Holger Drachmann

Biography

Holger Drachmann blev først maler, siden hen digter, hvilket måske skyldes en tilfældighed. Han havde anlæg for begge kunstarter og vekslede imellem dem livet igennem, og fulgte i dem begge traditionen. I sine unge år, 1865-74, var D. ofte på Bornholm. Foruden malerierne findes fra disse år en del keramik fra L. Hjorths fabrik i Rønne, som D. har dekoreret med søstykker o.l. Han debuterede 1869 som maler og 1872 som digter med fortællingerne Med Kul og Kridt. Hans tidlige malerier er helt i læreren, C.F. Sørensens stil, selvom større berømtheder som Anton Melbye også må have ansporet ham til efterfølgelse. D.s artikler til Nyt dansk Maanedsskrift vakte Georg Brandes interesse, og det var som hans protegé, at D. opnåede en anerkendelse som digter, han næppe så hurtigt ville have fået som maler. Under indtryk fra Chr. Blache, besøgte D. Skagen i 1871. Der fandt han en befolkning og en natur, der egnede sig lige godt til at blive skildret med pen som med pensel, og med få afbrydelser kom D. igen de næste 15 år og gled naturligt ind i den kreds af kunstnere, der samledes der. Navnlig i småskitserne ses D. at have modtaget indtryk af nordmændene Fritz Thaulow og Christian Krohg. Vinteren 1877-78 traf han P.S. Krøyer i Paris, og i efteråret 1878 malede han side om side med Karl Madsen i Bretagne. Uden selv at være franskmændenes lærling, var D. således tæt på de unge malere, der i 1870ernes slutning efteruddannede sig i Paris. Hvor han som digter følte sig mere og mere sikker på sine kunstneriske virkemidler, kneb det som maler. I løbet af 1880erne lagde D. afstand mellem sig og "det franske", bl.a. i romanen Med den brede Pensel, skrevet 1885-87 som et opgør med begrebet "virkelighedsskildring", hvor han langede hårdt ud efter sine gamle malervenner, især Krøyer. D.s kritik var dog ikke kun negativ, han efterlyste nogle af de kunstneriske kvaliteter, som blev dagens orden i det følgende tiår. Selvom skitseblokken altid fulgte D., malede han ikke meget i 1890erne, hvor hans berømmelse som digter var uovertruffen. Omkring 1895 skrev D. en række melodramer, bl.a. Renæssance. Samtidig anlagde han, ikke uden påvirkning fra Arnold Böcklin, maleriet Havets datter, en havfrue som nøgen og yppig ligger druknet på en øde strand, mens skibet med den unge sømand, hun elskede, forliser i det fjerne. Det blev til i et samarbejde med nordmanden Carl Sundt-Hansen, der malede havfruen, og står alene som kunstnerisk eksperiment i D.s maleri. I 1901 bosatte D. sig med sin tredie hustru i Skagens Vesterby i eget hus, Villa Pax. Ægteskabet var ikke lykkeligt, og der var stadig længere imellem successerne. Efter fiaskoen på Det kgl. Teater med eventyrspillet Hr. Oluf han rider, bestilt i anledning af D.s 60års fødselsdag i 1906, flygtede han dybt rystet til Skagen, og ligesom i andre perioder, hvor hans digtning var i krise, vendte han nu al sin energi mod maleriet. Kunne Danmarks digterkonge ikke digte mere, kunne han i hvert fald male. I sit sidste leveår malede D. en række skildringer af Skagens natur, som er langt friere, end noget han tidligere havde præsteret. D. er i den nærmeste eftertid blevet kritiseret, men han formåede i sine bedste billeder at udtrykke den samme kraft som i sine digterværker.

Author: Claus Olsen (C.O.) Abbreviations Notice: The information comes from the 4th version of Weilbachs Kunstnerleksikon. The editing of the encyclopedia ended in 1994. The information is not continuously updated.