Bertel Thorvaldsen

Biography

Bertel Thorvaldsen blev optaget på Kunstakademiet i København som 11-årig i erkendelse af hans usædvanlige tegnetalent. I T.s relief Den hvilende Amor fra 1789 (st. sølvmed.) findes allerede de træk, der bliver essentielle for hans skulpturelle værk, det hvilende, afventende og tankefulde i figurens udtryk og den harmoniske opbygning af formen. T. blev påvirket både af billedhuggeren J. Wiedewelt og af maleren N.A. Abildgaard, begge med indgående kendskab til den nyskabende og revolutionære klassicisme, som den formuleredes i Rom i 2. halvdel af 1700-tallet. Indflydelse fra begge ses i relieffet Apostlene Peter og Johannes helbreder en halt foran templets port (st. guldmed.). Abildgaard blev især T.s mentor og beskytter på Akademiet. Desuden inddrog han T. i sine opgaver, således ved udsmykningen af Arveprinsens Palæ på Amalienborg, hvor T. på stedet udførte sine første helfigurstatuer, muserne Terpsichore og Euterpe (1794). Abildgaard formidlede, at T. fik mulighed for at modellere statsminister A.P. Bernstorffs portræt og derved skaffe sig gunst hos landets højeste kredse. I årene umiddelbart inden afrejsen til Rom havde T. talrige bekendte i det københavnske kulturliv. Det ses af de mange tegnede portrætter og modellerede portrætmedaljoner fra disse år. I august 1796 kunne T. tiltræde den rejse med Akademiets store rejsestipendium, som guldmedaljen gav ham mulighed for. Han ankom til Rom 8.3.1797, en dato han livet ud fejrede som sin "romerske fødselsdag" i erkendelsen af, hvor vigtigt mødet med Rom og byens kunstskatte havde været for ham. T. knyttede sig i starten til kunstnerne A.J. Carstens og J.A. Koch, den sidste delte han en overgang bolig med. Carstens havde store visioner om en ny stor kunst i disse år kort efter den franske revolution og i pagt med frihedsbevægelserne overalt i Europa. T.s gennembrudsværk, skulpturen Jason med det gyldne Skind (1803) tog sit motiv fra en komposition af Carstens og er samtidig i dyb gæld til de antikke skulpturer Apollon Belvedere og Spydbæreren. Også arkæologen Georg Zoëga fik betydning for T. især ved at bibringe ham et større kendskab til antikkens historie og kultur. Jason adskiller sig fra størstedelen af T.s øvrige skulpturer ved dens betoning af viljen og ved, at den aktivt inddrager rummet omkring sig. Samme udadvendte kraftfuldhed hos Jason fortsættes i relieffet Briseis føres væk fra Achilles af Agamemnons Herolder (1803), der samtidig peger fremad i T.s udvikling. Achillesfiguren har hele den såkaldte Sturm und Drang-tids voldsomme kraft og næsten ubærlige raseri i sig, mens Briseis standser op i eftertanke og introspektion, inden hun føres bort af herolderne. Herefter fik T. hurtigt flere bestillinger, bl.a. fra den russiske grevinde Irina Vorontsov med skulpturerne Bacchus, Apollo, Ganymedes, Amor og Psyche og Venus, alle udført i mindre størrelse end Jason i årene 1804-07. Skulpturerne skildres indesluttede i deres egne rum og i eftertanke, de træk, der dominerer T.s. skulpturer i en lang periode. Hertil bidrog formodentlig den optagethed af spirituelle værdier, T. inspireredes til fra Jacoba Schubart ved gentagne ophold i villaen på Montenero ved Livorno, hvor hun boede med sin mand, den danske gesandt i Italien, baron Herman Schubart. Han fik stor praktisk betydning for T., idet han via familieskab med de mest betydende kredse i Danmark formidlede kontakter hertil. Første bestilling til Danmark blev en døbefont til Brahetrolleborg Kirke, bestilt af baronens søster, grevinde Schimmelmann, gift med landets statsminister. I 1805 blev T., skønt fraværende, udnævnt til professor ved Kunstakademiet i København, og i 1807 indledtes rækken af bestillinger fra Slotsbygningskommissionen, der forestod genopbygningen af Christiansborg Slot. Skulpturen Adonis blev udført i 1808 og straks bestilt af kronprins Ludwig, senere konge i Bayern. T. integreredes mere og mere i det romerske kulturliv. Som medlemsstykke i 1808 til det pavelige S. Luca Akademi i Rom udførte han relieffet A Genio Lumen. Et foreløbigt højdepunkt i berømmelse nåede han med udførelsen på ganske kort tid af det 35 meter lange relief Alexander den Stores Indtog i Babylon (1812) til et rum i Palazzo del Quirinale, der udsmykkedes i forbindelse med Napoleon Is forventede ankomst til Rom. Relieffet er stadig opsat i gibs på dette sted, og marmorudgaver blev senere udført til Villa Carlotta ved Como Søen og til Christiansborg. Tiden fra ca. 1810 til ca. 1820 er betegnet som den klassiske periode i T.s kunst, fordi værkerne i denne periode er tættest inspireret af klassisk græsk kunst og derved også er tættest på vores begreb om det klassiske, den fuldendte harmoni og balance og et skulpturelt sprog præget af stor enkelthed. Af værker fra denne periode nævnes Venus (1813-16), gravmonument for Philipp Bethmann-Hollweg (1814), reliefferne Dagen og Natten (1815, udført i marmor i mange eksemplarer allerede i Thorvaldsens atelierer), Grevinde Osterman-Tolstoy (1815), De tre Gratier (1817-18), Ganymedes med Jupiters ørn (1817), Hyrdedrengen (1817), Merkur som Argusdræber (1817), Fyrstinde Baryatinskaya (1818). Et i sit formsprog atypisk værk fra denne periode er skulpturen Håbets gudinde (1817), inspireret af arkaisk skulptur, og udført i de år, hvor T. for Ludwig I rekonstruerede en arkaisk figurgruppe fra Aphaia Templet på Ægina. I juli 1819 rejste T. til København for at afslutte forhandlinger om værker til de nye monumentalbygninger, der var under opførelse efter brandene i slutningen af 1700-tallet og bombardementet i 1807. Til Vor Frue Kirke fik T. bestilling på statuerne af Kristus og Apostlene (1821-24). I december 1820 var T. igen i Rom. Perioden herefter og til afrejsen fra Rom i 1838 domineres af bestillinger fra flere lande på store monumenter, der havde det fællestræk, at de fra bestillernes side var tænkt til at understøtte en fastholdelse og tydeliggørelse af national identitet, overalt mærkbar i Europa i disse år. Det tidligste af disse monumenter var Schweizer-Løven (1819), der udhuggedes i en klippevæg ved Luzern af Lucas Ahorn. Rytterstatuen af den polske frihedshelt Prins Jozef Poniatowski (1826-27) og statuen af astronomen Nicolaus Copernicus (1822) begge til opstilling i Warszawa fulgte efter. Statuen af Friedrich Schiller bestiltes til Stuttgart (1836) og blev udført af W. Matthiä efter T.s skitse. På trods af det nationalistiske udspring for flere af de store monumenter bestræbte T. sig i udstrakt grad på at skildre de historiske skikkelser anationalt og til stadighed med inspiration fra antikkens kunst. Derved kom han i modstrid med den historiske bundethed, der netop måtte blive en følge af bestillernes nationalhistoriske sympatier, og det kom meget tydeligt til udtryk i forhandlingerne i forbindelse med udførelsen af rytterstatuen af Prins Jozef Poniatowski. I flere monumenter fra 1830-rne, således rytterstatuen af Kurfyrste Maximilian I til München (1833-35) og statuen af Johann Gutenberg til Mainz (1833-34, udført af H.W. Bissen efter T.s skitse), fik historicistiske træk dog større indflydelse i klædedragten. En meget ærefuld bestilling fik T. med gravmonumentet for Pave Pius VII til opstilling i Peterskirken (1823-31). De første skitser til monumentet rummer en intens psykologisk indfølelse og forståelse for pavens fysiognomi og personlighed, mens det færdige monument i nogen grad føles for vegt i forhold til det enorme rum og de kraftfulde, rumerobrende barokke pavemonumenter. Fra de tidligste år i København og til sin død udførte T. portrætfremstillinger, tidligst som medaljoner og derefter i et stort antal portrætbuster. De tidligste buster i Rom viser tydeligst, hvor stærk inspiration T. fik fra antikkens portrætkunst. Nogle buster fra 1803-05 knytter sig med deres monumentale format tæt til den heroiske klassicisme i T.s øvrige arbejder fra denne tid. Fra ca. 1815 stiger portrætbusternes antal voldsomt. De udførtes fortrinsvis i naturlig størrelse og indskriver sig i et vist fælles udtryk, der nok har den ideale gengivelse som overordnet mål, men samtidig rummer præcist opfattede individuelle træk fra buste til buste. Der findes beretninger om den lethed, hvormed T. modellerede et portræt ad vivum. Andre gange måtte han støtte portrætfremstillingen på dødsmasker eller på malede og tegnede forlæg. Efter 40 år i Rom rejste T. til København i 1838, stærkt tilskyndet af tankerne om oprettelse af et museum i fødebyen for modellerne til hans samlede livsværk og for hans udstrakte samlinger af samtidig malerkunst og antikke genstande. Alt blev skænket til byen København, og Thorvaldsens Museum byggedes fra 1839-48. I sine sidste 6 år i København og på herregården Nysø udførte T. en række mindre arbejder, der præges af humor og ynde. Er den ideale stræben mindre pointeret i disse arbejder, er udtrykket nok så livsnært og umiddelbart. I enkelte relieffer bliver fremstillingen helt genreagtig. Blandt større arbejder fra de sidste år nævnes friserne Kristi indtog i Jerusalem og Kristi vandring til Golgata (begge 1839-40) til Vor Frue Kirke samt Thorvaldsens selvportrætstatue stående ved Håbets gudinde (1839). T.s sidste store værk blev statuen af Herkules (1843), der i sin udadvendthed og selvbevidsthed griber tilbage til Jason med det gyldne skind.

Author: Stig Miss (S.Mi.) Abbreviations Notice: The information comes from the 4th version of Weilbachs Kunstnerleksikon. The editing of the encyclopedia ended in 1994. The information is not continuously updated.