Ejnar Nielsen

Biography

Ejnar Nielsens møde med den midtjyske by Gjern i 1894 fik afgørende betydning for hans kunst. De skæbnetunge og gudfrygtige eksistenser, han mødte her, hvis tilværelse ofte var præget af ulykke, sygdom og død, gjorde et uudsletteligt indtryk på den idealistiske unge københavner. Under gentagne ophold i byen indtil 1900 gjorde N. Gjern-boernes liv til den motivkreds, der blev indbegrebet af hans kunst. I overensstemmelse med tidens symbolistiske tanker skildrede N. her livets drama i scener som Den syge pige (1896), Og i hans øjne så jeg døden (1897), Den blinde pige (1896-98) og Døden og krøblingen (1898), der alle hører til de mest indtrængende menneskefremstillinger i dansk kunst. Udtrykket er monumentalt og kraftfuldt. Stilen er med sine enkle former, rytmiske linieforløb, nedtonede farveholdning og dekorative virkninger karakteristisk for symbolismen. Landskabet, der ofte er baggrund i skildringerne, får tillige en åndelig og symbolsk betydning, specielt i Den blinde pige, hvor den gyldne å slynger sig gennem den grønne blomstereng som en fryd for det seende øje. Der kan såvel i udtrykkets intensitet som rent tematisk drages paralleller til den unge Edvard Munchs værker. Det var oprindelig naturen og landskabet omkring Gjern, der tiltrak N. Hans landskabsmalerier gengiver egnens forunderligt bakkede terræn, og de senere, lysende gengivelser af bølgende kornmarker står som indbegrebet af det danske landskab. Under et ophold i Paris (1900-01) var N. optaget af den franske symbolistiske maler Puvis de Chavannes værker. Her malede han det særprægede Portrætgruppe med det tavse, unge par på balkonen med udsigt over Paris' tage. Billedet tilhører en anden markant kategori i N.s produktion, der først og fremmest omfatter store monumentale kvindeskikkelser. Det gælder kunstnerens første hustru, Marie Thaarup, kvinderne i Stenegelunden i Volterra og det næsten sakrale Portræt af Ellen Key (1907). Flere af disse kvindeportrætter med en enkel, arkitektonisk baggrund, er blevet til under opholdene i Italien i begyndelsen af århundredet og under indtryk af især Andrea del Castagnos monumentale figurstil. Her forsvinder den melankolske undertone i hans billeder og erstattes af et nærmest religiøst og forklaret udtryk i en lysere kolorit. Med til disse skildringer hørte også et portræt af kunstnerens anden hustru, svenskfødte Elin Marcus, i en skitse fremstillet som madonna. N. destruerede senere portrættet, en skæbne der overgik flere af den selvkritiske kunstners billeder, bl.a. en fremstilling af Ijob (1914), et sindbillede på menneskets og specielt kunstnerens lidelser og et aktuelt tema i samtidens kunst. Til gruppen af monumentalskildringer hører endvidere den imposante Min moder (1911-13), der viser et slægtskab med James MacNeill Whistlers kunst. Også den kuldslåede fremstilling af Mand og kvinde (1917-18), en moderne syndefaldsversion, hører med til de monumentale værker. Den udendørs mosaikudsmykning i hvælvet under Den ny Scene, "Stærekassen", ved Det kgl. Teater (1932-38) kan ses som en videreførelse af de monumentale figurkompositioner og kulminationen på flere forsøg med ikke-realiserede udsmykningsforslag. Motiverne er berømte danske mænd og folk, der arbejder, mens de lytter til radioen (bygningen husede oprindelig Statsradiofonien). Mosaikkerne forårsagede efter indvielsen en heftig polemik i pressen. Senere ændrede N.s stil sig til det mere naturalistiske med kraftigere penselstrøg og en stærkere kolorit. Med alderen trak N. sig tilbage og helligede sig fortrinsvis landskaber og blomsterbilleder i mindre format.

Author: Annette Stabell (A.St.) Abbreviations Notice: The information comes from the 4th version of Weilbachs Kunstnerleksikon. The editing of the encyclopedia ended in 1994. The information is not continuously updated.