|
Anna E. Munchs barndomshjem var et samlingssted for kunst, musik og litteratur, som hun siden selv satte et værdigt minde i bogen Et nordisk Digterhjem. Allerede som barn tegnede hun portrætter og modtog i øvrigt rosende kommentarer fra sin fjerne slægtning, maleren Edvard Munch. Faderen døde i 1884, og den da 8-årige datter blev nært knyttet til sin moder, der tog hende med på årelange ophold i udlandet. Allerede som 13-årig startede M. på sin maleruddannelse, og hendes foretrukne motivkreds afslører sig i valget af lærere: historiemaleri (Jean Paul Laurens), portrætter (Julius Paulsen), hvortil siden kom freskomaleri og religiøse motiver (Joakim Skovgaard). I digterhjemmet foretrak man i kunstnerisk henseende klart folkelivets poesi frem for hverdagslivets barske realisme, og i sin kunst blev M. nøje knyttet til den lyse grundtvigianske tone, som den udfoldede sig såvel i højskolebevægelsen, det religiøse liv som i historiefortællingen med klare nordiske overtoner. Oven i dette kunst- og livssyn lagde M. en tidlig modnet interesse for at skildre mennesker i fri luft, i de unge år ofte med symbolistiske klange. Fra århundredskiftet arbejdede hun nært sammen med forfatteren Sophie Breum. Fra 1911 til 1935 tilbragte de 2 kunstnere sommerhalvåret i en nyopført villa ved Kertemindes Nordstrand og vinteren i København. Impulserne fra Fynbomaler-miljøet, især Fritz Syberg og Johannes Larsen, kan spores såvel i motivvalget, havnen, både, stranden, pilehegn, som i den større bevågenhed over for lyset og atmosfæren. Ved siden heraf fortsættes den grundtvigianske linie imidlertid blandt andet med en række udsmykningsopgaver. Kalkmaleri-udsmykningen i Fyns Forsamlingshus blev i 1909 overdraget M. for midler indsamlet af en kreds af fynske kvinder. Hun var den første kvindelige kunstner, der arbejdede med kirkekunst, og især i 1930rne og 40rne udførte hun en række altertavler til danske kirker, karakteristiske ved den lysende, lette tone. Selv anså hun naturen for at være sin rigeste inspirationskilde, og samspillet mellem menneske og natur hører til de mest vellykkede værker fra kunstnerens hånd. Her går portrætinteressen, den poetiske fortælling og naturstudiet op i en højere enhed oftest i smukke dæmpede farver i rene skalaer. Hyppigt optræder børn som modeller. M. havde en speciel forståelse for i få strøg at anskueliggøre, hvad der skete i børnenes verden. Mange små, impressionistiske skildringer af børnenes leg er udført i tempera, der tillod en hurtig nedfældning af indtrykket.
|
