P.S. Krøyer

Biography

P.S. Krøyer var begavet med et sjældent kunstnerisk talent, der usædvanligt tidligt kom til udtryk. Han havde evnen til hurtigt og sikkert at kunne gengive ethvert emne, valgt eller stillet, i blyant, olie eller pastel, såvel som i skulptur. Mere end nogen anden indfriede K. sin samtids stræben efter et nyt maleri, frigjort fra idealismen, fra kravet om et litterært eller historisk emne og fra de strenge, traditionelle kompositionsregler. K. mestrede i kraft af sin hurtighed også tidens andet krav, spontant og umiddelbart at kunne fæstne den visuelle oplevelse til lærredet, også på stedet i fri luft. Øjeblikket havde fået ny betydning, med en lettere, mere skitseagtig maleteknik til følge. K.s livsværk blev en dansk udgave af det moderne europæiske maleri, der med rod i fransk kunst søgte at give en objektiv skildring af samtidens liv, som det kunne ses og opleves hos høj og lav. K. står derfor som en af hovedskikkelserne i firsergennembruddet i dansk billedkunst. K. var et udpræget øjemenneske og hans livsindstilling, og dermed hans virkelighedsopfattelse, var præget af elskværdig velvilje. Hans ærinde var alene det maleriske. Heri adskilte han sig klart fra de samtidige gennembrudsmalere, for hvem en indlevelse i det menneskelige (Anna og Michael Ancher) eller et direkte socialt engagement (Chr. Krohg), var en nødvendig konsekvens af det kunstneriske nybrud. K.s evner var åbenbare allerede i tiårsalderen, hvor han begyndte sin uddannelse. Efter Akademiet søgte K. videreuddannelse i Frankrig og tilegnede sig hos Léon Bonnat ikke blot principperne for det såkaldte valørmaleri, men blev varigt påvirket af den klassiske spanske malerkunst, som Bonnat var stærkt optaget af. K. orienterede sig flittigt og lod sig generelt inspirere af den moderate modernisme frem for den ekstreme. Et typisk resultat er arbejderskildringen Sardineriet i Concarneau, 1878. Rejsen til Spanien samme år med J. Lange og F. Schwartz blev skelsættende. K. studerede i månedsvis J.A. Ribera, B.E. Murillo og især D.R. Velasquez, hvis beherskelse af lysvirkninger i billedrummet K. vedblev at hente inspiration fra. Spaniernes brug af mørke farver ses hos K. fra omkring 1880, f.eks. i Italienske Hattemagere, hvis realisme ved præsentationen i København 1882 blev opfattet som hæslig indtil det anstødelige. Omtrent samtidig malede K. elegante portrætter af den samfundsklasse, der støttede ham som kunstner. Ved hjemkomsten først i 80erne stillede K. sig provokerende i spidsen for en stærk kritik af dansk kunst og fik, sammen med L. Tuxen og F. Schwartz, kunstneruddannelsen reformeret. De frie Studieskoler fik permanent status 1882. Som person var K. charmerende og ekstrovert og skabte sig hurtigt en stor kreds af venner og forbindelser, hjemme som ude. Lige fra ungdommen søgte han andre kunstneres selskab i Frankrig, Italien og endelig Skagen, hvor han fra 1882 fik varig tilknytning. Skagen var allerede mødested for danske og skandinaviske malere og forfattere, men det skyldes K., at samværet i højere grad antog karakter af et feststemt arbejdsfællesskab, som tog til i intensitet og omfang og snart gjorde stedet fashionabelt. Et monument over dette Skagen satte han med festbilledet af kunstnervennerne, Hip, hip, hurra, malet 1884-88. K.s produktion vidner om stor flid og omfatter talrige genrer, figurbilledet, portrættet, gruppeportrættet, landskabet og interiøret. Han arbejdede lige ubesværet med de små, uprætentiøse studier som med de store figurrige billeder. Det maleriske udtryk tog, i overensstemmelse med objektivitetskravet, karakter af de emner, han valgte. K.s besnærende øjebliksbilleder er imidlertid nøje planlagte. Han anvendte med forkærlighed x-perspektivet, eventuelt centralperspektivet i ekstrem form, for med billedrummets diagonaler at skabe fart og dynamik og forstærke øjebliksvirkningen, måske en arv fra læreren W. Marstrand, hvis passion for de klassiske venezianere her satte sig spor. I 1880erne udførte han en række figurbilleder fra Skagen, der ligger tæt på især Michael Anchers, men efterhånden fandt han sine egne motiver. Hans særlige speciale blev halvlyset, som han fastholdt i adskillige store malerier, udført udendørs i Skagens lyse sommeraftener. Om vinteren i København havde han talrige bestillingsopgaver. Ægteskabet med den 16 år yngre maler Marie Triepcke i 1889 tilføjede i 1890erne hans maleri aspekter, der kan betegnes som en fornyelse i hans kunst. Hun blev midtpunkt i en række følelsesmættede, sensuelt-romantiske malerier, der kan ses som et typisk udtryk for det stemningsmaleri, der generelt vandt indpas i 1890erne. Mest kendt er rækken af blå strandbilleder, hvor kvinden og l'heure bleue-stemningen raffineret forenes i farveharmonier, der kan sammenlignes med J.A.M.N. Whistlers, og som er originale tolkninger af den lyse nordiske nat f.eks. Sommeraften på Skagen Sønderstrand med Anna Ancher og Marie Krøyer, 1893. Kunstnerens hustru og datter Vibeke poserer i interiørserien Chez moi, der har træk af jugendstil og er en bevidst parafrase på Carl Larssons akvareller. Idyllen var dog mest af malerisk art. Hustruens psyke komplicerede næsten fra starten samlivet og medvirkede til at forstærke de depressioner, K. lejlighedsvis led af, alternerende med hektisk opstemte arbejdsperioder. I 1890erne løste K. store bestillingsopgaver som Fra Københavns Børs og Videnskabernes Selskab, og hans første fysiske og psykiske sammenbrud i 1900 hindrede ikke den senere gennemførelse af tilsvarende arbejder som Industriens mænd. Under ægteskabets langstrakte afvikling levede K. i Skagen og fuldendte i denne tid Skt. Hansbål på Skagens Strand, der blev Hip-hip-hurra-billedets tragiske modstykke. K. var som kunstnerfotograf blandt pionererne i Danmark. Han købte sit første kamera i 1885 og anvendte det ikke blot til registrering af de emner, han ville male, men som et selvstændigt kreativt medium. Resultaterne, der overvejende stammer fra 1890erne, er præget af eksperimenter, f.eks. modlysoptagelser. Hans bedste fotografier er følsomme tolkninger af det nære miljø og hustruen Marie. Først haven med rosenbusken, derefter storstuen i Byfogedboligen og haven med de spinkle træer, hans egentlige Skagenshjem. Her indrettede parret sig i 1890erne i overensstemmelse med tidens mest avancerede idealer, den engelske Arts and Crafts- bevægelses skønhedskult. Skagens Museum, som K. var medstifter af i 1908, indrettede her, efter hans død, sine første udstillingsrum. Fotografiets dokumentarisme viser os ikke blot, at K. i sit maleri idealiserede og forskønnede virkeligheden, men også at hans kunst, trods sin tilstræbte objektivitet, rummer sjælelige dimensioner, hvad hverken hans samtid eller eftertiden har tiltroet ham.

Author: Elisabeth Fabritius (E.F.) Abbreviations Notice: The information comes from the 4th version of Weilbachs Kunstnerleksikon. The editing of the encyclopedia ended in 1994. The information is not continuously updated.