Lars Bo

Biography

Lars Bo slog sig tidligt ned i Paris, hvor han ernærede sig som bladtegner. Gennembruddet som bogillustrator kom med raderingerne til Voltaires Den hvide tyr, 1952. De dekorative, letløbende kompositioner skaffede B. talrige illustrationsopgaver især for franske, men også for danske forlag. Efter et længere sygeleje i 1958 besluttede han at hellige sig raderingen som selvstændigt kunstnerisk udtryksmiddel. Denne satsning affødte en ny og stærkt personlig stil, som kom til udtryk i grafikmappen Chambres d'Inquiétude, 1958, og som ses fuldt udviklet i raderingerne til novellesamlingen Et kejserligt budskab, 1960, af Kafka. De stofligt mættede akvatinteraderinger udstråler et eget digterisk liv, hvis kilde er B.s indre drømmeunivers. I dem skabte han en surrealistisk inspireret stil, ofte ladet med en urovækkende stemning, altid formidlet gennem en dekorativ og ornamental komposition. I 1961 knyttedes B. til Jacques Frapier og udstillede herefter gentagne gange i hans galleri, Galerie des Peintre-Graveurs, på Montparnasse. I 1963-64 udførte B. en serie raderinger inspireret af det skotske landskab, som sammen med de store farveraderinger fra disse år for alvor bragte ham international anerkendelse. I 1978 begyndte B. at arbejde med monotypiet, en grafisk teknik, hvis glidende overgange fik ham til at genoptage akvarellen som kunstnerisk udtryksmiddel.

Author: Eva de la Fuente Pedersen (E.F.P.) Abbreviations Notice: The information comes from the 4th version of Weilbachs Kunstnerleksikon. The editing of the encyclopedia ended in 1994. The information is not continuously updated.