Jette Thyssen

Biography

Jette Thyssen forsøger at udtrykke oplevelsen af omgivelserne i et konkret formsprog, hvor alle detaljer koncentreres om det absolut væsentlige. Et indiansk tæppe, malet på skind i rødt, hvidt og sort, som hun så på etnografisk museum i Rom, gav hende impulsen til at lave billedvævning, og på sine senere studierejser er hun blevet yderligere inspireret af de gamle, oprindelige kulturers kunstfrembringelser. I billedtæpperne omsætter hun synsindtryk til kompositioner, opbygget af geometriske figurer. Temaerne varieres uendeligt, og samme elementer finder til stadighed ny balance, ligesom man også ser det hos bl.a. Auguste Herbin. Cirklen, kvadratet, rektanglet og trekanten er gennemgående motiver, i rene, klare primærfarver, gul, rød og blå, på sort og grå baggrund. Foruden inspirationen fra naturfolk og de gamle kulturer, egypterne, etruskerne og indianerne, bliver hun desuden inspireret af naturen, hvilket mange af titlerne også antyder. T. er født på landet, og det er ofte erindringen om hendes barndoms landskaber, der inspirerer. De runde former er ofte solen, de vandrette og lodrette delinger kan være horisonten og fjordens bundgarnspæle. Et af hendes motiver er den blå fjord, og den glødende røde sol, der går ned i de sorte skove på den anden side. Landskabet kan ikke direkte genkendes i værkerne, men hendes opfattelse af det kommer frem. I 1960erne arbejdede T. med ætsninger, men efter opholdet på Atelier 17 i Paris 1961 begyndte hun at lave serigrafi og har senere også inddraget maleriet som medium. Hun har desuden arbejdet med metalrelieffer og designet ryatæpper.

Author: Lene Olesen (L.O.) Abbreviations Notice: The information comes from the 4th version of Weilbachs Kunstnerleksikon. The editing of the encyclopedia ended in 1994. The information is not continuously updated.