Kurt Trampedach

Biography

Kurt Trampedach markerede sig fra starten som en ener i dansk kunst. Han brød igennem midt i 1960erne med en autoritet og en selvfølge, der var karakteristisk for tiden, men som i praksis var helt hans egen. Han lagde sig med det samme i forlængelse af en storladen, figurativ tradition i vesterlandsk maleri og valgte som sine første forbilleder et par sublime kunstnere som Rembrandt og Goya. Siden blev han opmærksom på samtidige, internationale kunstnere som Alberto Giacometti, Francis Bacon og George Segal, som han benyttede som afsæt for sin egen, meget personlige fortolkning af traditionen. Nordiske kunstnere som Edvard Munch og Vilhelm Hammershøi var ligeledes retningsgivende. T. har fra første færd taget udgangspunkt i sit eget fysiognomi og det med en sådan konsekvens, at selvportrættet er blevet synonymt med hans værk. Der har dog aldrig været tale om selvportrætter i traditionel forstand, snarere om sindbilleder eller psykiske ligheder, hvor det er en tilstand, der fremmanes af farven og ikke en karakteristik. Indtil 1980erne betjente T. sig af en mørkstemt farveskala og en ekspressiv realisme, der understregede alvoren i hans bestræbelser. Der var tale om en række eksistentialistiske udsagn, der beskæftigede sig med mennesket som individ i den moderne storbykultur. Tidens rockmusik og dens selvbevidste ikonografi spillede en afgørende rolle for udtrykket, og T. ramte den øjeblikkelige stemning så rent, at hans billeder kom til at stå frem som eksemplariske for en hel generation. Denne drift mod en øjeblikkelig almengørelse af egne erfaringer medførte, at T. i begyndelsen af 1970erne vendte sig mod skulpturen og lod sine figurationer tage form af tableauer af en mærkeligt foruroligende livagtighed. Sidst i 1970erne forlod T. Danmark for at søge ny inspiration, dels i det franske baskerland og dels i New York, hvor han siden, i selvvalgt isolation, har praktiseret et maleri, der virker fuldkommen forudsætningsløst i samtidens kunst. Der er tale om psykiske figurationer af arketypisk karakter, hvor små verdenskloge børn eller stedfortrædere på sært bevægende vis symboliserer stadier på livets vej. Farven er stærk og klar og muret op som et stof af hidtil ukendt fylde. Sideløbende med den stadige fordybelse i egen psyke har T. desuden markeret sig som en af tidens mest interessante portrætmalere.

Author: Mikael Wivel (M.W.) Abbreviations Notice: The information comes from the 4th version of Weilbachs Kunstnerleksikon. The editing of the encyclopedia ended in 1994. The information is not continuously updated.