Sag: Skælskør tidl. Rådhus

Gammeltorv 013, Slagelse
Fredningssag
Fredningsstatus:
Med omgivelser fredet
Aktuel status:
Aktiv
Komplekstype:
Rådhus
Antal bygninger:
2
Klik på kortet for at se et større udsnit.

Sagsoplysninger

Type:
Fredningssag
Betegnelse:
Skælskør tidl. Rådhus
Aktuel status:
Aktiv
Beliggenhed:
Gammeltorv 013
Kommune:
Slagelse
Omfang:
Skælskør tidl. råd-, ting- og arresthus med det tilhørende udhus, de tre indre gårde og de omsluttende mure (1896 af F.C.C. Hansen). F. 2001.
Beskrivelse:
"Jf. bilag til Bygningssynets møde den 23. august 2000. Bygningshistorie: Det tidligere råd-, ting- og arresthus, der er beliggende centralt i den gamle Skælskør bymidte som nabo til kirken og den fredede latinskole, er byens fjerde rådhus. Byens ældste rådhus blev i 1682 nedrevet og i 1736 erstattet af et fortsat eksisterende rådhus, også beliggende ud mod Gammel Torv. Dette blev i 1829 afløst af et tredje rådhus, som imidlertid blev nedrevet efter opførelsen af nærværende fredningsforslag i 1896. Bygningen husede både anklagemyndighed, dommer og borgmester, som frem til retsplejelovens vedtagelse i 1916 var én og samme person. I 1938, hvor det kommunalt organiserede ordenspoliti blev afskaffet og erstattet af et enhedspoliti under Justitsministeriet, erhvervede ministeriet ejendommen og udlejede herefter byrådssalen til byrådets møder. Husets funktion som arrest ophørte i 1955, og i 1980 blev bygningen solgt af Justitsministeriet tilbage til Skælskør Kommune. Lokalerne i bygningens stueetage anvendes i dag som politistation, mens førstesalen benyttes af byretten og som mødelokaler for byrådet. Den egentlige rådhusfunktion er løbende blevet henlagt til Skælskørs nyeste rådhus, opført ca. 1980 omkring nogle ældre bygninger i byens østlige del. Beskrivelse: Det tidligere råd-, og ting- og arresthus har en vinkelformet grundplan med råd- og tinghus i hovedlængen ud mod Gammel Torv og arrest i sidelængen vinkelret herpå. Til arresten er mod vest knyttet en lille, én-etages fløj med pigekammer og kul-/brænderum, der adskiller den foranliggende forgård og den bagvedliggende, lukkede ""Arrestantgård"", og mod øst en længere, én-etages fløj med tidligere vaskerum, kul-/brænderum og møddingsrum. Denne længe afslutter mod nord ""Rådhusgården"". Anlægget sluttes i forlængelse af bygningsmurene af høje mure i røde blanksten, der gennembrydes af to dobbeltporte, én til ""Rådhusgården"" og én i den kamtakkede mur til arrestens forgård. Råd- og tinghuset: Råd- og tinghuset er en fem fag lang bygning i to etager med røde blankstensmure og et stejlt sadeltag, der er tækket med de originale sorte og røde skifer, lagt i et dekorativt, diagonalt mønster. I taget har man bevaret de oprindelige tagkviste og de fire, originale skorstene. Huset er opført i en tidstypisk, nygotisk historicisme, som gerne anvendtes til periodens offentlige byggeri. Rådhuset er således prydet af en kamtakket gavlkvist og af kamtakkede gavle med aflange blændinger, som genfindes i nabobygningerne; kirken og latinskolen. Det gotiserende, vertikale udtryk forstærkes i den midtstillede indgangsdørs spidsbue og i førstesalens spidsbuede vinduer. Horisontalt brydes facaden af en kordon- og en hovedgesims i grønne formsten. Bygningen har bevaret den oprindelige, tofløjede trædør med gotiske, spidsbuede ruder og overalt de originale fire- og seksrammede vinduer med småsprossede, grønmalede rammer, indfattet af røde og grønne formsten og med sålbænke af grønt glaserede formsten. Endvidere har man formået at bevare facadens fine, keramiske udsmykninger, udført af billedhuggeren Rasmus Harboe: over indgangsdøren Skælskør byvåben, over førstesalens vinduer ornamenter med symboler for byens fire vigtigste næringsveje - handel, landbrug, håndværk og søfart/fiskeri - og øverst, i gavlkvistens niche, en farverig majolika-skulptur af en blændet Justitia med vægt, skænket af fire, lokale godsejere. På hver side af porten til arrestens forgård ses endvidere to runde keramikrelieffer med fuglemotiver, der meget humoristisk illustrerer, hvem der har sin gang gennem porten - (""fuld som...."") en allike og (""stjæle som...."") en ravn. I det indre: I det indre er bygningen disponeret omkring en central forhal med et bagvedliggende, dobbelthøjt trapperum til førstesalen. Forhallen flankeres i stueetagen mod øst af to kontorer, tidligere til borgmesteren/herredsfogeden med egen indgang fra Skovvej, mod vest af tre kontorer, der frem til arrestens ophør i 1955 var indrettet som lejlighed til arrestforvareren. Herfra er der fortsat gennem en gitterdør adgang til selve arresten. Samtlige stueetagens rum er indrettet som kontorer for Skælskør Politi og har linoleumsgulve, enkle, hvidkalkede stuklofter og originale, men nu hvidmalede fyldningsdøre. I modsætning hertil er forhallen rigt dekoreret i varme og kraftige, røde, grønne, gule og blå nuancer: gulvet har således bevaret de originale fliser med geometriske og florale mønstre, fyldningsdørene er rødmalede, og de hvidmalede vægge er kvadret med spinkle røde streger med et nekelt mønster af røde, franske liljer og øverst en bølgebort med mønstre af muslinger, ""skælfisk"", i bølger af grus, ""ør"", deraf bynavnet. Endvidere har rummet en rigt dekoreret portbue med bånd- og blomsterlyng, inspireret af de middelalderlige kalkmalerier, samt et kassetteret, bemalet træloft. Fra forhallen er der adgang til det dobbelthøje trapperum med den originale trappe med mørke træbalustre og - håndlister, ludbehandlede trætrin, kvadermalede vægge, et pudset loft med farverige blomsterdekorationer og et meget højt, spidsbuet vindue med klart glas. Gennem en dekoreret portbue har man fra trappen adgang til førstesalen, der er disponeret med en længdegående sidekorridor med kvader- og liljedekorerede vægge og et fint bemalet, mørkt træloft med synlige bindbjælker. Korridoren er møbleret med to ældre træbænke med høje rygge, udført til huset. Fra den brede korridor er der adgang til den centralt placerede ""Rådhussal"", flankeret mod vest af den tidligere ""Tingstue"", forbundet med et mindre ""Venteværelse"" og mod øst af det tidligere ""Udvalgsværelse"", forbundet med et mindre ""Arkiv"". Byrådssalen: Den centralt placerede byrådssal - der fortsat fungerer som repræsentativt møderum for byrådet - er et stort rum med de originale, nu ludbehandlede, men tidligere ferniserede, bræddegulve, høje, mørkt ådrede vægpaneler og fyldningsdøre og et træloft med synlige bindbjælker, bemalet med blomsterslyng i varme farver. Rummets to fajanceovne blev i 1936 erstattet af to indbyggede hjørneskabe. I salen har man bevaret de to vægbuster af Kong Christian den IX og dronning Louise og endvidere det originale møblement . et svært egetræsbord og egetræsstole med udskårne rygge - samt den originale messinglysekrone og fire originale lampetter. Tingstuen: Den tidligere tingstue, der nu fungerer som domssal, har ludbehandlede bræddegulve, høje, hvidmalede vægpaneler og hvidmalede fyldningsdøre samt pudset og bemalet loft. Det tidligere venteværelse i forbindelse hermed har bræddegulve og hvidpudset loft samt hvidmalede fyldningsdøre. Udvalgsværelset: Det tidligere udvalgsværelse i etagens modsatte ende fremstår ligeledes med ludbehandlet trægulv og hvidpudset loft og er møbleret med det oprindelige inventar, bestående af et egetræsbord med tilhørende stole med udskårne rygge, reol, vægur og skrivebord. Det tidligere arkiv i forbindelse hermed fungerer i dag som bryllupsværelse og fremstår med bræddegulve, hvidpudset loft og hvidmalede fyldningsdøre. Arresthuset: Arresthuset, som man udvendigt fra alene har adgang til gennem forgårdens port, er en noget mere nøgtern, seks fag bred, toetages bygning med røde blankstensfacader og et stejlt sadeltag, tækket med sort skifer og udstyret med seks originale skorstene. Bygningen har bevaret sine oprindelige, små ""staldagtige"" tremmevinduer i såvel stueetgaen som på første sal og desuden de to større vinduer af almindeligt format i førstesalens sydligste fag mod rådhusgården. hvor der siden opførelsen har været indrettet en ""fællescelle"" med mindre opsyn. Arresthusets indre: I det indre rummer den velbevarede arrest i begge etager en sidekorridor mod den vestvendte arrestantgård, og mod den østvendte rådhusgård fem celler, hvoraf de to sydligste på førstesalen, som førnævnt altid har været sammenlagt til én fællescelle. En original, spinkel trappe med diagonalt mønstrede jernssprosser forbinder de to etager. Cellerne har alle bevaret de oprindelige, gråmalede døre med låsetøj og glughul og en enkelt celle har den originale klapseng i mørkt lakeret træ. Bygningen har siden den ophørte som arrest i 1955 fungeret som depot. Vedligeholdelsestilstand: Bygningen er siden 1991 blevet sat meget fint i stand og fremstår derfor meget velholdt og særdeles intakt. Arresten bærer dog præg af at fungere som depot, men tænkes indrettet som lokalt ""fængselsmuseum"". Planbestemmelser: Området er omfattet af en bevarende lokalplan. Kommuneatlas: Rådhuset har i Kommuneatlas Skælskør (1994) høj bevaringsværdi."
Antal bygninger:
2
Antal andre objekter:
0
Komplekstype:
Rådhus
Bebyggelsestype:
Købstad - Den gamle bykerne
Fredningsstatus:
Med omgivelser fredet
Fredningsomgivelse:
Gårdrum, gårdsplads ; Mur ; Udhus

Sagsbehandlinger

Type:
Tinglyst fredning
Dato:
02-10-2001
Begrundelse:
Jf. brev af den 27. marts 2001. Begrundelse: Begrundelsen for fredningen er, at Skælskør tidligere råd-, ting- og arresthus med det tilhørende udhus, de tre indre gårde og de omsluttende mure (1896 af F.C.C. Hansen) har de kulturhistoriske og de arkitektoniske værdier, der kan begrunde en fredning. Bygningskomplekset er et meget intakt eksempel på tidligere tiders kombinerede råd-, ting- og arresthuse - her med en fuldkommen intakt plan, i stueetagen med borgmester-/herredsfogedkontor med egen indgang og arrestforvarerlejlighed med direkte gangforbindelse til de bagvedliggende celler, og på førstesalen med byrådssal, flankeret af tingstue m.v. Samtidig er huset en fin repræsentant for det sene 1800-tals solide og kvalitative, offentlige arkitektur, her i en tidstypisk, gotiserende historicisme, som kommer til udtryk i de kamtakkede gavle og facadens skulptursmykkede gavlkvist, de spidsbuede døre og vinduer og det velbevarede, rigt dekorerede interiør med mønstrede flisegulve, bemalede vægge, buer og lofter samt mørktådret træværk på førstesalen. Skov- og Naturstyrelsen skal nedvidere anbefale, at Skælskør Kommune, som foreslået af kommunen selv, lader tinglyse en sikring på stedet af det originale, ikke nagelfaste møblement i bygningens rådhussal og udvalgsværelse.
Journal nr.:
2001-911/331-0002


Omfattede bygninger: 2


Fredet bygning Gammeltorv 13
Fredet bygning Gammeltorv 13

Fredede omgivelser: 3

Signatur Gårdrum, gårdsplads
Signatur Mur
Omsluttende mure
Signatur Udhus


Relaterede sager: 0
Slots- og Kulturstyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V
telefon 33 95 42 00
ur   ul
 
 
dr   dl
  tap