Jo Selsing

Biography

Jo Selsings fotografiske oeuvre er præget af uddannelsen hos Rigmor Mydtskov og Steen Rønne og opholdet på Christer Strömholms legendariske dokumentarfotoskole. Den stilfærdige, men indtrængende reportage, der finder sit subjektive udtryk i valg af motiver og udtryksform, har S. været tro i sit virke. Linien blev lagt med udstillingen Lykken er at være kvinde, hvor hun bidrog med to fotosuiter, en barnefødsel og en beskrivelse af en kvindelig fodermesters arbejdsdag. Året før studieopholdet i Sverige modtog hun som 20-årig Det Bindesbøllske Legat for sin serie om Danske søfolk (debut), som vandrede landet rundt. I 1970 åbnede S. atelier i Kattesundet, og siden har hun haft atelier i det indre København. Private billeder, Relationer og Stille overflader viser S.' evner som menneskeskildrer, indfølt, men samtidig køligt registrerende. Med klassisk enkelhed, et kamera, en lampe og mest muligt naturligt lys, viser rækken af dobbeltportrætter de mange relationer, der er tilknyttet begrebet par. Serien af den nøgne kvindelige krop, Erotik, vakte opsigt ved dens direkthed, kun fra klassisk aktfotografi kendes lignende skildringer af kvindekroppen, hvor sensualitet og køn er medtænkt. De kølige gråtoner giver spillerum for fortælling og følelsesoplevelser hos beskueren.

Author: Tove Thage (T.T.) Abbreviations Notice: The information comes from the 4th version of Weilbachs Kunstnerleksikon. The editing of the encyclopedia ended in 1994. The information is not continuously updated.