F.L. Bradt

Weilbach information

Genealogy

Bradt, Frederik Ludvig, 1747-1829, kobberstikker, arkitekt. *16.6.1747 i Kbh., ?15.1.1829 i Førslev, begr. smst. Forældre: Snedker Johan Just B. og Inger Mathiasdatter Hiort. ~13.11.1779 i Kbh. med Marie Louise Mayes, *17.6.1745 smst., begr. 16.12.1786 smst. (Nikolaj), datter af båndfabrikant Georg M. og Else Marie Johansdatter.

Biography

F. L. Bradt synes at have haft et alsidigt, men ustadigt talent. På trods af at han hurtigt opnåede den store guldmedalje i arkitektur, opgav han en løbebane som arkitekt, da han ikke kunne opnå det store rejsestipendium. Ligesom sin broder J.G.B. gav han sig tidligt af med radererkunsten. I 1775 rejste han for egen regning til London for at uddanne sig som portrætmaler, men hans virksomhed på dette felt er i øvrigt ganske uoplyst. Inspireret af engelsk fabriksvirksomhed indgav han i 1776 ansøgning fra London til Commercekollegiet om at blive "Fabrique- Dessignateur", en ansøgning der blev imødekommet, ligesom han blev støttet økonomisk til videre uddannelse i Lyon og Schweiz. Det er endnu ikke klarlagt, hvorvidt de kgl. uldmanufakturer faktisk fik glæde af B.s virksomhed, og han kendes i dag kun som raderer og kobberstikker. Han forsøgte i 1781 forgæves at få løfte om stadsbygmesterembedet i Kbh. efter G.E. Rosenberg. I løbet af 1780erne mangfoldiggjorde han nogle af Jens Juels kendte malerier med en glimrende indlevelse i hans kunst. Af de mere markante er Forblommet Antique, 1784 og Landskab ved egnen ved Jægerspris, 1784. Jens Juel tegnede forlæg for B. til det populære stik fra mindefesten for Johannes Ewald på Det kgl. Teater i 1784, men der er dog tvivl om, hvorvidt stikket i virkeligheden er udført af J.F. Clemens eller ved hjælp af denne. B.s englandsophold kan spores i de store landsskabsstik fra 1780erne, som såvel teknisk som i landskabelig fornemmelse repræsenterer en fornyelse inden for dansk grafik. B.s landskaber efter Juel ligger teknisk meget tæt op ad englænderens W. Woollets stik, som han må have fået et førstehånds kendskab til under sit ophold i London. Takket være nogle af B.s kobberstik kan man i dag danne sig et indtryk af enkelte af Juels forsvundne malerier nemlig maleriet af Johannes Wiedewelts Forblommet Antique fra 1784 og maleriet af mindestøtten for prins Ferdinand i Jægerspris. B. ernærede sig i øvrigt som illustrator. Der kendes enkelte, men ikke særligt vellykkede eksempler af B. som satiriker. Det ser ud til, at han har haft et talent for at kunne se, hvad der var aktuelt, da han til sine raderinger og kobberstik valgte aktuelle og populære emner, ligesom han f.eks. ved sin ansøgning til Commercekollegiet demonstrerede både fantasi og initiativ. Han måtte stoppe sin virksomhed som udøvende kunstner omkring 1790 på grund af en tiltagende øjensvaghed. Som sin broder var B. af et nervøst og uroligt gemyt, der til sidst slog over i et mentalt sammenbrud, og i 1791 blev han indlagt på Skt. Hans. Han blev udskrevet i 1795 og levede derefter i Hillerød, hvorfra han i 1809 søgte forhøjelse af sin kongelige pension. B.s karriere forløb tragisk, da han på trods af en vis kunstnerisk begavelse og på trods af, at han på en vis måde stod som fornyer af den danske grafik, til stadighed måtte se sig udkonkurreret af andre og bedre kunstnere, indtil sygdom slog ham ud fysisk og psykisk. Der er gammel tradition for, at det i virkeligheden er J.F. Clemens, der har stukket nogle af B.s mest vellykkede arbejder, f.eks. Mindefesten for Johannes Ewald 1784, men denne tradition er måske opstået af, at B.s arbejder har en noget svingende kvalitet.

Education

Kunstakad. Kbh. fra 1762, lille sølvmed. juli kvartal 1765, store sølvmed. for okt. kvartal samme år (tildelt 1766), st. guldmed. 1766 (proj. til en kgl. bygn. for 1000 invalider); forsøgte at "habilitere" sig som portrætmaler i London 1775-1776.

Travels

London 1775-efterår 1776; herfra til Paris og Lyon efterår 1776-forår 1777 og videre til Genève sommeren 1777-efterår 1778 (s.m. Jens Juel, J.F. Clemens og Simon Malgoc); har desuden rejst i Tyskland og Holland.

Occupations

Bestalling som "Fabrique-Dessignateur" ved De kgl. Uldmanufakturer 31.10.1776.

Scholarships

Søgte forgæves det ledige rejsestip. nov. 1770 efter broderen Johannes Gottfred B.s død; søgte atter forgæves rejsestip. i 1775; udlandsrejsen blev delvis financieret af Økonomi- og Commercekollegiet; agreeret ved Kunstakad., Kbh. 1785; medl. 6.3.1786; frasagde sig dette febr. 1789.

Exhibitions

Salonen, Charl.borg 1794.

Artworks

Dek. arb. efter C.F. Harsdorff (1766); blade af C.F. Harsdorffs ark. arb. (1766, s.m. broderen Johannes Gottfred); vignetterne til Charles Bonnet: Oeuvres d'historie naturelle et de philosophie (1777-78; iflg. gl. efterretning i virkeligheden stukket af J.F. Clemens efter Bradts forlæg); Bernstorffmonumentet efter Johannes Wiedewelt (1784); en række stik efter Jens Juels malerier (1780erne); Holberg-ill. og portræt af Holberg i svogeren Fr. Schwartz: Lomme Bog for Skuespilyndere (1784); 2 akvatinter efter Edvard Mandelberg; søgte i 1784 tilskud fra kongen til en serie, Udsigten i Sundet; stik efter Joris v. d. Hagen (1785, receptionsstk., udst. 1794); stik efter Jan Asselyn (1786, receptionsstk., udst. 1794); Baron Korff efter C.G. Pilo (i rødkridtsmaner, 1787); Henrik Gerner (efter 1787); professor J.M. Geuss (1794); titelvignetter til P.F. Suhm: Samlede Skrifter, 1., 2. og 3. del efter Erik Pauelsens forlæg (1788-89); stik til aktiebreve (1791); 2 vignetter til Beskrivelse over da. Mynter og Medailler i Den kgl. Saml.; indlev. 1789 tegn. til Kunstakad. Kbh. til en ny orden i bygn.kunsten, der blev modtaget med behersket interesse.

Literature

Nyeste Skilderier af Kjbh., 1829, 1128; F.C. Krohn: Fort. over da. Kobberst. og Rad., 1889 (genoptr. 1961), 89-94, 258f, 271; A. Strunck, 179,182; F. Meldahl: Kunstudstillingerne, 1906, suppl. IV; H. Weitemeyer i: Pers.hist. Tidsskr., 5. Rk. VI, 1909, 31f; 1910, 262; Henny Glarbo i: Kunstmus. Aarsskr. XI-XII, 1924-25, 17- 52; Leo Swane: Abildgaard, 1926, 140, 172, 304; F. Hendriksen: Kjøbenhavnske Billeder, 1924-27, 161, 172, 199; Fr. Weilbach: Arch. C.F. Harsdorff, 1928; Leo Swane: J.F. Clemens, 1929; Fr. Weilbach i: Tilskueren 1933, 278-85; Viktor P. Christensen: Den kgl. da. Porcelainsfabrik, 1938, 9; Hist. Medd. om Kbh., 3. Rk. IV, 1940-1941 265f; J. Styhr: Da. Grafik I, 1943; Bo Wennerberg: Svenske målere i Danm., Sth. 1940, 150, 321; P.B.C. Westergaard: Da. Portrætter I-II, 1930-33; H.L. Ehrencrone Müller i: Hist. Medd. om Kbh. 4. Rk. II, 1949-52, 188f; De kgl. da. Videnskabernes Selsk. II, 1956, 107-168; H.P. Rohde: Johan Bülow på Sanderumgaard, 1961, 102; Jens Fr. Nørbæk: Det holbergske Galleri, 1967, 18-20, 27, 30, 32, 35, 37, 45; Bogvennen, 1974, 68; T.H. Colding i: Da. Kunsthist., 3, 170f; Hakon Lund: De kgl. lysthaver, 1977; Emma Salling: Kunstakad. guldmed.konk., 1975, 55f.; Mægtige Schweiz, Thorvaldsens Mus., 1973; Danm. billeder, Sophienholm, 1977, 73. Karin Kryger: Allegori og Borgerdyd, 1985; Else Kai Sass: Lykkens Tempel, 1986; Karin Kryger: Frihedsstøtten 1986, 54; Ellen Poulsen: Jens Juel, 1991, kat. nr. 175, 243-245, 262, bd. 1, 89, bd. 2, 127. Commercekollegiet, journaler og journalsager 1776-1778 (Rigsarkivet).

Author: Karin Kryger (K.K.) Abbreviations Notice: The information comes from the 4th version of Weilbachs Kunstnerleksikon. The editing of the encyclopedia ended in 1994. The information is not continuously updated.