Sag: Espe

Espevej 56, Slagelse
Fredningssag
Fredningsstatus:
Fredet og tinglyst bevaringsdeklaration
Aktuel status:
Aktiv
Komplekstype:
Herregård
Antal bygninger:
4
Klik på kortet for at se et større udsnit.

Sagsoplysninger

Type:
Fredningssag
Betegnelse:
Espe
Aktuel status:
Aktiv
Beliggenhed:
Espevej 56
Kommune:
Slagelse
Omfang:
Hovedbygningen (formentlig 1700-tallet, forhøjet og ombygget 1848) samt alle andre mod den store gårdsplads liggende bygninger (1822).
Fredet 1949.*
Beskrivelse:
Espe ligger midt imellem Korsør og Skælskør, i det åbne landskab med marker og skovarealer. Hovedbygningen udgør den nordlige del af det samlede anlæg, hvor de øvrige længer er placeret omkring en stor gårdsplads. Nord for hovedbygningen er en større park. 

Hovedbygningen, der er grundmuret, består af tre dele en høj midterfløj i to etager og to lave og korte, enetages sidefløje. Alle mure er pudsede og gulkalkede, og tagene er på alle tre fløje helvalmede og belagt med sortglaserede vingetegl. I midterfløjens rygning ses to høje, hvide skorstenspiber med sokkel og krave. Midterfløjens facader er opdelt af hvidmalede lisener der spænder fra soklen til gesims. Gesimsen er hvidmalet og profileret, og den nederste del af facaderne er refendfuget. Det midterste af gårdsidens fag er trukket frem i en smal midtrisalit, der ligeledes indrammes af et sæt lisener, som flankerer en ældre, brunmalet, tofløjet fyldingsdør med overvindue og volutbåret trekantfordakning. Havesiden brydes af en centralt placeret, femkantet karnap i to etager, hvis fag også inddeles af hvidmalede lisener. I det midterste fag ses en ældre, tofløjet havedør med ruder i den øverste del, profileret portal og en volutbåret trekantfordakning magen til den på facaden. Foran karnappen er en terrasse med en bred trappe ned til haven. Vinduerne i midterfløjens stueetage er udført som korspostvinduer med en enkelt sprosse i de nederste rammer samt skifersålbænke, mens førstesalens vinduer og vinduerne i de to korte sidefløje er torammede med to sprosser i hver ramme. Alle vinduer er ældre og hvidmalede.
 
I hovedbygningens indre er en ældre grundplan i store træk bevaret. I stueetagen ligger stuerne en suite med døre placeret en filade, og mod gårdspladsen findes en stor, dobbelthøj hall med et ældre vindfang og en ældre toløbstrappe. På førstesalen er en række værelser samt en enkel trappe op til tagrummet, der er uudnyttet. Tagkonstruktion er synlig og et par enkelte pigekamre er bevaret. Interiøret er kendetegnet ved en ældre materialeholdning, herunder brædde- og parketgulve, marmorfliser i hall’en samt pudsede vægge og lofter, der tillige er udsmykket med stukkanter og rosetter. Endvidere er der bevaret brystnings- og lysningspaneler, ovnpilastre, en- og tofløjede fyldingsdøre samt åbne kaminer og støbejernsovne. Fra stueetagen er der adgang til sidefløjene. I den vestlige sidefløj findes et stort køkken mod haven, mens der i den østlige sidefløj er et værelse. 

Vinkelret på sidefløjene er mod gårdspladsen tilbygget to enetages sidelænger, begge udformet som vinkelbygninger bestående af en grundmuret længe nærmest hovedbygningen og en bindingsværkslænge mod syd. Murflader og tavl er gulkalkede, mens bindingsværket er sorttjæret. De grundmurede længer har hvide, profilerede gesimser, og alle længer har halvvalmede, røde tegltage med skorstenspiber i rygningen. Sidelængerne har enfløjede fyldingsdøre med smalle overvinduer og granittrapper foran samt vinduer, der hovedsageligt er udført som korspostvinduer lig dem på hovedfløjen, dog er der torammede vinduer i overgavlene. Alle døre og vinduer er hovedsagligt hvidmalede. I bindingsværksbygningerne findes tillige brunmalede revledøre og -porte. 

I sidelængernes indre er der indrettet særskilte boliger, undtagen i den østlige bindingsværkslænge, hvor der er indrettet garager. Der er adgang direkte fra de grundmurede længers nordgavle til hovedbygningens sidefløje. Grundplanerne er traditionelle med gennemgående tværskillevægge. Materialeholdningen er også traditionel, dog er de fleste overflader og bygningsdetaljer nye i den østlige grundmurede længe.   

Gårdspladsen fortsætter mod syd direkte over i ladegården, der udgøres af tre enetages bindingsværksbygninger omkring en stor græsplæne. Bindingsværket og soklerne er sorttjærede, tavlene hvidkalkede og alle bygninger afsluttes af halvvalmede, stråtækkede tage med halmmønning og kragetræer. Tagfladerne er kun brudt af enkelte høgab og udluftningstragte i den østlige længe, hvis østlige tagflade er skiferbelagt. Åbningerne i de tre længer består af ældre brede revleporte, enfløjede revledøre og luger samt ældre støbejernsvinduer. De fleste vinduer døre og porte er sortmalede, dog er der et par rødmalede porte iblandt. 

I den østlige længe findes delvist bevarede, ældre hestebokse, pig- og brostens-belægninger, synlige bjælker, bræddelofter og revledøre. De to øvrige længer består af store, åbne rum, det vestlige med blandt andet en ældre tømmerkonstruktion og hejseværk, mens den sydlige, der er indrettet til ridehal, har en helt ny konstruktion med stålspær.

Bygningshistorie:
Hovedgården Espe udviklede sig af fra en af de større gårde i den tidligere landsby Espe. Espegård blev første gang omtalt i 1541. 

De nuværende bygninger menes i store træk at være opført i 1700-tallet. Hovedbygningen bestod formentlig på dette tidspunkt af en hovedfløj og to fritliggende sidelænger, alle i en etage omkring en gårdsplads. Grev Otto Moltke ombyggede i 1848 hovedbygningens midterfløj, hvilket blandt andet omfattede forhøjningen til to etager, facadens udsmykning samt midterfløjens sammenbygning med sidefløjene i form af de to lave sidefløje. Store dele af interiøret stammer tillige fra ombygningerne i 1848. 
 
Avlsbygningerne mod den store gårdsplads blev genopført efter en brand i 1822. I 1860’erne blev den oprindelige indkørsel gennem ladegårdens sydfløj lukket. 

I 1901 blev hovedbygningen atter istandsat, og i den forbindelse blev den store karnapbygning på havesiden opført.

kilder:
Danske Slotte og Herregårde bind 4, Midtsjælland, Hassings forlag København 1964. 

http://espegods.dk

Miljømæssig værdi:
Espes miljømæssige værdi knytter sig til placeringen med direkte kontakt til marker og skove, hvilket underbygger fortællingen om stedets mangeårige afhængighed af landbruget og deraf primære indtægtskilde. Hertil kommer, at det samlede bygningsanlæg fremtræder som et imponerende og helstøbt kulturmiljø, hvilket især skyldes den tætte sammenhæng med hovedbygningen og avlsgården. 

Den miljømæssige værdi knytter sig endvidere til den lange, imponerende allé, der skaber en fornem ankomst fra øst, som styrkes af bygningernes aksefaste og symmetriske placering omkring de store gårdspladser.

Kulturhistorisk værdi:
Espes kulturhistoriske værdi knytter sig først og fremmest til anlæggets tydelige bygningshierarki, der afspejler de forskellige bygningers anvendelse; hovedbygningen som bolig for herskabet, de grundmurede sidelænger som tjenesteboliger og endelig bindingsværksbygningerne til anvendelse som stalde og lader. Opdelingen aflæses tydeligt i bygningernes materialeholdning og detaljering, hvor hovedbygningens herskabelige facader er mest repræsentative med store vinduer og en indgangsportal. Yderligere har alle bygninger til beboelse tegltage og skorstenspiber i rygningen. Avlsbygningerne er derimod mere nedtonede med funktionsbetingede åbninger udført som støbejernsvinduer, store portåbninger, revledøre og -luger, samt har stråtækkede tage. Avlsbygningernes store, ubrudte tagflader er en indikator for, at bygningernes tagrum var tænkt til opbevaring, hvilket kan ses af vestlængens høgab. I den sydlige længes midterste fag er det stadig muligt at aflæse den tidligere portgennemkørsel.   

Endvidere knytter den kulturhistoriske værdi sig til avlsgårdens vestlige længe, der er en usædvanlig stor agerumslade. I det indre ses en velbevaret højremskonstruktion, der tidligere var en konstruktionstype anvendt for at opnå en vis bredde for en lade. Bredden muliggjorde en lettere arbejdsgang, da pålæssede vogne dermed kunne køre direkte ind i bygningen på langs, hvilket tillige ses af de bevarede brede porte i ladens gavle. I den sydlige del af laden er et magasin med ældre bræddedæk, trapper og i bræddevæggen ind til selve laden er luger og et hejseværk.

For alle avlsbygningens længer, dog primært i den vest- og østlige gælder det, at den enkle materialeholdning sørger for, at længernes praktiske brug kan aflæses. Dette gælder især det bevarede staldinventar med herskabsstalde placeret længst mod hovedbygningen, de bevarede ældre teglstensgulve og bræddelofterne med synligt bjælkelag.

Endelig knyttes der kulturhistorisk værdi til bygningshistorien, hvor den største og væsentligste ombygning af hovedbygningen er præciseret ved hoveddørens fordakning med årstallet 1848 og navnet på bygherren Otto Moltke. Korspostvinduerne og den høje hoveddør med konsolbåren trekantfronton og inskriptionsplade er typisk for 1800-tallets sene empirestil. Facadens opdeling med pilastre mellem hvert fag er derimod et træk, der er kendetegnet for barokken, og derfor kan det tyde på, at pilastrene er videreført fra den ældre bygning. I det indre ses enkelte træk fra 1700-tallet, men primært er bygningsdetaljerne fra midten af 1800-tallet, hvilket underbygger fortællingen om Otto Moltkes modernisering. 

Arkitektonisk værdi:
Hovedbygningen fremstår stærk og enkel med et symmetrisk, arkitektonisk udtryk, hvor alle bygningselementer indordner sig efter den vertikale takt af hvide lisener. De to sidelænger, soklen, den refendfugede nedre del og det relativt lave, ubrudte tag sørger for en underspillet horisontal deling og tilsammen skabes et velproportioneret bygningsvolumen. De to høje skorstenspiber underbygger symmetrien. 

Indvendigt findes arkitektonisk værdi ved de tofløjede døres placering en filade, hvilket gør, at der skabes gennemgående kig på tværs af stuerne og den store hall, hvilket har en stor værdi for både lysforhold og for læsbarheden af den symmetriske og enkle grundplan. Lysforholdet har tillige en indvirkning i den store, dobbelthøje hall. De bevarede bygningsdele som lysnings- og brystningspaneler, fyldingsdøre med gerichter, ældre beslag og hængsler sørger sammen med lodposter, ovne og stukkatur i lofterne for, at stuerne og flere værelser fremtræder helstøbte og elegante.   

For avlslængerne relaterer den arkitektoniske værdi sig til de lave bindingsværksmure og stejle, stråtækkede, halvvalmede tage, der skaber tre velproportionerede bygningskroppe. Det taktfaste bindingsværk med gennemgående skråstivere og uret i den sydlige lades tagflade er tillige elementer, som sørger for, at disse bygninger har et enkelt men virkningsfuldt arkitektonisk udtryk.
Bærende fredningsværdier:
I Espes ydre knytter de bærende fredningsværdier sig til det samlede anlæg med hovedbygningen og de øvrige bygningers symmetriske placering omkring gårdspladsen.

I hovedbygningens ydre knytter de bærende fredningsværdier sig proportioneringen og symmetrien, til facaderne med samtlige detaljer og de store, ubrudte teglhængte tagflader og skorstenspiberne i rygningen. Hertil kommer de ældre vinduer og døre med alle detaljer, samt den overalt traditionelle materialeholdning. 

I hovedbygningens indre knytter de bærende fredningsværdier sig til den ældre planløsning, herunder især inddelingen med stuer en suite og døre en filade, samt hall’en og værelserne på førstesalen. Hertil kommer det store tagrum med tømmerkonstruktion og pigeværelser. De bærende bredningsværdier knytter sig tillige til de mange ældre bygningsdele og overflader, herunder forskellige typer trægulve, pudsede vægge, paneler, døre, gerichter, kaminer, støbejernsovne, trapper og pudsede lofter med stukkatur. Endelig gælder det den traditionelle materialeholdning.

I avlsbygningernes ydre knytter de bærende fredningsværdier sig til deres enkle fremtræden i grundmur eller taktfast bindingsværk. Hertil kommer alle de ubrudte tagflader, der nærmest hovedbygningen er teglhængt, mens de øvrige er stråtækkede med mønning og kragetræer. Endvidere gælder det alle bevarede og traditionelle bygningsdele som støbejernsvinduer, revleporte, -luger og -døre samt høgab og uret på den midterste længe. Endelig gælder det den traditionelle materialeholdning. 

I avlsgårdens indre knytter de bærende fredningsværdier sig til de store åbne rum og de bevarede dele af konstruktionen, herunder særligt agerumslade mod vest med tilhørende etageinddelinger mod syd. Til østlængens ældre staldinventar, stenbelægninger og bræddelofter med synligt bjælkelag. Endelig gælder det den enkle og traditionelle materialeholdning. 

Antal bygninger:
4
Antal andre objekter:
0
Komplekstype:
Herregård
Bebyggelsestype:
Fritliggende ejendom - Herregård
Fredningsstatus:
Fredet og tinglyst bevaringsdeklaration
Fredningsomgivelse:

Sagsbehandlinger

Type:
Bevaringsdeklaration
Dato:
08-08-1989
Journal nr.:
625-4-20/80

Type:
Bevaringsdeklaration
Dato:
05-01-1977
Journal nr.:
66-4-16/75

Type:
Tinglyst fredning
Dato:
31-12-1949
Begrundelse:
Det storslåede herregårdskompleks, som i sin aksialitet og detailudformning er typisk for 1700-tallet, har betydelige arkitektoniske og kulturhistoriske fredningsværdier, samtidig med at de fredede bygninger indgår i en større miljømæssigt værdifuld helhed. (Vestsjællands gennemgangen, Planstyrelsen 1991).
Journal nr.:
6/49


Dokumenter

Navn:
Fredningsbeskrivelse
Dokumenttype:
PDF-dokument



Omfattede bygninger: 4


Fredet bygning Espevej 56
Fredet bygning Espevej 56
Fredet bygning Espevej 56
Fredet bygning Espevej 56

Fredede omgivelser: 0



Relaterede sager: 0
Slots- og Kulturstyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V
telefon 33 95 42 00
ur   ul
 
 
dr   dl
  tap