Sag: Sankt Olai Gade 12-14

Sankt Olai Gade 12-14, Helsingør
Fredningssag
Fredningsstatus:
Fredet og tinglyst bevaringsdeklaration
Aktuel status:
Aktiv
Antal bygninger:
2
Klik på kortet for at se et større udsnit.

Sagsoplysninger

Type:
Fredningssag
Betegnelse:
Sankt Olai Gade 12-14
Aktuel status:
Aktiv
Beliggenhed:
Sankt Olai Gade 12-14
Kommune:
Helsingør
Omfang:
De to forhuse (nr. 12: mellem 1782 og 1791; nr. 14: 1806). Fredet 1975.*
Beskrivelse:
De to ejendomme ligger med langsiden i husrækken langs østsiden af Sankt Olaigade.

Nr. 12 er et 17 fag langt bindingsværkshus i to etager med kælder under og med en frontkvist over de fem midterste fag. I nordenden er en to fag bred port med en nyere, hvidmalet, tofløjet revleport isat. Heltaget har røde vingetegl, det samme gælder frontkvisten, som har en udliggerbom øverst og et vindue, hvor hejselugen har haft sin plads. Der er to taskekviste mod gaden, samt fire ovenlysvinduer. Mod gården er tre taskekviste og tre ovenlysvinduer. I rygningen er to traditionelt udførte skorstene med sokkel og krave. Bindingsværket er kalket mørkerødt over stok og sten på begge sider.

De nyere vinduer er i stueetagen firerammede, såkaldte Dannebrogsvinduer, mens de i overetagen og kvistene er torammede med to ruder i hver ramme; frontkvistens torammede vindue har dog tre ruder i hver ramme. På gadesiden er fire nyere, torammede kældervinduer, og på gårdsiden et enkelt kældervindue.  Alle er hvidmalede. Hoveddøren mod Sankt Olaigade er en tofløjet fyldingsdør med et overvindue med pyntesprosser, udformet som en laurbærkrans med nedhængende festoner. Dørfyldingerne er forneden udformet som et postament, og midterfeltet med rosetter og runde ”beslag-søm”, mens de øverste felter er dekoreret med små festoner med sløjfer. Slaglisten er en riflet søjle, afsluttet øverst af en lille kapitæl med volutter. Døren er et pragtstykke fra Louis Seize-perioden og et fornemt eksempel på tidens dekorative formsprog. Døren må stamme fra opførelsen og bæres stadig af de håndsmedede hængsler, som også har rokokoperiodens formsprog. På gårdsiden eller havesiden er en nyere, støbt nedgang til kælderen under huset. Døren til kælderen sker ad en nyere, grønmalet fyldingsdør.

I det indre er nr. 12 indrettet til fem lejligheder, to på hver etage og en i tagetagen. Et trapperum med en ligeløbstrappe med et kvartsving nederst fører op til etagerne. Adgangen til kælderen sker, som nævnt, ad en udvendig trappe på havesiden. I kælderen er bevaret et brostensgulv med en rende vest for de stolper og dragere, der understøtter bjælkelaget på midten. Stolperne har skråstivere og står på tilhugne granitsten. Væggene er udført af kløvede kampesten. En åben pejs i nyere udformning står på den oprindelige skorstens plads.

Lejlighedernes indretning stammer fra en stor istandsættelse omkring år 1977-1978 og alle overflader gulve, vægge, gipslofter og indvendige glatte døre samt vinduerne stammer fra denne ombygning. Der er udført brede åbninger i midtskillemuren for at få gennemlyste rum.

Nr. 14 er et grundmuret hus på seks fag i to etager og med delvis kælder under. Gavlene af bindingsværk. Mod gaden er huset pudset og kalket gulokker, mens det er rødkalket mod gården. Taget er et heltag med røde vingetegl. I tagfladerne er der mod gaden to kviste og tre mod gården. I rygningen er en blokformet skorsten med sokkel. Vinduerne er nyere og af dannebrogstypen med fire rammer med to ruder i nederste ramme, mens tagkvistene er torammede med tre ruder i hver ramme. Alle vinduer er hvidmalede. Hoveddøren er en enkeltfløjet dør med to fyldinger. Den nederste fylding har riflinger og afsluttet af en fremhævet liste med tandsnitbort. Den øverste fylding har et spejl, der er kantet af en bort af udskårne båndslyng. Over døren er et todelt overvindue. Døren, som hænger på gamle, håndsmedede hængsler, må stamme fra opførelsen.

I det indre er nr. 14 indrettet til tre lejligheder. Stuelejligheden har en intern trappe til kælderen, som har kampestensvægge og en svær drager, der understøttes af en kraftig stolpe. Gulvet i kælderen er lagt med nyere, kvadratiske klinker. Stueetagen og første sal er præget af faste tæpper på gulvene, fremdraget, relativt kraftigt bindingsværk samt glatte gipslofter. Dørene – også ud til trapperummet – er glatte døre fra istandsættelsen i 1977-1978. Lejligheden i tagetagen er helt bræddeindklædt med fritliggende hanebånd, hvorpå der er opbygget en hems.
Bygningshistorie:
Helsingørs bygningskultur har været tæt forbundet med byens politiske og økonomiske historie. Opførelsen af nye bygninger har været afhængig af de svingende indtægter byen fik fra Øresundstolden og forskellige kongers byggeaktiviteter på Kronborg samt med militære konflikter i nærheden af byen. Helsingør har i tidernes løb været forskånet for store brande, hvilket betyder, at byen har bevaret en kerne med mange middelalderlige bygninger.

Helsingør by bliver nævnt i kilderne første gang i 1231 og beskrives som et lille fiske- og færgeleje. Byen voksede frem omkring Sankt Olai Kirke, den senere domkirke, og udviklede sig langsomt, indtil Erik af Pommern i 1425 pålagde alle handelsskibe, som passerede igennem de danske farvande en afgift, den såkaldte Øresundstold.

Samtidig med indførelsen af Øresundstolden opførte Erik af Pommern borgen ”Krogen” på den yderste del af næsset for bedre at kunne håndhæve sin kongelige myndighed og for at sikre gode betingelser for opkrævningen af Øresundstolden. I 1577 fik Krogen sit nuværende navn, Kronborg.

Erik af Pommern udlagde også Helsingørs byplan, hvis hovedstruktur er bevaret til i dag, og som er kendetegnet ved en regulær inddeling i nogenlunde regelmæssige firkantede karreer. Karreerne var lette at opdele i gode byggegrunde, der kunne anvendes til gavlhuse med side- og baghuse, samt brede grunde til huse med langsiden mod gaden. Fra byens centrale gade, Stengade, anlagde man en række smalle stræder ned mod stranden, hvor Strandgade senere blev anlagt. I dag er husrækken på Strandgade et eksempel på, hvordan velhavende borgere havde råd til at opføre prægtige bygninger.

Opførelsen af borgen og ikke mindst Øresundstolden fik stor betydning for den lille by, fordi hundredevis af skibe ankrede op ved byen og provianterede der. Det blev grundlaget for en rivende udvikling, hvilket kom til at sætte sine spor i en rig bygningskultur. Helsingør fik købsstadsrettigheder i 1426, og byens borgere fik skattefrihed på enten fem eller ti år, når de byggede nye huse, alt efter om huset var opført i træ eller sten.

Indbyggerne i Helsingør ernærende sig ind til ophævelsen af Øresundstolden i 1857 primært ved handelen med de opankrede handelsskibe, og byen havde som følge heraf indbyggere fra hele verden, særligt englændere, skotter, hollændere og tyskere. Efter ophævelsen af Øresundstolden mistede Helsingørs borgere en stor del af deres indtægtsgrundlag, og bygningskulturen blev herefter mere enkel, mindre ekstravagant og mindre international.

De to huse, Sankt Olaigade 12-14, hører sammen i dag, men er opført på to forskellige tidspunkter: Nr. 12 er opført af brændevinsbrænder Peter Nielsen mellem 1782 og 1791 i stedet for to ældre bindingsværksbygninger. Bryggeriet og brændevinsbrænderiet var indrettet i den østre del af gårdbebyggelsen. Omkring åg 1801 var ejeren brygger og brændevinsbrænder Boas Larsen Schmidt, som både boede i huset og havde bryggeri her. Boas Larsen Schmidt ejede også nr. 14, som er et otte fags bindingsværkshus i to etager, og han omsætter i 1806 facaden i grundmur. Bryggeri- og brændevinsvirksomheden fortsatte i denne bygning op til 1870. Portgennemkørslen har gennem det meste af 1900-årene været blændet og indrettet til butik.  I gården lå der adskillige småbygninger, ligesom der var flere kældernedgange med skrå lemme for.

I 1950’erne og 1960’erne blev husene efterhånden saneringsmodne, men det blev rettet op, da begge huse i 1975-1978 blev sat gennemgribende i stand i forbindelse med en udstykning i ejerlejligheder i 1979-1980.
kilder:
Helsingørs gader og stræder i mands minde. Sankt Olaigade/Sudergade/Kampergade/Groskenstræde/Kongensgade. Kenno Pedersen, Nordisk forlag for videnskab og teknik, 2004.

Historiske huse i Helsingør. Fortegnelse over bevaringsværdige ældre bygninger i Helsingør. Nationalmuseet, København, 1973.

Slots- og Kulturstyrelsens byggesagsarkiv.
Miljømæssig værdi:
Den miljømæssige værdi ved Sankt Olaigade 12-14 knytter sig til forhusene som væsentlige bidrag til kvarteret og de omkringliggende gaders husrækker, der domineres af ældre huse i stort set samme skala, form og materialeholdning. Sankt Olaigade 12-14 er således med til at fastholde det bevarede kulturmiljø i kvarteret.
Kulturhistorisk værdi:
Den kulturhistoriske værdi ved Sankt Olaigade 12-14 er for nr. 12’s vedkommende i det ydre relateret til forhusets fremtræden som en statelig bindingsværkgård med frontkvist med hejseluge og udliggerbom og for nr. 14’s vedkommende som et diskret, men velproportioneret klassicistisk byhus i Helsingør. Fra omkring 1800 og frem blev klassicismen det fremherskende ideal. For arkitekturen betød det, at bygningernes mure skulle fremstå glatte, pudsede og malede. I Helsingør gør en særlig ”håndværkerklassicisme” sig således gældende og kommer især til udtryk i toetages huse som Sankt Olaigade 14. Nr. 12 har også stået overpudset, formentlig gennem hele 1800-tallet og op til den store istandsættelse omkring år 1975, hvor bindingsværket fremdrages.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig særligt til kældrene i begge huse, hvor den historiske fortælling stadig er letaflæselig. Dertil kommer i nr. 14 de bevarede vægge af bindingsværk og i begge husene skorstene.
Arkitektonisk værdi:
Den arkitektoniske værdi ved Sankt Olaigade 12-14’s forhuse knytter sig i det ydre til de markante bygningskroppe, der står med mættede kalkfarver og lyser østsiden af gaden op. I nr. 12, bindingsværkhuset, ligger vinduerne helt ude i facadeflugten, som lange vinduesrækker, mens vinduerne i det murede hus, nr. 14, ligger en anelse tilbage. De fine hoveddøre er dygtigt håndværk og understreger bygningernes høje alder.
Bærende fredningsværdier:
De bærende fredningsværdier knytter sig i det ydre til forhusenes velproportionerede bygningskroppe i henholdsvis bindingsværk og i grundmur med gavle i bindingsværk samt med heltage af røde vingetegl og skorstenspiberne i rygningen. Den traditionelle overfladebehandling med dybe kalkfarver, de taktfast placerede vinduer og de to pyntelige hoveddøre. Hertil kommer de traditionelt udførte vinduer samt den traditionelle materialeholdning.

De bærende fredningsværdier i det indre ligger i kældrenes traditionelle udformning med kampestensvægge, stolpe- og dragerunderstøttede bjælkelag. Hertil kommer de ældre og traditionelt udførte bygningsdele og -detaljer, herunder vægge af bindingsværk og skorstene samt den traditionelle materialeholdning.
Antal bygninger:
2
Antal andre objekter:
0
Fredningsstatus:
Fredet og tinglyst bevaringsdeklaration
Fredningsomgivelse:
Fredningsomfang

Sagsbehandlinger

Type:
Tinglyst fredning
Dato:
28-04-1975
Begrundelse:
Journal nr.:
K851-6-75


Dokumenter

Navn:
Fredningsbeskrivelse
Dokumenttype:
PDF-dokument



Omfattede bygninger: 2


Fredet bygning Sct Olai Gade 14
Fredet bygning Sct Olai Gade 12

Fredede omgivelser: 1

Signatur Fredningsomfang


Relaterede sager: 0
Slots- og Kulturstyrelsen
Hammerichsgade 14,
1611 København V
telefon 33 95 42 00
ur   ul
 
 
dr   dl
  tap