Sag: Boldklubben af 1893's Tennishal

Gunnar Nu Hansens Plads 11, København
Fredningssag
Fredningsstatus:
Fredet
Aktuel status:
Aktiv
Komplekstype:
Idrætsanlæg
Antal bygninger:
1
Klik på kortet for at se et større udsnit.

Sagsoplysninger

Type:
Fredningssag
Betegnelse:
Boldklubben af 1893's Tennishal
Aktuel status:
Aktiv
Beliggenhed:
Gunnar Nu Hansens Plads 11
Kommune:
København
Omfang:
Boldklubben af 1893s Tennishal med den korte støttemur og portsøjler på Per Henrik Lings Allé, (1912 af Søren Lemche Jacobsen og ingeniør Edouard Suenson). F. 2009.
Beskrivelse:
B. 93s Tennishal er beliggende mod nordvest som en del af den bygningsmasse, der danner rammen om idrætsbanerne. Bygningerne og banerne tilsammen udgør Idrætsparken. Idrætsparken blev indviet den 25. maj 1911, tennishallen er således en af de allerførste bygninger i parken. Bygningen er en længebygning bestående af to tennisbaner og i dag en mindre tilbygning, indeholdende omklædningsfaciliteter og et par mindre kontorer. En anden tilbygning er nedrevet, og byggeriet af en ny er i gang. Facaderne står groft pudsede under en glatpudset gesims prydet med treleddede figurer associerende til tennisbolde. På taget ses ribbekonstruktionen – jernbetonribber placeret med ca. 3. meters mellemrum - og i forlængelse af hinanden to lange ovenlys adskilt af ribberne og udformet som tagryttere. Den arkitektoniske fremtræden har klare nybarokke træk, som samtidig refererer til konstruktionens jernbetonbuer. Jernbeton som byggemateriale var relativt nyt på dette tidspunkt. Det arkitektoniske udtryk i nybarokkens svungne former relaterer til tidens opfattelse af jernbeton som et plastisk materiale. Langt de fleste af de tidlige jernbeton-bygninger som f.eks. Dahlerups Pakhus, Palace Hotel, Christiansborg, Det ny Teater og Studenterforeningen var opført i en søjle-bjælke-plade konstruktion efter Hennebique-systemet. I disse bygninger opfattede man jernkonstruktionerne udelukkende som konstruktioner, der skulle skjules. De har alle murede facader. Det var bygninger, der skulle fremstå som netop bygninger, mens B 93s tennisbaner i begyndelsen bliver benævnt overdækkede baner – altså næsten ikke en bygning. Her har der været et langt større frirum for at udtrykke en anden arkitekturopfattelse. Det samme ses i et antal vandtårne opført i jernbeton med grovpudsede facader og samme nybarokke udtryk, f.eks. Nysted Vandtårn. Vinduer, døre og porte er oprindelige. Bygningens indre er opdelt i to tennisbaner med tre rækker tilskuerbænke langs hver langside. Bygningens konstruktion – de relativt tætstillede jernbetonribber er gjort synlig og dermed fremhævet såvel i ribbernes adskillelse af ovenlyset som i ribbernes taktfaste forløb bagved tilskuerpladserne. Ovenlyset reflekterer via betonbuerne lyset ned i hallen på en sådan måde, at der ikke opstår blændinger. Bygningshistorie Den armerede jernbeton kommer i brug fra omk. 1867, hvor den franske gartner Joseph Monier fabrikerer vandbeholdere af beton armeret med Jern. Moniers system var i første række baseret på krumme armerede betonkonstruktioner i form af runde beholdere, rør, buer og hvælvinger. Senere i 1892 begyndte den franske ingeniør Hennebique at udføre bærende konstruktioner i rette elementer som søjler, bjælker og plader. De overdækkede tennisbaner er specielle af to grunde - konstruktionsmæssigt og arkitektonisk. Det er bemærkelsesværdigt at arkitekten så åbent erkender konstruktionen. De tætstillede jernbetonbuer er brugt som integrerede elementer i det arkitektoniske udtryk, både udvendigt på taget af bygningen og indvendigt i opdelingen af ovenlyset og i fremhævelsen af buerne bagved tilskuerpladserne. Arkitektonisk er bygningen en af de få i Danmark der udtrykker tidens opfattelse af jernbetonens udtryksmuligheder. Jørgen Sestoft skriver i ”Arbejdets Bygninger”, hvor han citerer et indlæg fra Architekten 1906-07: ”da Hennebiquekonstruktionerne er af så ny dato og så væsensforskellige fra de gamle bygningskonstruktioner, får de naturligvis former, der er meget afvigende fra de traditionelle forestillinger”. Sestoft fortsætter, ”Det er da karakteristisk, at det, man forstod ved jernbetonens egen form, var den plasticitet, dens evne til at flyde og danne svungne, skiftevis konvekse og konkave former, hvilket i tendensen var ganske i overensstemmelse med samtidens nybarok og ’art nouveau’ eller ’jugendstil’. Objektivt har beton ingen ’egen form’, men er bogstavelig talt aftryk af det anvendte formmateriales konstruktive og arkitektoniske muligheder. Den plastiske opfattelse af beton er således både lige så afhængig af samtidens arkitekturopfattelse og lige så relevant som den betonopfattelse, der senere blev kodificeret af funktionalismen i retning af profilløshed og geometriske primærformer”.

Baggrund
Søren Lemche var elev af Hans J. Holm og var konduktør for denne ved genopførelsen af Vallø Slot. Lemches værkliste rummer en del kirker og beboelseshuse og som det siges hos Weilbach ”kneb det med at frigøre sig fra tyngden” – efter arbejdet med Vallø Slot. Lemche tegnede Idrætshuset og Tennisbanerne ved Københavns Idrætspark. Idrætshuset fremtræder i de solide røde mursten, medens tennisbanerne viser nysgerrighed overfor materialets nye muligheder. Ingeniør Edouard Suenson var docent, senere professor ved Den Polytekniske Læreanstalt og nævnes som dansk materialelæres grundlægger – ”et fagområde som han fra et spinkelt begyndelsesgrundlag arbejdede frem til den position, som var nødvendig i jernbetonens tidsalder”. (Henrik Harnow). Suenson var ingeniør ved opførelsen af bl. a. Det ny Teater, Idrætshuset, Christiansborg Slot, Illum og Ørstedværket. Sportsgrenen tennis opstod i England i 1870’erne som en udendørssport – lawn-tennis. I Boldklubben af 1893 kom tennis på programmet i 1901, dengang som udendørssport. At der allerede i 1912 er behov for indendørsbaner, fortæller om sportens betydning og udbredelse på det tidlige tidspunkt.

Vedligeholdelsestilstand
Bygningen trænger til vedligeholdelse. Planbestemmelser Tennishallen er i Lokalplan nr. 401 ”Parken” udpeget som bevaringsværdig Kommuneatlas Tennishallen har bevaringsværdien 2 i Østerbro Bydelsatlas.

Omgivelser

Den lange bygning med tennishallerne danner kant omkring idrætsanlægget og samtidig formidler den ved sin lave højde overgangen til Fælledparken. Idrætsparken er i sig selv et imponerende og tidligt anlæg, fra et tidspunkt, hvor kropskulturen begynder at finde sin plads som en del af bylivet.

Litteraturhenvisninger
Weilbachs Kunstnerleksikon Jørgen Sestoft i Danmarks Arkitektur. Arbejdets bygninger Henrik Harnow: Den danske ingeniørs historie 1850-1920. Fabrik og Bolig. Det industrielle miljø i Danmark. 1999. 2. Opfindelsernes Bog. IV. Docomomo, Danmark skriver i en støtteerklæring: B93’s tennishal tegnet af arkitekt Søren Lemche og opført i 1912 er en bygning med såvel særlige tekniske som arkitektoniske kvaliteter. Den er opført i jernbeton og repræsenterer et meget tidligt eksempel på moderne konstruktionsteknologi. Bygningen har været til inspiration for adskillige halkonstruktioner. Den blev tidligt betegnet som bemærkelsesværdig og er bl.a. publiceret i internationale sammenhang i 1928 i bogen ”Beton als Gestalter” af Julius Vischer og Ludwig Hilmerseimer. Bygningen er et særdeles godt eksempel på et ekspressivt samspil mellem teknologi og arkitektur, hvorfor vi fra Docomomo, Danmark støtter fredningsansøgningen af bygningen.
Antal bygninger:
1
Antal andre objekter:
0
Komplekstype:
Idrætsanlæg
Bebyggelsestype:
Hovedstad - Forstadskvarter (blandet kvarter)
Fredningsstatus:
Fredet
Fredningsomgivelse:
Mur med portal, låge

Sagsbehandlinger

Type:
Fredningsbeslutning
Dato:
16-10-2009
Begrundelse:
Kulturarvsstyrelsen finder, at Boldklubben af 1893s Tennishal med den korte støttemur og portsøjler på Per Henrik Lings Allé, (indviet i 1912, tegnet af Søren Lemche Jacobsen, ingeniør Edouard Suenson), Gunnar Nu Hansens Plads 11, Københavns Kommune, har de arkitektoniske og kulturhistoriske, herunder arkitekturhistoriske værdier, der kan begrunde en fredning. Tennishallen er et tidligt eksempel på, at funktionen betinger formen. Den meget lange bygning hvis arkitektoniske udtryk er den svungne nybarok, fremtræder, som det siges på originaltegningerne, som ”overdækkede tennisbaner”. Det vil sige næppe, som et efter tidens opfattelse, ”rigtigt hus”. Det har givet arkitekten en frihed til at udfolde, hvad man i tiden opfattede som materialets iboende karakter, det plastiske og flydende. Den ingeniørmæssige opgave med overdækningen af banerne har Suenson løst med den elegante buekonstruktion, som han har valgt ikke at dække ind, for i stedet at udnytte formen arkitektonisk. Bygningen er således et eksempel på en sammensmeltning af arkitektens og ingeniørens kunnen. Hertil kommer den raffinerede behandling af ovenlyset, der lader de lyse ribber filtrere lyset ned i hallen. Kulturarvsstyrelsen finder, at de bærende fredningsværdier i det ydre især knytter sig til den grove grå puds og dekorationerne, på taget de synlige buer og ovenlyset, og i det indre til konstruktionens synlige buer, skodderne mellem kontorer og baner, kontorernes og omklædningsrummenes placering samt den oprindelige materialebeholdning. Styrelsen skal anbefale, at man ved en restaurering fjerner ovenlysets plader fra tagsiden og genskaber det oprindelige dagslysindtag samt retablerer det buede hvælv i trappeopgangen, og at man ved fremtidige renoveringer søger den indre farvesætning tilnærmet det oprindelige. Bygningssynet anbefaler, at der løbende fjernes graffiti fra bygningen og finder, at idrætsanlægget som helhed bør underlægges bevaringsbestemmelser.
Journal nr.:
2008-7.82.02/101-0010

Type:
Tinglyst fredning
Dato:
11-06-2012
Journal nr.:
2008-7.82.02/101-0010


Omfattede bygninger: 1


Fredet bygning Gunnar Nu Hansens Plads 11

Fredede omgivelser: 1

Signatur Mur med portal, låge


Relaterede sager: 0
Slots- og Kulturstyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V
telefon 33 95 42 00
ur   ul
 
 
dr   dl
  tap