Carl Locher

Biography

Carl Locher voksede op med interessen for skibe og fik sin første undervisning af faderen. Efter hans død førte L. en kort tid hans virksomhed som skibsportrættør videre. Flere gange rejste L. på langfart med flådens skibe. Togtet til Vestindien 1870-71 blev afgørende for hans senere motivvalg, idet han fik et indtryk af Atlanterhavets vælde, som aldrig forlod ham. Trods anden undervisning regnede L. sig for elev af Holger Drachmann, hvis poetiske naturalisme til stadighed inspirerede L. På Drachmanns foranledning tog han i 1872 til Skagen, hvor han fandt motiver og maleriske udfordringer, der stemte overens med hans temperament. Han var et af den voksende kunstnerkolonis tidligste medlemmer, og kammeratskabet og den gensidige udveksling af ideer og erfaringer med især Karl Madsen gav L. den selvtillid og tro på egne kunstneriske virkemidler, som bragte ham videre. Studieophold i Paris 1875-76 og 1878-79 blev afgørende for L.s maleriske udvikling. Undervisningen hos Léon Bonnat og indtryk af arbejder af ældre franske kunstnere som C. Corot og G. Courbet bevirkede, at L. lod den pertentlige malemåde fare til fordel for den totale koloristiske virkning. Hans to første successer, Ageposten mellem Frederikshavn og Skagen, 1876, og Redningsbåden går ud, 1877, er begge Skagensmotiver og begge malet i Paris. Afstanden i tid og sted skabte den forenkling i udtrykket, som er begge billeders styrke. Julius Lange kaldte det "Erindringens Kunst". Siden hen gik redningsbåden ud mange gange fra L.s atelier og var vel medvirkende til en nedvurdering af hans kunstneriske eftermæle. L.s kunstneriske styrke er hans uovertrufne evne til at indfange vejrliget over havet og gengive det i alle dets skiftende farvetoner. Han optog tidligt indtryk af impressionisterne, især Claude Monet, og i sine bedste billeder som Stormvejr ved Højen, 1895, og Skagen Sønderstrand sidst i november efter solnedgang, 1905, nåede L. en ærlighed og et kunstnerisk raffinement i skildringen, som er usædvanlig i dansk kunst. Både på Skagen og i Hornbæk knyttede L. sig mere til fiskerne end til kunstnerne. Med fiskerne havde han havet til fælles, blandt kunstnerne var han en enspænder. Tilskyndet af Carl Bloch begyndte L. i 1880erne at radere. På et statsstipendium studerede han raderkunst i Berlin 1893-96, men det professorat, der af Kultusministeriet var stillet ham i udsigt, blev opgivet. I stedet fik L. statsstøtte til at oprette en privat raderskole, som blev søgt af bl.a. P.S. Krøyer, Anna og Michael Ancher, Louis Moe og Peter Ilsted. L. udførte omkring 60 raderinger med motiver fra hav og strand, enkelte meget store, og alle fri for den sentimentalitet, der ellers karakteriserer tidens raderkunst. Hans blade i vernis-mou- teknikken, udført efter 1897, blev i samtiden meget rost for deres skitseagtige friskhed og sikrede ham en udmærkelse på verdensudstillingen i Paris 1900.

Author: Claus Olsen (C.O.) Abbreviations Notice: The information comes from the 4th version of Weilbachs Kunstnerleksikon. The editing of the encyclopedia ended in 1994. The information is not continuously updated.