Peder Stougård

Biography

Peder Stougård vakte opmærksomhed med sine tidlige arbejder, der bestod af nonfigurative collager og grafik. Kritikken heftede sig ved S.' sans for form og farve, en sans, som peger frem mod hans store interesse for plakater. Denne førte til, at han gennem årene oparbejdede en omfangsrig samling danske og udenlandske plakater, der i 1993 indgik i det af ham stiftede Dansk Plakatmuseum i Århus. De senere arbejder har ansigtet som gennemgående motiv. Der er ikke tale om at gengive et specielt markant ansigtsudtryk, men han formår at variere ansigtstrækkene og skabe en ny indfaldsvinkel til aflæsning af billedet. Med kun få streger og en let farvepalet opnås en stor spændvidde og styrke i de mange portrætgengivelser, hvor han søger at vise essensen af dagligdagens stemninger. Ud over maleri og tegning udfører S. bl.a. plakater, postkort og vinetiketter, ligesom han gennem børnekunstskoler på mange af landets skoler har støttet børns kreative evner.

Author: Rigmor Lovring (R.L.) Abbreviations Notice: The information comes from the 4th version of Weilbachs Kunstnerleksikon. The editing of the encyclopedia ended in 1994. The information is not continuously updated.