Sag: Toldkammeret, Helsingør

Havnepladsen 1 og Strandgade 72, Helsingør
Fredningssag
Fredningsstatus:
Med omgivelser fredet
Aktuel status:
Aktiv
Komplekstype:
Toldkammer
Antal bygninger:
1
Klik på kortet for at se et større udsnit.

Sagsoplysninger

Type:
Fredningssag
Betegnelse:
Toldkammeret, Helsingør
Aktuel status:
Aktiv
Beliggenhed:
Havnepladsen 1 og Strandgade 72
Kommune:
Helsingør
Omfang:
Den trefløjede toldkammerbygning (1891 af J.D. Herholdt), den samtidige mur ud mod Strandgade samt gårdspladsen med dens belægning. Fredet 1979. Udvidet 1997.
Beskrivelse:
På Havnepladsen i den gamle bymidte ligger Toldkammeret, som en statelig og mægtig bygning, der optager en hel karré. Toldkammeret er et trefløjet anlæg, som ligger omkring en brolagt gård, der på den fjerde side er lukket af med en 2 meter høj, pudset mur mod omgivelserne. Adgangen til det store gårdrum mellem fløjene forgår fra porten i det skrå hjørne, der vender ud mod havnen eller fra en port i muren mod Strandgade.

Omkring det skrå, afskårne hjørne, hvor indgangsportalen er, går to fløje ud i øst og syd. Den østre fløj er syv fag mod Havnepladsen og den søndre fløj er på 11 fag mod Jernbanevej. Vinkelret herpå ligger i vest en syv fag lang fløj langs Bramstræde.  

Øst- og sydfløjen er i to etager og er i øvrigt temmelig dybe. De er opført i blank, rød mur i krydsforbandt og står med en lav granitsokkel, herover er en kridtstensbeklædt, høj, rustikeret sokkel med affaset dæksten øverst. Murene afsluttes med en kraftigt udkraget, profileret gesims, trukket i puds. Taget er et heltag med afvalmede gavle og med en hældning under 45 grader, beklædt med skifer uden åbninger og med fire skorstene i rygningen på østfløjen og det skrå indgangsfag. I sydfløjen og vestfløjen er to hejsekviste ind mod gården. Hjørnerne er markeret med rustikerede kridtstenskvadre. Midt i østfløjen er en tofløjet dør indrammet af en kridtstensindfatning med en fordakning over, hvorpå der er en kronet kartouche med Christian VII’s monogram.

Indgangspartiet er tydeliggjort med en høj, gennembrudt balustrade med teksten ”KGL. TOLDKAMMER”. Indgangen sker ad en rundbuet portåbning, der er indrammet af en rustikeret kridtstensportal med en klassisk profileret trekantfronton over.

Vinduerne er i stueetagen store, rundbuede, seksrammede vinduer med små ruder og med store nedadsmigede bundstykker af skifer. En bred kridstenskarm med tiltagende spidsbue opadtil indrammer vinduerne. Den øvre etage er meget tillukket med smalle, rektangulære vinduer med helruder. Omkring vinduerne er lagt en kridtstensdekoration som en lys indramning i det mørkere murværk. På østfløjen ud mod Havnepladsen er vinduerne i begge etager lidt større, men kridtstensindramningen af vinduerne er mage til de øvrige.

I østfløjens nordlige ende er et indadgående hjørne, hvor Herholdt har leget med en lille, lukket bygning med eget zinktag - en ædicula.

Vestfløjen er lavere end de øvrige og adskiller sig på flere punkter: den er i en etage med en muret, affaset, lav sokkel, et glat kridtstensbånd danner bund for en række glugger ind til det lave tagrum, som er dækket af et skifertag. Murene afsluttes af en høj, meget enkel stengesims. Vinduesåbningerne er fladbuede og falsede med prydskifter over stikkene – selve vinduerne er ni-rudede jernvinduer. De eneste dekorationer er kraftigt svungne murankre samt en muret cirkelblænding med kridtstensbund. Mod gården er denne fløj udformet som en åben loggia med fem store bueslag med dobbeltstik og prydskifte. Buerne bæres af enkle mørkegrå granitpiller. Midt på fløjen er en hejseluge og udliggerbom, de er dækket af et skifertag med udskårne vindskeder.

Gårdrummet er lagt med chaussesten med kørelinjer udført af bordursten. Samme belægning går igennem porten i skråfaget, hvor kridtstensindfatningerne har rundede hjørner og forneden små afvisersten. Portrummet er opdelt i to afsnit, som i dag er delt med en glasport. Lofterne i de to afsnit er pudsede og har en høj, svungen gesims. Væggene står pudsede. Ud mod havnepladsen sidder to oprindelige støbejernsgitterlåger fortsat på deres plads.

Muren, der lukker af mod Strandgade er pudset både mod gaden og gården. Muren har en lav sokkel og er afdækket med en let udkraget, men uprofileret dæksten.  De murede portpiller har to opsatte stenkugler på en vederlagssten. Portpilllerne bærer to nye, glatte revleporte. Op ad muren inde i gården står en stenbalustrade med Christian VII’s monogram, samt en i stenen hugget tekst ”KGL. TOLDKAMMER”. Balustraden er den oprindelige fra Herholdt toldkammer. Den var dog forvitret, og derfor blev den nuværende balustrade nyhugget i Obernkirchen-sandsten i 1996. Med gavlen op mod muren ligger et lille, uanseligt, muret og rødmalet hus med lavt, tagpapdækket tag og en høj skorsten inde i gården. Det er et tidligere vaskehus. Et nyere tremmeskur er endvidere opført op ad vaskehuset.

Det indre af toldkammerets længe mod Jernbanevej er i 1970’erne blevet indrettet til kulturhus og står stadig med den robuste enkelhed, som stammer fra rummenes magasinagtige fortid. Længerne er indrettet til møderum, sale, restauration og toiletter. Rummene står med klinke- eller bræddegulve, malede murflader, ståldøre, og de to rækker støbejernssøjler, som bærer dragerne, der understøtter de tætliggende bjælker i tredjedelspunkterne. Lofterne er dækket af moderne akustik- og brandhæmmende plader. Den oprindelige stentrappe til overetagen består af stokhugne granittrin med gelænder af hvidmalede, kvadratiske sceptre og sortmalet, rund håndliste, der ender i en stor krølle. Nær indgangspartiet er indbygget en elevator med hvide ståldøre foran.   

Østfløjen er overvejende indrettet til kontorer med mindre ændringer af den oprindelige struktur og overflader. En betydelig del af de oprindelige døre med indfatninger er bevaret, det samme gælder vinduerne og ved indgangen, et gulv med mønsterlagte, kvadratiske klinker i tre jordfarver. Lofterne er også her dækket af forskellige pladematerialer, og der er bygget en handicapelevator ind ved indgangspartiet, der er gennemgående fra Havnepladsen og om til gården. Under denne fløj er en lille, traditionelt udført, muret kælder med bjælkelag. Adgangen til kælderen sker fra gården i forbindelse med en oprindelig, enkel køkkentrappe.

Vestfløjen er i stueetagen indrettet til store værkstedsrum og står med synlige og oprindelige konstruktioner: to rækker støbejernssøjler, som understøtter tværgående dragere, herover en tætliggende række af I-jern. Væggene er hvidmalede, gulvene nye bræddegulve. Ud mod gårdspladsen er opsat store vinduespartier i stålrammer, der er holdt fri af de murede buer og søjler. I gavlen mod nord er en nyere, støbt betontrappe med jerngelænder. Den lave overetage har en trempelagtig murhøjde, hvorover tagkonstruktionen rejser sig. De små vinduer ud mod Bramstræde ligger i niveau med de måske oprindelige bræddegulve. En oprindelig bitrappe i faget op mod sydfløjen betjener etagen.

Tagrummet er stort, rummeligt og opdelt i brandsektioner med nye branddøre. Den oprindelige tagkonstruktion står synlig med et dobbelt sæt langstole med stolper og skråbånd. Spærene løber af på en styrterumsmur og er for hvert tredje spær forsynet med en spærsko og -stiver. Lægterne er overvejende nye, og skiferen er lagt traditionelt. Der er nyere fyrretræsgulve eller gangbroer overalt. Heroppe er de formentlig oprindelige ståldøre mellem længerne bevaret.
Bygningshistorie:
Helsingørs bygningskultur har afspejlet byens politiske og økonomiske historie. Opførelsen af nye bygninger var afhængig af de svingende indtægter byen fik fra Øresundstolden og forskellige kongers byggeaktiviteter på Kronborg samt med militære konflikter i nærheden af byen. Helsingør har i tidernes løb været forskånet for store brande, hvilket betyder, at byen har bevaret en kerne med mange middelalderlige bygninger.

Helsingør by bliver nævnt i kilderne første gang i 1231 og beskrives som et lille fiske- og færgeleje. Byen voksede frem omkring Sankt Olai Kirke, den senere domkirke, og udviklede sig langsomt, indtil Erik af Pommern i 1425 pålagde alle handelsskibe, som passerede igennem de danske farvande, en afgift, den såkaldte Øresundstold.

Samtidig med indførelsen af Øresundstolden opførte Erik af Pommern borgen ”Krogen” på den yderste del af næsset for bedre at kunne håndhæve sin kongelige myndighed og for at sikre gode betingelser for opkrævningen af Øresundstolden. I 1577 fik Krogen sit nuværende navn, Kronborg. Erik af Pommern udlagde også Helsingørs byplan, hvis hovedstruktur er bevaret til i dag, og som er kendetegnet ved en regulær inddeling i nogenlunde regelmæssige firkantede karreer.

I begyndelsen af 1890’erne ændrede Helsingørs havnefront fuldstændig karakter. Strandpavillonen, lods- og havne-kontorbygningen og pakhusene på havnepladsen måtte vige pladsen til fordel for ”Landets flotteste Jernbanegaard”. Tilsvarende blev den gamle toldkammerbygning fra 1784 revet ned. Tre nye etageejendomme blev samtidig rejst i Havnegade, ligesom den nye toldkammerbygning, som lå over for dampfærgens leje, blev opført.

Opgaven med at tegne den nye toldkammerbygning blev overdraget til Johan Daniel Herholdt, som var kgl. bygningsinspektør på det tidspunkt. Han skabte i 1891 det trefløjede anlæg, hvortil granitsokkelstenene på den indvendige side mod gården er genbrugt fra det tidligere toldkammers mægtige pakhus, ligesom en del af tømmerværket i frilagerbygningen stammer herfra. Toldkammeranlægget indrammer en ganske stor gård sammen med muren, der lukker gården af. Muren, som var cementpudset og havde bånd af røde mursten, stod færdig året efter, men indkørselsporten, der havde en muret overligger, som høje vognlæs ikke kunne passere, blev ændret til den nuværende udformning af Hack Kampmann omkring 1900. Gården blev anvendt til opmagasinering af varer, der skulle bringes ind i bygningerne. I frilagerbygningen havde hver handlende, der importerede varer, sin egen nøgle. Efterhånden som varerne skulle bruges, blev der betalt told og varerne kunne hjemtages.

Toldkammeret blev indviet den 16. november 1891 og brugt af Toldvæsenet frem til 1976. I 1989 blev Toldkammeret omdannet til den selvejende institution, Kulturhuset Toldkammeret.

Anlægget blev i første omgang fredet i 1979 uden hegnsmuren, men i 1997 blev fredningen udvidet til at omfatte muren og den tilknyttede lille bygning, der ligger op ad muren og gårdspladsen med dens belægning.
kilder:
Mads Christian Holms Helsingør, Rundt i det gamle Helsingør 7, Kenno Pedersen, 1996

Helsingør Toldkammer, Lars Bjørn Madsen
Miljømæssig værdi:
Den miljømæssige værdi af Toldkammeret ligger i dens placering på Havnepladsen, hvor dens store volumen er med til at skærme mod den befærdede Jernbanevej og danne bagvæg for pladsens blomstersælgere. Mod Strandgade danner det store toldanlæg også væg, således at Strandgades rumkarakter fastholdes på det sted.

Der ligger også en miljømæssig værdi i, at toldkammerets funktion nu i høj grad er åben, udadvendt og offentlig tilgængelig, hvor den tidligere skulle lukke og skærme for indførte varers fortoldning.
Kulturhistorisk værdi:
Den kulturhistoriske værdi ligger i bygningens oprindelige toldfunktion, som er med til at markere Helsingør som en havneby, hvor der anløb skibe med varer, som skulle fortoldes. Samtidig er bygningen et symbol på det historiske skifte, som fandt sted i 1857, hvor den 400-årige tradition for sundtoldsopkrævning ophørte, og den fornemme, gamle toldbygning for enden af Strandgade efterfølgende blev nedrevet. Herholdts toldkammer har en ganske anderledes karakter af kongelig myndighed og administration, men også af en robusthed, der kan tåle håndteringen af mange slags gods. Østfløjen var indrettet til entre og hovedindgang og til ekspeditionslokale, samt til kontorer for toldinspektør, kasserer, kontrollører og assistenter. Denne fløj kunne opvarmes i modsætning til nord- og vestfløjen, som indeholdt pakhuse samt vejerbod og frilager. Fløjen mod Bramstræde fungerede i realiteten som et åbent skur.

Der ligger også kulturhistorisk værdi i bygningens store håndværksmæssige kvaliteter: det omhyggelige og gennemførte murværk, de lysrøde maskinsten og hvide fuger, granit- og kridtstensdetaljerne, de mørkgrønne døre og detaljer af beslagværk, tag- og etagekonstruktioner osv., fortæller om en håndværksmæssig kunnen og perfektion.
Arkitektonisk værdi:
Den arkitektoniske værdi ligger i den statelige, brede bygnings udstråling af værdighed, myndighed og soliditet, som den ligger med sit afskårne hjørne med portpartiet, der fortæller, hvad bygningen er, og som klart markerer indgangen. Dertil kommer de udløbende fløje, som sammen med muren mod Strandgade og den lavere fløj mod Bramstræde lukker sig af mod omgivelserne. Bygningen står klar og enkel i formen og med markante, men beherskede dekorationer, såsom hjørnekvadrene og de store indfatninger omkring vinduerne i stueetagen, der er præget af norditaliensk gotik.

Den arkitektoniske værdi ligger i høj grad i murværket, som er en maskinsten i en lys terracottafarve, bearbejdningen af detaljerne i murværket, skifersålbænkenes tilslutning til murværkets false og de brændte, hvide fuger. Dertil kommer kridtstenselementerne, som er ophugget med en rustikering, når de fungerer som sokkel- og hjørnemarkeringer, men som står glatte, når de fungerer som vandrette bånd. Dertil kommer de forskellige detaljer i jern: de spinkle jernvinduer med oplukkelig midterrude, de stærkt slyngede murankre og den smedede kant omkring den store port i gården, hvor et vinkelbeslag er fastboltet langs portbuens sårbare murstenskant. De arkitektoniske værdier ligger også i de udvendige fyldingsdøre, som er enkle, men oprindelige.

I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de store, enkle og robuste overflader, rummenes klare opdeling af to rækker støbejernssøjler, tætliggende bjælker, de oprindelige trapper, hvor bitrapperne er enkle, toløbstrapper af træ, mens trapper, der har haft mere offentlig brug er udført med stokhuggede granittrin og jerngelændere. Den oprindelige tagkonstruktion og hejsekvistene er ligeledes en del af de arkitektoniske værdier.

Det er også af arkitektonisk værdi, at det er et helstøbt værk af arkitekt Herholdt. Johan Daniel Herholdts betydning for dansk arkitektur kan ikke overvurderes. Hans produktion var enorm, og da han i ganske stor udstrækning benyttede yngre arkitekter som konduktører, ligesom han havde et stort antal arkitektstuderende ansat som tegnere, kom han til at påvirke flere generationer af danske arkitekter. Medvirkende hertil var også hans store pædagogiske evner.

Herholdts brug af teglsten var med til at sætte en varig national tradition i gang og var medvirkende til, at man startede en stor hjemlig produktion af formteglsten. Herholdt studerede den danske middelalderarkitektur, men var også inspireret af italiensk middelalder- og renæssancearkitektur. Han benyttede sig dog også af de moderne jernkonstruktioner.  Skæbnen har været ugunstig mod Herholdts arkitektur og mange af hans hovedværker er nedrevet, så også af den grund bør der passes godt på Toldkammerbygningen.
Bærende fredningsværdier:
De bærende fredningsværdier ligger i det ydre i anlæggets sluttede bygningskrop med det næsten udbrudte skifertag med de traditionelle skorstene, murværkets terracottafarvede murværk, der spiller op mod de lyse, rustikerede kridtstenspartier og kvadrer på hjørnerne, samt den klassiske indgangsportal med trekantfronton, som ved murkronen yderligere betones med en gennembrudt stenbalustrade.

De bærende fredningsværdier ligger også i den gennemførte materialebehandling, som er mest markeret langs bygningens facader med deres enkle, men signifikante dekorationer, mens gårdsiden er meget mere enkel, og mere modstandsdygtig over for slid. Særligt skal fremhæves indfatningerne omkring vinduerne på de to fineste facader mod Jernbanevej og Havnepladsen. Her er indfatningerne udført af lyse, rustikerede kridtsten, som for stueetagens vedkommende er spidsbuet afsluttet i en art norditaliensk gotik. Yderligere skal vestfløjens imponerende bueslag på granitpiller ind mod gården fremhæves som en bærende fredningsværdi. Det er et loggiamotiv, som Herholdt har brugt, som ikke har umiddelbare forbilleder her i landet. Endelig skal gårdrummets åbne karakter fremhæves som en bærende fredningsværdi.

I det indre knytter de bærende fredningsværdier sig til den enkle rumdisposition og de enkle og robuste overflader, hvor støbejernssøjler klart tilkendegiver, at der har været behov for stærke etagedæk. Særligt skal fremhæves stentrappen i sydfløjen, som er opbygget af stokhugne granittrin med jerngelænder, som en bærende fredningsværdi. Tagrummets gode højde på grund af styrterumsmure og trempeletage er også en bærende fredningsværdi sammen med den oprindelige tagkonstruktion. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning.
Antal bygninger:
1
Antal andre objekter:
0
Komplekstype:
Toldkammer
Fredningsstatus:
Med omgivelser fredet
Fredningsomgivelse:
Gårdrum, gårdsplads ; Mur ; Belægning, fortov ; Fredningsomfang ; Fredningsomfang ; Fredningsomfang

Sagsbehandlinger

Type:
Tinglyst fredning
Dato:
31-08-1979
Begrundelse:
Journal nr.:
66-2-36/76

Type:
Fredningsudvidelse
Dato:
08-12-1997
Begrundelse:
Journal nr.:
1996-912/217-0001


Dokumenter

Navn:
Fredningsbeskrivelse
Dokumenttype:
PDF-dokument



Omfattede bygninger: 1


Fredet bygning Strandgade 72

Fredede omgivelser: 6

Signatur Gårdrum, gårdsplads
Signatur Mur
Signatur Belægning, fortov
Signatur Fredningsomfang
Signatur Fredningsomfang
Signatur Fredningsomfang


Relaterede sager: 0
Slots- og Kulturstyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V
telefon 33 95 42 00
ur   ul
 
 
dr   dl
  tap