Sag: Borreby

Borrebyvej 45-49, Slagelse
Fredningssag
Fredningsstatus:
Med omgivelser fredet og tinglyst bev.dekl.
Aktuel status:
Aktiv
Komplekstype:
Herregård
Antal bygninger:
9
Klik på kortet for at se et større udsnit.

Sagsoplysninger

Type:
Fredningssag
Betegnelse:
Borreby
Aktuel status:
Aktiv
Beliggenhed:
Borrebyvej 45-49
Kommune:
Slagelse
Omfang:
Dobbeltvoldstedet med grave og broer, hovedbygningens nordfløj (1598), østfløj (1639), sydfløj (1642) og vestfløj med portgennemkørsel (1649, ombygget 1781 og 1850) og den vest derfor liggende vognportbygning og tinghuset samt laden langs nordre grav og samtlige bygninger langs søndre grav.
Fredet 1918. Udvidet 1954.*
Beskrivelse:
Syd for hovedbygningen ligger vest- og østfløjen, som afgrænser den pigstensbelagte borggård. Vest- og sydfløjen er to næsten identiske, toetages bygninger, hvis nordgavle rejser sig af voldgraven. Bygningerne er opført med kampestenssokler og granitkvadre, mure af røde munkesten, muret i krydsforbandt, med murankre, tandsnitsgesimser samt røde, teglhængte heltage med traditionelle skorstenspiber i rygningerne. I tagfladerne ses enkelte ældre tagvinduer. Vinduerne er ældre, smårudede krydspostvinduer, der i vestfløjen sidder i kurvehanksbuede vinduesåbninger med affasede hjørner. I vestfløjen er der tillige ældre, smårudede kældervinduer udført i støbejern. I østfløjens gårdside er en nyere, tofløjet dør med fyldinger nederst og små ruder øverst samt to ældre, kurvehanksbuede revledøre, som er henholdsvis en- og tofløjet. I østfløjens haveside er to nyere døre med fyldinger nederst og små ruder øverst. I vestfløjens gårdside er fire ældre, enfløjede revledøre, hvoraf de tre er kurvehanksbuede, og i vestsiden er en ældre, tofløjet revledør med opdelt overvindue. Midt i vestlængen er en pigstensbelagt portgennemkørsel med rundbuede portåbninger, vægge og murpiller i røde munkesten samt hvidkalkede grathvælv. I nordvæggen ligger ølandsbelagte trappetrin foran en ældre, tofløjet revleport med flammeret front. Samtlige vinduer og døre er mørkegrønne. Mod syd er østfløjen bygget sammen med en énetages vognportbygning med et stejlt heltag hængt med røde tegl. Soklen er af granitkvadre og kampesten, murværket er af røde og gule sten, afsluttet af en sparrenkopgesims. Vinduerne er ældre, smårudede krydspostvinduer og den ene port er en ældre skydeport, mens den anden er en ældre, tofløjet revleport.      

Østfløjen, der tidligere fungerede som køkken og vaskefløj og senere forpagterbolig, er indrettet som en bolig i to etager. På første stokværk er den langsgående hovedskillevæg fjernet i den midterste del af bygningen, mens den på andet stokværk er fjernet i den søndre del. Første stokværk indeholder forstue, køkken og baggang placeret mod gården, mens stuerne ligger ud mod haven. I midten er tillige to gennemlyste stuer. Fra forstuen fører en ældre kvartsvingstrappe op til andet stokværk, der er indrettet med værelser mod haven og badeværelser mod gårdspladsen. Mod syd er en stort gennemlyst sal. En ældre loftstrappe fører op til den uudnyttede tagetage. Østfløjens indre er kendetegnet ved en blandet materialeholdning med bræddegulve, mønsterlagte parketgulve og enkelte terrazzo- eller vinylbelagte gulve samt pudsede vægge og lofter med en lav hulkehlsstuk, tøndehvælvede lofter og gipspladelofter. Der er ældre revledøre, en- og tofløjede fyldingsdøre med tilhørende gerichter, og vinduerne har ældre anverfere og stormkroge. Under en del af østfløjen er en tøndehvælvet kælder med hvælv, der tidligere har stået hvidkalkede, samt gulv af jord eller pigsten. Vognportbygningen indeholder foruden en stor gennemlyst vognport to rum mod syd, der er adskilt af bindingsværksskillevægge. Gulvene er støbte, væggene hvidkalkede over stok og sten, og i loftet er de synlige bjælker malet røde, mens loftbrædderne står ubehandlede. I tagrummet ses en ældre tagkonstruktion med understrøgne tagsten.      

Vestfløjen er indrettet med en bolig i to etager, dog udgøres en del af nedre stokværk af et kapel. I boligdelen er en ældre, traditionel planløsning bevaret med en stort set gennemgående hovedskillevæg, kun på andet stokværk er hovedskillevæggen fjernet i køkken og stue. Indgangen til boligen sker fra porten, hvor der mod borggården er en forstue, en korridor med en ældre ligeløbstrappe til andet stokværk samt et badeværelse, og mod ladegården er fire værelser. Andet stokværk er omkring trappen indrettet som nedre stokværk med badeværelse og værelser, mens den søndre del er indrettet med gennemlyste stuer, kabinetter og et køkken med tilhørende pigekamre. Fra køkkenet er der via en ældre, stejl loftstrappe adgang til to gavlværelser mod syd samt det resterende tagrum, der er uudnyttet, hvor en ældre tagkonstruktion med en kongekonstruktion og understrøgne tagsten er synlige. I det sydøstre hjørne fører en ældre kvartsvingstrappe tillige ned til nedre stokværk, der ligger syd for porten, og som indeholder vestfløjens ældre køkken med madelevator og fadebur. Vestfløjens indre er kendetegnet ved en blandet materialeholdning med mønsterlagte parket-, brædde-, ølandsflise-, terrazzo- og teglstensgulve samt gulve belagt med linoleum, pudsede vægge, systemgipspladelofter, pudsede lofter, hvoraf andet stokværks lofter er forsynet med stuk. Der er ældre bygningsdele som revledøre, fyldingsdøre med indstukne hængsler, marmorerede gerichter, en bilæggerovn, en oversigtstavle fra herskabets kaldesystem og endelig har vinduerne med 1700-tals rundposte ældre stormkroge og anverfere. Kapellet syd for portfløjen står med et fuldstændigt intakt rokokoudstyr, herunder en vægfast herskabsstol med skydevinduer, en alterskranke med kronede spejlmonogrammer, prædikestol og orgel. Gulvet er af ølandsfliser, væggene er fuldt panellerede med religiøse malerier, og loftet er hvidkalket og udgøres af en række af smalle, flade buer med påsatte lister. Der er to selvstændige kældre under vestfløjen, som begge udgøres af tøndehvælvede rum med støbte gulve, jord- eller pigstensgulve samt hvidkalkede hvælv. I den nordre kælder er bevaret to støbte kar samt en ældre revledør med pålagte fyldinger.  

Mod syd er vestfløjen ved en mur med en stor portåbning sammenbygget med avlsbygningerne, som ligger langs den søndre voldgrav, herunder også tinghuset. Bygningerne er opført i én etage med kampestenssokler og granitkvadre, mure af røde, gulrøde og gule teglsten, muret i krydsforbandt med en simpel, muret gesims samt røde, teglhængte heltage, som mod vest afsluttes af en helvalmet gavl. I den østligste længe, herskabsstalden, ses en traditionel skorstenspibe i rygningen, og de to vestligste staldbygninger adskilles af en brandkam udført som en kamtakket gavl. I tagfladerne mod ladegården er der frontkviste med teglhængte tage og lugeåbninger foroven. Vinduerne er hovedsageligt ældre, opdelte støbejernsstaldvinduer samt opdelte trævinduer i forskellige formater. Dørene er ældre en- eller tofløjede revledøre, og portene er ældre skydeporte. Vinduer, døre og porte er malet mørkegrønne, mens revlelugerne er jægergrønne.

Tinghuset adskiller sig fra de øvrige bygninger, idet bygningen er opført i to etager med kamtakkede gavle udsmykket af bånd af formsten. Mod ladegården er to traditionelt udførte revleporte, som sidder i dobbeltfalsede, kurvehanksbuede portåbninger, og over portene er revleluger med små glasruder. Porte og luger er malet mørkebrune. På sydsiden, ud mod voldgraven, er der dobbeltfalsede, fladbuede vinduesåbninger, hvori der sidder ældre, smårudede vinduer med buet overkarm.

Avlsbygningerne og tinghuset langs søndre voldgrav er indvendigt kendetegnet ved en ældre og traditionel materialeholdning med støbte gulve, hvidkalkede vægge og synlige, hvidkalkede bjælker og loftbrædder. I tinghuset er der pigstensgulve, hvidkalkede vægge, synlige bjælker og loftbrædder samt en ældre, langsgående tømmerkonstruktion. Ældre ligeløbstrapper forbinder tinghusets tre etager, og i gavlene på første stokværk er der en ældre branddør ind til de tilstødende hølofter. I herskabsstalden er der pigstens-belægning langs ydervæggene, og en række stolper markerer, hvor hesteboksene var. Mellem vinduerne ses nicher med integrerede høhække. I midten er der mønsterlagt brostensbelægning og herover et pudset loft med en svag bue. I herskabsstaldens østende er et par værelser med bræddegulve, ældre revledøre og pudsede lofter. Samtlige tagrum er uudnyttede, og tagene er understrøgne. Herskabsstalden og tinghuset anvendes til udstillingsformål.

Bygningerne, der rejser sig af den nordre voldgrav består mod vest af en stor, énetages ladebygning, som er sammenbygget med en énetages vognportbygning, der igen er sammenbygget med en toetages portbygning. Bygningerne er opført med sokler af granitkvadre, mure af røde teglsten, muret i krydsforbandt med en simpel muret gesims samt røde, teglhængte heltage, undtagen ladebygningen, som har et nyere eternitpladetag. Vognportbygningens tagflade mod voldgraven bærer ældre tagsten, mens der mod gårdspladsen ligger nyere tagsten. I vognportbygningen og portbygningen er der flere nyere og ældre tagvinduer i tagfladen. Ladebygningen er forsynet med ældre, krydsopsprossede støbejernsvinduer samt små, både ældre og nyere, etrammede vinduer, der ligeledes sidder i vognportbygningen. Portbygningen har ældre revleluger med små ruder beskyttet af spinkle tremmer, og i portbygningens kælderetage er der tremmer i vinduesåbningerne. Samtlige døre og porte er ældre eller traditionelt udførte revledøre og -porte. Luger, døre og porte er alle malet sorte. På portbygningens nordside er en fremskudt gavlkvist afsluttet af en gesimsindrammet trekantfronton. Portåbningerne er rundbuede og mod nord er en nyere gitterport af træ, der er en rest fra en teaterkulisse. Portgennemkørslen har pigstensbelægning, vægge med sparenicher opmuret i røde munkesten og et hvidkalket tøndehvælv. I portbygningens murværk ses en del murankre, og murværket afsluttes øverst af en savsnitsgesims.

Avlsbygningerne og portbygningen langs nordre voldgrav er indvendigt kendetegnet ved en ældre eller en traditionel materialeholdning. Ladebygningen har støbte gulve, hvidkalkede vægge eller vægge i rød, blank mur samt en synlig tømmerkonstruktion med gitterspær ligesom undersiden af det oprindelige spåntag er synligt. Ladens østre og vestre del adskilles af en ny, træbeklædt brandvæg af gips med store, træbeklædte skydeporte. Den østre del er indrettet til teatersal med mobil scene og siddetribune, og en nyere ståltrappe giver adgang til en balkon ved østgavlen. Den vestre del står i hovedtræk, som dengang den fungerede som ridehal. Vognportbygningen, der anvendes til café med tilhørende anretterkøkken, har nye støbte gulve (beton med islagssten), vægge i rød, blank mur samt en synlig tømmerkonstruktion af søjler, kopbånd og en langsgående drager, der bærer et synligt bjælkelag med loftbrædder. Bygningen har fast undertag af brædder og pap. Tagetagen har nyere bræddegulv, fritliggende hanebånd støttet af søjler og en langsgående drager samt bræddeklædte vægge og skråvægge, og rummet er åbent til kip. Tagetagen anvendes af skuespillere og syersker etc. Fra tagetagen er der adgang gennem gavlene til både teatersalen i ladebygningen og loftet over vognportbygningen. Portbygningen, der mestendels anvendes til opmagasinering, har gulv af kampesten og lerstampet jord i kælderen øst for porten, der har fungeret som fangekælder, mens de øvrige etager har ældre bræddegulv. På alle etager er væggene hvidkalkede og en tømmerkonstruktion med stolper, dragere og kopbånd bærer de synlige bjælkelag.
Bygningshistorie:
Borreby ligger ved en lille vig i fjorden syd for Skælskør omgivet af opdyrkede marker. Anlægget, der er fortidsmindefredet, består af et stort, rektangulært dobbeltvoldsted med en snæver borgholm til hovedbygningen udsparet midt i ladegårdsholmens nordside. Mod nord, øst og syd er der vandfyldte grave. Ud over ladegårdsholmens store ladegårdsbebyggelse mod vest, hvoraf bygningerne langs nordre og søndre grav er omfattet af fredningen, er der modsat hovedbygningen en mindre borggård, der indrammes af en øst- og en vestfløj, og øst herfor indhegner en u-formet allé haven, som fortsætter på den anden side af voldgraven mod syd og øst. Ankomsten til Borreby sker fra nord, hvor en grundmuret bro med fladbuede hvælv, murede sider og pigstensbelægning fører over til portbygningen på ladegårdsholmen. Gennem portgennemkørslen i vestfløjen er der adgang til den indre borggård, hvor en grundmuret bro med fladbuede hvælv, som hviler på granitpiller, smedet gelænder og ølandsflisebelægning fører over til borgholmen og hovedbygningen.

Hovedbygningen består af en rektangulær, grundmuret fløj med to hovedstokværk, det øvre er fremkraget over en fladbuefrise og derover er et kraftigere udkraget halvstokværk, kaldet skytteloftet, som afsluttes af et rødt, teglhængt heltag med høj rejsning og fire murede skorstenspiber i rygningen. På nordsiden er to hjørnetårne samt et kraftigere midtertårn, og mod syd er et asymmetrisk placeret trappetårn – alle tårne er firkantede og afsluttet af stejle, røde heltage. Ved samtlige tårne ses hemmeligheder, der træder frem som flade murpiller ved hjørnerne. Bygningen er opført på en svær sokkel af granitkvadre med mure af røde munkesten, muret i krydsforbandt, og udsmykket med buefriser. Det udkragede halvstokværk bæres af bjælker af granit og sandsten. Hovedbygningen har ældre korspostvinduer og torammede vinduer, alle med små ruder, der er placeret i kurvehanksbuede vinduesåbninger med affasede hjørner og fremspringende formstensfordakninger, der også markerer en stor del af skydeskårene, som er placeret side om side med vinduerne i tårne og gavle. Hertil kommer en mængde små, ældre kurvehanksbuede vinduer med små ruder. Imellem skytteloftets kragsten ses en række skoldehuller. Overalt i murværket er der enkle murankre. I østsiden af trappetårnet fører en bred granittrappe med smedet værn op til en ældre revledør med bukkehornsbeslag, der sidder i en kurvehanksformet døråbning med affasede kanter. Mod syd er en nyere, men traditionelt udført, kurvehanksbuet dør med fyldinger nederst og små ruder øverst. I østgavlen fører en ældre granittrappe med smedet værn op til en ældre, tofløjet havedør med fyldinger og små ruder samt derover et smårudet, todelt overvindue. Vinduer og døre er malet mørkegrønne.      

Hovedbygningen, der anvendes til beboelse, har en ældre grundplan, og trappetårnets murede trappe med trin af ølandsfliser eller gravsten giver adgang til samtlige etager: kælder, første stokværk, andet stokværk, skytteloft og loft. Kælderen udgøres af to rækker tøndehvælvede rum, som har forskellige typer stengulve og hvidkalkede hvælv samt fangehuller i hjørnetårnene. I midtertårnet er en ældre spindeltrappe med trætrin, som giver adgang til første og andet stokværk. Første stokværk har foruden en stor forstue gennemlyste gavlstuer mod øst og vest, hvorfra der er adgang til hjørnetårnene, hvoraf det vestre rummer et bibliotek. Mod nord er en spisestue og i midtertårnet et køkken. Andet stokværk indeholder en stor, gennemlyst riddersal samt værelser på hver side af denne. I østre hjørnetårn og midtertårnet er der badeværelser, og langs nordsiden er der adgang til de tidligere hemmeligheder samt spindeltrappen til kælderen. Skytteloftet er indrettet med et gennemlyst bibliotek over riddersalen og værelser til hver side samt et badeværelse. Mod øst og vest er bevaret en rest af vægtergangen, som i dag fører ud til hjørnetårnene. I tagetagen, der er uudnyttet, ses en imponerende tagkonstruktion med understrøgne tagsten.

Hovedbygningen har generelt en ældre og traditionel materialeholdning, kun enkelte rum som badeværelser og køkken med tilhørende opbevaringsrum har nyere overflader som linoleums- og klinkegulv samt lette skillevægge. Første- og andet stokværk samt skytteloftet har bræddegulve, mønsterlagte parketgulve, pudsede vægge med brystningspaneler og gyldenlædertapeter, opspændte lærreder, gobeliner eller kalkmalerier samt pudsede lofter med stuk, synlige bræddelofter med bemalede, konsolbårne bjælker og i hjørnetårnene nethvælv med bemalinger. Der er bevaret flere ældre bygningsdele og -detaljer, herunder en- og tofløjede fyldingsdøre med portaler eller gerichter omkring, dørstykker, sandstenskaminer, etagevindovne og bilæggerovne.   

I 1345 blev Borreby eller ”Borgby” første gang nævnt i de skriftlige kilder som en borg beliggende på højdedraget kaldet Borren på næsset ved Skælskør Fjord borganlæg på en banke, syd for den nuværende hovedbygning. I 1410 købte roskildebispen Peder Jensen Lodehat Borreby. Ved reformationen i 1536 tilfaldt Borreby kronen, der belønnede sine trofaste støtter og i 1553 overlod Borreby til kansler Johan Friis af Hesselagergård. Den i grevens fejde ødelagte borg på næsset blev ikke genopført, i stedet nedlagde kansleren den nærved liggende landsby og opførte den nuværende hovedbygning.

Borreby blev opført i 1556 af Hesselagergårds bygherre, kansler Johan Friis, der oprindeligt lod hovedbygningen opføre med kamtakkede eller svungne gavle. Ud over hovedbygningen lod Johan Friis opføre en sydfløj med et højt, ottekantet tårn, der afgrænsede den indre borggård, samt en ny ladegård og et tinghus. Tillige fik han ved en inddæmning, som krævede stor ingeniørmæssig kunnen, ledt vandet fra Skælskør Fjord til voldgravsanlægget omkring sin nyanlagte herreborg.

Johan Friis var ugift og efterlod ved sin død i 1570 Borreby til brodersønnen Christian Friis, som lod opføre en køkkenfløj mod øst i 1605 og en modstående vestfløj i 1606, der sammen med sydfløjen afgrænsede den indre borggård. Portbygningen med faldgitter lod han opføre i 1606.   

Den indre borggårds sydfløj med tårn blev nedrevet i 1680. Christian Friis’ brodersønner, Valdemar og Christian Daa, havde delt herregården imellem sig. Valdemar fik hovedbygningen og Christian fik sydfløjen samt ladegården, men fordi sydfløjen havde både tårn og spir fortrød Valdemar sidenhen, idet hovedbygningen ikke havde dette. Så mens Christian var et par uger borte, lod Valdemar sine bønder nedtage spiret og nedbryde tårnet til grunden. Snart efter blev også resten af sydfløjen nedbrudt.    

Haven blev anlagt i fransk stil i 1750 under geheimeråd Villum Berregaards ejerskab, der også i begyndelsen af 1750´erne lod hovedbygningen modernisere. Bjælkelofterne blev nedforskallet og fik stuklofter med kraftige gesimser, der stod til det fornemme, tidssvarende træværk, endnu bevaret i nedre stokværk med brede fløjdøre og svære gerichter samt lave brystnings- og lysningspaneler. De to gavlsale blev hængt med gobeliner. Salen fik udgang til haven, og i et tårnværelse blev opsat pousserede fliser fra Blåtårn-fabrikken, ligesom et par vindovne med fajanceoverdel.

Villum Berregaard lod ligeledes kapellet i den venstre fløj indrette i 1754, hvor kapellets vægge blev beklædt med rokokoplader og indfældede malerier med bibelske motiver. Altertavlen er ligeledes typisk rokoko, og Villum Berregaard fik sit og sin hustrus monogrammer indsat i smedejernet omkring alterskranken.  

1783 erhvervede general Joachim Melchior Castenschiold Borreby, og han lod haven udvide om omlægge sammen med gartner Lehr.

I 1850´erne underkastede generalens sønnesøn, Adolf Frederik Holten Castenschiold, ladegården en grundig modernisering, hvor bygningernes gavle blev forsynet med kamtakker. I midten af 1800-tallet stod vestfløjen endnu med svungne gavle.

De omfattende drifts- og bygningsmæssige forbedringer på ladegården blev af sønnen, kammerherre Carl Vilhelm Behagen Castenschiold, fulgt op med en gennemgribende istandsættelse af hovedbygningen i 1883-84. På baggrund af bevarede rester i ret betydeligt omfang gjorde kulturhistoriker R. Mejbom et velment forsøg på at rekonstruere beboelsens oprindelige udsmykning. Ligeledes blev vægtergangen nedlagt, og trappetårnets faldgitter og indvendige egetræsspærre blev fjernet. I 1870 blev ladebygningens konstruktion fornyet, og der blev lagt spån på taget.

I 1923-24 lod hofjægermester Adolf Frederik Holten Castenschiold arkitekt Mogens Clemmensen fjerne det meste af R. Mejborgs dekorationer og indretninger, og som på baggrund af de bevarede rester af kalkmalet dekorationsmaleri fastlagde bygningens oprindelige beboelse. Begge hovedstokværk har stået med kraftige bjælkelofter, båret af akantusbelagte volutkonsoller, stafferet i brogede farver og bjælkerne smykket med bladværk, masker og fugle. Også væggene har haft en kalkmalet udsmykning i form af panelværk eller draperier. Øvre stokværk synes foruden de gennemgående sale i gavlene at have haft endnu et gennemgående rum i husets østende samt en korridor ud for trappetårnet og mindre kamre bagved. Nedre stokværk har sandsynligvis haft en tilsvarende plan. Den nuværende inddeling er dog ikke ældre end midten af 1700-tallet, hvor der også blev indrettet værelser på skytteloftet. Fra hovedbygningen Kjølbygård i Thy, der blev nedrevet i 1915 og var familien Berregaards stamhus, blev erhvervet et par marmorkaminer samt et loftsmaleri til hovedbygningen.

Ved en auktion hos Bruun Rasmussen i 1968 over Borrebys indbo forsvandt store dele af det oprindelige indbo. I 1970´erne blev stort set samtlige tegltage understrøget med en asbestholdig mørtel.   

Den nuværende ejer, Joachim Lorentz Castenschiold, er ottende generation Castenschiold i direkte mandslinje på Borreby, og han lod i 2012 laden og vognporten ombygge og indrette med henholdsvis teatersal og publikumsfaciliteter.
kilder:
www.danskeherregaarde.dk

Danmarks Slotte og Herregårde, Niels Peter Stilling, Politikens Forlag 2005.

Vestsjællandsgennemgangen, Hanne Raabyemagle, Planstyrelsen, 1991.

Herregårde i Danmark, Sjælland, Flemming Jerk, Nordisk Forlag A.S., 1980.
Miljømæssig værdi:
Den miljømæssige værdi ved Borreby knytter sig til herregårdens afsides beliggenhed på sydsiden af Skælskør Fjord, hvor den er omgivet af et karakteristisk herregårdslandskab med alléer, marker og enge.

Det samlede herregårdsanlæg er yderst velbevaret, og det store, rektangulære dobbeltvoldsted af centraliseret type med en snæver borgholm til hovedbygningen udsparet midt i ladegårdsholmens nordside, omgivet af vandfyldte grave mod nord, øst og syd er enestående for Danmark.

Den store ladegårdsbebyggelse indrammer den anseelige gårdsplads, og avlsbygningerne, der rejser sig op af den nordre voldgrav, skaber en imponerende ankomst til Borreby, som yderligere forstærkes af ankomstbroen og den tilhørende portbygning samt kigget over voldgraven til den solitært beliggende hovedbygning på borgholmen. Tinghuset, der indgår i ladegårdsbebyggelsen mod syd, er modstående portbygningen og fungerer som ledetråd imod den indre borggård, som indrammes af to modstående længer. Den indre borggård er således med til at opbygge ankomsten til hovedbygningen, der yderligere forstærkes af broen over voldgraven til den lille, men monumentale borgholm, hvorpå hovedbygningen knejser.              

Borrebys autentiske og helstøbte fremtræden styrkes tillige af den indre borggårds mønsterlagte pigstensbelægning, hvis midte udsmykkes af en venetiansk prydbrønd fra 1700-tallet, samt avlsgårdens mere enkle pigstensbelægning. Hertil kommer den omgivende park med lindealléer, der underbygger det velbevarede og unikke kulturmiljø.
Kulturhistorisk værdi:
Den kulturhistoriske værdi knytter sig til Borrebys hovedbygning, som et af landets ældste og mest fremtrædende eksempler på en herreborg, der på traditionel vis ligger på en lille borgholm omgivet af vandfyldte grave. Herregården afspejler den traditionelle herreborgs opbygning med et stenhus, der både tjente som bolig, magasin og tilflugtssted i ufredstider. I tilknytning til stenhuset, på den store ladegårdsholm, lå domestikbygningerne og den tilhørende avlsgård – ligeledes omgivet af voldgrave.   

Borreby repræsenterer som sin fynske parallel, Hesselagergård, der har samme bygherre som Borreby, overgangstiden mellem middelalderens ridderborg og renæssancens mere festlige herremandsbolig med vægt på den ydre pragt. Hovedbygningens storslåede og overdådige fremtræden samt fine interiører vidner om bygherren Johan Friis´ position, magt og velstand samt om Borreby som en af landets mægtige og toneangivende renæssanceherregårde udformet som en tårnrig enkelthustype.

Hovedbygningens udseende afspejler, at den blev opført kort efter grevens fejde, Danmarks sidste borgerkrig (1534-36), og derfor tydeligt bærer præg af at være bygget med forsvar for øje, heriblandt placeringen på en lille holm i voldgraven samt hjørnetårnene, den let udkragede vægtergang med skoldehuller og smalle skydeskår samt indgang i siden af trappetårnet.  Men hvad der oprindeligt blev tænkt som en forsvarsborg, ændrede karakter i kraft af, at der kom fred og opgangstider med Christian III´s stabilisering af kongemagten, og bygherren Johan Friis, kongens kansler, valgte at udtrykke dette i form af mere dekorative facader og gavle, så renæssancens elegante og autoritative herremandsbolig blev et symbol på rigets genrejsning, og selvfølgelig en fysisk manifestation af Johan Friis økonomiske og politiske magt.
 
I det indre ses også, at Borreby var opført som en værdig bolig for en af rigets mest fremtrædende mænd og samtidig var en borg, der med tanke på den nyligt overståede grevefejde var udformet med det bedst mulige forsvar for øje. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig således til kælderens højtsiddende, små vinduer med skrå sider, som vidner om, at disse også kunne tjene til skydeskår samt til kaminen i midtertårnet ud for skytteloftet, idet kaminen beretter om, at man her opvarmede vand til at hælde ud af skoldehullerne i vægtergangen. Trappetårnet hører med sin indvendige, murede fireløbstrappe med til landets ældste egentlige trappetårn sammen med Hesselagergård, Nakkebølle og Egeskov. Den fireløbede, italienske trappe med reposer var ideel set ud fra et forsvarsmæssigt synspunkt, her kunne flere skytter tage opstilling, ligesom der var god mulighed for opstabling af våben og ammunition. Trappetårnet var oprindeligt forsynet med talrige, nu lukkede skydeskår, og indgangen var udstyret med faldgitter og forskudsbom.  

Trappetårnets trappe og skytteloftets konsoller eller udliggere blev udført af ligsten fra det nedrevne karmeliterkloster i Skælskør, der vidner om datidens pragmatiske genbrug af gode og kostbare byggematerialer.

I hovedbygningens indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den ældre grundplan, som mestendels stammer fra anden halvdel af 1800-tallet, herunder inddragelsen af skytteloftet til beboelse. De ældre bygningsdele og detaljer i de to hovedstokværks herskabelige interiører har stor kulturhistorisk værdi, idet de dels beretter om bygningens alder og dels om hovedbygningens mange moderniseringer med skiftende stilidealer. Dette gælder bræddegulve, mønsterlagte parketgulve, pudsede vægge med brystningspaneler, gyldenlædertapeter, opspændte lærreder, gobeliner eller kalkmalerier samt pudsede lofter med stuk, synlige bræddelofter med bemalede, konsolbårne bjælker, i hjørnetårnene nethvælv med bemalinger samt en- og tofløjede fyldingsdøre med portaler eller gerichter, dørstykker, sandstenskaminer, etagevindovne og bilæggerovne.   
 
De syv loftsbjælker med tilhørende konsoller fra Christian III´s tid (1503-1559) i det ene af værelserne, er de eneste bjælker i landet fra denne tid, der har bevaret sit oprindelige udseende og har derfor stor kulturhistorisk værdi. Hertil kommer de bevarede gylden-lædertapeter og gobeliner af både flamsk og fransk herkomst fra 1600-tallet og 1700-tallet. De i det nedre stokværk nedforskallede stuklofter med kraftige gesimser og det fornemme, tidssvarende træværk i form af brede fløjdøre og svære gerichter samt lave brystnings- og lysningspaneler, gobelinerne i de to gavlsale, salens udgang til haven, tårnværelsets fliser fra Blåtårn-fabrikken og vindovnene med fajanceoverdel vidner om moderniseringen af hovedbygningen i midten af 1700-tallet.

Den tøndehvælvede kælder med højtsiddende vinduer og fangehuller i hjørnetårnene med indmurede siddepladser i granit har ligeledes stor kulturhistorisk værdi. Hertil kommer spindeltrappen i hjørnet ved nordsidens midtertårn samt madelevator og granitvask i det gamle køkken, og det gamle pigeværelse med bræddegulv, simple brystningspaneler og fyldingsdøre, der vidner om kontrasten imellem de praktiske domestikrum med slidstærke overflader og pigeværelset med mere bearbejdede overflader, omend materialeholdningen stadig er enkel.   

Den kulturhistoriske værdi for øst- og vestfløjen knytter sig i det ydre til de to længer som et vidnesbyrd om udvidelsen af Borreby i begyndelsen af 1600-tallet, hvor Christian Friis lod opføre en køkkenfløj mod øst og en kapelfløj mod vest, der sammen med den for længst nedrevne sydfløj afgrænsede den indre borggård. Hertil kommer østfløjens murankre, der er udformet som årstallet 1605, som bevidner bygningens opførelsesår samt vestfløjens indvielsestavle af sandsten over portåbningen med Christian Friis og Mette Hardenbergs våben og navnetræk samt årstallet 1607, som ligeledes bevidner bygherrerne og opførelsesåret. Østfløjens murværk bærer spor efter et højere stokværk og sandstensbosser i de kurvehanksbuede vinduesstik, som beretter om bygningens mangeårige udviklingshistorie.

Den kulturhistoriske værdi for øst- og vestfløjens indre knytter sig til de bevarede dele af de ældre grundplaner, som er karakteriseret ved en gennemgående hovedskillevæg med gennemgangsrum på hver side af denne. Hertil kommer de hvælvede kælderrum samt østfløjens hvælvede rum i første stokværk, som med deres enkle og slidstærke overflader vidner om deres funktionsbetingede oprindelse. Ydermere til de uudnyttede tagrum, der på traditionel vis har været anvendt til opmagasinering samt over vestfløjen er indrettet med to pigekamre i gavlen mod syd.

De ældre bygningsdele og -detaljer i øst- og vestfløjen er vigtige for fortællingen om bygningernes alder og udvikling samt beretter om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer. I østfløjen gælder det den ældre kvartsvingstrappe og loftstrappen, kælderens lerstampede gulve og pigstensgulve, bræddegulve, mønsterlagte parketgulve, pudsede vægge og lofter med en lav hulkehlsstuk, tøndehvælvede lofter revledøre, en- og tofløjede fyldingsdøre med tilhørende gerichter samt vinduernes ældre anverfere og stormkroge og endelig den ældre tagkonstruktion og de understrøgne tagsten.

I den lille vognportbygning drejer det sig om den ældre planløsning samt bindingsværksskillevæggene, de støbte gulve, de hvidkalkede vægge, loftets synlige bjælker og loftbrædder samt den ældre tagkonstruktion og de understrøgne tagsten.

I vestfløjen gælder det den ældre tagkonstruktion med en konge og understrøgne tagsten, de ældre trapper, de mønsterlagte parketgulve, brædde-, ølandsflise-, terrazzo- og teglstensgulve, pudsede vægge, pudsede lofter, hvoraf andet stokværks lofter er forsynet med stuk, revledøre, fyldingsdøre med indstukne hængsler, marmorerede gerichter, en bilæggerovn, en oversigtstavle fra herskabets kaldesystem samt kælderens jordgulve, pigstensgulve, tøndehvælv, to støbte kar og revledøren med pålagte fyldinger og endelig 1700-tals vinduernes rundposte, stormkroge og anverfere. Hertil kommer kapellet med intakt rokokoudstyr med vægfast herskabsstol med skydevinduer, alterskranke med kronede spejlmonogrammer, prædikestol og orgel samt ølandsflisegulvet, de fuldt panellerede vægge med indfældede malerier med bibelske motiver og loftet af smalle, flade buer med påsatte lister, der står fuldstændigt helstøbt som ét af landets mest indtagende kirkerum. Monogrammerne indsat i smedejernet omkring alterskranken vidner om bygherrerne Villum Berregaard og hustru, der lod kapellet indrette i midten af 1700-tallet.     

Borrebys beliggenhed i det vandrige område nær Skælskør Fjord har både haft forsvarsmæssig og driftsmæssig betydning. Den rige landbrugsjord blev opdyrket og endvidere havde man et stort dyrehold, og avlsbygningernes anseelige størrelse giver således udtryk for gårdens betydelige avl. I avlsbygningerne er dette aflæseligt i den store ladebygning, hvor afgrøderne blev opbevaret, i vognportbygningen som rummede de forskellige køretøjer, i staldbygningerne mod syd, der rummede et omfattende kvæghold og endelig i herskabsstalden, hvor ridehestene stod opstaldet.

Den kulturhistoriske værdi for avlsbygningernes ydre knytter sig således til deres nedtonede og funktionsbetingede udseende med store portåbninger, simple revledøre og -porte samt staldvinduer, mens sydlængens gavlkviste med revleluger vidner om, at tagrummene blev anvendt til hølofter. I det ydre vidner avlsbygningernes kamtakkede gavle samt de små tavler med initialer og årstal om Adolf Frederik Holten Castenschiolds modernisering af ladegården i midten af 1800-tallet.  
 
Hertil kommer tinghuset, der blev opført af Johan Friis, og som refererer til herregårdens samlede funktion som sæde for det lokale retterting – birketinget. Kun ganske få steder er disse ”landets ældste domstole” bevaret. Portbygningens kulturhistoriske værdi knytter sig til bygningens oprindelige forsvarsfunktion, den var oprindeligt forsynet med et faldgitter, og sammen med øst- og vestfløjen er den ligeledes et vidnesbyrd om Christian Friis’ udvidelse af Borreby i begyndelsen af 1600-tallet.

I sammenhæng med hovedbygningen er avlsgården, porthuset og tinghuset således fornemme repræsentanter for en stor herregård med tilhørende landbrug, og som har signaleret ejerens store besiddelser og høje status i datidens samfund.

Den kulturhistoriske værdi for avlsbygningernes indre knytter sig til de store rum og deres enkle materialeholdning i form af støbte gulve, pigstensbelagte gulve, bræddegulve, hvidkalkede vægge og bræddelofter med synligt bjælkelag. Hertil kommer de bevarede muråbninger eller spor i det ældste murværk, der vidner om bygningernes lange udviklingshistorie. I ladebygningen er funktionen som agerumslade aflæselig i de to køreporte i hver gavl, og hertil kommer, at den nyere gitterspærkonstruktion er et vidnesbyrd om ladens ombygning i 1870´erne. Den imponerende tømmer-konstruktion har muliggjort et særdeles stort frirum til brug for oplagring af herregårdens mange afgrøder samt til fri passage af hejseværket på langs af den enorme bygning.
Arkitektonisk værdi:
Den arkitektoniske værdi ved Borreby knytter sig i det ydre til den solitært beliggende, enfløjede hovedbygning, hvis proportionering, stort set, symmetriske opbygning og homogene materialer giver den et elegant og herskabeligt udtryk. Hovedbygningen fremstår tillukket og uindtagelig på grund af det fæstningsagtige præg med vægtergang, skoldehuller og skydeskår. Hertil kommer murfladernes forholdsvis få vinduesåbninger, samt at hovedindgangen sker fra sydsiden via det imponerende trappetårn, og det hele er indarbejdet i en arkitektonisk og dekorativ, fin helhedsløsning. Hovedbygningens sluttede form understreges af det gedigne murværk i rød, blank mur og de ubrudte, røde heltage samt af tårnene. De smårudede vinduer fremstår spinkle og filigranagtige og giver således en virkningsfuld kontrast til murværket af munkesten. Bygningen har en overvejende vertikal orientering, hvilket understreges af den forholdsvist smalle grundplan med helgavle, som ender i en kamtak udformet som en skorstenspibe samt de fire markante tårne ligeledes med helgavle. Men det vertikale modsvares dog på elegant vis af en horisontal lagdeling, der kommer til udtryk i soklen af granitkvadre, rundbuefrisen mellem nedre og øvre stokværk, den let fremkragede, konsolbårne buefrise under skytteloftet samt de øvrige horisontale bånd af formsten. Facaderne har en stor detaljerigdom, hvilket giver hovedbygningen karakter og bidrager til dens fornemme og elegante udtryk.

I hovedbygningens indre knytter den arkitektoniske værdi sig til den tøndehvælvede kælder, hvor de højtsiddende vinduer giver en særlig stemning i de lidt lavloftede rum. Kælderen står i kontrast til de højloftede, lysrige og repræsentative stuer på første og andet stokværk, hvis overdådige udsmykninger udgør fine, helstøbte interiører. Trappetårnet med murede trin, vægge og lofter fremstår yderst homogent, nøgternt og solidt og udgør ligeledes en modvægt til de repræsentative stuer. Hertil kommer skytteloftets bevarede dele af vægtergangen samt tagrummets synlige tagværk, hvis rige tømmer danner et imponerede tagrum. Hovedbygningens indre modsvarer således udemærket det imponerende ydre.  

Den arkitektoniske værdi ved øst- og vestfløjen knytter sig i det ydre til de to homogene, toetages længer, hvoraf østfløjens søndre del er enetages, med lange, forholdsvis tillukkede murflader i rød, blank mur med røde, teglhængte heltage med stort set ubrudte tagflader, der får bygningskroppene til at stå som markante blokforme. Der knytter sig endvidere arkitektonisk værdi til mødet mellem murfladerne og de store tagflader, som for store dele er uden tagrender, hvilket styrker fløjenes autentiske og gennemførte traditionelle udtryk. Facadernes let uregelmæssige vinduestakt og den asymmetriske placering af døre og porte giver fløjene en nedtonet, men alligevel elegant fremtoning på grund af vinduernes småsprossede ruder og kurvehanksbuede stik, der understreges af den enkle materiale- og farveholdning.

I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til øst- og vestfløjens hvælvede kældre, der står i kontrast til beboelsesrummene ovenover samt i særdeleshed til vestfløjens kapel, hvis intakte og helstøbte rokokoudstyr betoner rummets ophøjethed og kirkelige funktion.

Avlsbygningernes arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til det samlede bygningsanlæg, herunder portbygningen og tinghuset, omkring den vidtstrakte gårdsplads, hvor bygningernes ensartede materialeholdning giver det store avlsgårdsanlæg stor sammenhængskraft og samtidig et forholdsvist nøgternt udtryk. Hertil kommer de lange og ret tillukkede murflader og de store ubrudte tagflader, der får bygningskroppene til at stå som markante blokforme, hvorved deres imponerende størrelser fremhæves. Der knytter sig endvidere arkitektonisk værdi til gårdsidens mange gavlkviste, der tildeler de lange bygningskroppe mod syd en fast takt og opbryder de store murflader samt gesimserne, der tydeligt markerer mødet mellem murfladerne og de store ubrudte tagflader. Denne arkitektoniske kvalitet træder i avlslængerne særlig tydeligt frem i kraft af, at størstedelen af bygningerne ingen tagrender har, hvorved avlsgårdsanlæggets autentiske og gennemførte traditionelle udtryk er intakt. Portbygningen og tinghuset, på hver side af gårdspladsen, skiller sig med sine tre og to etager, portgennemkørsel, kamtakker og den tætte vinduestakt ud fra de øvrige bygninger og fremstår med den gesimsindrammede fronton over porten og revlelugerne med små ruder øverst samt de dobbeltfalsede portåbninger med et næsten pynteligt udtryk i forhold avlsbygningernes store og tillukkede murflader. Samlet set fremtræder avlsbygningerne med et storladent og særdeles karakterfuldt udtryk udadtil.

I ladebygningens indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de to enorme, langstrakte rum, hvor ladens tømmerkonstruktion taktfast markerer og definerer de storladne rum.
Bærende fredningsværdier:
Borrebys bærende fredningsværdier knytter sig til det samlede herregårdsanlæg med dobbeltvoldsted med voldgrave og broer, hovedbygning på en lille borgholm samt øst- og vestfløj omkring en indre borggård og avlsbygninger inklusiv porthus og tinghus langs den nordre og søndre grav.

De bærende fredningsværdier ved de to grundmurede broer over voldgraven knytter sig til deres oprindelige form med fladbuede hvælv, piller og fladbuede sparenicher i brystningsmuren samt den oprindelige materialeholdning med røde teglsten, granit- og sandsten, pigstens- og sandstensbelægning samt smedet gelænder og årstal i smedejern.

De bærende fredningsværdier ved Borrebys hovedbygning knytter sig i det ydre til den fritliggende, grundmurede bygning i rød, blank mur med fire tårne, sokler af granitkvadre, let udkraget skytteloft, ubrudte heltage og skorstenspiber i rygningen af hovedlængen. Hertil kommer de ældre bygningsdele og -detaljer, herunder samtlige murværksdetaljer, deriblandt buefriser, granit- og sandsten mellem skoldehullerne samt bånd, vinduesåbninger, blændinger og gesimser af formsten. Endvidere kommer de ældre vinduer og døre med alle detaljer og tilhørende granittrapper foran samt den gennemgående, homogene og traditionelle materialeholdning.    

De bærende fredningsværdier ved Borrebys hovedbygning knytter sig i det indre til den ældre planløsning med den tøndehvælvede kælder med fangehuller i hjørnetårnene, trappetårnets murede trappe med trin af ølandsfliser eller gravsten, første stokværk med stuer og kamre i hjørnetårnene, andet stokværk med riddersal, værelser og adgang til de tidligere hemmeligheder, lønspindeltrappen i nordvæggen, skytteloftet med bibliotek, værelser og dele af den oprindelige vægtergang og endelig tagrummet med det ældre tagværk. Hertil kommer de ældre bygningsdele og -detaljer, herunder stengulve, bræddegulve, mønsterlagte parketgulve, pudsede vægge med brystningspaneler, gyldenlædertapeter, opspændte lærreder, gobeliner eller kalkmalerier, pudsede lofter med stuk, synlige bræddelofter med bemalede, konsolbårne bjælker, hjørnetårnenes nethvælv med bemalinger, en- og tofløjede fyldingsdøre med portaler eller gerichter, dørstykker, sandstenskaminer, etagevindovne og bilæggerovne. Endelig kommer den traditionelle materialeholdning.

De bærende fredningsværdier ved øst- og vestfløjen knytter sig i det ydre til de to grundmurede længer med granitsokler, murværk i rød, blank mur med samtlige detaljer, herunder murede bånd, kurvehanksbuede åbninger og spor efter ombygninger og ældre åbninger, samt røde, teglhængte, opskalkede heltage med stort set ubrudte tagflader og skorstenspiber i rygningerne. Hertil kommer alle oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer, herunder gesimser, murankre, sandstenstavlen, vinduer, døre, porte og trapper samt portrummets pigstensbelægning, hvidkalkede grathvælv og rundbuede portåbninger. Endvidere kommer den traditionelle materialeholdning.

De bærende fredningsværdier ved øst- og vestfløjen knytter sig i det indre til de bevarede dele af de ældre grundplaner med gennemgående hovedskillevægge og gennemgangsrum samt hvælvede rum i østfløjens første stokværk og i begge kældre. Hertil kommer de ældre bygningsdele og -detaljer, herunder kældrenes lerstampede gulve og pigstensgulve, to støbte kar og revledør med pålagte fyldinger. Ydermere gælder det trapper, brædde-, ølands- og teglstensgulve, mønsterlagte parketgulve, pudsede vægge og lofter, stuk, tøndehvælvede lofter, revle- og fyldingsdøre, gerichter, indstukne hængsler, marmorerede gerichter, bilæggerovn, oversigtstavle fra herskabets kaldesystem, 1700-tals vinduernes lodposte, anverfere og stormkroge, tagkonstruktionen, herunder kongen i vestfløjens tagværk, og de understrøgne tagsten. Endvidere kommer kapellets rokokoudstyr, herunder vægfast herskabsstol, alterskranke, prædikestol, orgel, ølandsflisegulv, fuldt panellerede vægge med indfældede malerier med bibelske motiver og loft af smalle, flade buer med påsatte lister. Hertil kommer vognportbygningens ældre planløsning med bindingsværksskillevægge, støbte gulve, kalkede vægge, synlige bjælker og loftbrædder samt tagkonstruktionen og de understrøgne tagsten. Endelig kommer den traditionelle materialeholdning.

Avlsbygningernes bærende fredningsværdier knytter sig i det ydre til de sammenbyggede, grundmurede længer med granitsokler, murværk primært i rød, blank mur med samtlige detaljer, herunder murede gesimser, spor efter ombygninger og ældre åbninger og forholdsvist lukkede facader samt de røde, teglhængte heltage og de store og stort set ubrudte tagflader. Hertil kommer alle oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer, herunder gavlkviste, kamtakkede gavle, murankre, sandstenstavler, vinduer, døre, luger og porte samt portrummets pigstensbelægning, fladbuede sparenicher, hvidkalkede tøndehvælv, rundbuede portåbninger og afvisersten. Endvidere kommer den traditionelle materialeholdning.

Avlsbygningernes bærende fredningsværdier i det indre knytter sig til de store og langstrakte, åbne rum samt de ældre og oprindelige, synlige trækonstruktioner med samtlige detaljer. Hertil kommer de oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer, herunder simple ligeløbstrapper, tinghusets pigstensgulve, herskabsstaldens pigstens og mønsterlagte brostensbelægning, stolper der markerer hesteboksene og nicher med integrerede høhække, det pudsede, svagt buede loft og revledøre. Endvidere kommer den traditionelle rustikke materialeholdning som støbte gulve, hvidkalket murværk og synlige bjælker og loftbrædder.
Antal bygninger:
9
Antal andre objekter:
0
Komplekstype:
Herregård
Bebyggelsestype:
Fritliggende ejendom - Herregård
Fredningsstatus:
Med omgivelser fredet og tinglyst bev.dekl.
Fredningsomgivelse:
Bro ; Anlæg ; Fredningsomfang ; Fredningsomfang ; Fredningsomfang ; Fredningsomfang ; Fredningsomfang ; Fredningsomfang ; Fredningsomfang ; Fredningsomfang ; Fredningsomfang ; Fredningsomfang ; Fredningsomfang ; Fredningsomfang ; Fredningsomfang ; Fredningsomfang ; Fredningsomfang ; Fredningsomfang ; Fredningsomfang ; Fredningsomfang ; Fredningsomfang ; Fredningsomfang ; Fredningsomfang ; Fredningsomfang ; Fredningsomfang ; Fredningsomfang ; Fredningsomfang ; Fredningsomfang

Sagsbehandlinger

Type:
Bevaringsdeklaration
Dato:
08-12-1983
Journal nr.:
625-4-22/1/83

Type:
Fredningsudvidelse
Dato:
29-05-1954
Begrundelse:
Som et af Danmarks fornemste og bedst bevarede herreborgsanlæg med bygninger, voldsted, grave og broer, har Borreby store fredningsværdier af såvel arkitektonisk som kulturhistorisk og miljømæssig art. (Vestsjællands gennemgangen, Planstyrelsen 1991).
Journal nr.:
6/54

Type:
Tinglyst fredning
Dato:
04-07-1918
Journal nr.:
33/18


Dokumenter

Dokumenttype:
Undersøgelse
Beskrivelse:
Borrebyvej 045-049, Borreby, matr.nr. 1a, Borreby hovedgård, Magleby. Gobelinundersøgelse. 8 sider. Knud Holm, Sonja Støvring-Nielsen/Nat.mus., Konserveringsanstalt 2. April 1984.


Dokumenttype:
PDF-dokument



Omfattede bygninger: 9


Fredet bygning Borrebyvej 53
Fredet bygning Borrebyvej 45
Fredet bygning Borrebyvej 45
Fredet bygning Borrebyvej 47
Fredet bygning Borrebyvej 49
Fredet bygning Borrebyvej 45
Fredet bygning Borrebyvej 45
Fredet bygning Borrebyvej 45
Fredet bygning Borrebyvej 45

Fredede omgivelser: 28

Signatur Bro
Signatur Anlæg
Signatur Fredningsomfang
Signatur Fredningsomfang
Signatur Fredningsomfang
Signatur Fredningsomfang
Signatur Fredningsomfang
Signatur Fredningsomfang
Signatur Fredningsomfang
Signatur Fredningsomfang
Signatur Fredningsomfang
Signatur Fredningsomfang
Signatur Fredningsomfang
Signatur Fredningsomfang
Signatur Fredningsomfang
Signatur Fredningsomfang
Signatur Fredningsomfang
Signatur Fredningsomfang
Signatur Fredningsomfang
Signatur Fredningsomfang
Signatur Fredningsomfang
Signatur Fredningsomfang
Signatur Fredningsomfang
Signatur Fredningsomfang
Signatur Fredningsomfang
Signatur Fredningsomfang
Signatur Fredningsomfang
Signatur Fredningsomfang


Relaterede sager: 0
Slots- og Kulturstyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V
telefon 33 95 42 00
ur   ul
 
 
dr   dl
  tap