og Kulturstyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V
telefon 33 95 42 00
ur   ul
 
 
dr   dl
  tap