Otto Frello

Biography

Otto Frello var fra barndommen en meget dygtig tegner og arbejdede en årrække som lærer i tegning, maleri og perspektivlære. F. begyndte at male i 1973, og det var først i forbindelse med udstillingen i Varde Museum, da kunstneren var 65 år, at hans malerier blev kendt og omtalt. Hans indgang til maleriet er udpræget intellektuelt betonet og forenet med håndværksmæssig perfektionisme. F.s motivverden er en fantasifuld blanding af fortid og nutid. 1700-tallets københavnermiljø befolkes af nutidige mennesker. Stemningen i F.s billedverden har udspring i hans eget fredede byhus fra 1797, hvor mange af de originale interiører er bevarede. Ved at indsætte nutidens mennesker i fortidens rum skabes en tidsmæssig og oplevelsesmæssig spænding, der yderligere understreges ved brug af fordrejede perspektiviske virkninger, som i To kvinder og Nyheder. I et minutiøst detaljeret billedsprog skaber han en surreel, absurd verden, som Regnvejr og Det sorte hus, der giver mindelser om Bosch og Breughel.

Author: Pia Kristine Münster (P.K.M.) Abbreviations Notice: The information comes from the 4th version of Weilbachs Kunstnerleksikon. The editing of the encyclopedia ended in 1994. The information is not continuously updated.