Nanna Bisp Büchert

Weilbach information

Genealogy

Bisp Büchert, Nanna, *1937, fotograf. *18.11.1937 i Kbh. Forældre: Søofficer Axel Robert Bisp og Elin Valgerður Sigurðardóttir. ~19.9.1958 i Søllerød med journalist, senere chefred. Aage Frederik Krusborg Büchert, *1.3.1932 i Kbh., søn af lektor Johannes Heinrich B. og Anna Johanne Krusborg.

Biography

Nanna Bisp Büchert er født og opvokset i København som barn af en dansk far og en islandsk mor, som begge døde tidligt. Efter studentereksamen i Reykjavik læste hun i nogle år arkæologi i København, men ægteskab og børn afbrød karrieren. Fra 1969 byttedes familiefotograferingen ud med professionelle illustrationsopgaver for magasiner og tidsskrifter. Men da hun en dag ved en fotoworkshop blev konfronteret med Irving Penns iscenesatte portrætter, skiftede interessen retning. Provokeret og vejledt af maleren Richard Winther forfulgte hun nu sine egne mål. Fra 1973-76 arbejdede hun tilbagevendende på de to serier, som sikrede hende en personlig og feminin profil midt i den tids mandsdominerede dokumentarfotografi: Kirkegårde og Carrollian Days. Mens Kirkegårde varsomt og humorfyldt kommenterer vesteuropæerens små fif for at undgå den evige glemsel, så opretter Carrollian Days et hyldest-monument for den afdøde forfatter og fotograf Lewis Carroll, hvis klassisk-victorianske børneportrætter hun parafraserer med sine egne døtre foran kameraet i selvvalgt voksentøj. Rejserne har været tilbagevendende inspirationskilder for B. I nyere serier, fra Spanien og Island, har B. med forkærlighed dyrket farvefotografiet i koloristisk afbalancerede, symbolistisk ladede stilleben. Men også den blændende formsikre sort-hvid serie, Esso Blues, med motiv fra olietankene i Reykjaviks omegn, bør erindres. B.s foreløbige hovedværk er den omfattende serie, Anderledes familiebilleder, fra 1988, også den i sort-hvid. Her almengøres kunstnerens traumatiske barndom, affødt af forældrenes alt for tidlige død. Tidsrammen antydes af en række afbildede breve fra 1930rne og 1940rne fra moderen til mormoderen på Island. I denne kæde af gamle breve og gulnede familiebilleder har B. anbragt sig selv i en kompliceret mosaik af fotos, frugter, fossiler og tørrede dyre- og plantelevninger, en fetish-verden, hvoraf et skæbnemønster måske kan udledes.

Education

Afbrudt arkæologistudium ved Kbh. Univ.; oplært som fotograf ved selvstudier., kortkurser og workshops.

Travels

Botswana 1973; Kap Verde 1985, 1987; Senegal og Elfenbenskysten 1985; Island 1987; N.Y. 1987; Andalusien 1990.

Occupations

Free-lance fotograf; medstifter af Gal. for Creativ Fotografi 1973; billedred. på Samvirke 1983-90; censor for Charl. Forår 1985- 86.

Scholarships

Nationalbankens Jub.fond 1975; Hammann 1978.

Exhibitions

1. suppl. udst. af fotografisk kunst i Danm., Gal. for Creativ Fotografi, Kbh. 1976; Kvindel. kunstnere, Islands Kulturhus 1976, 1986, 1991; Kunstnernes Sommerudst., Tistrup 1977-78; Charl. Forår 1978, 1980-81, 1983; Charl. Eft. 1978; 7 da. fotografer, Print Gal., Kbh. 1979; Kunstnernes Efterårsudst., Tistrup 1980; Tidsbilleder, Kvindegal., Kbh. 1981; The Frozen Image: Scand. Photography, Walker Art Center, Minneapolis m.fl. 1982-85; Augnablik, Nylistasafnid, Reykjavik 1985; Nord. Fotokunst '85, Brandts Klædefabrik m.fl. 1985-88; Fotografier, et udv. af Det kgl. Bibl. saml., Charl.borg 1986; Da. Fotografi, Mus. for Fotokunst 1987; Image 10 år i da. fotografi, Århus Kunstbygn. 1988; Anderledes Familiebilleder, Mus. for Fotokunst m.fl.1988-91; Erotik, Overgaden, Kbh. m.fl. 1989; Fotografer ser sig selv, Tårngal., Kbh. 1989; Fotografer fotograferer billedkunstnere, Gal. Image, Århus m.fl. 1991-92; Scand. Season, Barbican Art Gal., London 1992; Image transfer, Fotografisk Gal., Lund 1993. Separatudstillinger: Allerød Bio 1972; Om at være sammen, Gal. for Creativ Photografi, Kbh. 1976; Gal. Klausturhólar, Reykjavík 1978; Gal. Strange, Kbh. 1984; Ljósmyndir, Nord. Hus, Reykjavík 1989; Overføringsbilleder, Gal. Photografica, Kbh. 1991; Anderledes Familiebilleder, Fotografisk Gal./Kulstof 92, Kbh. m.fl. 1992; Fotogal., Lund 1993; Family Stories, vandreudst. i Skotland og England 1993-94 (s.m. Tina Schwarz).

Artworks

Kirkegårde (serie, 1973-76, 2 i Det kgl. Bibl.); Carrollian Days (portræt-serie, 1973-76); Interiører (serie, 1977-78, 6 i Det kgl. Bibl.); Pubertet (serie af pige-torsoer, 1979-80); Esso Blues (portfol. 1982, 2 i Det kgl. Bibl.); Dead Tulips (1983, 1 i Det kgl. Bibl.); Eftermiddag i Granada, 1-3 (1984, Mus. for Fotokunst); Fisk og Frynser, 1-8 (1985); Spor i sand (portfol. 1987); Anderledes Familiebilleder, 1-18 (1988, Mus. for Fotokunst); Erotik (1989, 4 i Det kgl. Bibl.).

Literature

Richard Winther i: Victor B. Andersens Maskinfabrik 5, 1976, 60-67; Tage Poulsen i: Foto & Smalfilm 1, 1977, 22f; samme i: samme 2, 1982, 12-17; Hans Alenius i: Fotografiskt Album 3, Helsingborg 1983; Stord 1, Reykjavík 1984, 72-75; Bent Riis i: Hrymfaxe 2, 1986; Finn Thrane i: Katalog 2, 1988, 56-71; Mette Sandbye i: Mastactwa nr. 7, Minsk 1992, 64-69; nr. 8, 1992, 30-33.

Author: Finn Thrane (F.T.) Abbreviations Notice: The information comes from the 4th version of Weilbachs Kunstnerleksikon. The editing of the encyclopedia ended in 1994. The information is not continuously updated.