Thomas Quellinus

Biography

Thomas Quellinus' omtrent 17 års ophold i Danmark fik skelsættende betydning for udviklingen af den hjemlige billedhuggerkunst og i særlig grad for gravskulpturen. Uddannet i faderens værksted og gennem ham og det øvrige Quellinusdynasti fortrolig med den italiensk prægede flamske højbaroks formsprog og motivverden bragte han friske impulser til et kunstnerisk miljø, der kun i begrænset omfang havde tilegnet sig de nyeste internationale strømninger. I modsætning til en anden fremtrædende billedhugger fra kredsen, Nicolaes Millich, der få år tidligere havde opnået rang af svensk hofbilledhugger, lykkedes det dog aldrig for Q. at få officiel status ved det danske hof, og han udførte kun få mindre arbejder for kongehuset. En påfaldende tilsidesættelse af ham skete 1697, da hans elever Abraham Breusegem og Emanuel Cuekelaere fik overdraget udførelsen af skulpturerne til altret til Vor Frelsers Kirke i henhold til en kontrakt, der ikke nævner mesterens medvirken med et eneste ord. Q. modtog dog på kort tid adskillige bestillinger fra kredse, der stod hoffet nær og fra fremtrædende medlemmer af den danske og nordtyske adel og gejstlighed. Han blev en velstående mand og erhvervede sig 1697 en ejendom i Norgesgade. Et vidnesbyrd om Q.s status blandt samtidens kunstnere er hans ansøgning til Frederik IV, sammen med Hendrik Krock, Georg Saleman, Otto de Willars, Wilcken Riboldt og Jacob Coning, vedrørende oprettelsen af et kunstnersocietet i København. Q. var frem for alt leverandør af gravminder. Foruden de signerede og arkivalsk sikrede værker kan et stort antal gravmæler og epitafier med stor sandsynlighed tilskrives Q. på stilistisk grundlag. Blandt monumenterne er der forskellige typer, hvor en arkitektonisk grundform som en portal, niche, stele, triumfbue eller pyramide udgør kulissen for en allegorisk og heraldisk udsmykning. Som en nyskabelse inddroges nogle gange hele gravkapellet med portal som ramme om afdødes forherligelse. Både i farveholdning, bestemt af den fremherskende brug af marmor og sandsten, og i billedprogram distancerede Q.s gravminder sig fra den ældre tradition. Individets glorificering, ofte bevæget, dramatisk iscenesat med brug af klassisk inspirerede allegorier og personifikationer, er dominerende i forhold til den religiøst prægede symbolik. Visse motiver, således Dødens skikkelse på Gyldenløves monument, vidner om fortrolighed med romersk højbarok, f.eks. Gianlorenzo Bernini, som dog nok var formidlet af kobberstik og tegninger, ligesom gengivelser af lejlighedsdekorationer formentlig udgjorde en motivskat, som Q. udnyttede i lighed med kolleger som Lambert van Haven og Nicodemus Tessin d.y. Q.s omfattende virksomhed nødvendiggjorde fra 1689 ansættelsen af medhjælpere, der bistod ham og siden videreførte hans stil, vigtigst Abraham Breusegem, Emanuel Cuekelaere, Just Wiedewelt og antagelig Andreas Gercken. Som en forenkling af produktionen importeredes delvis forarbejdede, arkitektoniske led fra Nederlandene. Ud over leverancen af gravmonumenter medvirkede Q. antagelig i visse tilfælde ved selve indretningen af gravkapellerne med loftsstukkaturer, gitre og sarkofager. Efter hans død synes værkstedet videreført endnu nogle år af hans enke, velsagtens bistået af et par medhjælpere.

Author: Birgitte Bøggild Johannsen (B.B.J.) Abbreviations Notice: The information comes from the 4th version of Weilbachs Kunstnerleksikon. The editing of the encyclopedia ended in 1994. The information is not continuously updated.