Benoît Le Coffre

Biography

Benoît le Coffre antages at have fået sin første uddannelse hos sin fader og farbroderen Étienne, der havde store og betroede opgaver for kongehuset, ikke blot for Sophie Amalie, men også for Christian V. Det var i dennes regeringsperiode, at le C., der var katolik og synes at have været privilegeret gennem faderens stilling, blev sendt på Akademiet i Paris. Her tilegnede han sig det klassiske akademiske maleris grundsætninger og tilhørende begrebsapparat og fik et godt kendskab til de nye stilstrømninger i denne kunstens metropol. I 1692 vandt han førsteprisen, men synes ikke at være fortsat som stipendiat i Rom, hvad han ellers var berettiget til. Om hans mulige rejser i 1690erne og senere foreligger der indtil videre intet konkret, og der kendes intet til hans opholdssted fra 1692 til 1696, hvor han imidlertid signerede flere portrætter af danske. De er udført i en tidstypisk, franskpræget portrætstil, og det fornemste er knæstykket af prinsesse Sophie Hedvig. Herefter ses han ikke i kendte regnskaber før efter tronskiftet, hvor han i 1700 udnævntes til hofmaler parallelt med Frederik IVs anden maler, Hendrik Krock. Til 1721 optræder han jævnligt i regnskaberne, overvejende som leverandør af "plafonds", loftsmalerier, men han har også modtaget betaling for teaterdekorationer, udsmykning af karosser og restaureringer. Størsteparten af hans produktion kom til at gælde udsmykningen af kongens nybygninger, særlig Frederiksberg Slot, både til opførelsen først i 1700-tallet og under den påfølgende, gennemgribende ombygning. 12 lofter af le C. findes i dag på slottet, 1 er malet direkte på gipsen, mens 11 er malet på lærred og indfældet i rigt dekoreret stuk. Andre lofter er leveret af Krock. Særlig lofterne i de mindre sale, hvis motiver er fra antikkens mytologi, vidner om le C.s kendskab til den franske klassicisme. Chr. Elling har påvist inspirationen fra N. Poussin i bl.a. Proserpinas rov, og har desuden fremhævet andre, mere moderne stiltræk med relation til franske malere fra perioden, der benævnes régence, særlig Antoine Watteau. Selvom le C. næppe kan have set meget til denne nye tendens, inden han forlod Frankrig, er de fremtrædende karaktertræk i hans kunst ikke desto mindre den lethed og poesi, der blev rokokoens karakteristika, de sødmefulde kvindeskildringer og betoningen af det erotiske, foruden en lysere farveskala, alternerende med clair- obscur. Der er mange eksempler på anekdotiske, livsnære motiver i le C.s kunst, hvis teatralske islæt kan være inspireret af miljøet omkring de franske skuespillere i København, som han var knyttet til gennem sit ægteskab. le C.s lofter på Frederiksberg Slot danner således en livfuld kontrast til Krocks. Det ikke klarlagt, hvilke udsmykninger der er leveret henholdsvis i første og anden byggeperiode. Flytninger har desuden fundet sted under de senere ombygninger. Ikke desto mindre står Frederiksberg Slot som et af de finest udsmykkede og bedst bevarede kongelige danske slotte. Her findes også le C.s hovedværk, En maskerade, som fylder hele loftet i dansesalen, kaldet Rosen, der ligger centralt i slottets tværakse i øverste stokværk. Det vældige, figurrige billede, er efter italiensk forbillede komponeret over et luftperspektiv "da sotto in sù", og placeret således at stukkaturens søjleformer fortsætter i maleriets. Man ser op i et stort og feststemt selskab af kostumerede og maskerede personer, der anses for delvis at være portrætter af hofstaben. For den ene ende sidder orkesteret, i den anden står buffeten. Illusionen fortsætter opefter med en balkon, hvorfra flere maskerede gæster under åben himmel kikker ned. Årstallet i billedets signatur er ikke endeligt tydet, og det er derfor fortsat uopklaret, om denne monumentale udsmykning skal dateres før eller efter Frederik IVs anden Italiensrejse, der fandt sted i 1708-09. Kongen havde dog allerede på sin første rejse i 1693 lært Venezia og maskeradens glæder at kende, og afholdt regelmæssigt kostumebal. le C.s eventyrlige og meget verdslige loftsbillede er således en enestående tribut til den festglade monark og hans "italienske" slot på Valby Bakke. Hvordan le C. udviklede sin særegne maleriske stil er fortsat uvist. Maskeraden synes ikke blot motivisk, men også stilistisk tæt forbundet med veneziansk maleri, som det senere udvikledes hos G.B. Tiepolo, hvis farvevalg, draperibehandling og figurtegning synes foregrebet, især i balkonens personer. Men der er ingen efterretning om, at le C. skulle have studeret i Italien. Hans anden store udsmykning, atter sammen med Krock, var Palæet bag Børsen, som kongen i 1712 lod indrette til Anna Sophie Reventlow, som han havde forelsket sig i på et maskebal året før, bortført og ægtet til venstre hånd. Ikonografien gælder skønheden og kærligheden, hvor Psyke, en del af den nye udsmykning 1719-20, direkte hentyder til den kongelige romance. Som hofmaler leverede le C. desuden portrætter, bl.a. af kongen og kronprinsen, men kun få er bevaret eller identificeret. Helfigursportrættet af Peter den Store er malet i 1716, det år zaren gæstede København. Anderledes uformelt er hans mørke selvportræt uden paryk eller anden pryd. I sin melankolske stemning vidner det om en ny tids portrætopfattelse. le C. havde desuden en større produktion af staffelibilleder, som var samlerobjekter, galante scener, eksotiske typer og mytologiske motiver. Trods en rig virksomhed var hans økonomi meget dårlig, særlig efter at han i sommeren 1721 ramtes af et slagtilfælde. Kongen mistede dermed sin mest moderne maler. Flere yngre blandt le C.s slægtninge søgte forgæves at blive billedkunstnere.

Author: Elisabeth Fabritius (E.F.) Abbreviations Notice: The information comes from the 4th version of Weilbachs Kunstnerleksikon. The editing of the encyclopedia ended in 1994. The information is not continuously updated.