Sag: Idrætshuset

Type:

Fredningssag

Betegnelse:

Idrætshuset

Aktuel status:

Aktiv

Beliggenhed:

Gunnar Nu Hansens Plads 5

Kommune:

København

Omfang:

”Idrætshuset” (1911-1914 af arkitekt Søren Lemche, ingeniør Eduard Suenson) med stakit, portpiller og porte mod pladsen, samt de seks statuer mod Idrætsparken. F. 2009.

Beskrivelse:

Bygningshistorie
Opførelsen af Idrætshuset er et led i etableringen af Københavns Idrætspark, som blev den første store satsning og understregning af idrættens betydning i det nye århundrede. Der findes tidligere gymnastikhuse, øvelseshuset på Vallekilde Højskole fra 1884 og Helle Gotveds gymnastikhus fra 1898, men Idrætshuset er i forhold til disse rettet mod den store offentlighed. Idrætshuset fremtræder som en solid rødstensbygning i den sammensatte nationalromantiske stil, der først kommer til udtryk i Københavns Rådhus. Men udseendet bedrager. Som Søren Lemche udtrykker det i artiklen i Architekten i 1914,” Bygningens konstruktion afviger i betydelig grad fra den almindelige byggemåde, idet jærnbetonen ved denne lejlighed er tagen i brug i en her i landet hidtil uanvendt udstrækning”.

Beskrivelse
Bygningens facade afspejler bygningens indre. Øverst angiver rækken af gavlkviste med de store vinduer salens udstrækning, de høje, gennemgående vinduer i hver side viser trappeopgangene, hovedindgangen fra gaden ligger i midten og på hver side af denne er anbragt små butikker. Ved bygningens gavle er tilføjet en tilbygning, der mod tennishallen er indrettet til restauration. Ikke meget er ændret på facaden mod gaden i dag, udover at der er skiftet vinduer i stueetagen. De to facader fremtræder ved først øjekast relativt ens. Facaden mod Parken har dog en mere omhyggelig bearbejdning end facaden mod gaden. Mod Parken ses på hver side af indgangspartiet i stueplan fire store dobbelthøje vinduesfag med mønster-murværk, der i teglsten illustrerer forskellige idrætsgrene. Også vinduessætningen på første sal er forskellig på de to facader. Parvis dobbelte smalle vinduer mod gaden og større vinduer mod parken. Søren Lemche skriver i Architekten om bygningens indretning: ”Ved udarbejdelsen…blev der taget særligt hensyn til, at bygningen skulle kunne rumme en stor menneskemængde, uden at der fremkom trængsel, idet den store opvisningssal, som skulle ligge på Iste sal, skulle kunne bruges ikke alene til gymnastikopisning, men også ved mangfoldige andre lejligheder, hvor foruden gallerier og loger også hele gulvet kunne ventes optaget af publikum. Der måtte skaffes store garderobeforhold, flere trapper og udgange o.s.f.” Stueetagens vestibule var tænkt til opvarmning og som et område til fordeling af en stor menneskemængde. Salene i gavlene blev og bliver fortsat brugt til forskellige former for kampsport. Hertil kommer et større antal kontorer, trapper og omklædningsrum. Bygningens indre er domineret af gymnastiksalen, der strækker sig gennem tre etager. Oprindeligt var salen udstyret til gymnastik, men bruges i dag til flere forskellige sportsgrene. I hver ende af salen, på 1. sal er der sale, der bruges til kampsport. På 2. sal er der adgang til tilskuerpladserne på balkonerne. Salens loft er udformet som et tøndehvælv med stikhvælv til de store vinduer. Der skabes herved højt sidelys, som reflekteres i hvælvingerne. Kunstakademiets Arkitektskole har undersøgt lysforhold i idrætsbygninger, og fremhæver Idrætshuset som et af de smukkeste eksempler på anvendelse af dagslys i en idrætshal. Lektor Svend Jacobsen nævner i sit notat, at effekten er så overvældende, at man også ved kunstoplysning om aftenen anvender samme oplysningsmetode, idet lysarmaturerne peger op i stikhvælvene, og derved bruger bygningen som lampeskærm.

Baggrund
Jernbeton som bygningsmateriale var ikke ukendt i 1911. Armeret beton havde været brugt i Danmark fra omk. År 1900, i begyndelsen næsten udelukkende som simple betondæk. Senere også i mere indviklede konstruktioner f.eks. Christiansborg Slot, Det Ny teater og Statens Museum for Kunst. Arkitekten Søren Lemche og ingeniøren Eduard Suenson arbejdede sammen om de to bygninger i Idrætsparken, de overdækkede tennishaller og Idrætshuset, og begge steder blev der eksperimenteret med de nyeste ingeniørmæssige konstruktioner. Suensom var docent, senere professor i materialelære ved Polyteknisk Læreanstalt og var samtidig førende ingeniør ved mange bygninger. Søren Lemche skriver om anvendelsen af jernbeton i bygningen: ”Alle kosntruktive dele, ligefra fundamenterne til tagværksåsene, er udførte i jærnbeton. 6 svære buer danner hovedbestanddelen af konstruktionen; de er forbundne ved vandrette betonbjælker, hvorved der i ydermurene dannes en art ”bindingsværk”. Det nye i Idrætshuset var den store sals hvælvings ophæng i loftet. I Opfindelsernes Bog IV fra 1914 findes en beskrivelse af tagværkets konstruktion i Idrætshuset: ”Det kan kaldes et jærnbeton-bindingsværkshus; her er dog ikke blot tavlene mellem bjælkerne udfyldt med let murværk, men dette dækker også bjælkerne udvendig, så at bygningen ser ud som et grundmuret hus. Åsene, der forbinder spærene, er her svære, sammensatte dragere, der ikke blot støtter tagfladen, men også bærer den store men kun 6 centimeter tykke jernbetonhvælving, hvormed husets hovedrum er overdækket. Under opførelsen var dette mægtige rum fyldt med en tæt skov af støtter, som strakte sig gennem hele dets højde og afstivedes ved utallige vandrette stivere. Fig. 70 viser tagværket med åsene på et tidspunkt, da man har begyndt at danne tagfladen ved at lægge let tømmer henad åsene og befæste lette tagspær til disse træåse. … Fig 71 viser samme tagværk indenfra; man ser her en del af et svært spærfag, og man ser tydeligt den af åsedragerne bårne hvælving.” Om tagværket skriver ingeniør Svend Jacobsen: ”Tagværket er bygningens ingeniørmæssige mesterværk. Der er mig bekendt kun det ene af denne type i Danmark og muligvis kun det ene i verden. Konstruktionen er et buet risteværk af Vierendeel-dragere i insitustøbt jernbeton. Et risteværk er en konstruktionstype med krydsende bjælker eller dragere, som ligger i sammen plan. Normalt vil en buekonstruktion give anledning til udadskydende kræfter i bygningen. Men her er vederlaget udført sådan, at bygningen ikke påvirkes på denne måde, og Vierendeelspærene virker virkelig som bjælker. Vierendeeldrageren er udviklet af Arthur Jules Vierendeel (1852-1940), en belgisk ingeniør, som fik denne idé omkring 1896. Ideen var en øvre og en nedre bjælke forbundet af lodrette stive elementer uden de diagonale støtter, som ses i en gitterkon-struktion. Den første Vierendeelbro var af stål og blev bygget 1902 i Belgien. Idrætshuset er således et meget tidligt og unikt eksempel på denne konstruktionstype.”

Vedligeholdelsestilstand
Bygningen virker rimelig vedligeholdt. Baderummene trænger her og der til vedligeholdelse, ligesom farvesætningen i bygningen er tvivlsom.

Planbestemmelser
Idrætshuset er i lokalplan 401 ”Parken” udpeget som bevaringsværdigt Kommuneatlas Idrætshuset har i Bydelsatlas Østerbro bevaringsværdien 2.

Omgivelser
Idrætshuset danner sammen med Tennishallerne kant omkring idrætsanlægget og formidler med sin størrelse og fremtoning langsidens betydning. Idrætsparken er i sig selv et imponerende og tidligt anlæg, fra et tidspunkt, hvor kropskulturen begynder at finde sin plads som en del af bylivet. Statuerne, der er placeret i forbindelse med Idrætshuset søger at knytte forbindelse til dengang kropskulturen var i højsædet – til det klassiske Grækenland. De to statuer forestiller ”Nævekæmperne” Kreugas og Demoxenos. De er formet af Antonio Canova (1757-1822). Statuerne ved rampen mod Idrætshuset Til venstre ses ”Skraberen” af Lysippos ca. 300 f. Kr. og til højre ”Spydbæreren” af Polykleitos ca. 450 f. Kr.

Litteraturhenvisninger
Østerbro Stadion og Idrætshuset Notat om bevaringsværdier. Ved Svend Jacobsen, lektor KARCH, teknisk chef, Eduard Troelsgård A/S Opfindelsernes Bog. IV. 1914 Den tekniske Forenings Tidsskrift. 1927. Jernbetonens historie i Danmark. Af pro-fessor E. Suenson Architekten. 16. arg. Nr. 43. p.433: Idrætsbygningen i ”Københavns Idrætspark” Bilag Østerbro Stadion og Idrætshuset. Notat om bevaringsværdier. Ved Svend Jacobsen Architekten. Årg. 16, nr. 43. Idrætsbygningen i ”Københavns Idrætspark”.

Antal bygninger:

1

Antal andre objekter:

0

Komplekstype:

Idrætsanlæg

Bebyggelsestype:

Hovedstad - Forstadskvarter (blandet kvarter)

Fredningsstatus:

Med omgivelser fredet

Fredningsomgivelse:

Stakit med portal, låge ; Skulptur ; Fredningsomfang ; Fredningsomfang ; Fredningsomfang ; Fredningsomfang ; Fredningsomfang ; Fredningsomfang ; Fredningsomfang ; Fredningsomfang ; Fredningsomfang

Type:

Fredningsbeslutning

Dato:

20-10-2009

Begrundelse:

Kulturarvsstyrelsen finder, at ”Idrætshuset” (1911-1914, arkitekt Søren Lemche, ingeniør Eduard Suenson) med stakit, portpiller og porte mod pladsen, samt de seks statuer mod Idrætsparken, Gunnar Nu Hansens Plads 5, Københavns Kommune, har de arkitektoniske og kulturhistoriske, herunder bygningshistoriske værdier, der kan begrunde en fredning. Kulturhistorisk fremtræder Idrætshuset som en markant manifestation af den danske stats og Københavns Kommunes tidlige satsning på kropskulturens betydning for storbymennesket. Selve idrætsparken bliver anlagt i 1911, og Idrætshuset bliver bygget samtidig. Bygningen danner i sin tyngde og soliditet kant om anlægget. Arkitekturhistorisk lægger Idrætshuset sig i det ydre tæt op ad tidens modestrømning, den nationalromantiske. Bygningen gør indtryk ved sin tunge bygningskrop og gennemførte høje håndværksmæssige standard. Symptomatisk for sin tid skjuler bygningen de indre ingeniørmæssige landvindinger. Ingeniørmæssigt er bygningens konstruktion enestående. Den store sals tøndehvælving er hængt op i tagkonstruktionen med langs- og tværgående Vierendeelåse. Suenson har her anvendt en meget ny, eksperimenterende teknik med stort held. Kulturarvsstyrelsen finder således, at de bærende fredningsværdier især knytter sig til bygningens ydre monumentale fremtræden med de mange murdetaljer og de oprindelige vinduer. Hertil kommer den store sal, gavlsalenes farveholdning og udsmykning og de solide trappeløb samt den oprindelige materialeholdning. Endelig peger styrelsen på statuerne som vigtige markører af tidens forhold til kropskultur. Kulturarvsstyrelsen skal anbefale, at man fremover ved istandsættelser gør brug af oprindelige materialer og farvesætning.

Journal nr.:

Type:

Tinglyst fredning

Dato:

11-06-2012

Journal nr.:

Dokumenttype:

PDF-dokument

Beskrivelse:

Fredningsbeskrivelse

Vedhæftet fil: