Sag: Villa Gallina

Slotsgade 2 A, Fredensborg
Fredningssag
Fredningsstatus:
Fredet og tinglyst bevaringsdeklaration
Aktuel status:
Aktiv
Komplekstype:
Beboelse mm.
Antal bygninger:
1
Klik på kortet for at se et større udsnit.

Sagsoplysninger

Type:
Fredningssag
Betegnelse:
Villa Gallina
Aktuel status:
Aktiv
Beliggenhed:
Slotsgade 2 A
Kommune:
Fredensborg
Omfang:
Forhuset (1757, facaden senere).
Fredet 1918.*
Beskrivelse:
Villa Gallina ligger i Slotsgade centralt i Fredensborgs ældste bydel med facaden orienteret mod slotsanlæggets barokke hovedakse. Bygningen ligger trukket let tilbage fra gaden og grænser mod nord op til et terrasseret haveanlæg og Fredensborg slot.

Villaen er en toetagers bindingsværksbygning med en pudset, sorttjæret, lav sokkel med let fremspring over en kælder. Omkring bygningen er en pigstensbelægning. Bygningssiderne står overpudsede, hvidkalkede og afsluttes mod taget af en gråmalet, profileret trægesims. Bygningen bærer et let opskalket, halvvalmet, rødt teglhængt tag med vindskeder i gråmalet træ. I tagryggen ses to pudsede skorstenspiber. I tagfladen mod gården er tre nyere, små tagvinduer samt udluftningskanaler. Midt i facaden sidder en gavlkvist over tre fag smykket med en trægesims, et muret spejl med kannelering og blomsterrosetter samt et nyere, guldbelagt bygningsnavn, ”Gallina”.  Øverst i kvisten sidder et ældre, ovalt opsprosset vindue smykket med en blomsterfeston.

Vinduerne er hovedsageligt ældre, klassicistiske to- og firerammede vinduer samt torammede vinduer med to og seks ruder i hver ramme, mens de i kælderen er dels nyere og dels ældre, etrammede vinduer. I den repræsentative facade mod Slotsgade er vinduerne indrammet af en gråmalet, kanneleret træindfatning med hjørner prydet af udskårne pyramiddebosser, mens de øvrige vinduer har træindfatning med øreknæk. De øvre vinduer i gavlene fremstår mere ydmygt uden indfatning ligesom gårdsidens nyere etfagsvindue. En del af vinduerne fremstår med nyere hængsler og beslag og er indvendigt forsynet med forsatsvinduer. Alle vinduer er hvidmalede og sålbænken er i træ med malet zinkinddækning. Midt i facaden ses en ældre, tofløjet fyldingsdør med afrundede spejlfyldinger og riflet overflade og et overvindue med dekorativ opsprosning. Herover sidder en volutbåret fordakning udført i træ. Bag yderdøren er en ældre fyldingsdør med opsprossede glaspartier med en foranliggende støbt trappe. Mod gården sidder en nyere fyldingsdør med en nyere, støbt trappe. Til kældernedgangen ses en ældre, gråmalet dobbeltfløjet revledør med en foranliggende støbt trappe med et muret og pudset værn. I den nordre gavl er en nyere fyldingsdør bag hvilken, der sidder en dobbeltfløjet fyldingsdør med glaspartier. Over døren er en zinkinddækket fordakning.

Bygningen anvendes som bolig og står i både stue- og førsteetage med én i store træk bevaret grundplan. Karakteristisk for bygningen er den symmetriske opbygning omkring den centrale forstue med gadevendte repræsentative stuer på hver side og soveværelser og køkken mod gården. I den ene stue er en nyere brændeovn. Centralt i bygningen giver en nyere trappe adgang førsteetagen, der mod gården er indrettet med værelser, køkken og badeværelse samt en gadevendt repræsentativ stue. En ældre ligeløbstrappe giver adgang til kælderen, hvor der er opbevaringsrum og et badeværelse.

Bygningen er karakteriseret ved mange bevarede ældre bygningsdele og -detaljer, herunder revledøre, fyldingsdøre med indstukne hængsler, kraftige gerichter, beslag og messinggreb, ældre vinduer med anverfere, stormkroge og kraftige rundposter. Der er bindingsværksskillevægge, vægpaneler med afrundede spejlfyldinger, bemalede trælister, stukkanter og loftsrosetter samt en ældre loftsbemaling med ådring og blomstermotiver og i kælderen er et synligt loftsbjælkelag. Villaen har en overvejende traditionel materialeholdning med et delvist fritlagt pigstenskældergulv, nyere og ældre bræddegulve, dels malede, tapetserede og dels kalkede vægge samt pudsede og bemalede lofter. Af nyere materialer kan nævnes: Flise-, tæppebelagte og støbte gulve, tapetserede vægge samt brædde- og pladebeklædte vægge og lofter.
Bygningshistorie:
Fredensborg by og Slotsgade blev etableret efter anlæggelsen af Fredensborg Slot i 1719-22 under Frederik IV. Slotsgade var hovedfærdselsvejen til slottet og gaden, hvor slotshåndværkere opførte tjenesteboliger og gæstgiverier i tilknytning til slottet. Villa Gallina er et af de fritliggende huse, der blev opført med udbygningen af Slotsgade i 1757 af slotsmurermester Schiønning for slotsforvalter og slotsgartner Carl F. Döllner og hans hustru. Bygningen er opført i barok stilart, mens facaden er senere og ombygget med klassicistiske detaljer.
kilder:
Claus Bitsch Ellekær Madsen. Fra Fredensborg. Bygninger - Borgere - Begivenheder. 2002.     

Fredensborg Humlebæk Kommuneatlas. Kulturarvsstyrelsen, Kulturministeriet i samarbejde med Fredensborg Humlebæk Kommune. 2002.

Kulturstyrelsens byggesagsarkiv.

Sven Risom. Gamle huse i Fredensborg slotsby: Slotsgade bebyggelse i 18. aarh. Frederiksborg Amts historiske Samfund. 1962.

Søren Vadstrup. Mit Bevaringsværdige Hus i Fredensborg. Bevaringsforeningen Fredensborg. 2010.
Miljømæssig værdi:
Den miljømæssige værdi ved Villa Gallina knytter sig til beliggenheden i Slotsgade tæt ved Fredensborg Slot, hvor bygningen med sin velproportionerede bygningskrop, det røde teglhængte tag, den symmetriske opbygning omkring gavlkvisten og de enkle men virkningsfulde klassicistiske detaljer, indgår i en værdifuld sammenhæng med de historiske slotsomgivelser. Den foranliggende have og det bagvedliggende skrånende haveanlæg er endvidere med til at give Slotsgade et grønt præg.
Kulturhistorisk værdi:
Den kulturhistoriske værdi ved Villa Gallina knytter sig overordnet til bygningen som et velbevaret eksempel på en bolig opført i barok stilart i midten af 1700-tallet med senere tilføjede klassicistiske bygningsdele og -detaljer. I det ydre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den symmetriske opbygning omkring gavlkvisten, som har fundet sin inspiration i datidens barokke stilidealer. De klassicistiske stiltræk kommer til udtryk i vinduerne, vindues- og dørindfatningerne med alle detaljer.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den i store træk bevarede planløsning med den centralt placerede forstue med to repræsentative stuer på hver side samt værelser og køkken orienteret mod gården. Hertil kommer de bevarede bygningsdele og -detaljer, herunder vinduer med anverfere, stormkroge og rundposter, revledøre og fyldingsdøre med indstukne hængsler gerichter, beslag og messinggreb, vægpanelering og stukkatur, der vidner om bygningens alder og stilidealer i sidste halvdel af 1700-tallet.
Arkitektonisk værdi:
Villa Gallinas arkitektoniske værdi knytter sig til den fritliggende, velproportionerede og klart definerede bygningskrop med den symmetriske opbygning omkring gavlkvisten og vindues- og dørsætningen og de klassicistiske detaljer udført i træ, der i sin helhed giver bygningen en elegant og særlig fremtræden.

I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til den overvejende symmetriske planløsning og til de mange bevarede bygningsdele og
-detaljer, der alle er vigtige elementer i den historiske oplevelse af bygningen.
Bærende fredningsværdier:
De bærende fredningsværdier ved Villa Gallina knytter sig i det ydre til den overpudsede og kalkede bindingsværksbygning i to etager med en lav sokkel med let fremspring over en kælder, og til det røde teglhængte halvvalmede tag med let opskalkning, skorstenspiber og den centrale gavlkvist. De bærende fredningsværdier knytter sig endvidere til alle udvendige bevarede bygningsdele og -detaljer, herunder gesimser, bevarede vinduer og døre med indfatninger og fordakninger. Endelig kommer den traditionelle materialeholdning.  

I det indre knytter de bærende fredningsværdier sig til de bevarede dele af den oprindelige grundplan og til de bevarede ældre og oprindelige bygningsdele og -detaljer, herunder fyldingsdøre, med indstukne hængsler, beslag, gerichter, og messinggreb, vinduer med anverfere, stormkroge og rundposter, bræddegulve, pigstensgulve, bindingsværksskillevægge, vægpanelering, stukkatur og loftsbemaling. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning.
Antal bygninger:
1
Antal andre objekter:
0
Komplekstype:
Beboelse mm.
Fredningsstatus:
Fredet og tinglyst bevaringsdeklaration
Fredningsomgivelse:
Fredningsomfang

Sagsbehandlinger

Type:
Bevaringsdeklaration
Dato:
02-02-1993
Journal nr.:
926/208-0001

Type:
Fredningspræcisering
Dato:
04-04-1984
Journal nr.:
33/18

Type:
Tinglyst fredning
Dato:
07-03-1918
Journal nr.:
33/18


Dokumenter

Dokumenttype:
Undersøgelse
Beskrivelse:
Slotsgade 002A, matr. nr. 66a, Fredensborg by, Asminderød. Generel bygningshistorisk undersøgelse. 15 sider. Sven Risom. Udateret.


Navn:
Fredningsbeskrivelse
Dokumenttype:
PDF-dokument



Omfattede bygninger: 1


Fredet bygning Slotsgade 2A

Fredede omgivelser: 1

Signatur Fredningsomfang


Relaterede sager: 0
Slots- og Kulturstyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V
telefon 33 95 42 00
ur   ul
 
 
dr   dl
  tap