Erik Pauelsen

Biography

Erik Pauelsen hører til blandt de mest alsidige og flittige malere i de sidste årtier af 1700-tallet. Uagtet at han til sidst bukkede under for mange skuffelser og begik selvmord, var han i sine unge år i besiddelse af et forfriskende gåpåmod, en dristighed til at prøve nye veje, samtidig med at hans ambitioner og vilje til at demonstrere sit værd i nogle tilfælde må have virket noget anstrengende på omgivelserne. P. var bondefødt, men hverken hans herkomst, eller hvorledes han kom ind på sin kunstneriske løbebane, er ganske klarlagt. Sin rejse til København finansierede han ved at udføre dekorative malerarbejder, hvor han kom frem. Skønt han var ubelæst, kom han hurtigt ind i det intellektuelle miljø omkring Knud Lyhne Rahbek og skuespilleren Frederik Schwarz som medlem af teaterselskabet Det Skiønnes Muntre Dyrkere. Hans talent for skuespilkunsten var ganske vist ringe, men via selskabet kom han i kontakt med københavnske borgere og skønånder, hvoraf han portrætterede mange. P. var uddannet som historiemaler og havde håbet at kunne gøre sig gældende i forbindelse med udsmykningen af Christianborg. Det blev imidlertid som illustrator af Ove Mallings Store og gode Handlinger, at hans største betydning som skildrer af Danmarkshistorien kom til at ligge. P.s historiske stik opnåede en meget stor udbredelse, uden at det imidlertid påvirkede malerens økonomi til det bedre. De er påfaldende mere "folkelige" end de højtidelige historiemalerier, som han selv udførte, f.eks. Dronning Margrethe forener Norden under Kalmarunionen, og som N.A. Abildgaard skabte til Riddersalen på Christiansborg. Det er imidlertid en misforståelse at betegne P. som mere demokratisk i sine raderinger. Hans populære historiske stik tjente i virkeligheden enevoldsmagten i lige så høj grad som de officielle billeder på Christiansborg. P. har udført et utal af portrætter. I sine unge år var han påvirket af Vigilius Erichsen, og under sin udenlandsrejse blev han stærkt påvirket af Angelica Kaufmann, hvilket bl.a. ses i det store portræt af Frederikke Brun med datteren Ida, og af Anton Graff, som det ses i portrættet af C.F. Stanley. Mange af hans portrætter virker sødladne på nutiden, hvilket skyldes at P. havde en romantisk opfattelse af modellen, hvor han i høj grad forsøgte at male den portrætteredes sjæl. Dette ses især i det psykologisk stærke portræt af Johannes Ewald og det yndefulde af Charlotte Schimmelmann f. Schubart. Hans forelskede portræt af hustruen Elisabeth forekom eftertiden så privat og letfærdigt, at man forargedes. P.s store betydning ligger især inden for landskabsmaleriet, hvor han må anses som pioner inden for skildringen af det nationale landskab. På sine udenlandsrejser lærte han franske og nederlandske landskabmaleres værker nærmere at kende, bl.a. Claude Lorrain, C.-J. Vernet og A. Cuyp, og de stemningsfulde værker af disse malere prægede hans modtagelige og åbne sind. P. er navnlig kendt for sine norske prospekter, hvis udførelse var støttet af kronprins Frederik (VI). De blev gengivet i kobberstik og nåede stor udbredelse. P. mestrede såvel det sjællandske landskabs stilfærdige ynde, Aftenlandskab ved Gentofte, som den storslåede norske natur, Sarpfossen. P. synes at have været den første danske maler, der gjorde træer til genstand for specielle naturstudier, hvilket synes at have haft en vis indflydelse på den tyske maler Casper David Friedrich, der opholdt sig i Danmark 1794-98. Det er uomtvisteligt, at P. besad et stort talent. Den skiftende kvalitet i P.s arbejder gælder såvel komposition, formgivning som farvesans. En af årsagerne er muligvis hastværk, der bundede i den utålmodighed, der synes at have været et af hans fremherskende karaktertræk. Hans selvtillid fik tilsyneladende et knæk, da Jens Juel både blev hofportrætmaler og professor ved Kunstakademiet. Hans selvmord vakte selvsagt bestyrtelse, fordi han var en anset maler, hvis arbejder via kobberstikkene var kendte viden om. Ingen havde været klar over, hvor dårligt han havde det økonomisk og mentalt. Kronprinsen købte hans efterladte malerier, og P.s hustru fik pension fra 1811.

Author: Karin Kryger (K.K.) Abbreviations Notice: The information comes from the 4th version of Weilbachs Kunstnerleksikon. The editing of the encyclopedia ended in 1994. The information is not continuously updated.