Sag: Vallø Adelige Stift, inkl. Det Hvide Stift

Vallø Adelige Stift ligger på Stevns, syd for Køge, omgivet af vandfyldte grave og en stor park. 

Det firefløjede anlæg består af sydfløjen med to hjørnetårne og trappetårn på gårdsiden, vestfløjen med tilbygning mod nordvest samt nordfløjen med trappetårn på gårdsiden. Nord-, syd- og vestfløjen vil i det følgende blive omtalt som slottet. Hertil kommer Det Hvide Stift, der udgør østfløjen med forbindelsesgange. Den fredede bro fører over voldgraven til den portalindfattede portgennemkørsel i sydfløjen, der giver adgang til den lukkede gårdsplads. 

Det tre etager høje slot står på en sokkel af granit og er grundmuret i røde munkesten med indlagte, vandrette bånd af sandsten. De krydspostformede vinduesindfatninger, -fordakninger og –poster er af sandsten. Bag disse sidder opsprossede, mørkebrune vinduesrammer. Murenes gård- og havesider er kendetegnet ved sandstensmedaljoner og murankre. Tårnene har kobbertage og fløjene har heltage med svungne gavle og tagflader af sortglaserede tagsten. I tagfladerne sidder en række gavlkviste og mindre kviste med kobbertag samt brede skorstene og ældre ovenlysvinduer.  

I det indre er slottet mestendels kendetegnet ved en oprindelig planløsning og de oprindelige interiører fra genopførelsen i 1894 – 1904, med gangarealer mod gården og lejligheder mod haven samt en righoldig historicistisk udsmykning. Gangarealerne er bemalet i kraftige farver, indgangspartierne til lejlighederne er flere steder udformet som mindre, rigt dekorerede karnapper og på tredjesalen har vestfløjens gang et buet træloft med gesims og udskårne knægte. Generelt er fællesarealerne kendetegnet ved righoldige detaljer og et udsøgt materialevalg som eksempelvis i vestfløjens hall, der har marmorgulv, høje paneler og et krydshvælv, der samles i en central pille. Vestfløjens havesal står med parketgulv, brystningspaneler, marmorkamin, loftsstukkatur og engelske vinduer mens syvkanten – tilbygningen mod nordvest – har krydshvælvet loft og blyindfattede vinduer. Lejlighedernes planløsning og interiører varierer, dog er de generelt kendetegnet ved planke- eller parketgulve, fyldingsdøre, ovne, paneleringer og loftsstukkatur eller bræddelofter med synlige, bemalede bjælker. I køkkenerne er bevaret ens emfang i træ. Hertil kommer kraftige gerichter med knækkede hjørner, dobbelte fløjdøre og høje paneler i egetræ. På de fleste døre, ved dørgrebet, sidder dekorative plader, der illuderer de tidligere låsekasser. I sydfløjen er bevaret det oprindelige køkken med støbejernskomfur og madelevator. I det østlige, firkantede tårn er bevaret de oprindelige trækonstruktioner, urværk og vandbeholdere. Tagene på de tre fløje er understrøgne og sydfløjens tagetage har været anvendt som tørreloft. I kælderen findes gange mod gården, kraftige mure af munkesten, døre med buet overkarm samt et loft med stjernehvælv under det cirkulære tårn.  

Det Hvide Stift er en grundmuret bygning i blank mur med fremskudt midterparti til både gård- og haveside samt heltag af sortglaserede tegl, hvori der sidder flere brede, murede skorstene. Mod gården fremtræder bygningen i to etager med rigt dekoreret murværk, herunder hjørnekvadring, bosserede pilastre, guirlander og et midterparti med søjler og trekantfronton. Der er krydspostvinduer i stueetagen og torammede vinduer på første sal. Mod haven fremtræder bygningen mere enkel, i én etage med høj kælder.  

I det indre er Det Hvide Stift kendetegnet ved en planløsning med to spejlvendte lejligheder, den ene med central spisestue mod gården og den anden med central spisestue mod haven. Lejlighederne er generelt kendetegnet ved plankegulve, lysningspaneler, høje paneler og stukkatur samt fyldingsdøre og marmoreret træværk. De to oprindelige køkkener ligger i kælderen.    

Det Hvide Stift er forbundet med slottet via to forbindelsesbygninger, der mod gårdspladsen står grundmurede med samme dekorative skema som Det Hvide Stifts gårdside og mod haven står de i bindingsværk med sortopstolpet tømmer og mønstermurede tavl af røde sten.  

Broen er opført i granitkvadre med sandstensudsmykket rækværk og brolagt belægning. Sandstensløverne som tidligere stod på broen, står aktuelt i portgennemkørslen, i ly for vejrliget.

Broen og dele af hovedbygningens vestfløj er opført i 1580-1586 for Mette Rosenkrantz, muligvis af Hans van Paeschen. Bygningerne blev forhøjet og forlænget i 1610-1640. Nordfløjen blev ombygget af J. C. Krieger i 1721. Det Hvide Stift er opført af Laurids de Thurah i 1735-1738, ombygget og forhøjet i 1765 ved G. D. Anthon og istandsat af Theodor Zeltner i 1863-1866. I 1893 nedbrændte Vallø og kun murene stod tilbage. Slottet og Det Hvide Stift blev genopført i årene 1894 -1899 ved arkitekt Hans J. Holm.   

Dronning Sophie Magdalene oprettede 28. november 1737 Vallø Stift som en selvejende institution. Stiftets oprindelige fundats havde som hovedformål at hjælpe og understøtte ugifte døtre af dansk adel, såfremt de var indskrevet i Stiftet.

Danske Slotte og Herregårde II, Alfred G. Hassings Forlag, København 1944. 

Flemming Jerk, Herregårde i Danmark, Gyldendal 1980. 

John Erichsen og Mikkel Venborg Pedersen (red.), Herregården, Menneske – Samfund – Landskab – Bygninger, Nationalmuseet 2005. 

Niels Peter Stilling, Danmarks Slotte og Herregårde, Politikens Forlag 2005.

Peter Brogård, Hakon Lund & Hans Edvard Nørregård-Nielsen, Danmarks Arkitektur, Landbrugets Huse, Gyldendal 1980. 

Sys Hartmann, (red.), Vallø, Et kvindehus gennem 250 år, Vallø Stift, Gyldendal 1988. 

www.valloe-stift.dk

I slottets ydre ligger den kulturhistoriske værdi i de røde munkestensmure fra renæssancen med sandstensbånd, medaljoner og portalen med indvielsestavle samt broen. Hertil kommer de senere tilbygninger i barokken, hvor tårnene blev forhøjet samt de fra genopførelsen tilføjede elementer, herunder tage med svungne gavle og tårnenes spir, der med datidens sans for historisk gendigtning både føjer sig til det eksisterende og samtidig bidrager med et eget udtryk. Det ses blandt andet i tagfladernes mange mindre kobberdækkede kviste samt i det firkantede tårns yderligt siddende pinakler, der fremtræder som frie gentolkninger af motiver fra historisk arkitektur. 

I slottets indre ligger den kulturhistoriske værdi i den særdeles velbevarede, historicistiske planløsning og i de individuelt udsmykkede interiører, hvor hierarkiet mellem de fælles arealer og de private rum samt mellem hver enkelt etage, stadig er synligt. De fælles arealer fremtræder således med en højere grad af detaljering og en mere udsøgt materialeholdning end de private rum, der fremstår mere enkle. Undtaget herfra er lejligheden i sydfløjen, hvis forskellige interiører vidner om en officiel, repræsentativ funktion. Interiørerne er, i overensstemmelse med den historicistiske ånd, udført i forskellige stilarter, alt afhængig af deres funktion og den stemning de skulle vække. Dette ses eksempelvis i nordfløjens middelalderligt inspirerede, bemalede trælofter med synligt bjælkelag, vestfløjens gotiserede indgangskarnapper, de middelalderlige stjernehvælv i det cirkulære tårn og i sydfløjens mørke paneleringer, barokke døre og gerichter samt righoldige loftsstukkaturer. Hertil kommer en række ens, gennemgående elementer så som køkkenernes emfang og dørblade, der illuderer historiske låsekasser. 

I Det Hvide Stifts ydre ligger den kulturhistoriske værdi i den barokke gårdside med vinduesindfatninger, kvadringer, bosserede pilastre, medaljoner og festoner. Den i barokken efterstræbte symmetri er gennemgående og bygget op omkring det fremskudte midterparti med de to joniske søjler, sandstensornamentik og fronton.

Den arkitektoniske værdi ligger i slottets imposante og grandiose fremtræden, som kulminerer i de to monumentale, himmelstræbende tårne, der løfter sig højt over det flade landskab og Slotsgades lave bebyggelse. Med deres højde og drøjde, giver de to tårne karakter til slottets tre fløje, der visuelt domineres af de røde munkesten, de horisontale bånds enkle lagdeling og af den taktfast placerede sandstensornamentik. Udtrykket er regelret og solidt, med en karakterfuld detaljering og udpræget asymmetri, som resulterer i en monumental og særdeles virkningsfuld komposition, der samlet set vidner om en kompliceret og levende, århundrede lang bygningshistorie.       

Til forskel fra slottet fremstår Det Hvide Stifts haveside med sin lavere etagehøjde, symmetri og forbindelsesgange i bindingsværk mere afdæmpet og mindre monumentalt. Hertil kommer gårdsiden, der med sine gule flensborgsten, symmetri og righoldige, barokke udsmykning har et markant anderledes og mere rytmisk udtryk end slottets renæssancedominerede og historicistiske fremtoning.  

I det indre ligger den arkitektoniske værdi i de individuelt dekorerede gangarealer, sale og stuer med bemalede lofter og gotiserede indgangspartier, middelalderlige stjernehvælv, mørke paneleringer, barokke døre og gerichter samt loftsstukkatur.

I slottets og Det Hvide Stifts ydre knytter de bærende fredningsværdier sig til de sammenhængende fløje, tårne, tilbygninger, forbindelsesbygninger og broen samt de oprindelige og ældre detaljer i teglsten, sandsten, bindingsværk og kobber, herunder vinduer, medaljoner, portaler, gesimser, mønstermuring, kvadring, søjler, kviste og spir. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning. 

I slottets og Det Hvide Stifts indre knytter de bærende fredningsværdier sig til de i fløjene og tårnene bevarede dele af den oprindelige planløsning samt til de bevarede historicistiske interiører med de oprindelige detaljer og dekorationer, herunder de gotiserede indgangskarnapper, paneleringer, døre med beslagværk og gerichter, bemalede trælofter, stjernehvælv og loftsstukkatur.