Sag: Københavns Vandværk

Axeltorv 12 og Studiestræde 54, København
Fredningssag
Fredningsstatus:
Med omgivelser fredet
Aktuel status:
Aktiv
Komplekstype:
Vandværk
Antal bygninger:
7
Klik på kortet for at se et større udsnit.

Sagsoplysninger

Type:
Fredningssag
Betegnelse:
Københavns Vandværk
Aktuel status:
Aktiv
Beliggenhed:
Axeltorv 12 og Studiestræde 54
Kommune:
København
Omfang:
Københavns gamle Vandværk, bestående af maskinhus, kedelhus, kulhus, kontorbygning mod Studiestræde, porthus, skorsten samt de tre boligbygninger, den brolagte belægning, gitterhegnet, der afgrænser Pumpehusets forplads, og plankeværket mod Hammerichsgade (1859  med senere ombygninger af arkitekt N.S. Nebelong, vandinspektør L.A. Colding og Ludvig Fenger). F. 2010.
Beskrivelse:
Bygningshistorie
Københavns første vandværk blev taget i brug i august 1859. Planen til det nye vandværk var udarbejdet af vandinspektør L.A. Colding allerede i 1851-52. Med få ændringer blev opgaven overdraget i samlet entreprise til firmaet Cochrane & Co. i London. Arkitekt på bygningerne var N.S. Nebelong. Som en del af anlægget blev der bygget en højdebeholder i Søndermarken.

Anlægget blev placeret på fæstningens glacis, men byen voksede hurtigt ud over fæstningens grænser og hele området blev væsentligt ændret, og vandværket kom til at ligge i Studiestrædes forlængelse. Værket fungerede frem til 1951, mens administrationen forblev i bygningerne i en årrække.

Nebelong var arkitekt på flere af de tidlige, store fabriksanlæg i København, f.eks. Gammel Carlsberg. Der var i tiden ikke den store tradition for industriarkitektur. Nebelong var eksponent for senklassicismen og kombinerede i sine industribygninger bygningernes funktion med en udsøgt materialeholdning. Vandværkets første bygninger er alle opført i gule flensborgsten. Københavns Vandværk var desuden et af de første steder, hvor der blev brugt støbejern i konstruktionerne.

Beskrivelse
Maskinhuset - Pumpehuset
Maskinhuset er en høj to-etages bygning opført i 1859 i gule flensborgsten efter tegning af N.S. Nebelong. Den har lavt heltag med eternitskifer. Under gesimsen et muret bånd og i begge etager er der over de rundbuede vinduer et omløbende profileret bånd i mursten. Vinduerne er støbejernsvinduer. Øverst i hver gavl er der et cirkulært vindue og herunder rundbuede vinduer. Bygningen er udvidet mod syd i to omgange, i 1885-86 og i 1893.

Nordgavlen er fra 1859, medens sydgavlen er fra udvidelsen i 1893. Rampen og flugttrapperne i nordgavlen stammer fra ombygningen til musiksted.

Indvendig blev maskinhuset efterhånden forsynet med tre dampmaskiner – Woolfske Compound balancemaskiner – samt pumper. De store maskiners balancer  blev båret af en række jernsøjler i klassicistisk udformning og understøttedes samtidig af støbejernsdragere der bar dækket i maskinhallen. I reparations øjemed var der under taget anbragt en skinnekørende traverskran.

Støbejernskonstruktionerne kendes kun i ganske få bygningskonstruktioner, idet de valsede stålprofiler kom på markedet i 1860’erne og derved fortrængte støbejernsbjælkerne.

I 1980’erne blev bygningen indrettet til møde- og musikstedet  ”Pumpehuset”. Ombygningen har medført de lovbestemte foranstaltninger i forhold til brandsikkerheden, som flere trapper og døråbninger. Men samtidig har omdannelsen været tro mod industriarkitekturens rå udtryk. Der er bibeholdt store dele af det oprindelige industrielle udstyr og de tilførte elementer har samme rå og karske udtryk som de oprindelige. Omdannelsen til musiksted må siges at være udført på en både nænsom,  kærlig og karakterfuld måde. Fascinationen af den oprindelige industrielle arkitektur har været stor og har på heldig vis ført bygningen ind i nutiden.

I Pumpehuset er de bærende fredningsværdier bygningens udvendige udtryk med støbejernsvinduerne og murdekorationerne. I det indre støbejernskonstruktionerne og de bevarede træk fra bygningens funktion som maskinhus, herunder traverskranen, søjlerne, spindeltrapperne og overalt den oprindelige materialeholdning.
Hertil kommer musikstedets nyere indretning, som både er nænsomt indpasset i det eksisterende rum, men samtidig også har tilført nye værdier som den nye hovedtrappe mellem stue og 1. sal og den rå bar under traverskranen. Omdannelsen udviser stor forståelse for bygningens karakter.

Kedelhuset

Kedelhuset er sammenbygget med maskinhuset på dettes vestside, men er lavere end dette. Det er opført i 1859 i gule flensborgsten og med rytterlys på taget efter tegning af N.S. Nebelong. Der er i gavlene tre store rundbuede vinduer af støbejern og med et omløbende bånd af mursten. I vestsiden er der en række store rundbuede portåbninger, hvoraf nogle er tilmurede, mens andre er udfyldt med glaspartier. I bygningens nordlige ende er der indskudt en lav etage med sprossevinduer. Bygningen blev udvidet med ca. sin halve længde i 1884 ved en udvidelse mod syd. Bygningen er på det seneste blevet anvendt som garage og har huset caféen ”Zum Biergarten”.

Kedelhusets tagkonstruktion er udført som en gitterkonstruktion i jern med ovenlys fra en lanterne. Ovenlyset er i dag tildækket.

De bærende fredningsværdier i Kedelhuset ligger i bygningens ydre fremtræden og dens samhørighed med Maskinhuset og Kulhuset. Hertil kommer bygningens tagkonstruktion, tagrytteren og overalt den oprindelige materialeholdning. På sigt bør ovenlyset genåbnes.

Kulhuset
Kulhuset er en lille en-etages bygning i gule flensborgsten beliggende vinkelret på kedelhusets sydside. Det er opført i 1859 og tegnet af N.S. Nebelong. Det har rundbuede støbejernsvinduer. Nord- og sydfacaden domineres af portåbninger med to-fløjede, rundbuede porte fra 1930. I 1954 indrettedes der garage i det tidligere kulhus.

Som ved de andre oprindelige bygninger fra det første vandværk er den delikate murbehandling en bærende fredningsværdi. Hertil kommer bygningens ydre fremtræden samt indvendig den åbne tagkonstruktion og overalt den oprindelige mterialeholdning..

Den høje kontorbygning
Kontorbygningen er opført i 1899-1900 og er i modsætning til de oprindelige bygninger opført i almindelige gule sten. Facaden mod Studiestræde består af fem brede vinduesfag med indgang anbragt midtpå. Vinduerne er fladbuede dannebrogsvinduer. I gavlene er der i tagetagen tre smalle, tætsiddende vinduer, på først sal et enkelt midtplaceret dannebrogsvindue og i stueetagen to vinduer tæt ved hjørnerne, i vestgavlen er det ene ændret til en dør. På østgavlen er bygningen forbundet med inspektørboligen med en lav, smal forbindelsesbygning.

Indvendig fremtræder bygningen med nyindrettede kontorlokaler med plade- eller listelofter. Bygningen er i dag tømt og vinduerne er dækket med plader. På det seneste har der været brand i tagetagen.

De bærende fredningsværdier ligger i bygningens ydre fremtræden, hvor de trerammede vinduer og de gule maskinsten fortæller om bygningen som 2. generation i vandværkets historie. Bygningens sparrenkopgesims og trappefrise under taget viser den omhu, hvormed bygningen arkitektonisk og materialemæssigt er lagt tæt på de oprindelige bygninger. Hertil kommer overalt den oprindelige materialeholdning.

Portnerbygningen

Portnerbygningen beliggende mod Studiestræde er opført i 1887, efter tegninger af Ludvig Fenger (1833-1905) Den en-etages portnerbygning er opført i udmuret bindingsværk med fremspringende tagudhæng med udskæringer og paptag.

Hvor de oprindelige bygninger samt kontorbygningen er opført i en nøgtern, funktionsbestemt industriarkitektur skiller portnerbygningen sig ud med sin romantiserende henvisning til ”det lille hus”. Fredningsværdierne ligger i huset ydre fremtoning som eksempel på tidens hang til udsmykning samt i den oprindelige materialeholdning.

Skorstenen
Den murede skorsten er den tredje på stedet. På de første tegninger af vandværket ses en kvadratisk skorsten. Denne blev senere erstattet af en dampskorsten af jernbeton. I 1929 var den så medtaget at den blev brudt ned og erstattet af den nuværende. Den er opført i hårdtbrændte sten lagt i cementmørtel. Den var 40 meter høj, men blev i 1972 afkortet med 10 meter i forbindelse med opsætning af en radioantennemast.

Skorstenen er en integreret del af hele kulturmiljøet, og er fortællemarkøren for et tidligt industrielt anlæg.

Tidligere inspektørbolig
Inspektørbygningen er beliggende syd for maskin- og kedelhuset i en tilsvarende skæv vinkel som boligen for to maskinmestre. Oprindeligt fremtrådte de to bygninger næsten ens i én etage, dog var der kun en risalit midt på inspektørboligens vestside. De to boliger skæve placering var betinget af vandkanten langs Stadsgraven.

Inspektørboligens fredningsværdi er dens integrerede del af det samlede kulturmiljø, samt den synlige fortælling om de ændringer, som bygninger i et stort industrianlæg gennemgår gennem en hundredårig periode. Hertil kommer den delikate murbehandling og de oprindelige materialer.

Bolig for tre fyrbødere  
Boligen er beliggende vest for kedel- og maskinhuset og parallelt med disse ud mod Axeltorv. Den er opført i 1859 efter tegning af N.S.Nebelong og svarer til de to andre oprindelige boligbygninger. Den er af gule flensborgsten og med et lavt sadeltag. Under taget en omløbende sparrenkopgesims. Gesimsens udformning angiver samtidig hierarkiet mellem boligerne. Inspektørboligen og maskinmesterboligen har såvel sparrenkop- som trappefrise, medens fyrbøderne alene har fået sparrenkop.
Bygningens vestside har 9 vinduesfag. De to yderste fag er fremhævet i forhold til midterfagene ved lisener. På østsiden er der to risalitter med indgangspartier. Bygningen blev fra 1880’erne og frem anvendt som afdelingsingeniørbolig og senere som kontorbygning.
Bygningen er i dag tømt og vinduerne dækket med plader.

Fyrbøderboligen er en integreret del af hele kulturmiljøet. Fredningsværdien ligger i bygningens udvendige arkitektoniske fremtræden og i den oprindelige materialeholdning.

Bolig for to maskinmestre

Bolig for to maskinmestre er beliggende nord for maskin- og kedelhuset i en skæv vinkel, der afspejler den daværende fæstningsgravs forløb. Den er opført i 1859 med N.S.Nebelong som arkitekt. Det er en en-etages bygning i gule flensborgsten. På vestsiden har den to risalitter, hvor indgangspartierne er anbragt. Midt på østsiden er en tresidet karnap, her er desuden senere tilføjet en retvinklet veranda i bindingsværk. På sydgavlen er der en oprindelig udbygning. Bygningen blev fra 1880’erne og frem anvendt som direktørbolig og senere som kontorbygning.

Indvendig er bygningen indrettet til kontorbrug.

Bygningen er i dag tømt og vinduer og døre dækket med plader.

Maskinmesterboligen er en integreret del af hele kulturmiljøet. Fredningsværdien ligger i bygningens ydre arkitektoniske fremtræden og i den oprindelige materialeholdning.

Baggrund
Industriarkitektur var i midten af 1800-årene en relativ ny disciplin i Danmark. Med opførelsen af først Carlsberg og her Københavns første Vandværk blev N.S. Nebelong en af de førende arkitekter på området. Hvor han på Carlsberg fra 1847 benytter blændings-lisen motivet og mønstermurværk med referencer til senklassicismen er hans brug af rundbuestilen i vandværket mere inspireret at industribygninger i Tyskland med deres reference til romansk bygningskunst. Bemærkelsesværdigt for tiden er maskinhallernes blotlagte loftkonstruktioner. Det peger hen mod en ny nøgtern arkitekturopfattelse.
Vandværkets bygninger er tænkt som et samlet hele, som et miljø i sig selv, hvor arkitekturen binder bygningerne sammen. Samtidig udtrykker udsmykningsdetaljerne et spagfærdigt, men dog tydeligt hierarki. Fra maskinhallernes understregning af de rundbuede vinduer med det omløbende profilerede bånd over inspektør- og maskinmesterboligernes gesimsudsmykninger til fyrbøderboligens simple gesimsudsmykning.
Brugen af støbejern i søjler og dæk i Maskinhuset er sjældent forekommende. Første gang dette materiale bruges i Danmark er i Universitetsbiblioteket i Fiolstræde. Herudover kendes støbejern fra Gammel Carlsberg, men allerede i 1860’erne kommer det mere stabile pladejern i brug og udkonkurrerer støbejernet.  

Niels Sigfred Nebelong (1806-1871) var medlem af kommissionen til udarbejdelse af en ny byggelov for København 1856 og fra 1863 stadsbygmester i København.

Københavns første Vandværk blev indstillet til fredning af Det Særlige Bygningssyn i 1885. Det fremgår ikke af sagen, hvad der var grunden til, at det ikke blev fredet.
 
Der blev i 1999 gennemført en temagennemgang ”Københavns Vandforsyning – Bygninger og anlæg”. Københavns første Vandværk blev gennemgået her, men blev ikke forelagt som fredningsforslag.

Københavns første Vandværk blev i 2006 udpeget som nationalt industriminde.
   
Planbestemmelser

Københavns Kommune har planer om at omdanne vandværket til en stor integreret institution med plads til 350 vuggestue- og børnehavebørn. Karin Schou, Københavns Ejendomme, skriver i en mail af 13. november: Som du kan se på det sendte tegningsmateriale, er det ikke de store ændringer i selve bygningerne vi foreslår.
Udvendigt vil der blive lavet enkelte nye vinduesåbninger og et par enkelte nye døre plus en ny mellembygning mellem bygning C og bygning 54 og en lille verandatilbygning på bygning A. Alt sammen ændringer, der i fremtiden vil kunne tilbageføres til det oprindelige.
 
Indvendigt er det nogenlunde den ruminddeling, der er i dag, der bevares. De største ændringer er i indretningen af bygning E, hvor den vestlige del af bygningen stadig er et dobbethøjt uisoleret oprindeligt rum og hvor vi i fremtiden vil lægge dæk mm ind som det er gjort i den resterende del af bygningen.

Kommuneatlas
I Bydelsatlas Indre By/Christianshavn har alle bygninger høj bevaringsværdi.

Omgivelser
Københavns første Vandværk ligger i dag som en lav, skjult oase midt i et bymiljø hvor store bygninger og voldsom trafik har fået overtaget. På vandværkets område findes der fortsat store brolagte arealer ligesom et par af de store træer kan stamme tilbage fra vandværkets anlæggelse. Mod Hammerichsgade er vandværkets område afgrænset af et højt plankeværk.  

Litteraturhenvisninger
Allan Tønnesen: Hvad skal der ske med Københavns første vandværk? Artikel i By og Land. Marts 2005.
Københavns gamle vandværk. Artikel i Arkitekten nr. 5.  1977.
Industri. 25 stk. dansk kulturarv. 2007. Heri ”Københavns Vandværk – Sundheden kommer til byen”
Københavns vandforsyning 125 år. ”Dråben” Orienteringsblad for personalet ved Københavns Vandforsyning 1984.
Antal bygninger:
7
Antal andre objekter:
0
Komplekstype:
Vandværk
Bebyggelsestype:
Hovedstad - Den gamle bykerne
Fredningsstatus:
Med omgivelser fredet
Fredningsomgivelse:
Stakit ; Stakit ; Gårdrum, gårdsplads

Sagsbehandlinger

Type:
Fredningsbeslutning
Dato:
31-05-2010
Begrundelse:
Kulturarvsstyrelsen finder, at Københavns gamle Vandværk, bestående af maskinhus, kedelhus, kulhus, kontorbygning mod Studiestræde, porthus, skorsten samt de tre boligbygninger, den brolagte belægning, gitterhegnet, der afgrænser Pumpehusets forplads og plankeværket mod Hammerichsgade. ( 1859 med senere ombygninger. Arkitekt N. S. Nebelong og vandinspektør L.A. Colding, Ludvig Fenger) Axeltorv 12 (Studiestræde 54) matr. Nr. 12, 16 og 56 Vestervorld Kvarter, Københavns Kommune, som samlet anlæg har de kulturhistoriske, herunder arkitekturhistoriske og arkitektoniske værdier, der kan begrunde en fredning. Arkitektonisk tegner Københavns første Vandværk, hvad der skal vise sig at blive prototypen på den tidlige danske industriarkitektur. Arkitekturen lægger sig tæt op ad modellen fra Tyskland – rundbuestilen. Bygningsanlæggets materialeholdning er udsøgt, men samtidig et udtryk for det muliges kunst. Stenene fra værkerne langs Flensborg Fjord var i tiden de små danske teglværkers produkter overlegne og støbejernet var et nyt materiale, kendt fra England og Tyskland. Støbejernet blev hurtigt udkonkurreret af det valsede pladejern. Den elegante brug af støbejern i vandværket er således sjældent forekommende. Udsmykningen af bygningerne fortæller om hierarkiet i vandværksanlægget. Produktionsbygningers gennemarbejdede rundbuestil viser, at her er de vigtigste bygninger. I boligerne har inspektør- og maskinmesterboligerne dobbelt gesimsudsmykning medens fyrbøderboligen må nøjes med en enkelt. Indvendigt er maskinhallernes blotlagte loftkonstruktioner bemærkelsesværdige for tiden. Det peger hen mod en ny nøgtern arkitekturopfattelse. Københavns ældste vandværk fortæller historien om sikringen af vandforsyningen til landets største by igennem næsten et århundrede. De ændringer, som værket har været igennem er udtryk for den udvikling, som vandforsyningen i en moderne storby nødvendigvis må gennemløbe over et århundrede. De bærende fredningsværdier ligger i hele anlæggets ydre fremtræden med støbejernsvinduerne, trævinduerne, døre og porte og og murdekorationerne. I Maskinhuset er det støbejernskonstruktionerne og de bevarede træk fra bygningens funktion som maskinhus, herunder traverskranen, søjlerne og spindeltrapperne. Hertil kommer musikstedets nyere indretning, som både er nænsomt indpasset i det eksisterende rum, men samtidig også har tilført nye værdier som den nye hovedtrappe mellem stue og 1. sal og den rå bar under traverskranen. Omdannelsen udviser stor forståelse for bygningens karakter. I Kedel- og kulhuset er det den ydre fremtræden samt i det indre de åbne tagkonstruktioner. De bærende fredningsværdier i kontorhuset og boligbygningerne ligger i den ydre fremtræden og overalt den oprindelige materialeholdning. Kulturarvsstyrelsen finder herudover, at ovenlyset fra tagrytteren i Kedelhuset bør genåbnes, og at man i forbindelse med den kommende indretning understøtter anlæggets bærende fredningsværdier.
Journal nr.:
2008-7.82.02/101-0040


Dokumenter

Dokumenttype:
PDF-dokument
Beskrivelse:
Fredningsbeskrivelse



Omfattede bygninger: 7


Fredet bygning Axeltorv 12
Fredet bygning Axeltorv 12
Fredet bygning Axeltorv 12
Fredet bygning Axeltorv 12
Fredet bygning Axeltorv 12
Fredet bygning Axeltorv 12
Fredet bygning Axeltorv 12

Fredede omgivelser: 3

Signatur Stakit
Plankeværk
Signatur Stakit
Gitterhegn
Signatur Gårdrum, gårdsplads


Relaterede sager: 0
Slots- og Kulturstyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V
telefon 33 95 42 00
ur   ul
 
 
dr   dl
  tap