Frederik Vermehren

Weilbach information

Genealogy

Vermehren, Johan Frederik (Frits) Nicolai, 1823-1910, maler. *12.5.1823 i Ringsted, ?10.1.1910i Kbh., begr. smst. (Ass.). Forældre: Glarm. Peter Friedrich Nicolaus V. og Sophie Amalie Franck. ~7.7.1857 i Kbh. med Thomasine Ludvigne Grüner, *21.12.1833 smst., ?26.2.1877 smst., datter af univ.- og kommunitetsforvalter, prokurator, justitsråd Thomas Ludvig G. og Petrine Elisabeth Beyer.

Biography

Frederik Vermehrens barndomsmiljø var, som for så mange andre kunstnere i perioden, et jævnt håndværkerhjem. Men allerede som barn lærte han Jørgen Roed at kende, der så drengens lyst til og talent for at tegne. Afgørende for ham blev optagelsen på Sorø Akademi, hvor ægteparret Ingemann yderligere opmuntrede ham til at fortsætte på Kunstakademiet. V. var ikke blandt Eckersbergs privatelever, men hans kunstneriske bane må ses i forlængelse af Eckersberg-traditionen. Maleriet fra Thotts Palæ er umiddelbart inspireret af Jørgen Roed, men har sine aner tilbage til arkitektur- og interiørmaleri af Eckersberg, Købke og andre. I foråret 1847 udstillede han på Charlottenborg en skildring af en skomager. Billedet påkaldte N.L. Høyens opmærksomhed, og denne brugte ord som sandhed og finhed i fremstillingen og fremhævede V.s "uskyldighed" i følelsen for det maleriske. En ikke ringe naivitet og visse ufuldkommenheder i figurtegningen er da også påfaldende. Men ærligheden i den usmykkede fremstilling af en jævn og dagligdags scene fra folkets tilværelse, svarede præcist til, hvad Høyen i sin nationalromantiske kunstopfattelse søgte at fremme. Den danske folkelivsskildring blev i de kommende par årtier central i V.s produktion. Det store gennembrud kom med En jysk fårehyrde på heden fra 1855, der samme år blev vist både i København og i Paris. V. var, takket være et større legat, i stand til at rejse til udstillingen i Paris og senere videre til Italien. En række italienske genreskildringer viser hans indtryk. V.s generation er blevet bebrejdet, at den i national selvtilstrækkelighed undlod at søge udenlands efter inspiration. Men V. var inden 1878-udstillingen, der for alvor satte gang i debatten, 3 gange i Paris. Hans næste hovedværk En sædemand fra 1859 har samme motiv som et af J.-F. Millets vigtige værker. Den franske realisme, specielt Millets etisk og religiøst farvede socialrealisme, udgør en paralleludvikling, hvor V. synes at have hentet visse tilskyndelser. Men i den maleriske behandling afveg han afgørende. Han bibeholdt den lyse kolorit fra Eckersberg-skolen, samt fremfor alt den omhyggelige, pertentlige penselføring. Som det fremhævedes i den nationalromantiske kritik, satte han kunstnerisk hæderlighed lig med flid og ærlighed lig med håndværksmæssig omhyggelighed og gennemarbejdning af motiverne. Tidens stræben mod større realisme spores dog i V.s kunst, ikke mindst i de undertiden fotografisk nøjagtige portrætter. Portrættet af Frederik Høedt fra 1879 kan her fremhæves. Opstillingen og karakterstudiet har ligeledes øjebliksbilledets intensitet. Disse egenskaber overførte V. til flere af de senere folkelivsskildringer. Fremhæves kan En fiskerkone fra Hornbæk, men også de relativt tidlige Huslig syssel i en fattig bondestue fra 1859 og En fattig bondestue ved middagstid fra 1864. Bag disse billeder lå en for de levende bondemodeller (og for ham selv) overordentligt langvarig og trættende arbejdsproces, herunder en omhyggelig kortlægning af interiør og genstande. Dette medvirker sammen med teknikken, farver i mange lag og omhyggelig finish, til en magisk, realistik virkning, beslægtet både med Eckersbergs mest omhyggelige studier og med billeder af hollænderen Jan Vermeer van Delft. Paradoksalt nok ledsages denne stilistiske udvikling mod større realisme af en holdningsmæssig ændring. Af V.s breve fremgår det, at den ungdommelige patriotisme og idealisme og begejstring for folket (V. meldte sig således som frivillig i 1848) gradvis erstattes af ligefrem lede ved almuen, hvis repræsentanter han undertiden benævner som svinske, klodsede eller skidne. Men jo mere snavsede og uordentlige omgivelserne og menneskene er, jo mere maleriske finder han dem, må han undrende konstatere. I de senere år slog en anden indflydelse fra fransk maleri igennem hos V., der var mere i pagt med hans erhvervede solide position. Bl.a. inspirerede miniaturemaleren Aurèle Meissonier ham til et billede som Sygebesøg hos det gamle tyende. Miljøet og personerne er her så nette, som de kan blive. Moralen, de to kønne unge piger, der giver sig tid til at besøge en gammel kær tjenestepige, er så opbyggelig, som den kan være, samtidig med at V. kan spille på den fra gammelnederlandsk kunst kendte kontrast mellem typerne, mellem ung, på tærsklen til livet, og gammel, på tærsklen til døden. Denne mere og mere bedsteborgerlige konservatisme prægede V.s virke som lærer ved kunstakademiet. V. var ikke blind for f.eks. P.S. Krøyers talent, men hans forsøg på at bevare de unge for den nationale retning faldt mildest talt uheldigt ud. I artiklen i Nationaltidende i 1901 erklærede han åbent Zahrtmanns elevers udstillede malerier for dilettantarbejder. Indlægget var først og fremmest tænkt som en støtte til sønnen Gustav Vermehren, men gav ham ryet som en uforbederlig reaktionær. Et ry, der i en årrække blokerede for en mere nuanceret vurdering af denne i mangt og meget betydelige danske kunstner, der nok var traditionalist, men bestemt ikke uden personlighed og originale træk. Kunsthistorisk tilhørte V., hvad der alt for ofte er blevet betragtet som blot en overgangstid, en stilstand mellem Guldalderen og Skagensmalerne. Grupperingen sammen med Dalsgaard og Exner under betegnelsen genremalere, eller bedre, nationalromantiske folkelivsmalere er naturlig og berettiget. Men hvor Exner ofte søgte den humoristiske vinkel og Dalsgaard historien i billedet, længslen efter kæresten, sorgen over en afdød etc., fastholder Vermehren situationerne. Hans personer og miljøer fryses fast i en tidløshed, der har gjort de mest kendte af hans billeder til eminent illustrationsmateriale, det være sig etnologiske studier eller genudgivelser af Blichers noveller. Men faktisk er han mindre tilbøjelig end Dalsgaard og Exner til at fortabe sig i minutiøs dragtbeskrivelse og afmaling af dagligdagens redskaber og bondelivets skikke. Han bliver aldrig realist i den fra fransk kunst kendte betydning af ordet. Men han er den mest virkelighedstro af malerne mellem 1848 og 1878, ideologisk forankret i en efterhånden mere og mere konservativt anlagt nationalromantik, men autentisk i sine programmatiske skildringer af almuelivet.

Education

Som dreng vejledt af Jørgen Roed; på Sorø Akad. underv. i tegn. af Hans Harder, samtidig med at ægteparret Ingemann støttede hans ønske om at blive maler, student 1843; Kunstakad. Kbh. okt. 1844, gipssk. 1845, modelsk. 1846; desuden underv. af og ass. hos Jørgen Roed.

Travels

Via Köln, Antwerpen og Bruxelles til Paris 1855-56; via Schweiz til Italien (Cervera sommeren 1855, Rom fra 1.10, Gerano sommeren 1856, tilbage til Rom, hjemrejse via Firenze og Venezia); Holland, Paris, Rom 1862; Paris 1875; Berlin, Dresden, München 1883 (s.m. Ferd. Meldahl).

Occupations

Ass. ved Kunstakad. Kbh. okt. 1865, professor 1873-1901; medl. af Udst.kom. ved Charl.borg 1864; af sk.rådet 1870; af best. for Tegne- og Kunstindustrisk. for Kvinder 1877-1907; af Gallerikomm. 1890-96.

Scholarships

Akad. 1855-56; Ancker 1862; Treschow 1890; æresdipl. Berlin 1891.

Exhibitions

Charl. Forår 1847, 1849-55, 1858, 1860-67, 1869-85, 1887-1909; Konstakad., Sth. 1850, 1866; Paris 1855; Internat. udst., London 1862; Nord. Udst. 1872, 1883, 1888; verdensudst., Paris 1878; Internat. Kunstausst.,Berlin 1891; Theaterudst., Kbh. 1898; Raadhusudst., Kbh. 1901; Works by Da. Painters, Guildhall, London 1907; Foren. for nat. Kunst, 1911, 1917, 1922, 1926, 1950; Da. Lægeportrætter, Axelborg, Kbh. 1922; Da. kunstnerslægter, Charl.borg 1952; Charl.borgudst. gennem 100 år, smst. 1957; Kunstnerportr., smst. 1977; Pittori Danesi a Roma nell'Ottocento, Pal. Braschi, Rom 1977; Familien Vermehren, Sophienholm m.fl. 1977; Danm.billeder, smst. 1978; Skynd dig, kom! om føje år .., Blichermus. 1982; C.W. Eckersberg og hans elever, Stat. Mus. for Kunst 1983; Dengang i 80erne, Kunstforen., Kbh. 1983; Det kultiverede Landskab, Gl. Holtegaard 1988; Hornbæk i Kunsten, Marienlyst, Helsingør 1997. Separatudstillinger: 1884 (Kunstforen., Kbh.), 1903 (s.m. Jørgen Roed); 1911. Auktioner: 7.3.1910 (dødsbo).

Artworks

Gården i Thotts Palæ på Kongens Nytorv (1845, Hirschsprung); En skomager (udst. 1847); En gyde i en landsby (1849, Aarhus Kunstmus.); Reservesoldatens afsked med sin familie (1849, Stat. Mus. for Kunst); Hvedebrødsmanden (1851, Hirschsprung); En sovende bondekone (1851-52, Aarhus Kunstmus.); portræt af P.C. Skovgaard (tegn., Skovgaardmus.); studie til En jysk fårehyrde på heden (mal., 1854, Stat. Mus. for Kunst); studie til samme (tegn., 1854, Vestsjæll. Kunstmus.); En jysk fårehyrde på heden (1855, Stat. Mus. for Kunst); En bondestue fra Cervara i Sabinerbjergene (1855, Hirschsprung); portræt af fru Marie Elisabeth Habbe, født Tegner (ca. 1855, smst.); Gadeparti fra Gerano i Sabinerbjergene (ca. 1856, smst.); samme (1857, Stat. Mus. for kunst); Gammel kone fra Hellebæk (1857, Hirschsprung); Landskab ved Sorø med Lynge Kirke, skitse til En sædemand (1858, Vestsjæll. Kunstmus.); En sædemand (1859, Stat. Mus. for Kunst); Huslig syssel i en fattig bondestue (1859, smst.); To tiggerbørn i et bondekøkken (1860, smst.); Det indvendige af en bondegård (1865, smst.); Huslig syssel i en fattig bondestue (1868, Aarhus Kunstmus.); portræt af fru Elise Ploug (1869, Mus. på Koldinghus); Sonnes køkken (1872, Hirschsprung); Dameportræt (1874, Storstøms Kunstmus.); portræt af Carl P. Ploug (1877, Mus. på Koldinghus); Thora ved sit skrivebord (1878, Glyptoteket); portræt af skuespilleren Fr. Høedt (1879, Det kgl. Teaters Kunstsaml.); af Anna Nielsen (smst.); En mand der stopper sin pibe (1881, Vestsjæll. Kunstmus.); Fiskerkone fra Hornbæk (1883, Nivaagaard); Sygebesøg hos det gamle tyende (1884, Stat. Mus. for Kunst); Et københavnsk bybud får en dram i et køkken hos en velhavende borgerlig familie (1888, Kbh. Bymus.); Ung bondekone (1889, Hirschsprung); portræt af kunstnerens hustru (smst.); Sommerlandskab fra Ringstedegnen (Vestsjæll. Kunstmus.); portræt af fru Frederikke Vilhelmine Hage (Nivaagaard); af Jørgen Sonne (Charl.borg).

Literature

Fædrelandet 21.5.1847 (N.L. Høyen); Dagbladet 27.9.1855 (anm. verdensudst.); Jul. Lange: Nyere da. Genremaleri, i: Da. Maanedsskr., II, 1865; Nutiden, VI, 1882; Ill. Tid. 1884-85, 45-47 (K. Madsen); 1894-95, 615-18; 1902-03, 499f; 1909-10, 211-13 (P. Johansen); Nat.Tid. 11.6.1901 (F. Vermehren); Ord og Billeder, 1909-10, 59-64 (Johs. Elbek); Fra Arkiv og Mus., IV, 1909-11, 461-64 (C.A. Jensen); Tilskueren, 1925, I, 348-62 (breve fra og til P.S. Krøyer); Helga Stemann: F. Meldahl og hans Venner, I-VI, 1926-32; F. Hendriksen: En da. Kunstnerkreds, 1928; Sig. Schultz: Da. Genremaleri, 1928; samme i: Da. i Paris, II, 1938; Kunstmus. Årsskr. 1940, 40f (L. Swane); 1946-47, 204-15 (breve til Helena Nyblom, J. Roed); Aa. Marcus: Da. Portrættegn., 1950; Jørgen Paulsen: Billeder fra Treaarskrigen, 1952; Knud Voss i: Da. Kunsthist., IV; samme: Skagensmalerne, 1975; Marianne Zenius i: Genrebillede og virkelighed, 1976; Familien Vermehren, kat. Randers Kunstmus., 1977; H. Honnens de Lichtenberg: Zahrtmanns Sk., u.å., 32, 34, 39; H. Usselmann: Complexité et importance, 1979, 123f; H.E. Nørregård- Nielsen: Da. kunst, 1983, 251-53; Finn Terman Frederiksen i: Mødested Paris, kat., Randers Kunstmus. 1983; Jørgen Gustav Vermehren (udg.): J.F.N. V. Breve og Erindringer, 1984; Preben Juul Madsen: Da. genremalere, 1988; Erik Mortensen: Kunstkritikkens og kunstopfattelsens hist. i Danm., I-II, 1990; Peter Michael Hornung (red.): Ny da. kunsthist., IV, 1993. Efterladte papirer (Det kgl. Bibl.); breve (Hirschsprung).

Author: Erik Mortensen (E.M.) Abbreviations Notice: The information comes from the 4th version of Weilbachs Kunstnerleksikon. The editing of the encyclopedia ended in 1994. The information is not continuously updated.